Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

Brevkassen for dig, der er pårørende

Min far har kræft

17-årig kvinde fra Hovedstaden, hvis far er syg

Min far lider af lunge- og nyrekræft. Kræften har spredt sig til rygmarven, og han er derfor blevet lam fra maven og ned. Jeg kan stadig ikke acceptere, at min stærke far ikke kan gå nogensinde igen. Han var den, der ville give alle en hjælpende hånd med alt, og nu er det ham, der skal have hjælp til alt. Han kan ikke engang vende sig om på siden imens han sover, det skal der mindst 2 sygeplejersker til. Han kan ikke gå på toilettet selv, han kan ikke bare selv rejse sig op, når han vil, så skal han igen vente på mindst to sygeplejersker, der skal løfte ham i en lift til hans kørestol. Jeg ved, at det gør far så frustreret. Han er en stolt mand, der aldrig har spurgt andre om hjælp og kun har hjulpet andre, og nu står vi her. Det gør så ondt at se på, jeg ved, at han hader at være så svag. Jeg har det så svært med alt det her.

Far bor på hospice nu og mor sover sammen med ham derhenne. Så jeg bor alene med min søster, svoger og deres børn, men jeg føler mig alligevel ikke hjemme. Jeg føler mig kun hjemme, når mine forældre er der. Jeg føler mig mere hjemme på hospice, når jeg er sammen med mine forældre, end når jeg er hjemme i vores lejlighed uden dem. Jeg kan aldrig forestille mig at miste nogen af dem, men jeg tænker på fars død hele tiden. Jeg frygter den dag, det sker.

Jeg kan heller ikke koncentrere mig omkring noget på skolen. Jeg oplevede noget meget frustrerende i går. Jeg skulle blot skrive en indledning i dansk, som jeg ellers får 12 i og plejer at være okay nemt for mig, men jeg kunne ikke engang skrive 5 linjer. Jeg ved ikke, hvad der sker med mig. Før ville jeg ikke engang have 0,1% fravær, og nu orker jeg ikke engang at se på nogen fra gymnasiet. Hvis jeg ikke var ligeglad med at misse for meget undervisning, var jeg slet ikke dukket op. Når jeg sidder i klasseværelset, kan jeg ikke tænke på andet end “hvorfor mig?”. 28 elever og det er kun MIG, der har en far med uhelbredelig kræft. Jeg synes, at det er så uretfærdigt. Og jeg føler at absolut ingen forstår, hvor hårdt det her er. Mine venner prøver at virke forstående og siger fx “jeg forstår dig godt, min tante havde også brystkræft” det er IKKE DET SAMME. Du forstår mig IKKE. Det er min far, som jeg har det tætteste bånd til. Som jeg bor med. Eller boede med. Jeg kan ikke tale med nogen om mine følelser, for ingen forstår, og det føles så grænseoverskridende. Jeg er begyndt at få virkelig dårlige tanker.

Jeg har overvejet at droppe ud af gymnasiet. Jeg går i 2.g, og der er 1.5 år tilbage, men jeg kan ikke forestille mig at klare mig godt, når jeg har det sådan her. Jeg er begyndt at tænke tanker som “hvorfor skal jeg kæmpe så hårdt for at tage en uddannelse, når jeg alligevel dør?”. Gymnasiet får mig til at føle mig ubeskriveligt stresset i denne tid, men er demotiveret for jeg ved jeg ikke kan udføre de ting, jeg burde. Alt virker meningsløst. Gymnasiet, især 2.g, er stressende i forvejen og med min situation på hjemmefronten er den bare ubeskrivelig svær, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan jo heller ikke bare droppe ud, for så føler jeg ikke, at jeg får en god fremtid.. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Er bare så træt af gymnasiet for jeg har slet ikke overskuddet til den konkurrence, der er med at række hånden op og deltage aktivt mundtligt i timen samt lave afleveringer, når jeg efter skole sidder med far. Jeg kan virkelig ikke koncentrere mig.

Svar

Kære dig

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er rigtig ked af, at din far er uhelbredeligt syg af kræft. Det er rigtig svært at stå alene med alle de følelser og tanker, der kan opstå, når ens forælder bliver uhelbredeligt syg. Jeg synes, at det er rigtig godt, at du skriver herind.

Jeg kan genkende mange af de ting og følelser, du skriver om. Jeg var 18 år den gang min mor fik konstateret brystkræft første gang. Hun blev den gang behandlet og efterfølgende erklæret sygdomsfri. Efter 1,5 år fik vi besked om, at sygdommen var tilbage, og at den havde spredt sig til knoglerne og bughulen. Denne gang var diagnosen uhelbredelig kræft – og det eneste jeg kunne tænke på var, hvornår hun ville dø.

Ligesom din far, så flyttede min mor også på hospice og hun endte også med at skulle have hjælp til alting. Det gjorde rigtig ondt på mig, fordi hun altid havde været den stærkeste i familien og dén, der altid passede på alle os andre i familien. Det var rigtig hårdt at se hende blive svagere og trættere med tiden – og jeg ved også, at hun følte sig magtesløs. Jeg ville så gerne kunne gøre noget for, at hun fik det bedre.

Jeg kan også godt genkende den følelse, du beskriver med ikke at føle dig hjemme uden din far. Sådan havde jeg det også, når jeg kom hjem og der bare var tomt og stille. Jeg forestillede mig stadig, hvordan hun plejede enten at ligge inde i soveværelset og hvile sig, eller hvordan hun sad foran computeren og arbejdede inde i stuen. Jeg kunne ikke forestille mig, at det ikke skulle være sådan og, at der skulle blive ved med at være tomt. Jeg havde det også bedst med at være dér, hvor min mor var. Jeg var derfor rigtig meget på hospice sammen med hende og jeg fik også lov til at sove der nogle nætter. Det synes jeg var rart.

Det var en rigtig underlig tid, fordi vi godt vidste, hvad der skulle ske, men ikke hvornår. Det føltes som om, at hele min verden var gået i stå – og alle andres verden kørte videre som den plejede. Ligesom dig havde jeg også svært ved at koncentrere mig. Jeg kan genkende mig selv i din tilgang til skolen og dit ambitionsniveau. Sådan var jeg også og det var svært for mig at acceptere, at jeg pludselig oplevede en forandring ved mig selv som jeg ikke selv kunne styre – og at jeg pludselig oplevede en ligegyldighed over for ting, som jeg før fandt glæde ved. Det hjalp mig lidt at sige det højt til mine kolleger og veninder, at jeg oplevede de forandringer og at jeg ikke brød mig om det. De var meget forstående.

Ligeledes kan jeg godt sætte mig ind i den følelse af uretfærdighed du beskriver. Hvorfor lige mig? Og hvorfor lige min mor? Jeg følte mig meget isoleret følelsesmæssigt fra mine veninder, fordi ingen af dem vidste, hvordan det føltes – ingen af dem havde prøvet det. Jeg læste rigtig mange sangtekster og citater igennem, hvor i jeg fandt en spejling af mine følelser og tanker. Det hjalp rigtig meget at opdage, at jeg ikke var den eneste, der kunne tænke de tanker og have de følelser. Jeg begyndte også selv at skrive tanker og følelser ned i noterne på min telefon, når jeg følte, at ingen i hele verden kunne forstå min smerte og sorg.

For mig blev ligegyldigheden altoverskyggende i den tid, hvor min mor var på hospice. Hun var indlagt på hospice i syv uger. I den tid var jeg nødt til ikke at tænke på andres holdninger og gøre, hvad der på daværende tidspunkt var bedst for mig – og det var at sætte mit job på standby (jeg sygemeldte mig) og være hos min mor. Det var dét jeg havde lyst til og jeg kunne alligevel ikke koncentrere mig, når jeg var andre steder. Har du overvejet at kontakte en studievejleder på dit gymnasium?

Efter min mors død startede jeg op på arbejde igen i mit eget tempo – og helt af sig selv kom både ihærdighed og arbejdsglæde tilbage. Ambitionerne var heller ikke forsvundet og jeg startede på 2. del af den diplomuddannelse jeg var i gang med på Copenhagen Business School og det jeg oplevede var, at nu kunne jeg igen fokusere og det gjorde mig glad at studere, fordi det er noget jeg er god til – og fordi min mor vidste, at jeg er god til det. Samtidig oplevede jeg også, at min lillebror på dengang 20 år faktisk fandt sygdommen og vores mors død som en motivationsfaktor til at gøre sin uddannelse som pædagogisk assistent færdig, fordi han var overbevidst om, at det var det vores mor ville have ønsket på hans vegne.

Jeg håber meget, at du kan bruge mit svar og min genkendelse til de følelser og tanker som du går rundt med. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert, hverken at tænke eller at føle. Hvis du har lyst til at snakke med nogle professionelle kan du udfylde et skema via dette link https://sorgcenter.dk/ring-mig-op/, hvorefter en af vores psykologer vil kontakte dig. Jeg har selv haft glæde af at gå hos en psykolog og har gjort det af hele fire omgange. Her inde har vi både individuelle forløb og gruppeforløb, hvor man kan mødes med andre i lignende situationer.

Du er selvfølgelig også altid velkommen til at ringe eller skrive ind til os hos Sorglinjen. Vi sidder klar alle ugens dage kl. 17-21. Du kan chatte via dette link https://sorgcenter.dk/chat/ og vores telefonnummer er 70209903.

Mange tanker fra,

Sandra​

Tilbage til oversigt