Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

  • Sorgcenter
  • > Særligt for kærester
  • > Christians historie

Christians historie

Christian er 24 år og kæreste med Laura på 25. Laura mistede sin mor, da hun var 20 år. Christian og Laura mødte hinanden, da de gik i 2. g. Efter et halvt års tid fik Lauras mor lungekræft. De sidste måneder, Lauras mor levede, boede hun på et hospice. Laura fik sit eget værelse der, så hun kunne være tæt på sin mor. Lige efter Laura og Christian blev studenter, døde hendes mor.

“Prøv at holde ud – også selv om du kommer i tvivl”

Christian, hvordan påvirkede det dig og Laura, da Lauras mor blev syg?

Vi blev begge mere usikre omkring tingene. Meget blev så uvist. Vi vidste ikke rigtig, hvad der skete, og hvad der skulle til at ske. Det gjorde os begge mere irritable. Ingen af os havde overskud til at se klart. Det betød også, at vi ikke længere bare kunne være forelskede. Nu var der vigtigere ting, der fyldte – samtidig gjorde det vores forhold vigtigere.

Hvad var det sværeste for dig i forhold til Laura, mens hendes mor var syg?

Jeg tænkte meget på, om jeg var der nok for Laura. Jeg var i tvivl, om jeg gjorde det rigtige. Fx i forbindelse med hospitalsbesøg, hvor jeg stod imellem Laura, hendes mor og familien. Der syntes jeg, at det var svært at finde min rolle. Laura og jeg var jo lige blevet kærester, og jeg kendte dem ikke så godt, så det var en stor mundfuld at blive kastet ind i.

Snakkede du med hende eller andre om det?

Ja, vi prøvede at snakke om det. Prøvede at være til stede og lytte til hinanden. Og det var rart. Men der kom et tidspunkt for mig, hvor jeg fik svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle sige. Jeg havde mest tendens til at handle på problemerne, men det lærte jeg efterhånden noget andet om.

Var der plads til at være forelskede?

Det kunne tydeligt mærkes, da hendes far kom hjem for at passe moren. Og det samme da hun kom på hospice. Så var Lauras ansvar ikke så stort, og så fik hun mere plads til at være sammen med mig. Så fik vi overskud til at lave ”kæresteting”, gå ud og bare være alene sammen uden nødvendigvis at snakke om sygdom.

Hvad tror du, Laura havde brug for fra dig, da hendes mor var syg?

Dengang troede jeg, at hun havde brug for mig til at tage hånd om tingene. I dag tænker jeg, at det vigtigste for hende var, at hun vidste, jeg var der for hende – at hun kunne stole på mig.

Hvad havde du brug for dengang? Og var der noget, der kunne have hjulpet dig?

Det kunne have været rart at vide, hvordan det var for andre. Både det at stå som kæreste til en, der er under så stort pres, og også vide noget om typiske reaktioner hos den, der står i så svær en situation med en syg forælder. Det var dengang vigtigt for mig at have nogen omkring mig, der var opmærksomme på mig. Ikke Laura, men venner og familie.

Er der noget, du tænker anderledes om i dag, som du ville have ønsket, I havde håndteret på en anden måde?

Skulle noget lignende ske for for os, ved jeg nu, at det ikke er de store helhedsløsninger, det handler om. Jeg skal bare kunne være der og lægge øre til.

Hvad skete der, da Lauras mor døde?

Hun døde på hospice. Jeg var der sammen med Laura, hendes mormor og flere andre familiemedlemmer. Den hårdeste tid kom efter Lauras mors død, for efter den første tids praktiske gøremål med begravelsen kom et svært tomrum bagefter. Der var ligesom ikke noget at stå sammen om længere. Bare et tomrum og Laura i sorg.

Hvordan påvirkede det jeres forhold?

Jeg følte tomheden stærkt – følte en slags desperation over ikke at kunne gøre noget. Jeg kunne mærke, at jeg i bund og grund ikke kunne begribe eller genkende Lauras reaktioner fra mit eget liv. Jeg har ikke selv oplevet stor sorg, så jeg havde ikke noget at relatere til.

Vi fortsatte vores liv som ellers, men nu var det i slowmotion – vi havde ikke den samme energi og samme tempo som før. Jeg husker følelsen af ikke rigtig at være til stede.

For mig var det vigtigt at have noget andet end død og sorg at beskæftige mig med. Jeg tror, det var vigtigt for os begge ikke at stå uden for dagligdags ting – familiebesøg, samvær med vennerne, fester, biografture osv. Man skal passe på med ikke at lukke sig inde, tror jeg – det giver også overskud at være sammen om noget andet.

Snakkede I om, hvordan det påvirkede jer?

Vi snakkede ikke så meget om, hvordan det påvirkede vores forhold. Ikke nok. Havde vi snakket mere om, hvad der skete mellem os, havde det nok været nemmere at håndtere. Selve det at være kærester kom mere i baggrunden, og der opstod lidt distance mellem os, fordi vi ikke snakkede nok om det, tror jeg. Båndet kunne være blevet stærkere ved, at vi havde snakket mere om, hvordan det påvirkede vores forelskelse i hinanden. Men svært mens det står på.

Vi snakkede mest om, hvordan vi havde det hver især. Det var også vigtigt. På et tidspunkt begyndte Laura i en terapigruppe, og det var betryggende, at hun fik hjælp og støtte et andet sted end hos mig. Men jeg begyndte også at føle mig mere udenfor, fordi hun nu var fortrolig med andre end mig. Det blev jeg noget splittet over følelsesmæssigt.

Var der andre, du snakkede med om det?

Nej, jeg snakkede ikke så meget med andre om det. Jeg følte mig alene med det. Men jeg var heller ikke så opmærksom på mine følelser dengang, som jeg er nu. Det ville have været rart at snakke med nogen og på den måde få løftet noget af skuldrene.

Hvordan oplevede du Laura reagere?

Jeg oplevede hendes fortvivlelse og magtesløshed. Hun græd rigtig meget. Var samtidig åben og ville gerne snakke om det. Hun fortsatte egentlig livet som før, men kunne pludselig blive overvældet af gråd. Lauras følelser var meget stærke. Det var voldsomt, men jeg tænkte også, at det var, som det måtte være lige efter, at hun havde mistet sin mor.

Hvad var det sværeste for dig i tiden efter Lauras mors død?

Det var hårdt at blive ved med at være den støttende. At finde energi til det. Men samtidig oplevede jeg også at få noget tilbage, når jeg støttede Laura. Det gjorde os stærke sammen.

Hvad tror du, hun havde brug for fra dig?

At jeg var der for hende. Og blev ved med at være der. Mere det end noget andet.

Var det altid til at give hende?

Faktisk var jeg dengang hele tiden i tvivl, om det var nok. Det gav mig en følelse af uro og nervøsitet, som jeg nok blev noget af alene med.

Hvad var godt for jer? Hvad gav energi/glæde/styrke?

At vi ikke isolerede os. At vi holdt fast i vores liv sammen og ikke tilsidesatte alt. Og Laura formåede midt i sin store sorg at give mig plads til mit. Jeg synes, vi gav hinanden frihed – frihed til oplevelser, som vi bagefter kunne dele sammen. Det gav overskud ind i vores forhold, og det har betydet meget for, at vi kunne blive ved med at holde sammen.

Hvilke råd kan du give videre til andre kærester til unge, som mister en forælder?

Prøv at holde ud – også selvom du kommer i tvivl. Sig til dig selv, at du gør nok for din kæreste bare ved at være der for ham eller hende.