Caféaften i Odense: Sorg og jul

Julen er hjerternes fest – også de tunge hjerter, de triste hjerter eller de sørgende hjerter. Når man mister en man elsker, så kan julen pludselig ændre sig enormt meget. De gamle traditioner fungerer måske ikke mere og hele december kan måske føles svær at komme igennem.

Hvordan kan man give sig selv lov til at nyde julen, genopfinde traditionerne og hvor finder man juleglæden, når savnet indimellem føles ubærligt?

Kom og drik en kop kaffe med andre som har mistet og måske går med nogle af de samme tanker og følelser. Vi har julesnacks – og her er der plads til alle – også hvis man ikke er i julestemning eller hvis man bare har brug for at lytte til andres erfaringer.

Hvem er vi?
Frivillige som selv har mistet en nærtstående.

Hvem er du?
En, som på et tidspunkt har haft sorgen tæt på og måske savner ord for følelserne, andre at dele tanker med om den/dem du har mistet – eller måske blot har brug at være i et fysisk rum med andre, som ved hvordan det føles at miste.

Hvad skal der ske?
Der er altid en fortælling om egne erfaringer fra to af os frivillige, som kan skabe et udgangspunkt for samtalen efterfølgende, men det er absolut ikke en begrænsning.

Hvordan tilmelder jeg mig?
Du tilmelder dig ved at sende en mail til cafe-aften@sorgcenter.dk med dit navn, eventuelle gæster samt titlen “Caféaften i Odense d. 7. december”.

Tilmelding er nødvendig, og det er gratis at deltage.

Kom som du er – vi glæder os til at se jer!

Caféaftenen finder sted torsdag d. 7. december kl. 19.00-20.30 hos Det Nationale Sorgcenter i Odense, Dronningensgade 23, 5000 Odense C

📍Caféaftenen finder sted hos Det Nationale Sorgcenter i Odense

📧Har du spørgsmål, kan du altid skrive til os på cafe-aften@sorgcenter.dk.

NB: Se vores øvrige Caféaftener her: https://sorgcenter.dk/arrangementer/