Venner og kærester-caféaften i Århus

Temaet for denne caféaften er venner og kærester.
Når man mister, kan man stå tilbage med følelsen af, at verden er ændret, og at intet bliver det samme igen. Hvordan kan man dele dette med sine venner eller sin kæreste, når deres verden ikke er den samme?

Det kan være svært at dele sine tanker om sorgen og sætte ord på, hvordan man har det over for en ven eller kæreste. Man kan føle, at man ikke bliver mødt på den måde, man har brug for – trods gode intentioner. Omvendt kan det være rigtig svært at være ven eller kæreste til en, der har mistet. Hvordan skal man reagere, og hvordan kan man hjælpe bedst muligt?

Til denne caféaften vil unge frivillige fortælle deres historie og derefter dykke ned i temaet: Venner og kærester, og fortælle om deres erfaringer og de udfordringer, de har mødt efter tabet. Du er mere end velkommen til at tage din kæreste eller en ven med til Caféaftenen.

Efter oplægget er der mulighed for at du kan stille spørgsmål og dele egne erfaringer og tanker. Du er også velkommen til bare at lytte med.

Om caféaften:
Caféaftenen er for unge mellem 16 og 28 år, som har mistet en nærtstående. Kom alene eller tag en ven eller kæreste med. Caféaftenen finder sted mandag d. 6. juni kl. 19.00-20.30 hos Børn, Unge & Sorg, Det Nationale Sorgcenter, Banegårdspladsen 10, 2. th. 8000 Aarhus C.

Tilmeldingsprocedure:
For at tilmelde dig café-aftenen skal du skrive en e-mail til cafe-aften@sorgcenter.dk med dit navn, samt navnet på den café-aften, du gerne vil deltage i fx: Mit navn er X og jeg vil gerne deltage i Caféen i Århus om Venner og kærester. Tilmelding er nødvendig, og det er gratis at deltage.

Har du spørgsmål, kan du altid skrive til os på cafe-aften@sorgcenter.dk
Vi glæder os til at se dig!

NB: Se vores øvrige Caféaftener her: https://sorgcenter.dk/arrangementer