Støttende forløb ved sygdom i familien

En psykisk belastning for hele familien

At have en syg forælder eller søskende kan være en alvorlig psykisk belastning for hele familien.

De samme opgaver skal løses af færre personer, når den syge forælder ikke har så mange kræfter – eller når der skal bruges mere tid på det syge barn i familien.

Der kommer ligeledes andre belastninger til såsom:

  • Uvished omkring diagnosen og prognosen
  • bekymringer for fremtiden
  • frygt for at miste
  • større ansvar hjemme
  • begrænsninger i dagligdagen
  • økonomiske problemer
  • modstridende behov hos forskellige familiemedlemmer
  • belastninger forbundet med at se sin nærmeste lide eller være besværet i sin hverdag.

Børn og unge går alene med tankerne

Børn og unge går ofte alene med svære følelser og bekymringer, når en mor, far eller søskende er syg. De ønsker ikke at belaste den syge forælder, eller de forældre som har bekymringer med en syg søskende. En del børn og unge er også bange for, at forældrenes sygdom eller psykiske trivsel forværres yderligere, hvis deres far/mor skal gå og bekymre sig om, hvordan deres raske børn har det. Det kan også være, at man reagerer ved at blive endnu mere omsorgsfuld og ansvarlig derhjemme og måske vælger aktiviteter fra for at komme hjem. Måske er der endda ikke en anden forælder at støtte sig til, så man føler sig helt alene.

Ofte er man som barn og ung ikke opmærksom på, at forskellige vanskeligheder har noget at gøre med den oplevede belastning ved at have sygdom i familien. Nedenstående er eksempler på hvad disse vanskeligheder kunne være:

  • tristhed
  • irritabilitet
  • manglende energi
  • søvnproblemer
  • selvværdsproblemer
  • angst
  • koncentrationsproblemer
  • ondt i maven eller hovedpine
  • vrede

Hos Børn, Unge & Sorg tilbyder vi støttende forløb til de børn og unge, der lever med fysisk sygdom hos enten en forælder eller søskende. Vores tilbud afhænger af barnets / den unges alder, samt af hvem der er syg i familien, og om der er tale om en livstruende eller kronisk sygdom.

Første gang du henvender dig

Alle førstegangshenvendelser til vores psykologrådgivning skal ske gennem vores kontaktformular HER.

Herefter bliver du, eller din forælder (hvis du er under 16 år), ringet op i telefonvisitationen af en af vores psykologer. På baggrund af telefonsamtalen bliver du/I, hvis vi vurderer, at det er relevant, inviteret til en afklarende samtale, hvor vi kan høre nærmere omkring den samlede situation og på den baggrund vurdere, hvilken form for støtte, der kan være behov for.

Under billedet kan du læse mere om vores tilbud.

De frivillige holder jævnligt caféaftener for unge (16-27 år), som har mistet en forælder eller søskende.

Tilbud til børn og unge med sygdom hos forælder eller søskende:

Børn under 6 år

Små børn skal primært støttes i deres nærmeste relationer, hvor de er trygge. Det er almindeligt, at man som forælder kan føle sig usikker på, hvordan man bedst taler med sit barn, støtter barnet i hverdagen og håndterer eventuelle tegn på trivselsproblemer, når der er sygdom i familien.
Vi tilbyder i sådanne situationer vejledning til forældrene. Det kan i nogle tilfælde være tilstrækkeligt med en rådgivende samtale i vores telefonvisitation, mens vi i andre tilfælde mødes til en første afklarende samtale for på den baggrund at vurdere, om der skal aftales et egentligt forløb. Dette kan bestå af forældrevejledning og/eller familiesamtaler med børn, der er min. 4 år gamle.

Børn 6-12 år

Børn i skolealderen har fortsat behov for støtte i de nære relationer, men da børn typisk også er meget opmærksomme på at ”passe på deres forældre” og ikke gøre dem yderligere bekymrede eller kede af det, kan det være svært at få sat ord på de ting, der frustrerer eller gør ked af det, vred eller bange derhjemme. Derfor kan det for nogle børn være lettere at tale frit med en psykolog, når mor eller far ikke er tilstede, men sådanne forløb vil altid også indebære en løbende kommunikation med forældrene. Vi planlægger hvert forløb ud fra det enkelte barns og families behov og situation. Typisk er det en kombination af individuelle samtaler og/eller familiesamtaler samt vejledning af forældre.

Teenagere 13-19 år

Børn og unge i teenagealderen har nået en alder, hvor de begynder en naturlig adskillelsesproces fra forældre og familie. Det er en proces, hvor individualitet og selvstændighed kommer i fokus og hvor den unge skal forsøge at finde en balance mellem at være knyttet til sin familie og samtidig knytte nye bånd til jævnaldrende. Kommunikation og indbyrdes forståelse i familien er fortsat meget vigtigt, men det kan også have stor betydning for den unge at møde ligestillede jævnaldrende i et gruppetilbud.

For teenagerne med syge forældre består vores tilbud af muligheden for at deltage i et gruppeforløb med andre pårørende på egen alder kombineret med individuelle samtaler og en vis grad af forældreinddragelse. Hvis det undtagelsesvist vurderes, at den unge ikke vil kunne få udbytte af et gruppeforløb, tilpasses forløbet med udgangspunkt i den unges og familiens situation.  

For teenagere med syge søskende er der, grundet få henvendelser, mulighed for et individuelt tilrettelagt forløb med en kombination af individuelle samtaler og inddragelse af forældre / familie efter behov.

Gruppetilbud til teenagere med syge forældre

Der er forskel på at leve med henholdsvis en kronisk syg forælder og en livstruende syg forælder og derfor sammensættes vores pårørendegrupper ud fra denne skelnen.

Børn / unge der lever med en kronisk syg forælder har måske aldrig kendt til andet og har fra en tidlig alder levet med en række belastende faktorer i hverdagen og i familien. Når sygdommen er opstået senere eller hvis den udvikler sig gradvist, oplever mange et tab af den forælder de har kendt i takt med at sygdommen medfører tab af færdigheder og personligheden forandres hos den syge.

Hos børn / unge der lever med en livstruende syg forælder er det ofte frygten for at miste, tanker om døden og livet uden forælderen som fylder.

Nogle af vores gruppeforløb gennemføres med fysisk fremmøde, mens andre gruppeforløb gennemføres online. Grupperne består af 8 deltagere og en psykolog fra huset.

Temaer som arbejdes med i begge gruppeforløb er bl.a. afklaring af, hvad der er svært for den enkelte ift. forælderens sygdom, overblik over forælderens sygdomsforløb og hændelser som har gjort særligt indtryk, relationen til den syge forælder, familien, skolen og venner samt tanker om fremtiden. Formålet med grupperne er at skabe et trygt rum, hvor de unge kan dele erfaringer, genkende sig selv i de historier som andre fortæller og dermed få normaliseret tanker og følelser samt opleve en samhørighed omkring det vilkår at have en syg forælder.

Tilbud til unge voksne med syge forældre

Unge voksne 20 – 27 år

Individuelle og gruppetilbud

For unge voksne med syge forældre er vores støttende tilbud fortrinsvis gruppebaserede. For unge voksne med syge søskende er vores tilbud, grundet få henvendelser, et individuelt forløb med et afgrænset antal samtaler.

Gruppetilbud til unge voksne med syge forældre

Formålet med begge gruppetilbud er at skabe et trygt rum, hvor den enkelte kan dele aktuelle udfordringer omkring forælderens sygdom, indvirkning på eget liv, tanker og følelser omkring deres liv med forælderens sygdom. I gruppeforløbet opnås en samhørighed og en normalisering af egne reaktioner samt mulighed for at blive inspireret af andres erfaringer.

For begge typer pårørendegrupper gælder, at der er plads til 8 deltagere. Grupperne ledes af en af organisationens psykologer.

Der er ikke fastsat et bestemt antal gange eller varighed af forløbet for den enkelte. Man kan få støtte i det omfang og af den varighed, man har brug for. Unge med kronisk syge forældre går typisk i gruppen omkring et års tid. Unge med livstruende syge forældre har mere varierende forløb i gruppen afhængig af forælderens sygdomstilstand. I gruppen for unge med kronisk syge forældre kan udgangspunktet for dem, som er vokset op med en syg forælder, være, at der skal arbejdes med at forstå, hvilken betydning sygdommen har haft for den unges egen livsudfoldelse og identitet. For de unge, hvis forældre er blevet ramt af kronisk sygdom senere i opvæksten, arbejdes der med tabet af den raske forælder og en forståelse for de

forandringer, som den kroniske sygdom har medført. Et typisk tema er herudover at finde den rette balance imellem at tage hånd om egne behov og eget liv og at være til rådighed og støtte sin syge forælder.

I pårørendegruppen for unge med livstruende syge forældre er fokus primært på aktuelle bekymringer og problemstillinger. Typiske temaer kan være: Angsten for at miste, forberedelsen af en forventet afsked, afklaring af hvad der er vigtigt at få gjort og sagt samt den svære balance imellem at passe på sig selv og være til rådighed for den syge forælder.

Der er forskel på at leve med henholdsvis en kronisk syg forælder og en livstruende syg forælder og derfor sammensættes vores pårørendegrupper ud fra denne skelnen.

råd og vejledning

Ved sygdom i familien

Vi har samlet viden og rådgivning for børn og unge, der lever med sygdom i familien. Vi rådgiver også forældre og øvrig familie, venner, kærester om, hvordan de bedst støtter under alvorlig fysisk sygdom.

for dig der er 13-19 år gammel – eller kender en ung, der lever med en alvorlygt syg mor eller far

Er du okay?

Erduokay.dk er lavet særligt for dig, der er teenager mellem 13-19 år og har en alvorligt syg forælder. Her finder du beretninger fra andre unge, der lever med en syg forælder. Du kan teste, om du har brug for hjælp til at klare hverdagen og de bekymringer og belastninger, der helt naturligt følger med, når du har en forælder, som er alvorligt syg.