Når døden kommer pludseligt

For dig der har oplevet at miste pludseligt – eller kender en der har!

Et pludseligt dødsfald kan være mange ting. For eksempel en ulykke, et selvmord, et hjertestop, en hjerneblødning eller andet, som uden varsel tager et liv. At miste pludseligt er hverken nemmere eller sværere end at miste en nærtstående efter længere tids sygdom. Mange af de svære følelser, tanker og reaktioner går igen hos de alle efterladte – uanset hvordan de har mistet. Men nogle ting er alligevel anderledes.

Som efterladt efter et pludseligt dødsfald har du måske ikke haft mulighed for at tage afsked og sige farvel til afdøde. Ligesom pludselige dødsfald i mange tilfælde finder sted under dramatiske forhold og omstændigheder.

Derfor kan du som efterladt have brug for at spejle dig i historier og beretninger fra andre efterladte, der har mistet pludseligt.

Perspektiver fra psykologen og præsten

På denne side kan du læse en række stærke og meget personlige beretninger fra unge og familier, der har mistet pludseligt. Mange af de deltagende unge har fået hjælp i Det Nationale Sorgcenter – Børn, Unge & Sorg, da sorgen truede med at ødelægge deres liv.

På siden kan du også få viden, nye perspektiver og gode råd fra en psykolog og en præst, som begge har mødt og hjulpet mange efterladte efter pludselige dødsfald.

Kontakt de frivillige på sorglinjen

Sorglinjen

De frivillige på Sorglinjen har alle mistet en forælder, søskende, barn eller partner. De bruger nu deres erfaringer til at støtte andre, som har mistet, eller lever med alvorlig sygdom i familien.

Præsten og psykologen siger:

Præsten Lotte Blicher Mørch

En samtale om sjælesorg og magtesløshed

Lotte Blicher Mørk har arbejdet som hospitalspræst i 15 år – de sidste 11 år på Rigshospitalet.

Som hospitalspræst kan Lotte tilkaldes døgnet rundt en uge ad gangen og det er ikke sjældent, at telefonen ringer en sen aftentime. Rigshospitalet er et specialiseret hospital. Der er mange intensivafdelinger og mange kommer ind med alt fra de helt store traumer til de komplekse kirurgiske indgreb.

Lotte har mange års erfaring fra samtaler med mennesker, der uventet og pludseligt har mistet en elsket. Men for de fleste er det uvant at tale med en præst. 

De fleste, jeg taler med har aldrig talt med en præst siden de gik til konfirmationsforberedelse. De aner ikke, hvad man kan bruge præsten til eller at man kan få en samtale om sjælesorg. Men det er vigtigt at læger og sygeplejersker har øje på den enkelte patient og tænker os præster ind. Kunne der være behov for, at der kom et udenforstående menneske og talte med de pårørende eller efterladte om deres livssituation, der måske er ved at smuldre? Et menneske, som ikke har nogle aktier i dem og som ikke har nogle følelser i klemme selv?”

Særligt i tilfælde med pludselig død kan det være en god ide at få præsten ind i billedet, mener Lotte. Netop fordi det her står klart, hvor magtesløse, mennesker er i sådanne situationer. Og netop her er de efterladte tit i et chok, der gør, at de ikke selv kan sætte ord på, hvad der er brug for. 

“Ofte møder jeg forvirring. Fx har mange efterladte svært ved at beslutte om de vil ind og se den afdøde. Her bliver jeg brugt som den, der kan gå ind og se på afdøde og efterfølgende forklare de efterladte, hvordan vedkommende ser ud. Så kan vi sammen tage en beslutning om, hvorvidt de selv skal se afdøde,” fortæller Lotte.

En god idé at se afdøde

Lotte mener, at det oftest er en god idé at se den afdøde. Netop fordi det hele er så uvirkeligt, når døden kommer pludseligt.

“Vi kan forstå meget med vores forstand men der er en anden instans, hjertet, som ikke forstår. Derfor tror jeg at det kan have en rigtig stor effekt at se og mærke på den der er død. Tit begår folk den fejl at de holder børn fra at se den afdøde, men det er vigtigt for børn at få erkendelsen af, at personen ikke er her længere. Min oplevelse er at børn har den mest umiddelbare tilgang til døden og tit er de første der fx tør at røre ved den der er død,” siger Lotte. 

Man må finde en mening i det

Udover følelsen af magtesløshed, så møder Lotte ofte meningsløsheden hos de efterladte.

“Når døden sker pludseligt er det et kæmpe chok. Den uvirkelighed der rammer folk er så stor at tingene ikke giver mening. Vi søger efter forklaringer og årsager. Det kan godt være at der er en ’simpel’ årsag men det er ikke svar nok. Vi bliver ved med at spørge. Ikke fordi det ændrer noget, men hvis vi har noget eller nogen at hænge skylden på, så er det lidt lettere”.

Meningsløshed og uretfærdighed præger mange af Lottes samtaler med efterladte. Hvorfor skulle det ske for os? Hvad er meningen? 

Og selvfølgelig er det dybt uretfærdigt og der ER ingen mening. Jeg plejer at sige til de efterladte, at de ikke kommer til at finde nogen mening med det, der er sket – men at de må prøve at se en mening i det. Det er et lille bitte ord til forskel. Når man søger efter meningen med det, så søger man efter forklaringer. Men når man søger efter meningen i det, så søger man efter en mulighed til trods. Og meningen i det er jo al den kærlighed, man har haft til det menneske, der pludseligt er gået bort. Og al den kærlighed, den person har givet dig. Vi stopper jo ikke med at elske, fordi personen bliver revet fra os. Kærligheden er ligeglad med døden og den fortsætter. Det er det, der er så hårdt. Sorgen er kærlighedens pris – det kan ikke siges rigtigere.

Hjertet kan ikke følge med

Der er ifølge præsten noget særligt ved at miste pludseligt. Der sker nemlig noget med os mennesker, når vi går igennem et langt sygdomsforløb. Vi rykker vores grænser.

Men når vi mister pludseligt, så har vi ikke mulighed for at følge med.

“Vi kan ikke rykke vores grænser over natten. Hjertet kan ikke følge med. Mange efterladte har så svært ved at forstå, at deres pårørende er død, at de helt glemmer det i perioder. Jeg siger ikke, det er lettere at miste nogen over lang tid – der har man bare nogle andre muligheder. Der har man mulighed for at få afsluttet nogle ting. Over tid får man mulighed for at sige nogle ting, man ellers aldrig ville have sagt. Man får mulighed for at erklære sin kærlighed og tage imod den. Det gør man ikke, når man mister pludseligt. Der vil være tusinde uafklarede ting og det er ofte dem, det handler om, når jeg taler med de pårørende efterfølgende. Hvad var det sidste personen sagde, hvad var det sidste man selv fik sagt. Der er rigtig mange, der har fået sagt grimme ting som det sidste, og det kan komme til at fylde rigtig meget i tiden efter dødsfaldet”, siger Lotte. 

Ritualer kan gøre det usynlige synligt

Som præst er Lotte meget optaget af ritualer. Der er intet mystisk ved ritualer, som ifølge Lotte kan noget, som ord sjældent kan; De kan gøre det usynlige synligt. Det usynlige kan manifesteres igennem et ritual.

Tit spørger Lotte de efterladte om det kunne give mening at lave en lille seance, hvor hun fx beder en lille bøn, læser et stykke op, siger et par ord frit fra hjertet og lyser velsignelsen ved håndspålæggelse. Langt de fleste siger ja tak – også selvom de ikke normalt går i kirke.

Ifølge Lotte er ritualerne en måde at samle folk på – særligt mennesker, der ikke selv har flere ord. 

Tit læser jeg op fra Kærlighedens Højsang: ”Kærligheden håber alt, kærligheden tåler alt, kærligheden udholder alt. Størst er kærlighed”. Når al mening er væk, må man finde meningen i kærligheden. Dén kærlighed som stadigvæk er og som jo rækker langt længere ud end døden. Ritualet er enormt vigtigt og kan være en stor hjælp for efterladte, der sidder midt i chokket, meningsløsheden, magtesløsheden og uretfærdigheden. Så er det godt alligevel at kunne gøre en lille ting.

Om skyld og kærlighed

Til dem, der ikke nåede at sige det de ville, fortæller Lotte, at de kommer overens med det på et eller andet tidspunkt.

“Sådan er livet. Det var jo ingen, der havde regnet med at det skulle ende så brat. Og senere vil kærligheden og alt det gode komme til at fylde fremfor skyldfølelsen over at man ikke var sød aftenen før eller man ikke fik sagt ‘jeg elsker dig’”, siger Lotte. 

Når det handler om skyld, så tror Lotte at det er anderledes at tale med en præst end med så mange andre faggrupper. Netop fordi skyld altid bliver forbundet med noget negativt. Men handler ikke kun om det dårlige for vi er også skyld i mange gode ting her i livet.

Fx er vi skyld i at dem, vi har en relation til faktisk føler sig værdsat og elsket, forklarer Lotte: 

“Jeg kan sagtens forstå, at man kan føle skyld over at have sagt noget grimt til en man holder af og ikke nåede at få talt ud inden personen døde pludseligt. Men sådan er livet – og det er jo kun den ene side af sagen! Den anden side af sagen er alt det positive, man også er skyld i – og det vil jeg gerne have frem i mine samtaler med efterladte”, siger Lotte.

Som præst oplever Lotte at mange efterladte bliver meget letterede over, at nogen vil tale med dem om skyld og skyldfølelse. 

“Det er en del af det at være menneske, at man nogle gange får sagt nogle dumme ting. Man kan ikke altid være sød og sige de rigtige ting. Så ville man jo være et overmenneske” siger Lotte.

Vi elsker 100 procent!

Ifølge Lotte er det helt naturligt at vi reagerer så stærkt, når vi mister 

Når man mister en, man elsker, så har man alt på spil! Man mister 100%. Intet mindre. Også selvom man har andre betydningsfulde mennesker i sit liv. Når man mister sin far som et barn, så mister man alt – også selvom man har en mor. Kærligheden lader sig ikke nøjes! Når vi elsker, så elsker vi 100%. Vi deler ikke ud og siger du får 50% og du får 50% – så når man mister, så mister man 100%

Om Lotte Blicher Mørk

Lotte blicher Mørk har blandt andet udgivet bogen: “På en måde skal vi dø – fortællinger om livet”.

I anledning af bogudgivelsen gav hun interview til blandt andet Kristeligt Dagblad i Berlingske

Psykologen Gyrith Karlskov Berthelsen

Om følelser og reaktioner efter pludselige dødsfald

Når man mister pludseligt til akut sygdom, ulykke, selvmord eller drab, kan der komme mange forskellige reaktioner og følelser i spil. Mange af dem går igen hos alle efterladte uanset om de mister pludseligt eller om de har kunnet forberede sig inden. Men nogle følelser er mere typiske ved de pludselige dødsfald.

Gyrith Karskov Berthelse er psykolog og, fortæller i dette interview om nogle af de følelser, der ofte kommer i spil efter pludselige tab.

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at det ene ikke er ‘bedre’ eller ‘lettere’ end det andet. Det giver forskellige udfordringer, alt efter om man har levet en længere periode med sygdom, eller om dødsfaldet er sket pludseligt. En af forskellene er at, når en person har været syg, så har man som pårørende kunnet indstille sig på det, der skulle ske. Det er ikke ensbetydende med, at man har fået gjort det, men der sker alligevel en eller anden mental forarbejdning af det, der skal ske.

Det kan være et enormt chok at miste en nærtstående uden varsel. Nogle reagerer meget fysisk på at få beskeden; de falder om, besvimer, eller bliver så overvældede, at de slet ikke føler, de kan hænge sammen. Andre bliver omvendt helt følelsesløse og oplever, at de slet ikke mærker noget.

Uvirkelighedsfølelsen er også meget typisk ved de pludselige tab. Rationelt kan man måske godt forstå, hvad der er sket, men man kan ikke forholde sig til det følelsesmæssigt. Derfor ser man tit at efterladte fortsætter deres daglige gøremål og måske endda går på arbejde, selvom de lige har fået besked om dødsfaldet.

“Det at gå fra det ene øjeblik at have en forælder eller søskende, der er levende, til det næste øjeblik at have mistet personen, er ganske enkelt for voldsomt. Det er ret almindeligt at have en uvirkelighedsfølelse i et stykke tid og nogle får svært ved at slippe den helt igen. Når man slet ikke har haft noget varsel eller mulighed for forberedelse, så sker hele erkendelsen af, hvad der sket, efter tabet – og så kan det tage rigtig lang tid at forstå,” siger Gyrith.

Verden bliver et usikkert sted

Utryghed er også en følelse, der ofte opstår efter et pludseligt tab. Rystelsen og chokket sætter mange efterladte i en krisetilstand eller giver almindelige krisereaktioner.

Det kan fx være fornemmelsen af, at verden er et usikkert sted at være. Det kan komme til udtryk ved angsten for at miste andre eller angsten for, at man selv får en akut sygdom. Men det kan også være angst og utryghed på andre planer. Fx en ængstelighed ved at gå på gaden når det er mørkt og i det hele taget en følelse af at være udsat. En krisereaktion kan også være, at man går fuldstændig i alarmberedskab og farer op ved den mindste lyd eller hvis man hører en ambulance. Nogle kan ikke holde ud at telefonen ringer. Det gør sig især gældende, hvis der har været traumatiske omstændigheder omkring dødsfaldet eller den måde, man har fået beskeden på.

Det siger Gyrith, der fortæller, at det også har stor betydning, hvem man er sammen med, når man får beskeden. Om der er nogen, der kan tage vare på én eller om man er alene eller blandt fremmede mennesker. 

Ifølge Gyrith er traumereaktioner også meget normale. Man kan få flashbacks eller påtrængende efterbilleder, hvor man ikke selv har kontrol over, hvornår man vil se dem. Det kan fx være billeder af ulykkesstedet eller af det der skete – eller af det, man forestiller sig, der skete. Man kan blive meget optaget af at undgå de ting, der udløser billederne. Det kan være, at man fremover ikke vil komme på hospitaler eller at man vælger at køre omveje, for ikke at passere ulykkesstedet.

Det kan ende med at blive invaliderende. Traumet bliver en ekstra komplicerende ting i forhold til sorgen. Man kan faktisk have brug for hjælp til at håndtere selve traumet, før man kan forholde sig til sorgen over tabet” siger Gyrith.

En anden typisk følelse er følelsen af manglende kontrol. Pludselig død hos forældre, søskende eller andre nærtstående, kan give en fornemmelse af, at man ikke har kontrol over noget. Man kan føle sig magtesløs og uden indflydelse på sit liv. Det kan resultere i at man bliver opgivende og ser med håbløshed på fremtiden eller at man bliver meget kontrollerende for at forsøge at genvinde en følelse af kontrol. 

‘Hvad-nu-hvis-tanker‘ møder Gyrith ofte i sit arbejde med efterladte efter pludselige tab. Fx i forbindelse med ulykker. Her kommer mange til at tænke tanker som ‘hvis nu de havde taget en anden bus‘, ‘var taget afsted 5 minutter senere‘,’ ikke skulle hente mig‘ etc. Så var det aldrig sket.

“Den slags tanker er meget almindelige i forhold til ulykker. Man forsøger med tankerne at gøre hændelsen ugjort ved at spole tilbage til øjeblikket lige inden man mistede. Det handler både om ønsket om at dødsfaldet aldrig er hændt og det handler om forsøget på at få en følelelse af kontrol igen,” forklarer Gyrith.

Den manglende afsked

Mennesker der mister pludseligt bliver ofte meget optaget af tanken om ikke at have sagt farvel. Hos nogle har der været forudgående konflikter, som kan komme til at plage den efterladte, der måske får brug for hjælp til at finde ro eller slutte fred med sig selv. I andre situationer handler det ikke om konflikter, men om ting, man gerne ville have sagt eller gjort.

Fornemmelsen af at få lov til at runde noget af og sikre sig, at man har fået sagt de vigtigste ting er noget, som optager rigtig mange efterladte. Ofte opstår behovet for at kunne sige de sidste ord, fordi man tror eller føler at man burde have sagt ‘jeg elsker dig’, ‘tak for alt’ eller andre arketypiske udtryk. Men i virkeligheden er det ofte sådan at når man taler med folk om deres relation til afdøde, så bliver de opmærksomme på, at de faktisk har fået formidlet og formuleret deres følelser og budskaber til afdøde-  bare med andre ord og på andre måder. Og også gennem samvær uden ord.

Hvis man har haft et lidt mere kompliceret forhold til hinanden, hvor man fx har været vrede på hinanden, så er problemstillingen lidt anderledes. Man kan komme til at stå meget alene med skyldfølelse og dårlig samvittighed, og mange kan få brug for hjælp til at bearbejde disse svære følelser.

Fantasien overgår virkeligheden

Ifølge Gyrith kan det være stabiliserende og skabe balance, hvis man kan lære at håndtere de indre billeder og fantasierne om det, der skete. Det kan handle om at vende tilbage til ulykkesstedet eller om at se den afdøde, forklarer Gyrith.

“Tit er fantasierne mere skræmmende end at se tingene i virkeligheden. Derfor kan det i mange tilfælde være vigtigt at få lov til at se afdøde. Men det er vigtigt at man bliver forberedt på det syn, man vil møde. Særligt i forhold til børn. Og der kan helt sikkert også være tilfælde, hvor det at se afdøde, kan komplicere tingene. Fx hvis personen er meget mærket efter en ulykke eller selvmord. På den anden side er fantasierne og forestillingerne om, hvordan den døde ser ud, ofte værre end virkeligheden. Og har man selv og ens familie set afdøde, så er det nemmere at tale sammen om det efterfølgende. Også med børnene. Når man kun har sine egne forestillinger kan det nemt løbe løbsk,” siger Gyrith.

Hvorfor lige MIN familie?

En anden følelse, der ofte fylder, er uretfærdighed. Hvorfor skulle det lige være min forælder eller søskende, der skulle dø?

Uretfærdighedsfølelsen kan ifølge Gyrith være meget voldsom og blive til vrede. Mange efterladte vil lede efter en person, de kan give ansvaret for dødsfaldet og nogen at rette vreden mod. Især hvis det drejer sig om ulykke, vold eller drab. I sidstnævnte tilfælde kan der opstå meget stærke og primitive følelser af vrede og hævn, som man kan få brug for hjælp til at håndtere. I andre situationer kan en efterladt stå tilbage med en skyldfølelse over selv at have overlevet en ulykke, hvor andre er døde. Man kan tænke, at det var bedre, hvis man selv var død.

Især har efterladte efter selvmord meget komplicerede reaktioner og sammensatte følelser.

Efterladte efter selvmord skal udover chokket, traumet og sorgen over at have mistet, også forholde sig til nogle meget ambivalente følelser. Det sker fordi man som efterladt efter et selvmord både kan være rigtig ked af det, kan savne og være ulykkelig og samtidig tumle med nogle helt andre følelser. Man kan fx være meget vred på personen og man kan synes at det var et egoistisk valg. Mange føler også skyld og har en fornemmelse af, at de på kunne have forhindret det. Andre efterladte oplever et enormt svigt og ser selvmordet som et tegn på at de selv må være værdiløse.

I Børn, Unge & Sorg er det erfaringen, at efterladte efter selvmord, har brug for støtte og hjælp til at håndtere de modsatrettede følelser, der kan være meget forvirrende og belastende.

Put mad i fryseren!

Ved pludselige dødsfald, kan de økonomiske og praktiske problemstillinger, som følger efter dødsfaldet, være ekstra store. Netop fordi man ikke har kunnet forberede sig på forhånd. Og det skal man håndtere oveni i sorgen og chokket over at have mistet. Måske betyder økonomien, at man som familie er nødt til at flytte, at børn må skifte skole og at familien mister sit netværk.

“Tab af netværk er et meget alvorligt problem. Det er netop netværkets funktion at kompensere for den svære tilstand, man som efterladt  befinder sig i – og virke stabiliserende og støttende”, siger Gyrith, der mener at netværket måske er endnu vigtigere for mennesker og familier, der mister pludseligt, fordi man ikke har kunnet forberede sig på konsekvenserne.

Fornemmelsen af, at nogen holder hånden under én midt i kaos, betyder at man bedre kan leve. Det er afgørende at netværket tropper op og byder sig til. Ikke en enkelt gang, men mange gange. Og over meget lang tid. Man skal spørge om der er noget, man kan hjælpe med og tilbyde at være en form for ‘base’. Hvis den efterladte er i en stor krise, så kan personen ikke ret meget. Han eller hun sover måske dårligt, kan ikke overskue praktiske gøremål og har brug for basal omsorg. Derfor: Put mad i fryseren! Tilbyd at hente og bringe børnene fra skole! Tilbyd at gøre noget sammen med børnene! Tilbyd af familie kan komme og spise hos dig. Og tilbyd at du til enhver tid kan komme forbi til en snak. Og bliv ved! Man kommer sig ikke over et tab på et par uger eller nogle måneder

Netværket kan også være en støtte i forhold til de mange og svære ‘hvad-nu-hvis….’-tanker, der ofte kører i ring. Efterladte har brug for at blive beroliget i forhold til netop disse tanker. Og her skal netværket være tålmodig. Den der har mistet, har måske brug for at fortælle de samme ting 100 gange.

Det med ikke at have sagt farvel, kan den efterladtes netværk ifølge Gyrith også hjælpe med: 

“Man kan godt spørge ind til tankerne og stille spørgsmål som ‘Tror du at personen vidste at du elskede ham/hende?’, ‘Havde I det godt, da I var sammen’, ‘Hvad ville du ønske at du havde sagt’, ‘Tror du at han/hun vidste det?’ og ‘Har du måske fået sagt det på en anden måde?’”, foreslår Gyrith.

Familie og venner vil ofte gerne hjælpe, men kan være usikre på, had de skal gøre. Det kan hjælpe dem, hvis du som efterladt giver udtryk for, hvad du har brug for.  

En anden barriere for at netværket træder, kan være, at det også tit er en rystelse for omgivelserne at høre, at du har mistet pludseligt. Det nedbrud af illusionen om at ‘den-slags-aldrig-sker-for-mig’, som sker for de efterladte selv, sker i en eller anden skala også for dem, der hører om tabet. De kan derfor have svært ved at høre om det, fordi det vækker en masse uro i dem selv. Det er ikke nødvendigvis fordi de ikke vil én det godt, men måske kan de bare slet ikke håndtere det, slutter Gyrith Karskov Berthelsen. 

Personlige beretninger om pludselige dødsfald

Lines historie – min mor blev dræbt

Hele min verden styrtede sammen 

Line mistede begge sine forældre da hun var 19 år gammel. Hendes far slog hendes mor ihjel og tog derefter livet af sig selv. Med ét blev Line forældreløs kun en uge efter hun havde fået sin studenterhue.  

Line beskriver forholdet til sine forældre meget forskelligt. Hun var meget tæt med sin mor og moderen var med Lines ord, et meget kærligt og omsorgsfuldt menneske, der satte stor pris på livet og var meget vellidt af alle der kendte hende.

Vi tilbragte rigtig meget tid sammen og snakkede om stort set alt. Hun var både min mor og min bedste ven.

Meget anstrengt forhold til far

Forholdet til faderen var markant anderledes. Udadtil var han også vellidt og humoristisk overfor folk han selv kunne lide. Udadtil var han en helt anden end den, han var hjemme og Line selv beskriver ham som en tyran, hvis humør styrede stemningen i hjemmet.

“Han var en dårlig far og jeg vidste aldrig hvad jeg kom hjem til,” fortæller Line, der beskriver hende og farens forhold som meget anstrengt. 

Det anstrengte forhold kulminerede en dag, da Line gik i 3. g. Hendes far tog kvælertag på hende – og slog hende. Kort tid efter valgte Line at flytte hjemmefra.

Vidste inderst inde godt, hvad der var sket

Noget tid derefter begærer Lines mor om skilsmisse og det besluttes at familiens hus skal sættes til salg.

Siden hun begærede skilsmisse, havde Lines mor boet hos Line på hendes kollegieværelse, fordi Lines far var truende og de frygtede hvad han kunne finde på.

Men en dag skal Lines mor og far mødes med en ejendomsmægler ved deres hus for at få det vurderet forud for at det skal sælges.  

Netop dénne dag – og dette møde – bliver skæbnesvangert. Da moren og faren mødes i huset bliver Lines mor dræbt. Lines far skyder sin kone – og derefter sig selv.   

Line var taget til stranden med to veninder, da hun fik opkaldet fra politiet. Selvom hun inderst inde godt vidste hvad der var sket måtte hun vente til patruljevognen kom. De måtte ikke fortælle hende noget over telefonen. Da politiet endelig kom og fortalte at hendes mor var død faldt Line sammen.

Jeg følte at hele min verden var styrtet sammen.

Ekstrem følelse af håbløshed og vrede 

Tiden efter husker Line som meget surrealistisk og med mange blandede følelser. Hun reagerede meget fysisk og blev syg. Hun fik høj feber, tabte sig og begyndte at tabe sit hår. Samtidig var det svært at forstå, hvad der var sket og at hun aldrig ville komme til at se sin mor igen.

“Jeg havde en ekstrem følelse af håbløshed og magtesløshed og en gennemtrængende sorg, der var meget svær for mig at forholde mig til. Jeg var også så vred på min far at jeg ikke kunne holde ud at være i min egen krop,” siger Line, der dengang følte sig overbevist om at intet ville blive godt igen og at hun aldrig mere ville kunne føle glæde.  

I familien var de efterfølgende gode til at holde sammen og tilbragte meget tid med hinanden. Selvom de alle var i en form for choktilstand, så snakkede de meget om, hvad der var sket. 

Lod kun få komme tæt på 

Lines venner forsøgte også at være der for hende, men hun isolerede sig fra mange af dem og lod kun to af sine nærmeste venner komme tæt på.  

Line følte at det, der var sket for hende og hendes familie nærmest blev en form for sensation for andre mennesker. Derfor blev det svært at for hende at skelne mellem de venner, der var ægte, og dem der mest var interesserede, fordi de syntes det var spændende at være venner med “hende-hvis-far-havde-slået-moderen-ihjel”.

Line kom fra en lille by og derfor blev alle ret hurtigt klar over hvad der var sket. Line modtog venneanmodninger på Facebook fra folk hun kun kendte perifert og som ellers aldrig havde vist interesse for hende. Folk begyndte at hviske, når de så hende og der opstod akavede situationer når hun mødte folk hun kendte. 

“De spurgte hvordan det gik og selvom jeg godt vidste at det var i en god mening, så syntes jeg det var et mærkeligt spørgsmål, for det gik jo ad helvede til. Jeg kunne også tydeligt fornemme at de egentlig ikke ville have et ærligt svar,” fortæller Line. 

Isolerede sig mere og mere

Line isolerede sig mere og mere, fordi hun følte at der alligevel ikke var nogen, der kunne forstå, hvordan hun havde det. Vennerne vidste ikke, hvad de skulle sige og Line brød sig ikke om at de forsøgte at trøste hende. Derfor følte Line sig anderledes og meget alene med sine følelser.  

Samtidig satte Line stor pris på de tætte venner og familie, der gerne ville være der og støtte hende. Det føltes rart, og hjalp en smule på den ensomhed hun følte.

Der var mange, som lagde blomster ved barndomshjemmet og ude ved moderens dyreklinik. Og der var omkring 300 mennesker, som mødte op til moderens bisættelse. Det varmede at vide at folk tænkte på Line og familien. Hun oplevede det dog som om at alle de mennesker, der så gerne ville være der i starten, de forsvandt efter lidt tid. Som om hverdagen gik videre for dem men Lines verden var stadig gået i stå.  

Mødet med Børn, Unge & Sorg har været altafgørende 

Kort efter moderens død fandt Line en artikel om en pige, hvis far også havde slået moderen ihjel. Pigen havde fået hjælp i Børn, unge & Sorg og det fik Line til at tage kontakt til organisationen, hvor hun efterfølgende fik hjælp både via individuelle samtaler hos en psykolog og gennem gruppeterapi.

Line husker mødet med Børn, Unge & Sorg som befriende og det gav hende et sted, hvor hun følte at hun kunne være sig selv. 

Den hjælp jeg har fået i Børn, Unge og Sorg har været altafgørende for mig. Når jeg var andre steder, følte jeg mig ofte forpligtet til at tage en slags maske på, og lade som om at jeg var okay. Når jeg mødte nye mennesker, så brød jeg mig ikke om at fortælle, hvad der var sket. Deres reaktioner var tit så voldsomme at det blev ubehageligt for mig, og jeg kunne ikke lide, at folk vidste så meget om mig. Men i Børn, Unge & Sorg kunne jeg få lov til at græde alt det jeg ville og sige alt det jeg havde brug for uden at skulle tage hensyn til dem, der hørte på det. Vi var jo alle i samme båd. Her følte jeg mig ikke alene!

Tiden i Børn, Unge & Sorg har, ifølge Line selv, givet hende nogle ressourcer og redskaber til at håndtere sorgen over sin mor.

“Børn, Unge & Sorg har hjulpet mig til en accept af det, der er sket, som jeg ikke tror, jeg ellers ville være nået frem til,” siger Line.

Min mor er stadig hos mig, bare på en anden måde 

I forhold til de konsekvenser det har haft for Line at miste sin mor og opleve at hendes far slog moderen ihjel, fortæller Line, at hun har svært ved at knytte sig til andre mennesker. Hun er begyndt at forvente det værste.

Hun har haft det svært med kærester, fordi hun har brug for ekstra meget omsorg. Hun har svært ved at koncentrere sig og fokusere på det hun er i gang med. Hun beskriver det som en slags dvaletilstand, hvor hun har svært ved at bevæge sig videre – hun går i stå.  

Hun mener dog selv at hun nu er ved at nå til et sted, hvor hun har lært at leve med det, der er sket – og med hendes store tab. Line vil aldrig komme sig over det – men hun har accepteret og som er en del af hendes historie. Den skyldfølelse hun stadig bærer på, har hun også lært at leve med. 

Jeg kan ikke skrue tiden tilbage, og jeg handlede som jeg dengang mente var rigtig. Det er jeg stadig overbevist om! Min far var bare ikke en normal mand, og ingen kunne vide at han ville gøre alvor af sine trusler.” 

Jeg har det meget bedre, og er blevet et stærkere menneske, og er glad for livet igen og glæder mig til fremtiden. Min mor er stadig hos mig, bare på en anden måde end før.

Til spørgsmålet om der er nogle erfaringer eller råd hun vil videregive til andre der står i samme situation siger hun:

“Selvom alt synes håbløst lige nu og her, så skal tingene nok blive bedre. Det tager tid, men det kommer! Tag imod al den hjælp du kan få. Snak om det, der er sket og tillad dig selv at mindes den, du har mistet – med både sorg og glæde. Alle de minder, som gør så ondt lige nu, vil en dag bringe dig glæde over, at du har haft denne person i dit liv.” 

Hvis du kender en, der har mistet så, er Lines råd at forsøge at finde ud af, hvad personen har brug for. Alle er forskellige, og reagerer forskelligt, forklarer hun.

Det er helt normalt, at du ikke ved, hvad du skal sige. Men bare sig det! Det er okay! Lad være med at prøve at sætte dig i personens sted og forstå hvordan han eller hun har det, for det kan du ikke. Vis omsorg på hvilken som helst måde, personen formår at tage imod. Og bare vær’ der. Det betyder mere end du tror. Og husk, at selvom livet går videre for dig, er vil tabet fylde hos den efterladte i lang tid fremover. Hele den efterladtes liv er blevet vendt på hovedet, og det kan tage lang tid at finde sin plads i det.

Rasmus’ historie – min far døde af hjertestop

Jeg mangler afskeden 

Som 24-årig mistede Rasmus sin far pludseligt til et hjertestop. På daværende tidspunkt var Rasmus lige startet på læreseminaret og faderens dødsfald blev starten på en periode, hvor Rasmus begravede sig i praktiske gøremål for ikke at skulle forholde sig til sin fars død. Mødet med Børn, Unge & Sorg blev et vendepunkt, der fik Rasmus til at åbne op og sætte ord på de mange følelser, som rørte sig i ham. 

Rasmus havde et tæt forhold til sin far og beskriver ham som en mentor. Det var faderen, som Rasmus gik til, hvis der var noget, han ville snakke om eller skulle have hjælp til. De var meget sammen og havde fælles interesser.

“Vi var nok mere et team end vi var far og søn,” fortæller Rasmus.

Nu 2 år efter sin fars død sidder han i Børn, Unge & Sorgs lokaler i Kejsergade og fortæller om den dag i december, hvor han fik beskeden. 

Jeg kan huske at jeg sidder og læser til en prøve, jeg skal op til på læreseminaret, og min mor ringer midt på formiddagen. Allerede dér forestiller jeg mig, at der er noget galt. Hun plejer ikke at ringe på skæve tidspunkter, og jeg vidste, at hun skulle være på arbejde. Da hun fortæller mig, hvad der er sket, bliver jeg chokeret. Jeg kan huske at jeg bare siger ‘nej nej nej, det er ikke rigtigt!’ Jeg tænker, at jeg er med i en ond drøm og kan slet ikke forstå det. Det er så uvirkeligt. Den næste halve time sidder jeg stille med et virvar af tanker og slet ingen tanker på én og samme tid. Jeg føler mig tom.

Samme dag går Rasmus op til sin prøve og kører derefter fra Aarhus til Sjælland for at se sin far og være sammen med sin mor og lillebror. Dagene går med praktiske ting, som planlægning af bisættelsen og telefonopkald til dem, der endnu ikke har hørt om faderens død. Den folkeskole som faderen underviste på og som Rasmus selv havde gået på tidligere, skulle have faderens bøger og nøgler tilbage. Den boldklub, hvor faderen og Rasmus sammen havde undervist børn i fodbold skulle have besked og lukkes ned.

Rasmus tager meget ansvar i den periode og han oplever selv at han brugte de mange praktiske gøremål til at flygte fra sine egne følelser. 

”Det var en mærkelig følelse. Jeg gjorde alle de her ting uden rigtig at være i det og uden at forstå det. Jeg kunne sagtens fortælle om det til andre, men jeg forstod det ikke selv. Jeg følte at min mor og lillebror havde nok at se til, så jeg følte at jeg var nødt til at være der for dem. Være manden i familien. Være stærk. Om jeg havde lyst eller ej, så var det min pligt. Jeg kunne ikke tillade mig selv at være ked af det, for så gjorde jeg bare min mor og lillebror kede af det også.” 

Kunne ikke sætte ord på sit tab 

I den første tid talte Rasmus ikke med nogen om sine følelser. Det var ikke noget, de satte mange ord på i familien. Alle havde hver især deres egen måde at tackle sorgen på.   

Mange af Rasmus’ venner forsøgte at være der for ham med velmenende sms’er og opkald. Alligevel valgte han at sige fra: 

”Jeg følte at jeg blev kvalt i det og at jeg derfor var nødt til at sige stop. Jeg skulle nok selv sige til, når jeg ville snakke! Mine venner var faktisk rigtig gode til at være der for mig – det var mig, der ikke var klar til at fortælle om det, for jeg vidste ikke, hvordan jeg havde det,” siger Rasmus.   

Noget af det, som Rasmus satte allermest pris på efter faderens død var, at han ikke blev behandlet anderledes. At han kunne opføre sig som han plejede sammen med sine venner, og at de ikke behøvede at tale om faderens død. Samtidig var det rart at vennerne også respekterede, når det hele blev lidt for meget og Rasmus havde brug for at trække sig lidt. 

Sorggruppen fik Rasmus til at åbne op 

Ret hurtigt efter faderens hjertestop blev Rasmus klar over, at han gerne ville gå i en sorggruppe for at bearbejde sit tab. Derfor tog han kontakt til Børn, Unge & Sorg i Aarhus og kort før sommerferien, et halvt år efter faderens død, startede han i et gruppeforløb. 

Det var meget grænseoverskridende og hårdt at deltage i sorggruppen i starten. Men jeg oplevede at være et sted, hvor jeg ikke behøvede at forklare mig. Jeg kunne bare sige, hvordan jeg havde det, og så nikkede de andre, fordi de havde det på samme måde. De kunne genkende det. Jeg skulle ikke svare på ’dumme’ spørgsmål, for de eksisterede ikke i gruppen. Vi på lige fod alle sammen. De kunne forstå, hvad jeg sagde og da jeg hørte, hvad de andre sagde, så tænkte jeg, at sådan havde jeg det også! De kunne sætte ord på følelser, jeg ikke selv vidste, jeg havde, men som dukkede op, fordi det blev sagt højt.

Da følelserne for alvor begynder at ramme Rasmus et halvt år efter faderens død, var det som om hans venner så småt havde glemt det. Tiden er gået videre for dem og da Rasmus gennem længere tid heller ikke har sagt noget, så var de stoppet med at spørge ind til ham.

Flere af de andre i sorggruppen havde samme oplevelse og derfor begynder de at lave aftaler i gruppen om selv at tage initiativ til at tale med vennerne om deres sorg. 

”Det var sindssygt svært, og jeg havde aldrig gjort det, hvis ikke, vi havde lavet de aftaler i gruppen. Det var svært at lukke nogen så meget ind og lade dem høre det, mærke det og føle det. Det er stadig svært og hårdt at sætte ord på, hvordan det føles,” fortæller Rasmus.  

Selv om det stadig er svært at involvere vennerne i de svære følelser, så har Rasmus alligevel oplevet det som meget positivt at åbne op.  

”Jeg var bange for deres reaktioner, når jeg nu kom et halvt år efter og sagde, at det der skete for et halvt år siden, som vi aldrig har snakket om, det kunne jeg godt tænke mig at snakke om nu, fordi det stadig rører mig dybt. Men mine venner reagerede positivt på, at jeg selv tog det op.”  

I dag er Rasmus frivillig hos Børn, Unge & Sorg i København, hvor han bruger sine egne erfaringer til at hjælpe andre unge, der har mistet.  

Hvis jeg skulle sige noget til andre, der har mistet, så skulle det nok være, at man skal bruge dem, der er der for én. Lige meget om det er lige efter dødsfaldet – eller 3 år efter. Få sat ord på, få snakket om det. For mig betyder det meget at folk ved, at jeg har en svær periode i december. Så tager de lidt ekstra hensyn og selv de små ting gør en kæmpe forskel.

Jeg kommer til at mangle et ‘farvel’

Til spørgsmålet om, hvad der fylder mest ved at have mistet sin far så pludseligt, svarer Rasmus:  

”Jeg kommer til at mangle afskeden. Jeg kan huske den sidste gang, vi taler i telefon sammen inden han dør. Vi taler om de praktiske forhold omkring et fodboldarrangement, han skulle afholde på Sjælland, og jeg klager over, at det trækker ind gennem min dør i lejligheden…. Det er meget tydeligt for mig, at jeg mangler det der ‘farvel’. Afskeden. Jeg er glad for at han døde pludseligt, for det ville han selv have ønsket – i stedet for langvarig og alvorlig sygdom. Så ville han hellere have, at der blev slukket for respiratoren. Men det er hårdt for alle os andre, der kommer til at mangle et farvel,” slutter Rasmus. 

Marias historie – min far begik selvmord

Han må have været så ensom til sidst

Maria mistede sin far til selvmord i efteråret 2009. På det tidspunkt var hun 22 år gammel og havde taget orlov fra sit studie for at arbejde og rejse. Hun var lige startet på sit nye fuldtidsarbejde om mandagen, da hun mistede sin far om tirsdagen.

Hun beskriver forholdet til sin far som turbulent. Hun husker, hvordan hun som lille pige, elskede at lege med ham. Han var fantasifuld og virkelig god til at lege. Først da hun blev lidt ældre opdagede hun at der var noget galt. Han var alkoholiker.

Ønskede inderligt at far stoppede med at drikke

Maria ønskede inderligt at faderen ville stoppe med at drikke, og i sommeren 2009 fik hun og hendes søster ved fælles hjælp deres far i behandling for alkoholisme. Da de på det tidspunkt boede i forskellige landsdele, så foregik kontakten primært via telefon, men både Maria og lillesøsteren havde indtryk af, at behandlingen gik godt og at faderen var i bedring.

Han faldt desværre i igen og endte i en solofærdselsuheld, hvor han ikke kom til skade men hvor der blev taget en blodprøve på ham. Som politibetjent vidste han, at han ville blive afskediget, hvis hans alkoholisme blev opdaget. Det ønskede han ikke og i november 2009 valgte han derfor at tage sit eget liv.

Det var surrealistisk for mig

Da Maria kommer hjem efter to dage i sit nye job, bliver hun mødt af sin daværende kæreste og mor, der ser meget alvorlige ud.

Jeg kan huske, at jeg bare ville have at vide hvad der var sket. Jeg kunne se, at det var alvorligt og troede, at det var min mormor, der var død. Jeg havde slet ikke tænkt tanken, at det kunne være min far. Jeg blev så ked af det da jeg fik det af vide. Det var helt urealistisk for mig,

Maria fortalte det selv til sin lillesøster, som endnu ikke vidste noget. Det var en hård og svær oplevelse for Maria at skulle overbringe beskeden til hende. Dagene, der fulgte var hektiske. Marias forældre var skilt, og sammen med sin lillesøster var Maria den nærmeste pårørende og måtte stå for de praktiske ting efter faderens død.

Det var surrealistisk for mig. Jeg sov ikke meget og tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Det var på en måde som om at jeg stod helt stille og stoppede med at fungere mens hele verden fortsatte med at køre videre i et hurtigere gear end ellers. Jeg kunne slet ikke følge med. Jeg var samtidig enormt ked af det på min fars vegne. Det må have været så ensomt at være ham, den sidste tid” siger Maria. 

Hun tog ind og så sin far dagen efter. En beslutning, hun i dag er glad for. Det hele føltes så uvirkeligt og måske var det ikke sunket ordentligt ind, hvad der var sket, hvis ikke hun havde set ham. Hendes lillesøster så ham ikke og det forstår Maria godt, at hun ikke havde lyst til.

Mange lod som ingenting

Marias omgangskreds havde svært ved at håndtere det, der var sket. I et stort kaos skrev Maria beskeden om sin fars selvmord ud til venner og veninder på sms. Men ingen vidste, hvordan de skulle reagere og derfor lod mange som ingenting. Maria husker tydeligt, hvordan hun følte sig malplaceret i sociale sammenhænge.

Jeg følte mig pludselig enormt anderledes og savnede at der var nogen i min hverdag på universitet, der turde at spørge ind. Der var en enorm berøringsangst, og jeg følte, jeg havde en elefant med mig overalt, som ingen kommenterede eller talte om. Jeg havde heldigvis støtte i min familie og en nær veninde.

Hårdt at grave i det, der gjorde ondt

Hendes mor læste på et tidspunkt en avisartikel, der handlede om Børn, Unge & Sorg og Maria tog sin veninde med til caféaftener. Maria havde en følelse af, at der ikke var nogle steder der rigtigt tog hånd om hende og Børn, Unge & Sorg blev det sted der hjalp hende til at leve med sorgen. Der fik Maria et frirum fra de svære sociale relationer til studiekammerater og øvrige omgivelser. 

I starten brugte hun caféaftenerne og efterfølgende startede hun i en åben terapigruppe med 8 andre unge, der også havde mistet en forælder efter et alkoholmisbrug.

”Det var lidt skræmmende at skulle starte. Jeg var nervøs. Men rummet og hele atmosfæren var tryg og jeg følte og føler stadig at lokalerne har en helt særlig stemning. Det var et hårdt forløb…hårdt at grave i det, det gjorde ondt. Men det har hjulpet mig til ikke at føle mig anderledes og til at tale ud om det, der bekymrer mig,” siger Maria. 

Noget af det Maria har sat allermest pris på ved at være i Børn, Unge & Sorg, er den genkendelse de 8 unge deltagere fandt i hinandens historier. 

Det hjalp mig at møde andre unge i samme situation og opdage, at jeg ikke var alene – at det ikke kun var min familie der var ramt,” siger Maria. 

Er blevet mere ømskindet

I dag er Maria nået til et sted, hvor hun har det godt. Der er stadig svære dage men hun har fået nogle redskaber med sig, der gør det nemmere at tale om og håndtere de svære tanker og følelser. Efter at have afsluttet sit eget forløb i Børn, Unge & Sorg er hun blevet frivillig i organisationen og har været det nu i næsten 3 år. 

Jeg har det godt. Jeg er blevet færdig med min uddannelse. Det tror jeg ikke, jeg havde klaret uden hjælp fra Børn, Unge og Sorg. Selvfølgelig er der svære dage, hvor jeg ikke er meget værd. Dagene kommer indimellem og lige pludseligt. Generelt er jeg nok blevet ”ømskindet”, hvis man kan sige det sådan. Jeg har svært ved at folk udtaler sig generaliserende om fx selvmord.

Svært selv at tage hul på bylden

Marias bedste råd til dem, der kender en ung i sorg er at tale med dem:

“Bliv ved med at spørge ind til dem. Ikke hele tiden – men vis din interesse for, hvordan personen har det. Det kan være svært for den efterladte selv at tage hul på bylden. Selv om det føles svært og akavet, så skal du vide, at du hjælper! Der er ikke rigtig noget, der er rigtigt eller forkert og vi bliver ikke mere ked af det, fordi du spørger og vi græder. Vi var allerede kede af det inden du spurgte, men du giver os mulighed for at komme ud med det,” slutter Maria. 

Mettes historie – min mor døde i en drukneulykke

Min mor var min bedste ven

Mette var 21 år gammel, da hun for knap 4 år siden mistede sin mor i en drukneulykke.  

Hun beskriver sin mor som et tryghedsgivende, nærværende og varmt menneske, der gav sig 100% til alt hvad hun engagerede sig i.

Mette og moren var meget tætte, talte om alting og gjorde næsten alt sammen. Mette blev kaldt ‘mini-mor’ af resten af familien, fordi hun minder så meget om sin mor.

Moderen arbejdede som dagplejemor og Mette, der i dag er uddannet pædagog fortæller, at hun ofte hjalp til med børnene derhjemme og at det nok er dét, der har skabt grundlaget for hendes egen passion.

Selvom det ikke var ord der ofte blev sagt i barndomshjemmet, har Mette aldrig været i tvivl om sin mors kærlighed. “Man kunne altid regne med hende – det var der aldrig nogen tvivl om. Hun var min bedste ven og den bedste mor i verden for mig,” fortæller hun.

Mor kom ikke i mål 

Den 18. August 2013 deltog Mettes mor i Vejlefjord Svøm. Hun skulle svømme fra den ene ende af fjorden til den anden. En rute på ca. 1,4km.

Mette var selv på arbejde i Århus den formiddag, men havde hele dagen haft en fornemmelse af, at noget var galt. Hun havde aftalt med sin mor, at hun skulle ringe, når hun kom i mål. Men hun ringede aldrig.

Da Mette senere har fri fra arbejde, ringer hun selv til sin mor, men der bliver ikke svaret. Hun ringer til sin far, som straks giver Mettes storesøster røret. Søsteren fortæller, at deres mor ikke er kommet i mål. De kan ikke finde hende og der er en eftersøgning i gang. 

På det tidspunkt bor Mette på kollegie og hun løber ned til sin veninde på gangen nedenunder og bryder sammen.

Jeg kan bare huske, at jeg græder og græder og siger, at de ikke kan finde hende og kan slet ikke styre min krop. Jeg løber frem og tilbage og hopper op og ned.

Størstedelen af Mettes familie er i Vejle og Mette er den eneste tilbage i Århus. Hendes storebror kommer og henter hende, og de kører til Vejle, hvor de sammen med deres far, storesøster og lillesøster bliver mødt af en politibetjent, der beder dem følge med ind i et telt. 

Kort tid forinden havde en redningshelikopter fundet moderen i vandet 4 kilometer fra det område de svømmede i. Hun var desværre blevet fundet alt for sent og blev erklæret død i helikopteren. 

“Jeg skreg, da politimanden fortalte, at mor var død. Og jeg løb ud af teltet og ned til vandet og stod og skreg efter mor. Og så husker jeg ikke så meget. Jeg var i chok, og kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst”, fortæller Mette.  

Søvnløse nætter

De næste dage er meget tågede for Mette. Hele familien er samlet hjemme i forældrenes hus men Mette sover næsten ikke og kan ikke finde ro i noget som helst.

Familien skulle også tage stilling til obduktion for at fastslå dødsårsagen. En beslutning, der var meget svær, fordi de vidste, at moderen hadede sygehuse. Alligevel følte de, at de havde brug for vished og alle havde et spinkelt håb om at finde en forklaring på ulykken. 

Men obduktionen viste ikke noget, så dødsårsagen blev “drukning”. Det var en hård besked at få og det er også noget af det der har fyldt meget for Mette efterfølgende.  

Den tanke, der har fyldt mest for mig, og stadig fylder er, om hun har ligget ude i det vand og kæmpet og råbt om hjælp, og ingen har hørt eller set hende. Det er det sværeste for mig, og at vi aldrig finder ud af, hvad fanden der er sket. Og det har givet mig rigtig mange mareridt og søvnløse nætter.

Der blev ryddet ud i venneflokken

Ulykken fylder rigtig meget i de lokale medier i den efterfølgende tid. Der bliver helt naturligt stillet spørgsmålstegn ved om sikkerheden var i orden ved stævnet. I starten undgår Mette så vidt muligt at læse netaviser, fordi der igen og igen bliver skrevet om ulykken, og på forsiderne er der et billede af Mettes mor liggende på et bræt, hvor man er i færd med at få hende ud af vandet og op i redningshelikopteren. 

Mette var meget i tvivl om, hvordan hun skulle fortælle sin venner og omgangskreds om ulykken. De fleste fandt dog hurtigt selv ud af det, fordi de boede i en lille by.

I starten var der mange, der spurgte ind til Mette, men ret hurtigt var det som om, det blev hverdag for dem igen og de glemte at Mettes hverdag var forandret for altid.   

Mette fortæller at der siden er blevet ryddet ud i venneflokken. Der var ikke ret mange, der kunne håndtere, hvordan hun havde det – og hvordan hun stadig kan have det. Derfor har Mette tit følt sig ensom med sin sorg og oplever stadig at hun kan blive ramt af ensomhed, selv om hun er sammen med fx studieveninder og de hygger sig.

Stor støtte fra familie og Børn, Unge & Sorg

Heldigvis har Mette oplevet en stor støtte fra sin mors familie efter dødsfaldet. Hendes mormor og mostre har lavet mad, ringet og selv haft deres døre og telefoner åbne 24 timer i døgnet.

De har været der fuldstændig, som jeg kunne have ønsket mig” siger Mette. 

Ikke længe efter dødsfaldet får en af Mettes kollegaer formidlet en kontakt til en psykolog hos Børn, Unge & Sorg i Århus. Mette kommer til en samtale og starter efterfølgende i en terapigruppe med 8 andre unge. Hun har også individuelle samtaler med en psykolog. 

Selvom Mette i starten havde svært ved at komme afsted til møderne i Børn, Unge & Sorg og mente, at hun sagtens selv kunne klare det selv, så kan hun i bakspejlet se, at det var godt for hende. 

Det bedste for mig ved at gå i sorggruppen var at møde andre, der sad i samme situation som mig, for det gjorde, at jeg ikke følte mig helt alene verden. Det var rart at have et rum, hvor alt kunne blive lukket ud.

Jeg har min mor med i rygsækken 

I dag er der gået knap 4 år og selvom der stadig er dårlige perioder og dårlige dage, så er der nu længere imellem dem end før, fortæller Mette. Hun har det bedre.

“Jeg har min mor med i rygsækken. Hun er med mig alle vegne på den ene eller anden måde. Jeg vil for evigt og altid savne min mor, og sorgen vil altid være en del af mig,” fortæller Mette, der også sætter pris på de nye mennesker, hun har fået ind i sit liv efter dødsfaldet:  

“Jeg har mødt mennesker, jeg ved, der holder ved og som har hjulpet mig. Mennesker som ikke kendte mig, da jeg stadig havde min mor. De kendte ikke den ”gamle Mette,” og jeg tror derfor, at det er nemmere for dem, at forholde sig til det, fordi de kun kender mig sådan her. Ikke at sorgen er min identitet, men de har ikke kendt mig uden den,” fortæller Mette.  

Svært at knytte sig til mennesker

En de konsekvenser det har haft for Mette at miste sin mor meget pludseligt er at hun tænker rigtig meget og let kan komme til at gøre sig selv urolig og nervøs.

“Skal nogle af dem, jeg holder af fx ud at flyve, så har jeg ikke ro i maven, før jeg er sikker på, at de er landet, og er i sikkerhed. Det er generelt blevet meget urolig for, at der sker noget med dem, jeg holder af,” siger Mette.  

Mette fortæller også at hun er blevet dårlig til at knytte sig til nye mennesker. Hvorfor ved hun ikke, og måske havde det også været sådan, hvis hendes mor stadig levede. Men hun tror selv det hænger sammen med, at hun efter at have mistet sin mor er blevet ekstremt bange for at miste igen. 

Lad være med at spille sej

Til spørgsmålet om der er noget hun gerne vil give videre til andre unge, der oplever at miste pludseligt siger Mette:

Giv dig tid til at sørge. Mærk efter, hvordan du bedst kommer i gang igen. Set i bakspejlet tror jeg nemlig, at jeg kom alt for tidligt i gang – jeg nåede slet ikke at bearbejde noget, før jeg var i gang på arbejde igen. Så jeg knoklede på fra 8 til 16 hver dag og gemte det. Spillede sej. Jeg var verdensmester i at se okay og cool ud, selvom jeg har det skide dårligt. Og så knækkede filmen, når jeg kom hjem.

Hendes råd til dem der kender en der har mistet pludseligt er: Lyt, spørg og vær der. Det handler ikke så meget om, hvad du siger, men at du tør være der, både når det går godt, men bestemt også, når det går skidt. Forvent ikke, at det stopper med at gøre ondt – heller ikke efter 5 år. 

Karens historie – jeg mistede begge mine forældre

Jeg kunne ikke forstå det

Med få års mellemrum mistede Karen begge sine forældre. Moderen døde efter et længerevarende sygdomsforløb og faderen meget pludseligt tre år efter. 

Karen havde altid haft et tæt forhold til begge sine forældre, og efter at have mistet moderen blev forholdet til hendes far endnu tættere. De delte et behov for at tale om tingene – både de gode og de dårlige, de delte fælles interesser, og havde i det hele taget en tillidsfuld og tæt relation til hinanden.

Da Karens far døde, havde han lige været udstationeret i udlandet i et halvt år i forbindelse med sit arbejde, og Karen selv var på det tidspunkt i praktik i Polen i forbindelse med sit studie.

Karen beskriver tiden forud for farens dødsfald som kaotisk, men samtidig følte hun sig også glad og let om hjertet. Moderens død var kommet lidt på afstand, og hun følte sig rolig og fri fra bekymringerne hjemmefra.

I forbindelse med at han selv skulle på vandreferie i Indien, havde faren givet Karens bror en flybillet til Polen, så han kunne besøge Karen. Da brorens besøg er slut og Karen sidder er på vej sammen med ham til lufthavnen, bliver de ringet op af det danske politi, som fortæller, at deres far er død som følge af højdesyge i Indien. Mere kan de ikke sige.

Desværre kan Karen og hendes bror ikke komme med samme fly hjem, så de må flyve hver for sig. Fortsat uden at vide, hvad der er sket med deres far. 

Jeg var i chok

De næste dage husker Karen næsten ikke. Hun var i chok, og der gik lang tid før hun fik en reaktion og for alvor begyndte at, hvad der var sket. Der var ikke rigtig nogen, der forstod noget. Både fordi det var sket så pludseligt, og fordi det stadig var svært at få mere information om, hvad der var sket, da det hele foregik på tværs af landenes myndigheder.

Jeg følte det helt anderledes end da jeg mistede min mor, hvor der var en eller form for afklaring og forståelse af, hvad der var sket. Det tog mig simpelthen bare rigtig lang tid at fatte, hvad der var sket – hvad det betød og hvilke konsekvenser det ville få for mig – fordi det var så uventet, og fordi jeg ikke fik muligheden for at tage afsked.

Fordi faderen var død i Indien, gik der noget tid før de kunne holde bisættelse. Den tid brugte Karen og hendes bror på at finde hoved og hale i forsikringer og andre praktiske ting – og på at give venner og familie besked.

Det var nogle mærkelige dage, som vi bare skulle have til at gå,” fortæller Karen.

Hun følte det mærkeligt at være tilbage i familiens hus efter et halvt år i udlandet. Huset skulle nu sælges, og derfor brugte hun tid på at sidde i haven og suge det, som hun følte, var det sidste af hendes far, til sig.

Alle havde svært ved at forstå det, der var sket. Og det var hårdt for Karen at opleve, at alle syntes det var så uretfærdigt.

”Det var som om familie og venner slet ikke kunne kapere eller forstå, at det var rigtigt – og de kunne nok heller ikke bære at forstå det. De fleste reagerede med chok, da de fik beskeden om, at far var død,” siger Karen. 

Havde kun brug for min bror og for at forstå

Karen og hendes bror lænede sig meget op ad hinanden i den periode og i dag er de – med Karens egne ord – blevet symbiotisk tætte. Selvom der var  mange andre, der gerne ville hjælpe, så følte Karen ikke rigtig, at hun havde brug for hjælp fra andre. Hun havde brug for at være sammen med sin bror og for at være i familiens hus og lade det hele synke ind. Hun havde brug for selv at forstå, det der var sket. 

Jeg følte ikke, at der var andre, der kunne hjælpe mig med de tanker og følelser, som jeg havde, fordi det handlede om, at det skulle synke ind i mit eget hoved.

Hun satte dog stor pris på, at familie og venner hjalp til med praktiske ting. Nogle af hendes veninder kom fx med mad til dem kort tid efter, og det var en virkelig stor hjælp, husker Karen. 

At skabe et rum til savnet

Et halvt år efter at have mistet sin far, startede Karen i en terapigruppe i Børn, Unge & Sorg. Hun beskriver forløbet som en forløsning.

”Jeg følte mig godt tilpas med det samme, og jeg satte stor pris på at komme ind i et miljø, hvor alle i gruppen fortalte åbent og ærligt om deres følelser. I gruppen oplevede jeg, at vi talte sammen i øjenhøjde – vi forstod hinanden og følte med hinanden, men vi ynkede ikke hinanden – det gav mig styrke,” siger Karen. 

At lytte til andre unge i gruppen har gjort Karen bevidst om nogle af de gode minder og karaktertræk, som hun har med sig fra sine forældre.

Det at høre andre unge tale så kærligt om deres forældre affødte nogle gode tanker hos mig selv. Jeg blev bevidst om, hvor heldig jeg er med at jeg har haft så stærke og kærlige forældre. Det tydeliggjorde, hvad det er for nogle minder og karaktertræk, jeg har med fra mine forældre. Karaktræk om minder, som jeg er glad for og stolt af – og som jeg altid har med mig,

Hun kigger stadig på nogle af de terapi-breve, som hun skrev, mens hun gik i gruppen, og det er med til at skabe et rum, hvor hun kan mindes sin far på en god måde og give plads til savnet i en travl hverdag.

Hun har også fået andre redskaber til at gøre plads til sorgen hos Børn, Unge og Sorg. Det at mindes er for Karen et aktivt tilvalg og en række små ritualer giver Karen en følelse af nærvær med hendes far. 

Karen føler, at det at have mistet sine forældre har gjort hende mere eftertænksom og reflekterende. Hun har fået et andet syn på livet og døden end sine jævnaldrende. Hun kan stadig opleve store følelsesmæssige udsving, og hun kan blive både enormt ulykkelig og enormt glad over det, der synes som ganske små ting.

Tal med andre, der har mistet!

I perioden lige efter sin faders død husker hun fornemmelsen af at stå ovenpå en masse stablede stole, som hvert sekund kunne styrte til jorden. Følelsen af at jorden kan skride under hende, har hun stadig, men den er blevet mere udjævnet med tiden.

”Jeg har det godt. Det går stadig stadig op og ned, men jeg synes, at jeg har fastere grund under fødderne og en følelse af tryghed i mig selv. Jeg har det godt med de mennesker, jeg har i mit liv. Både familie og venner,” siger Karen understreger, at venner kan udfylde en stor og vigtig rolle i livet.  

Der er flere erfaringer og gode råd, som Karen gerne vil give videre til andre, der mister pludseligt: 

I tiden efter at jeg havde mistet min far, følte jeg mig uendelig ensom. Det var en mærkelig form for ensomhed, for den var der hele tiden, også når jeg var omgivet af mennesker. I sådan en situation kan det være rart at vide, at der er andre jævnaldrende, der går med de samme tanker – også selvom du ikke kan få øje på dem i din omgangskreds. I lang tid havde jeg ikke lyst til at tale med nogen, fordi jeg følte, at det var en helt særlig situation, som jeg var i. En situation, som ingen andre ville kunne forstå. Men i Børn, Unge og Sorg opdagede jeg, at selvom alle unge efterladte ikke har oplevet præcis de samme ting, så er der virkelig mange følelser og tanker, der går igen”, siger Karen, der slutter af med et godt råd:  

“Det har været enormt værdifuldt for mig at opleve, at det er ikke alle unge, der har en mor og en far der fx kommer på besøg i weekenden og laver mad og andre familieting. Jeg gik i lang tid efter min fars død og observerede mennesker i gadebilledet og synes at jeg så familier over det hele. Jeg følte mig så ubetydelig og ligegyldig i verden. Ved at tale med andre unge, der også havde mistet, indså jeg, at selvom jeg ikke har mine forældre hos mig længere, så er mit liv ikke mindre værd. Derfor er mit bedste råd at tale med nogen, som har erfaring med at miste.”

Stines historie – min mor blev ramt af et tog

Min mor var et fantastisk menneske 

Stine var 22 år gammel, da hun mistede sin mor i en togulykke. På det tidspunkt var moderen lige kommet tilbage fra en udsendelse til Afghanistan og Stines bror var lige blevet student. Når hun tænker tilbage, husker hun det som en rigtig glad tid. Stine selv skulle til at flytte og havde planlagt en dejlig lang sommerferie. 

Stine beskriver relationen til sin mor som helt fantastisk:

Min mor har altid været en stor tryghed i mit liv. Hun gav mig altid troen på, at alt nok skulle gå. Den ubetingede kærlighed og respekt, hun altid udviste mig, gav mig troen på, at så længe, jeg gjorde mit bedste, så var det mere end godt. For mig er det nok en af de vigtigste ting, jeg har fået med mig. Selvom min mor ikke er her, så har jeg fornemmelsen af, at hun er lige bag mig og støtter mig i alt, hvad går i kast med.” 

Stines mor var sygeplejerske. Hun havde altid et godt råd til at slippe af med fx en mavepine, fortæller Stine: “Men hun var ikke pylret! Hendes bedste råd mod smerter var altid en løbetur!” 

Noget af det Stine husker allerbedst er de mange gåture, knus og snakke, hun har haft med sin mor. Og hendes fastelavnsboller.

”Min mor lavede verdens bedste fastelavnsboller! Da jeg stadig boede hjemme, havde både min bror og jeg hvert år venner og veninder, der kom forbi til fastelavnsboller. I år har jeg selv inviteret til fastelavn og jeg vil jeg bage min mors fastelavnsboller til dem. Det glæder mig meget til.” 

Min krop kortsluttede 

Når Stine husker tilbage på den dag, hendes far ringede og sagde at hun skulle skynde sig hjem, så husker hun mest af alt chokket. Hun forstod ingenting og ville ikke høre mere om den togulykke, hendes mor havde været involveret i.

På det tidspunkt var Stines mor endnu ikke død og Stine var overbevist om, at hun nok skulle klare den. Hun beskriver det som om hendes verden stoppede, da hendes far et par timer senere ringede og fortalte, at nu var Stines mor død.  

Jeg kan huske, hvordan mine ben føltes helt lamme og mine sanser blev skærpet. Jeg kan huske skyerne på himlen og, hvilke skilte jeg kørte forbi på motorvejen. Alt gik pludselig i slow motion, samtidig med, at jeg befandt mig på en motorvej med 130 km/t. Jeg ved ikke, hvordan jeg bedre skal forklare det, end jeg havde følelsen af at min krop kortsluttede, men mine øjne så utrolig klart. Jeg græd ikke. Jeg kunne ikke.

Tiden der fulgte husker Stine som meget sløret. Alle var i chok og meget berørte over det, der var sket.  

Både Stines familie og Stine selv har oplevet en utrolig stor støtte fra netværket. Og Stine har følt en meget stor taknemmelighed over, at have en omgangskreds, der turde at spørge, der turde vise følelser og som viste forståelse for Stines ulykkelighed.

Når hun tænker tilbage, var det en afgørende ting for hende at omgangskredsen ikke var bange for at spørge. Det værste var de mennesker der ikke sagde noget, siger Stine: 

Det er ikke meget, man behøver at sige og for mig er det næsten umuligt at sige noget forkert i den situation. Det var ikke så vigtigt præcis hvad folk sagde, men mere det at jeg følte mig set, når folk italesatte, at de var kede af at høre, hvad der var sket.

Mistede fornemmelsen af sig selv 

I dag – mere end 4 år efter – kan Stine se, at hun dengang mistede fornemmelsen af sig selv. Det gjorde for ondt at forholde sig til situationen. Måske var chokket bare for stort, fortæller Stine:

”Jeg stoppede med at lytte til mig selv og gjorde bare det, jeg vidste at andre syntes, jeg skulle gøre, eller som jeg troede min mor ville synes, jeg skulle gøre. Tiden gik og jeg følte egentlig at jeg havde det okay.” 

Først for et par år siden nåede Stine til den erkendelse, at hun var endt et sted, hvor hun hverken vidste om hun ville gå til højre eller venstre.  

”Jeg har mistet halvdelen af mit fundament og det er blevet meget tydeligt for mig efter min mor døde, at min far og mor kunne noget forskelligt. De har altid været fælles om tingene, lidt som én enhed. Derfor har jeg ikke tænkt over, at de har været forældre på hver deres måde og derfor vil min far aldrig kunne udfylde det tomrum min mor har efterfulgt. Jeg kan stadig føle mig meget alene, når jeg sidder med ting, som jeg plejede at tale med min mor om,” siger Stine.  

Hele familien er forandret

I Stines øjne er det intet, der kan udfylde tomrummet efter hendes mor. 

Vi har altid tilbragt utrolig meget tid sammen som familie. Vi har alle fire været med til at skabe den respekt, gode stemning, tillid og kærlighed, som var mellem os. Derfor har det fået stor betydning for os som familie, at min mor er væk. Det er som med et orkester, der spiller den fineste koncert og en dag ikke kan spille samme smukke toner fordi violinen mangler.

Udover Stines egen sorg over tabet, så fylder det meget, at familiens liv er forandret, fortæller Stine.

“Vi har skullet lære at leve med det som familie. Og det har været svært. Særligt fordi vi hver især har tacklet sorgen forskelligt,” siger Stine, der har haft svært at forstå nogle af de beslutninger hendes far har taget efter moderens død. De to er derfor til tider kørt skævt af hinanden.

Som årene er gået har de dog genfundet hinanden og er kommet tilbage til den respekt, tillid, kærlighed og gode stemning, der prægede deres familie før.  

“Savnet viser, hvor meget, jeg elsker hende”

I dag har Stine det godt. Men hendes mor vil altid mangle. 

Jeg kommer mig aldrig over hendes død, men for hver dag der går, lærer jeg at leve med det. Jeg kæmper stadig med nogle af de ar, det har givet mig at miste min mor så pludseligt. Jeg har stadig dage hvor jeg kæmper med savnet og hvor uretfærdigheden overskygger. Men de bliver færre og færre. Savnet til min mor er for mig et vidnesbyrd om, hvor meget jeg elsker hende og minder mig om, at jeg aldrig vil glemme hende.

Stine er dog ikke i tvivl om at det har været en lang og sej kamp at nå dertil, hvor hun er i dag – og hun har ikke taget den lige eller nemme vej.

De seneste år har for hende været præget af mange tanker om moderen, hendes død og Stines eget liv. Hun er lige vendt hjem fra en to måneder lang rejse. Alene. En rejse der har givet hende tid og plads til at mærke efter om hun ville til højre eller venstre.

Svingturene gennem de sidste 4-5 år har nu bragt Stine til et sted, hvor hun er glad og ikke længere føler, at hverdagens bump slår hende ud af kurs. Et sted, hvor hun trods alt føler sig heldig over at have haft den bedste mor i 22 år. 

Min mor har lært mig så mange ting. Både store og små. Jeg kendte hende rigtig godt og kan derfor have hende med mig. Derfor kan jeg sige, at hun ikke alene gjorde en forskel i mit liv, da hun levede – hun gør stadig en kæmpe forskel i mit liv.

Børn, Unge & Sorg greb mig i mit livs fald

Stine fik hjælp i Børn, Unge & Sorg, da hun følge sig klar til at tale med nogen om sin sorg. Nogen som også havde mistet og stod i samme situation, så hun kunne opleve den genkendelse af at have mistet som hun ikke kunne få i sin omgangskreds. Derfor startede hun i en samtalegruppe med 8 andre unge, der alle havde mistet en mor eller en far. I dag arbejdet hun frivilligt for Børn, Unge & Sorg. 

”Jeg har altid haft følelsen af at Børn, Unge & Sorg greb mig i mit livs fald. Det er en hus, der rummer så mange ulykkelige fortællinger og samtidighed et hus, der har så meget kærlighed. Den forståelse, jeg altid møder fra de andre frivillige og fra folk i Børn, Unge & Sorg generelt, sætter jeg særligt pris på,” slutter Stine.  

Mathildes historie – min far døde i en lastbilulykke

Jeg bagatelliserede det   

Mathilde mistede sin far i en lastbilulykke kort før hun fyldte 15 år. Mathilde så meget op til sin far og beskriver ham som et forbillede. De hørte musik sammen og hun delte hans interesse for bøger og Anden Verdenskrig.

I perioden efter faderens død bliver bøgerne en slags tilflugtssted for Mathilde – et sted hvor hun føler, at hun stadig kan være tæt på ham.

Efter faderens død gør Mathilde alt for gemme sine følelser væk og lukke sorgen ude. Hun går stadig i folkeskole og frygten for at være anderledes gør, at Mathilde slet ikke giver plads til sorgen.  

Det er nu fem år siden og selvom Mathilde føler, at hun er kommet godt videre i sit liv, så er alt alligevel forandret, siden den dag hun fik besked om sin fars død. 

Jeg skulle have skåret det ud i pap

Tidligt om morgenen d. 29 december 2011 mister Mathildes far livet på cykel på vej til arbejde, da han støder frontalt sammen med en lastbil. Mathildes mor og søstre bliver vækket af politiet, der kommer for, at give dem besked om ulykken. Mathilde er den sidste der bliver vækket og får besked. Hendes mor har har ringet efter forældrenes bedste venner og det er moderens veninde og moderen der vækker Mathilde med beskeden at hendes far er død. 

Han er død’ hørte jeg dem sige flere gange. Til at starte med, troede jeg, at det var min morfar der var død. Jeg måtte have skåret det ud i pap, at det var min far.

Efterfølgende bliver familien kørt til Glostrup psykiatrisk hospital, hvor de sidder og venter i flere timer.

”Vi sad og ventede på en psykolog fra kl. 7 til kl. 10 om morgenen, hvorefter vi fandt ud af, at der ikke var nogen på arbejde på grund af juleferie. Vi sad der rigtig længe og vi fik tilbudt sodavand og det virkede bare så absurd”, fortæller Mathilde. 

Mor skreg da hun så ham

Senere kommer de ud på Hvidovre hospital for at se faderen. Mere familie er stødt til og de sidder alle sammen i et lille rum og venter. 

”Jeg husker at min mor var den første, der skulle ind og se ham og hvordan hun bare skreg da hun så ham ligge der. Der var ikke nogen af os andre der havde været derinde på det tidspunkt, og så hører vi bare det her skrig. Det var bare så forfærdeligt for der gik alligevel et godt stykke tid før jeg selv kom derind, så jeg sad bare der og vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere det. Det føltes bare uvirkeligt. ” 

Tiden efter husker Mathilde som meget kaotisk. Familiens hus var fyldt med mennesker der kom forbi og huset bugnede af blomster. Moderen håndterede de praktiske ting der skulle gøres og Mathilde og hendes storesøster fik lov til at gøre det de mest havde lyst til.

Et par dage efter faderen død var det Nytår. En aften familien fejrede med gode venner som de altid havde gjort det. 

Det var faktisk en rigtig hyggelig aften, men det var nok heller ikke helt gået op for os at han var væk. Det foregik hjemme hos os med familie, venner og børn, som vi havde kendt fra vi var små. Det var rart og dejligt at kunne holde nytårsmiddag to dage efter og have det virkelig hyggeligt, fyre fyrværkeri af og grine –  to dage efter min fars død. Men det var også meget mærkeligt, når jeg tænker tilbage på det.

400 deltog i begravelsen

Begravelsen og dagene op til begravelsen var dog svære for Mathilde. Grundet et meget stort fremmøde kan højtideligheden ikke, som først planlagt, finde sted i den kirke familien har en relation til og må derfor flyttes til en anden og større kirke. Det er svært for Mathilde at acceptere. Heldigvis får familiens præst, Lars, alligevel lov til at foretage højtideligheden og Mathildes far bliver begravet d.9 januar i Opstandelseskirken i Albertslund, hvor omkring 400 mennesker deltager. ”

“Min far var meget udadvendt og talte med folk. Han var sådan en alle kunne lide,” siger Mathilde. 

Blev uhyggeligt god til at lukke ned for følelser 

I tiden der følger, lukker Mathilde ned for sine følelser. Hun husker, hvordan hendes venner var begyndt at interessere sig meget for fester og kærester, og hun følte ikke at der var plads til at tage et så tungt emne op, som det er at have mistet sin far. Mathilde følte, at hun røg lidt ud af vennegruppen fordi hun ikke interesserede sig for de samme ting som hendes jævnaldrende venner.  

Frygten for at være anderledes begynder at fylde meget i den periode samtidig med en følelse af, at vennerne måske slet ikke har lyst til at høre om hendes tab og og sorgfulde følelser. Det bliver derfor vigtigt for Mathilde at være så ‘normal’ som muligt og hun oplever det næsten som pinligt at være hende, der havde mistet en far. Hun gemte derfor sine følelser helt væk. 

Jeg blev uhyggeligt god til at lukke ned for mine følelser. Men jeg savnede, at der var nogen, der så, at jeg bagatelliserede det fuldstændig. De turde ikke at spørge og undgik mig. Og så lukkede jeg endnu mere ned. Hvorfor skulle jeg give noget af mig selv, når det det ikke virkede som om, der var nogen, som havde lyst til at tale med mig?,

Et halvt år efter faderens død starter Mathilde i en sorggruppe med andre unge, der også har mistet en forælder. I gruppen er der plads til Mathildes følelser, men også her føler hun sig udenfor, fordi de andre i gruppen har mistet til sygdom. Mathilde føler det svært at have en relation til de andre, da det sygdomsforløb, som fylder så meget for de andre, slet ikke fylder for hende.

Udover sorggruppen har Mathilde en barndomsveninde fra atletikklubben, som hun føler sig tryg nok til at fortælle om sine følelse. Hun er den eneste Mathilde rigtig snakkede med, indtil hun efter 9. klasse kom på efterskole og senere i gymnasiet. 

Bryder sammen

Tre et halvt år efter farens død bliver Mathilde indhentet af de følelser, hun har forsøgt at holde på afstand og hun bryder sammen. Hun ringer til Børn, Unge & Sorg og kommer i kontakt med en psykolog, som tager hendes følelser alvorligt og som gerne vil lytte. Det hjælper Mathilde at få åbnet op for nogle af alle de følelser hun har fortrængt og alene det at vide at der er et sted hun kan henvende sig, giver hende en ro. 

Til spørgsmålet om der er nogle erfaringer, hun vil videregive til andre unge efterladte, svarer hun:

Lad andre vide at du er ked af det. Det er forfærdeligt ikke at sige det til nogen. Der gik mere end tre år før jeg talte højt om det. Og der måtte jeg søge hjælp fordi jeg gik med det så længe

Han vil altid mangle 

Mathilde har på mange måder været glad for, at hendes far døde så pludseligt. Faren var meget aktiv og han ville have haft det forfærdeligt med at være syg, vurderer Mathilde.

Samtidig var der mange ting, hun gerne ville have sagt til sin far. Mest af alt, ville hun gerne have sagt ordentligt farvel. 

Da Mathilde blev student gjorde det ondt, at faderen ikke var der til at fejre begivenheden – og det er sådan med de mange andre store livsbegivenheder, der kommer: “Jeg føler, at jeg er kommet rimelig godt videre. Men det gør stadig ondt og vil nok gøre det en gang i mellem resten af livet. Han vil altid mangle.” 

Tanjas historie – min mand døde i en cykelulykke

Vi er forandrede for altid – men vi kan få det godt! 

Tanjas mand døde på en cykeltur i Frankrig. Med ét var den kernefamilie, de sammen havde bygget op, reduceret til tre. Tanja stod nu alene med sine to sønner Hugo og Felix på hhv. 5 og 7 år.

Det liv, de havde opbygget og levet sammen som familie skulle redefineres og Tanja skulle sammen med sine to drenge opbygge en ny tilværelse. 

Blev ramt af en bil på cykeltur i Frankrig 

Mens Tanja var blevet i Danmark for at tage sig af sin nye virksomhed, var hendes mand taget på ferie med børnene i Frankrig, hvor de boede hos noget familie. Planen var, at Tanja skulle slutte sig til dem nogle dage senere.

Inden hun nåede frem, var hendes mand en dag taget på cykeltur. Da han ikke vendte tilbage, blev familien bekymret og ringede til hans mobiltelefon. Den blev taget af det franske politi, som kunne fortælle, at han var blevet ramt af en bil og var død på stedet. 

Vigtigt at børnene så deres far

Det var vigtigt for Tanja selv, at være den, der overbragte beskeden til børnene, så hun kunne være sammen med dem, når de fik at vide at deres far var død. Derfor afledte familien i Frankrig drengenes opmærksomhed, indtil Tanja selv ankom dagen efter.

Hun tog først selv til kapellet for at se sin mand, og da hun så ham, besluttede hun at børnene også skulle se ham. På trods af det franske politi’s anbefalinger om det modsatte.

Børnenes reaktion på at se deres far bekræftede hende i, at det var den rigtige beslutning. De reagerede meget umiddelbart og var hurtige til at turde røre ved ham og stille spørgsmål. Den naturlighed der blev over situationen følte Tanja også at hun lærte noget af.

Jeg kunne bare mærke at det måtte være det rigtige, at de skulle se ham. Det var en ur-agtig følelse helt indefra, at sådan skulle det bare være. Han havde næsten ingen synlige hovedtraumer, så jeg besluttede at de selv skulle ha’ lov at sige farvel. Det var måske den bedste beslutning jeg tog i hele forløbet,

Drengene reagerede forskelligt 

Begge drenge var meget chokerede over at miste deres far. Og kede af det. De havde det især svært med ikke at have fået sagt farvel. De ville gerne have haft mulighed for at sige en sidste ting til ham, høre hans stemme og få et sidste kram.

Længslen efter et sidste farvel fyldte meget for begge drenge. Men i tiden efter dødsfaldet var der stor forskel på, hvordan de hver især taklede deres sorg. Hugo på 5 år var meget åben og ville gerne tale om sin far, hvorimod Felix på dengang 7 år lukkede sig inde i sig selv. “Han var så knuget af sorg at han helt mistede gnisten i øjnene og det var svært at nå ind til ham”, fortæller Tanja. 

Hans tidligere børnehaveklasseleder havde selv mistet sin far som barn, og hjalp ham derfor utrolig meget i den periode. De talte sammen en gang om ugen i næsten et år og skrev også en lille bog sammen. På den måde fik hun hjulpet ham til at lukke op for sine følelser.

Efterfølgende fik han også hjælp i Børn, Unge & Sorg, hvor han både gik i individuel terapi og sorggruppe. Det har ifølge Tanja hjulpet ham rigtig meget, og han har fået nogle værktøjer til at fortælle andre om, hvordan han har det. Åbenheden har hjulpet ham til at de negative tanker ikke overtager.

Det har været så godt for ham! Før han startede hos Børn, Unge &Sorg havde han hele tiden følelsen af, at han var den eneste i verden, der havde det som ham. Det var utrolig svært for ham at opleve, at ‘verden bare gik videre’ som om intet var hændt. Det har været en kæmpe stor oplevelse for ham, at møde genkendelse i en gruppe af børn, som ikke kendte hinanden på forhånd,” siger Tanja.  

Dejligt når nogen turde at tage over

I tiden efter dødsfaldet oplevede Tanja og børnene en utrolig stor hjælp fra deres netværk. Der var enkelte, som ikke kunne håndtere det. Men der var heldigvis mange, der valgte at være der for Tanja og børnene. Flere i venne- og omgangskredsen gik ind og tilbød deres hjælp til helt konkrete ting.

Én af Tanjas veninder flyttede ind for en stund og var en stor hjælp i forhold til alle de praktiske ting, man pludselig står alene med som ene forælder. Nogle kom med aftensmad og en god ven gav Tanja kontaktoplysningerne på en psykolog han kendte til, så det var nemmere for hende at ringe op.

Vi satte specielt stor pris på de handlekraftige venner, der helt fysisk trådte ind i vores liv i den her periode. Det var rigtig rart, når der var nogen, som turde tage lidt over – selvom det kan virke grænseoverskridende. Der var mange i vores omgangskreds der i bedste mening, sagde ‘sig bare til hvis du har brug for noget’. Men der var ikke så mange, der gjorde noget helt konkret, som at komme forbi med aftensmad eller skrev ‘skal vi køre drengene til fodbold i dag?’. Når man ikke selv kan finde hoved og hale i sine følelser, så er det faktisk meget svært at sige til. Men konkrete tilbud, hvor vi kunne sige ‘ja tak’ eller ‘nej tak’ – de var guld værd for os!”

Som familie har vi mistet en del af vores identitet 

Tanja fortæller at hun i starten nærmest var panisk ved tanken om, at der var mange ting, som børnene måske ville glemme om deres far, når nu de mistede ham så tidligt. Hun følte et stort ansvar for at drengene bevarede deres minder – og det var svært. Blandt andet fordi hun og børnene ikke altid havde lyst til at tale om faderen på samme tidspunkter. 

For Tanja har højtider og mærkedage ikke været de sværeste dage og heller ikke der, hvor hendes mand har manglet mest. Det her mere været i hverdagen, han har manglet. Fx som træner på drengenes fodholdhold. 

Hun og børnene har brugt det meget at kigge på billeder. Det har været godt for Hugo og Felix at have noget konkret at hænge deres minder og historier op på. Tanja har også bedt familie og venner om at skrive ting ned til børnene om deres far. Det er der kommet mange gode historier ud af, som hun håber at de vil få glæde af, når de bliver ældre. 

Jeg måtte hjælpe børnene først

Det har været svært for Tanja at skulle bearbejde sin egen sorg over at have mistet sin mand og samtidig skulle håndtere børnenes tab af deres far:

“Man vil næsten altid sætte sig selv i baggrunden i forhold til børnene. Det er en hårfin balance, for det er så vigtigt at man også husker sig selv. Mange sagde til mig, at det var vigtigt, jeg hjalp mig selv før børnene….lidt ligesom de gode råd, man får i flyet om iltmaskerne. Men det eneste jeg havde brug for i den helt akutte fase, var råd og hjælp til, hvordan jeg bedst kunne støtte børnene. Det fik jeg ved en konsultation hos en børnepsykolog cirka en måned efter ulykken. Først derefter havde jeg ro til at tænke på mig selv,” siger Tanja.   

“Som familie har vi mistet en del af vores identitet“, forklarer Tanja. “Vi er forandrede for altid, men det betyder ikke, at vi ikke kan få det godt. Vi er gode til at tale sammen, gøre ting sammen og tage hensyn til hinanden. Vi øver os hele tiden i at tale om hvordan vi har det,” uddyber hun.

Ifølge Tanja er det sværeste ved at miste sin mand og sine børns far alle de mange ting, der har skulle redefineres. Giver det liv, man har skabt sammen og levet i sammen stadig mening? Og gør det mening, at gøre det anderledes?

Der er ingen der forventer, du klarer det hele selv 

Tanjas råd til andre der mister pludseligt er at få hjælp!

Ingen forventer at du kan klare det hele selv, så benyt dig af alle dem, der rækker hånden ud. Tal med en professionel om børns sorgreaktioner. Den børnepsykolog, jeg talte med sagde fx at jeg skulle tage stilling til, hvad der skal ske med børnene, hvis der sker mig noget og at jeg skulle tale med børnene om det. Det syntes jeg var det mest vanvittigt grænseoverskridende! Men hun havde jo ret i at det allerede var noget, der fyldte i hovedet på drengene og havde gjort det siden dødsfaldet. Når nu far er død, kan mor så også pludselig dø? Det var en kæmpe lettelse for børnene at vi fik talt om det,” siger Tanja.

Psykologen fortalte også Tanja, at børn reagerer anderledes på sorg end voksne og at deres behov ændrer sig over tid i takt med sorgens faser. Det har Tanja også oplevet med sine to drenge, og derfor råder hun til at give plads til de ændrede behov.

Bliv ved med at spørge ind til tingene for det kan være at svaret ændrer sig,” råder hun alle andre, der kommer i samme situation som hun. Vær ikke bange for at spørge børnene direkte, om hvordan de har det. De er jo kede af det og bliver ikke mere kede af det af at blive spurgt.”

Til dem der kender nogen, som har mistet råder hun til at spørge åbent ind til det – og til at tilbyde sin hjælp:

Brug for hjælp?