Når en søskende er død

Ring til os for råd og vejledning

Det er umenneskeligt hårdt selv at håndtere sorgen over sit barns død og samtidig skulle være der for de øvrige søskende. Det kan derfor være en god idé selv at få hjælp for bedre at kunne finde kræfter til at hjælpe dine børn gennem deres sorg.

I Børn, Unge & Sorg giver vi gratis støtte til børn og unge, der har mistet en søskende, men desværre ikke til dig som forælder. 

Alle forældre tilbydes dog telefon ved vores psykologer, som kan rådgive og vejlede dig i, hvordan du bedst støtter op om dine børn. Sammen kan vi også finde ud af, om det er relevant for dit barn at få hjælp i Børn, Unge & Sorg.

Har du større børn, kan du lade dem læse her på siden, hvor vi har samlet information til dem og tilbud til dem.

Han var der bare altid. Vi sad tit inde på hans værelse sammen og spillede computerspil, og jeg kunne spørge ham om alting. Nu er han der bare ikke mere, og det har jeg rigtig svært ved at acceptere.

16-årig dreng, hvis bror døde i et trafikuheld

Godt at vide:

  • Man sørger forskelligt – på forskellige måder og på forskellige tidspunkter.
  • Få hjælp til dig selv, så du bedre kan hjælpe dine børn.
  • Lyt til dit barn og tal sammen. Du kan ikke gøre ham/hende mere ked af det. Tværtimod er tavshed og ensomhed meget værre. Vær dog opmærksom på, at dit barn kan gå med tanker og følelser, som de ikke vil belaste dig med. Det er derfor godt, hvis dit barn har andre, som det kan betro sig til.

Med hjælp fra unge, der selv har mistet en bror eller søster og modtaget hjælp i Børn, Unge & Sorg, har vi i pjecen “Er din søster eller bror død?” samlet en række informationer og gode råd. Pjecen henvender sig teenagere og unge, og beskriver blandt andet:

  •   Typiske reaktioner på at have mistet en bror/søster
  •   Gode råd til hvad der kan hjælpe dig
  •   Citater fra unge der har mistet en bror/søster

Download pjecen eller få den tilsendt ved at skrive en mail til info@bornungesorg.dk. Oplys antal, navn og adresse.

Læs pjecen: Er din søster eller bror død?
Brug for hjælp?