Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

Komplicerede sorgreaktioner hos voksne

  • Sorgcenter
  • > Komplicerede sorgreaktioner hos voksne

Komplicerede sorgreaktioner hos voksne

Tab af en nærtstående person som følge af dødsfald er ikke en ualmindelig oplevelse i voksenlivet, og sorgen er en naturlig tilstand og proces hos de efterladte. Tiden efter tabet vil ofte være præget af svære og intense følelser, men hos de fleste sørgende vil intensiteten af disse følelser begynde at aftage over tid, og de sørgende bliver gradvist i stand til at tilpasse sig den nye og forandrede hverdag uden afdøde.

En gruppe på ca. 10-15 % udvikler dog et mere kompliceret sorgforløb, hvor intensiteten af sorgreaktionerne ikke aftager, og reaktionerne forbliver så funktionshæmmende for personen, at der kan være behov for psykologisk behandling (Stroebe et al., 2008). Komplicerede sorgreaktioner, herunder vedvarende sorglidelse, er forbundet med en øget risiko for udvikling af psykiske lidelser, fysiske helbredsproblemer og selvmord (Latham & Prigerson, 2004). Om den efterladte udvikler et kompliceret sorgforløb afhænger af et komplekst samspil mellem risikofaktorer/sårbarheder og ressourcer hos den enkelte person, der har mistet, og i dennes omgivelser. En repræsentativ populationsbaseret undersøgelse peger på, at det, der særligt kan øge risikoen for at udvikle en kompliceret sorgreaktion hos voksne, er det at være kvinde, at miste i en sen alder, at have mistet et barn eller en partner (Kersting, Brähler, Glaesmer & Wagner, 2011).

Et nyligt publiceret landsdækkende dansk kohortestudie (Guldin et al., 2017), som undersøger risikogrupper efter tab af en nærtstående person, peger på, at risikoen for udvikling af psykiske lidelser, selvskade og selvmord er størst hos de efterladte voksne, som mister et barn eller en partner. Studiet peger desuden på, at risikoen er højst hos de yngre voksne mellem 18-39 år efter at have mistet en partner og hos de 40-49 årige efter at have mistet et barn. Tilstedeværelsen af psykiske lidelser hos personen inden tabet og pludselige/unaturlige dødsfald blev også identificeret som specifikke risikofaktorer. De nedenstående afsnit omhandler det at miste et barn og en partner i voksenlivet, da forskningen altså viser, at disse typer af tab særligt øger risikoen for komplicerede sorgreaktioner efter tab af en nærtstående i voksenlivet. Det er vigtigt at være opmærksom på disse risikogrupper, når komplicerede sorgreaktioner skal forebygges. Dog er disse grupper aldrig homogene, og det er meget individuelt og afhænger af en lang række faktorer og omstændigheder, om den enkelte efterladte udvikler en kompliceret sorgreaktion eller ej efter at have mistet i forbindelse med dødsfald.

At miste et barn
Forskning, som undersøger sorgreaktioner hos forældre, der har mistet et barn, peger på, at denne type af tab er en af de mest smertefulde begivenheder, en forælder kan blive udsat for. At miste et barn er forbundet med meget langvarige, gennemgribende og traumatiske sorgreaktioner hos de efterladte forældre. Det at miste et barn er forbundet med et højt niveau af selvbebrejdelser og selvmordstanker- og adfærd hos de efterladte forældre, når man sammenligner med andre typer af tab (f.eks. Zetumer et al., 2015; Wijngaards-de Meij et al., 2007). Forskningen peger desuden på et højt niveau af depressive symptomer hos efterladte forældre, og særligt mødrene er i risiko for deres første psykiatriske hospitalsindlæggelse. Denne risiko er stadig øget 5 år efter tabet. Samtidig er dødeligheden højere blandt forældre, der har mistet et barn, sammenlignet med forældre, der ikke har mistet et barn. Der ses blandt andet en højere forekomst af kræft og andre sygdomme, hvilket eksempelvis kan hænge sammen med ændringer i sundhedsrelateret adfærd hos forældrene efter tabet (Rogers et al., 2008). At risikoen for traumatiske og komplicerede sorgreaktioner er særligt høj i forbindelse med denne type af tab kan bl.a. hænge sammen med, at det at miste et barn i høj grad udfordrer forældrenes evne til at finde en mening med tabet og livet bagefter. Tabet kan ryste de basale eksistentielle antagelser, som forældrene har, og en grundlæggende opfattelse af, at verden er et trygt, retfærdigt og forudsigeligt sted at være. De efterladte forældres sorgproces kan ligeledes kompliceres af, at de føler stor skyld over, at de ikke var i stand til at beskytte deres barn. At miste et barn går på alle måder imod naturens orden, og tabet bryder den rækkefølge, som livsbegivenheder forventes at følge (”The child should outlive the parents”) (Rogers et al., 2008). De omsorgs- og tilknytningssystemer, som tilknytningsteoriens grundlægger John Bowlby observerede og beskrev, betragtes som stærkest i forældre-barn relationer (Ainsworth, 1989; Zetumer et al., 2015). Omsorgssystemet udgør kernekomponenten i det emotionelle bånd, som forældre har til deres barn (Ainsworth, 1989), og er bl.a. udviklet med det formål at beskytte barnet og sikre dets overlevelse. Intense følelser, som er knyttet til omsorgssystemet (Cassidy, 2000), og en stærk indre motivation for at tage sig af sit barn (Wijngaards-de Meij et al., 2007), er mulige forklaringer på den øgede risiko for og forekomsten af intens, kompliceret sorg, når forældre mister et barn.

Forskellige faktorer kan have indflydelse på, hvordan de efterladte forældres sorgproces forløber, f.eks. hvornår i barnets liv, at dødsfaldet finder sted, samt årsag, omstændigheder og konteksten for dødsfaldet (f.eks. om det skete pludseligt, var et uheld, skete efter et langvarigt sygdomsforløb, drab osv.). Selvom alle mennesker reagerer meget individuelt på det at miste, har kvalitative studier alligevel fundet frem til nogle oplevelser, som ser ud til at være relativt fælles for forældre, som mister et barn (Dias, Docherty & Brandon, 2017). Som ved andre tab, er det hårdt for de efterladte forældre at skulle konfrontere den nye og forandrede virkelighed uden deres afdøde barns tilstedeværelse. F.eks. fylder svære tanker om aldrig at skulle se det afdøde barn igen for de fleste forældre lang tid efter tabet. Mange fortæller, at de forsøger at holde sig beskæftigede med dagligdags aktiviteter for at undgå at blive konfronteret med de svære tanker og følelser relateret til tabet og deres afdøde barn. Der kan samtidig opstå en forvirring omkring ens identitet som forælder efter tabet. Kan man f.eks. stadig kalde sig forælder, når barnet ikke længere er i live i fysisk forstand, og kan man tælle det afdøde barn med, når man fortæller andre mennesker om ens børn? Derudover oplever mange forældre, at deres relationer ændrer sig efter tabet, og at der kan være stor forskel på, hvordan man reagerer og håndterer sorgen indbyrdes i familien (Dias et al., 2017). Der kan være forskel på, hvordan forældrene hver især håndterer tabet og sorgprocessen, hvilket i nogle tilfælde kan skabe konflikt og give problemer for parret ift. at skabe mening efter tabet (Dias et al., 2017; Albuquerque et al., 2016), da den ene part eksempelvis kan have svært ved at forstå den andens intense sorgreaktioner eller mangel på samme.

At miste en partner/ægtefælle

Der er stor forskel på, hvordan efterladte reagerer efter at have mistet en partner/ægtefælle i forbindelse med dødsfald. Hvordan sorgen forløber afhænger f.eks. af den efterladtes personlighed, forholdet til den afdøde partner/ægtefælle, alder, køn, kultur, social kontekst og omstændigheder omkring dødsfaldet. På trods af disse individuelle forskelle ift. sorgens forløb peger forskningen på, at sorgprocessen for mange efterladte voksne er karakteriseret ved udpræget tristhed, længsel efter afdøde, depression, en forandret identitet, ensomhed og ændringer i de sociale relationer (Stroebe et al., 2007). Det er generelt set meget stressfuldt at miste en partner i forbindelse med dødsfald, og der er bl.a. en øget risiko for mortalitet og dårligere fysisk og psykisk helbred hos den efterladte (Manor & Eisebach, 2003). Særlige udfordringer, forbundet med at miste en partner/ægtefælle, kan f.eks. være ændringer i de daglige rutiner, roller, sociale aktiviteter og finansiel støtte. Den efterladte skal måske pludselig til at tilegne sig nye evner og klare forskellige opgaver, som den afdøde partner normalt tog sig af (Stroebe & Schut, 1999). Studier, som undersøger kønsforskelle i forhold til sorgreaktioner og -forløb, peger generelt set på, at mænd har en øget risiko for at have mange symptomer særligt i den akutte del af sorgprocessen og en øget risiko for dødelighed. Dette kan bl.a. hænge sammen med ændrede vaner mht. kost, motion, søvn, alkohol og rygning (Guldin, 2016; Manor & Eisenbach, 2003; Stroebe et al., 2007). Kvinder har derimod en øget risiko for at få mere langvarige symptomer som eksempelvis depression og  vedvarende sorglidelse (Guldin, 2016; Stroebe et al., 2007). Når man kigger på aldersforskelle er der særligt en øget risiko for dødelighed hos yngre voksne, der mister en partner/ægtefælle. Derudover viser ny dansk forskning, at unge mellem 18 og 39 år er den gruppe med størst risiko for at udvikle kompliceret sorg og andre psykiske lidelser, når de mister en partner/ægtefælle (Guldin et al., 2017). Der er flere mulige forklaringer på disse fund. Yngre voksne, der mister en partner, er måske mere afhængige af den afdøde partner, fordi de har et barn sammen. Yngre voksne har ikke nødvendigvis de samme erfaringer med at miste som ældre voksne og har derfor ikke udviklet de samme evner og strategier til at håndtere sådanne følelsesmæssigt belastende begivenheder. Når yngre voksne mister, sker det måske oftere pludseligt og som følge af unaturlige årsager (f.eks. ulykker), end når ældre voksne mister en ægtefælle/partner (Guldin, 2016).

Læs mere om komplicerede sorgreaktioner:


Litteratur:

Ainsworth, M. S. (1989). Attachments beyond infancy. American psychologist, 44(4), 709-716.

Cassidy, J. (2000). The complexity of the caregiving system: A perspective from attachment theory. Psychological inquiry, 11(2), 86-91.

Dias, N., Docherty, S., & Brandon, D. (2017). Parental bereavement: Looking beyond grief. Death studies, 41(5), 318-327.

Guldin, M. B. (2016). Tab og sorg: en grundbog for professionelle. Hans Reitzels Forlag, 1. udg. 2. oplag

Guldin, M. B., Ina Siegismund Kjaersgaard, M., Fenger‐Grøn, M., Thorlund Parner, E., Li, J., Prior, A., & Vestergaard, M. (2017). Risk of suicide, deliberate self‐harm and psychiatric illness after the loss of a close relative: A nationwide cohort study. World Psychiatry, 16(2), 193-199.

Kersting, A., Brähler, E., Glaesmer, H., & Wagner, B. (2011). Prevalence of complicated grief in a representative population-based sample. Journal of affective disorders, 131(1), 339-343.

Latham, A. E., & Prigerson, H. G. (2004). Suicidality and bereavement: complicated grief as psychiatric disorder presenting greatest risk for suicidality. Suicide and Life-Threatening Behavior, 34(4), 350-362.

Manor, O., & Eisenbach, Z. (2003). Mortality after spousal loss: are there socio-demographic differences? Social science & medicine, 56(2), 405-413.

Rogers, C. H., Floyd, F. J., Seltzer, M. M., Greenberg, J., & Hong, J. (2008). Long-term effects of the death of a child on parents’ adjustment in midlife. Journal of family psychology, 22(2), 203.

Stroebe, M., Hansson, R. O., Schut, H., & Stroebe, W. (2008). Bereavement Research: Contemporary Perspectives. I: Stroebe, M. S., Hansson, R. O., Schut, H. E., Stroebe, W. E., & Van den Blink, E. I. (eds) Handbook of bereavement research and practice, advances in theory and intervention. Washington, D.C: American Psychological Association.

Stroebe, M., & Schut, H. (1999). The Dual Process Model of Coping with Bereavement: Rationale and Description. Death Studies, 23(3), 197-224

Stroebe, M., Schut, H., & Stroebe, W. (2007). Health outcomes of bereavement. The Lancet, 370(9603), 1960-1973.

Wijngaards-de Meij, L., Stroebe, M., Schut, H., Stroebe, W., van den Bout, J., van der Heijden, P. G., & Dijkstra, I. (2007b). Patterns of attachment and parents’ adjustment to the death of their child. Personality and Social Psychology Bulletin, 33(4), 537-548.

Zetumer, S., Young, I., Shear, M. K., Skritskaya, N., Lebowitz, B., Simon, N., … & Zisook, S. (2015). The impact of losing a child on the clinical presentation of complicated grief. Journal of affective disorders, 170, 15-21.