Døden er da noget vi taler om

Schyyy…ikke et ord om døden!

Læs pressemeddelelse om Mediekonkurrencen for skoler 2019 HER

Undersøgelser har vist, at døden er tabu i Danmark. De fleste af os undgår helst at tænke på, at vi skal dø, og kun få har forholdt sig til, hvad der skal ske med deres krop og ejendele, når de dør.

• 19 % har oprettet et testamente (om fordeling af formue og ejendele).
• 23 % af danskerne over 18 år har taget aktivt stilling til organdonation. 
• 3 % af alle danskere over 18 år har oprettet et livs-/behandlingstestamente. 
• 76 % af alle voksne danskerne har slet ingen planer for egen begravelse.

Mange voksne mener, at børn skal skånes for tanker om døden. Nogle forældre vælger derfor, at deres børn ikke skal med til begravelse af fx familiemedlemmer eller venner.

• Knap halvdelen af alle voksne mener ikke, man skal tale med mindre børn (under 12 år) om døden.5
• Hver fjerde voksen synes ikke, man skal tale med store børn (teenagere) om døden.

Det er svært og kan føles ubehageligt at skulle tænke på døden. Uanset om man er ung, voksen eller ældre, og uanset om man er rask eller alvorligt syg. Vi frygter døden – både fordi vi ikke ved, hvad der følger efter, fordi vi er bange for at blive skilt fra vores nærmeste, og fordi vi frygter ikke at få alle de oplevelser i livet, vi drømmer om.

Måske lever vi også i en kultur, der gør det ekstra svært for os at indse, at livet er til låns. Både hos voksne og ældre er der meget fokus på at holde sig ung i krop og sjæl så længe som muligt, og de store fremskridt indenfor medicinens verden betyder, at mange lever i håbet om, at nutidens sygdomme måske er afskaffet, når vi selv bliver ældre eller syge.
Preben Engelbrekt, direktør i Børn, Unge & Sorg

Men dødens tabu har konsekvenser. Når vi lukker øjnene for døden, så bliver det svært for os at være sammen med mennesker, der har døden inde på livet. Fx når vi møder et menneske, der selv er alvorligt syg eller gammel, som er pårørende til en syg, eller som har mistet en, de holdt af. Mange pårørende og efterladte oplever det derfor som meget ensomt at have døden inde på livet.

• 6 ud af 10 efterladte har oplevet at blive undgået af mennesker i deres omgangskreds på grund af berøringsangst.
• 8 ud af 10 efterladte savner, at nogen taler med dem om den person, de har mistet.

Dødens tabu kan også betyde, at vi ikke får gjort og sagt vigtige ting. Måske fik vi ikke tilbragt den nødvendige tid sammen med et sygt eller ældre familiemedlem, inden det var for sent. Måske fik vi slet ikke sagt farvel. Måske skiltes vi i konflikt, fordi vi troede, der var masser af tid. Alt sammen noget, der kan være kilde til fortrydelse og store problemer for efterladte i mange år efter dødsfaldet.

Det kan også medføre svære beslutninger for de pårørende og efterladte – og nogle gange ubehagelige konflikter – hvis den syge eller døde ikke i tide har forholdt sig til en række spørgsmål. Fx til genoplivning og behandling i slutfasen af sin sygdom, til sin begravelse eller til sit testamente. Det kan være svært for de pårørende at træffe beslutningerne, eller de kan være uenige. Fx kan pårørende være uenige om, hvornår behandling af et terminalt sygt familiemedlem skal stoppe, eller hvem der stod tættest på afdøde i forhold til at arve penge eller ting af værdi.

Dødens tabu betyder, at vi alle risikerer at udskyde vigtige beslutninger og handlinger i vores liv, fordi vi tror, der er masser af tid. Paradoksalt nok kan frygten for døden og håbet om, at vi i fremtiden lever
endnu længere, være grunden til, at vi udskyder og måske aldrig får gjort de ting, vi lever for.