Læs mere: Døden i verden

Vi lever længere

I Danmark har levealderen ændret sig over tid. Den gennemsnitlige levealder er nu 79 år for mænd og 83 år for kvinder. Gennem de sidste 20 år er antallet af danskere, der hvert år kan fejre 100-års fødselsdag, mere end fordoblet fra knap 500 i 1998 til 1.100 i 2018.

For bare 50 år siden var livet noget kortere. Mænd blev i gennemsnit 70 år, mens kvinder blev 75 år. Og kigger vi rigtig langt tilbage til fx Vikingetiden, så blev man sjældent mere end 35-40 år.

Levealderen i Danmark forventes at fortsætte sin stigning i fremtiden. Faktisk kan mere end halvdelen af de børn, som fødes i disse år, forvente at blive 105 år gamle, hvis udviklingen fortsætter. Bedre forebyggelse og behandling af sygdomme, sundere livsstil og stigende velstand er de vigtigste årsager til, at vi i dag lever længere.

Middellevetiden varierer meget fra land til land. Den højeste middellevetid finder vi i Japan, hvor den
gennemsnitlige levetid er næsten 84 år, og den laveste i Sierra Leone i Afrika, hvor middellevetiden er 50 år. For Afrika som helhed er middellevetiden ca. 60 år. Men også i Afrika er der en positiv udvikling, og levetiden er steget med over ni år alene siden år 2000.

Men døden er kommet for at blive

I Danmark dør omkring 55.000 personer om året. Antallet af årlige dødsfald vil stige med over 20% over de næste 20 år på grund af den demografiske udvikling, der betyder, at vi har meget store årgange af ældre danskere. Langt de fleste, der dør, er ældre eller gamle mennesker. Men der sker dødsfald i alle aldersgrupper.

Mere end halvdelen af danskerne ønsker at dø i hjemlige, trygge omgivelser, viser undersøgelser. Igennem de sidste 10 år er andelen af personer, der dør på et sygehus, faldet fra 49 % til 43 %, og andelen af personer, der dør i eget hjem, er steget fra 21 % til 26 %. Derudover dør en stor gruppe på plejehjem og en lille gruppe på hospice. De yngre dør oftere end de ældre på hospitalerne, mens de ældre i højere grad end de yngre dør i eget hjem eller på plejehjem.

Det er ofte nemmere at tale om, at døden nærmer sig, stoppe behandlingen og sende patienten hjem eller på hospice, når det drejer sig om gamle mennesker, hvorimod det kan være sværere at opgive håbet og behandlingen, når det drejer sig om yngre mennesker.
Preben Engelbrekt, direktør i Børn, Unge & Sorg

Døden skal have en årsag

I Danmark er kræft den mest almindelige dødsårsag. 3 ud af 10 dødsfald i Danmark skyldes kræft.15 Derefter følger hjertesygdomme og på tredjepladsen sygdomme i åndedrætsorganerne (lunger og luftveje).

I nyhederne hører vi tit om de dødsfald, der sker i forbindelse med ulykker eller vold. Ofte får de dramatiske dødsfald langt mere medieomtale end de dødsfald, der skyldes sygdom, selv om langt de fleste dør af sygdom. Ud af de 55.000 årlige dødsfald skyldes ca. 175 trafikulykker, og 75 dør i drukne– og brandulykker. Derudover dør knap 600 på grund af selvmord, og der begås omkring 60 drab om året.

På verdensplan ser billedet noget anderledes ud. Her er en af de helt store dræbere smitsomme sygdomme, fx tuberkulose, kolera, malaria, lungebetændelse og gul feber. Mange smitsomme sygdomme trives bedst i fattige lande med dårlige sundhedssystemer og dårlige sanitære forhold, der fx giver beskidt drikkevand.

Men også i Danmark har vi tidligere kæmpet med smitsomme sygdomme, som har været skyld i nogle af de største og værste sygdomsudbrud gennem tiden. For 700 år siden slog pesten op mod 40 % af befolkningen ihjel i mange europæiske lande og ramte også Danmark hårdt. Og i år 1900 skyldtes hvert tredje dødsfald i aldersgruppen 15-60 år tuberkulose. Flere af de smitsomme sygdomme er nu helt udryddet, fx kopper, men andre er stadig meget udbredte i andre dele af verden. Og nye kommer til.

Færre dør i krig og konflikt

Krig og konflikt er en anden årsag til, at antallet af dødsfald kan komme i bølger.

I 1800-tallet mistede mange millioner livet i Napoleonskrigene, Den amerikanske borgerkrig og to voldsomme krige i Sydamerika og i Kina. Men det var 1900-tallets krige, der var værst for Europa. I Anden Verdenskrig døde 50-80 mio. mennesker.

Selv om den grusomme borgerkrig i Syrien har kostet næsten en halv million menneskeliv, så kan nutidens opgørelser over tab af liv i krige og konflikter ikke måle sig med tidligere tiders bloddryppende epoker. Vi lever i den fredeligste periode i menneskehedens historie.

I 2016 døde 102.000 personer som en direkte konsekvens af konflikter og krige i verden. I 2015 var tallet 119.000 og året før 131.000.

Går vi tilbage til middelalderen eller urtiden, så var de langt mere voldelige og bestialske end i dag.
Arkæologiske fund fortæller en drabelig historie om livet i urtidens jæger-samler-kultur, hvor op mod en tredjedel af menneskene omkom ved vold.

Siden mennesket for 10.000 år siden opfandt landbruget og begyndte at organisere sig i fastboende samfund, har udbredelsen af vold i verden været jævnt faldende. Omfanget af slaveri, krig, konflikt, tortur og folkemord er faldet meget gennem historien og særligt markant fra 1500-tallet og frem til 1700-tallet. Accepten af vold mod børn, kvinder, homoseksuelle, underordnede eller specifikke racer er ligeledes faldet drastisk – ikke kun siden renæssancen, men også igennem de seneste 100 år.

Hvem må slå ihjel?

Det er ikke alle drab, der er ulovlige eller sker i krig. På verdensplan er der i dag 23 lande, hvor man lovligt kan straffes med døden. Antallet af mennesker, der henrettes ved dødsstraf, er imidlertid stærkt faldende. Ifølge Amnesty International skete der i 2018 under 700 henrettelser. Tallene medregner ikke de formodede tusindvis af dødsdomme og henrettelser, der sker i Kina, hvor tallene er hemmelige. Blot fem lande; Kina, Iran, Saudi-Arabien, Vietnam og Irak – vurderes af Amnesty International at stå bag 80 procent af alle henrettelser. I USA blev 25 personer henrettet i 2018.  Danmark afskaffede dødsstraf i 1930. På det tidspunkt var der gået næsten 40 år siden den seneste henrettelse.

Nogle gange ønsker mennesker selv at dø. Fx kan alvorlig fysisk eller psykisk sygdom og en manglende udsigt til, at livet bliver bedre, gøre livet så ubærligt, at man ikke har lyst til at leve. 600 danskere begår hvert år selvmord. Flere ældre end yngre og flere mænd end kvinder.

I nogle tilfælde kan man være så svækket, at man ikke selv kan tage sit liv, eller måske ønsker man hjælp til at dø. Aktiv dødshjælp er ulovlig i Danmark, men lovlig i fx Holland og Belgien. Der er mange meninger om aktiv dødshjælp, og mange i Danmark går ind for at lovliggøre både aktiv dødshjælp (hvor man får hjælp til at indtage dødbringende medicin) og assisteret selvmord (hvor man får hjælp til at skaffe den rette medicin, men selv indtager den).

Men hvad hvis man som læge ikke aktivt hjælper med dødbringende medicin – men alene undlader at give den behandling, der kan holde en patient i live? Denne hjælp kaldes for ’passiv dødshjælp’ og er ikke ulovlig i Danmark. Passiv dødshjælp må dog kun ske, når patienten i forvejen er døende, og hvis patienten selv har ønsket det.

Den sidste rejse

Nu om dage er langt de fleste danskere overbeviste om, at de bliver til muld eller aske, når de dør. Der er dog også en del, der tror på, at de efter døden forenes med deres gud, at de genfødes til et andet liv (reinkarnation), eller at de genforenes med afdøde slægtninge.

Begravelsen er nødvendig, fordi man af helt praktiske årsager har brug for at skille sig af med de dødes lig. Men måden, man begraver på, afspejler også, hvad man tænker om døden og det, der sker efter døden. Derfor varierer dødsritualer og begravelsestraditioner mellem lande, mellem religioner og over tid.

I gamle dage blev alle døde begravet i jorden i Danmark. Siden oldtiden har man haft begravelsespladser på særlige områder i nærheden af beboelse. Da kristendommen kom til Danmark i 900-tallet, blev gravpladserne samlet omkring kirkerne. De rige kunne blive begravet inde i kirken og de fattige på kirkegården udenfor.

I dag er det kun 2 ud af 10 døde, der bliver jordbegravet. Langt de fleste bliver brændt og asken puttet
i en urne. Ligbrænding blev gjort lovlig for 125 år siden, bl.a. på grund af frygten for kolerasmitte fra de døde. I dag vælger mange at blive brændt af hensyn til de pårørende, der så ikke skal holde et gravsted ved lige efterfølgende.

De fleste i Danmark begraves efter folkekirkens traditioner, og 75 % er medlem af folkekirken. Men flere og flere – nu mere end 15 % – begraves borgerligt, dvs. uden kirke og præst. Der er ingen lovkrav til, hvordan eller hvor en borgerlig begravelse skal foregå. Den kan foregå i et kapel, som ofte ligger ved et krematorium, en kirkegård, et hospital eller et plejehjem, men den kan også holdes i afdødes eget hjem, have eller i et forsamlingshus. Der bliver typisk holdt taler og valgt musik eller sange med tanke på den, der skal siges farvel til. Nogle læser digte op og viser billeder af afdøde. Andre vælger at holde en højtidelighed med åben kiste. Ceremonien planlægges ud fra de afdødes eller de pårørendes egne ønsker. Selv om ceremonien er borgerlig og afholdes uden kirke og
præst, så kan man godt blive begravet på kirkegården.

Kristendom

I den danske (protestantiske) folkekirke har døende og deres pårørende mulighed for at tale med en præst i den sidste tid. Når døden indtræffer, tænder man måske et lys, beder en bøn eller synger en salme. Uanset om afdøde skal brændes eller begraves, lægges afdøde i en kiste. Ofte i tøj, der fortæller noget om personen. Nogle får personlige ting med sig i kisten, fx et brev eller en tegning. Alle medlemmer af folkekirken har ret til en begravelsesceremoni med en præst. Kisten med afdøde står i kirken under ceremonien og er normalt lukket.

De efterladte har mulighed for at vælge salmer, sange og bønner, hvis ikke den afdøde selv har bestemt dem på forhånd. Der lægges blomster foran og ovenpå kisten, som senere kommer ud på gravstedet. Skal afdøde brændes, kommer asken efterfølgende i en urne, som de fleste vælger at få sat ned i jorden på en kirkegård. Man kan også sætte urnen i en urnemur, hvis man ikke vil begraves i ’indviet’ (religiøs) jord. Man kan også vælge at få sin aske spredt, fx over havet. I Danmark er det ikke tilladt at tage asken/urnen med hjem.

Buddhisme

I buddhismen er ’genfødsel’ et centralt begreb. Tanken er, at sjælen genfødes i en ny krop, og at ens handlinger i ét liv har betydning for det næste. En god genfødsel er afhængig bl.a. af en god dødsproces. De pårørende forsøger derfor at hjælpe den døende til at have positive, fredelige tanker, inden han eller hun dør. Efter dødsfaldet bedes der bønner og tændes lys for den døde i de 49 dage, det tager fra død til genfødsel. Sørgeperioden på 49 dage er også en ønskeperiode, hvor man ønsker afdøde en god genfødsel. Den fysiske begravelse foregår typisk 2-3 dage efter dødsfaldet. For buddhister er der fire forskellige begravelsestyper: Ildbegravelse, hvor afdøde bliver brændt, er den mest udbredte, men der findes også vandbegravelse (afdøde skæres i stykker og kastes i en flod), luftbegravelse (afdøde skæres i stykker og kastes for vilde dyr) og jordbegravelse i kiste.

Hinduisme

Hinduer tror også på genfødsel. Når døden nærmer sig, lægges den døende med ansigtet mod øst. Hvis muligt dryppes der helligt vand fra floden Ganges i munden på den døende. Når døden er indtruffet, bliver afdøde vasket og klædt i hvidt tøj (rødt for gifte kvinder). Afhængig af om det er en mand eller kvinde, der er død, er det den ældste eller yngste søn, der står for begravelsesceremonien, hvor de efterladte hjælper sjælen videre til næste liv. Der hældes også vand på afdøde. Afdøde bliver ofte brændt og asken efterfølgende spredt over en hellig flod. Hinduerne tror på, at livet starter i livmodervand og slutter i vand i en evig cirkel. De efterfølgende dage er der mindesammenkomster, og den afsluttende ceremoni bliver holdt den 13. dag efter døden, hvor sjælen vil være kommet til sit næste sted.

Islam

Muslimer tror på, at de døde på dommedag vil genopstå og blive dømt i forhold til deres gerninger – og det bliver afgjort, om man kommer i paradis eller helvede. Er man døende, læser de nærmeste op fra Koranen og fremsiger trosbekendelsen i øret på den døende, så den døende husker den. Efter døden læses der op af Koranen, og der afsiges en bøn. Afdøde vaskes (rituel renselse), og som hovedregel er det kvinder, der vasker kvinder – og mænd, der vasker mænd. Derefter bliver afdøde klædt i hvidt og begravet uden kiste inden for 24 timer. En imam leder begravelsen, og afdøde begraves med ansigtet mod Mekka. Kvinder deltager traditionelt ikke i begravelsen. Muslimer gør ikke brug af ligbrænding. I tre dage efter begravelsen afholdes en sørgeperiode, hvor venner og familie kan besøge de efterladte for at vise medfølelse. Muslimer fjerner traditionelt ikke et gravsted pga. et ønske om evig gravfred.