Læs mere: Jeg glemmer dig aldrig!

Når børn og unge mister

Årligt dør mellem omkring 55.000 mennesker i Danmark. I gennemsnit efterlades fire mennesker i sorg for hvert dødsfald. Hvert år oplever mere end 200.000 at komme i sorg.

Langt de fleste, der dør, er ældre mennesker. Når børn og unge første gang oplever et dødsfald i familien, vil det typisk handle om en olde- eller bedsteforælder. Det opleves ofte som et stort tab for børn og unge, der er tæt knyttede til deres bedsteforældre.

Et dødsfald blandt bedsteforældre eller andre familiemedlemmer – også i de tilfælde, hvor kontakten ikke er helt så tæt – kan sætte tanker i gang om døden hos mange børn og unge.

En mindre gruppe børn og unge oplever desværre meget tidligt i livet et dødsfald, der får voldsomme og langsigtede konsekvenser for dem. 23.000 børn og unge (0-19 år) i Danmark har mistet en far, mor, søster eller bror.

Hvad er sorg?

Der kan være stor forskel på, hvordan børn og unge reagerer, når en nærtstående dør. Det skyldes både, at sorg er meget individuel, men også at børns forståelse af døden afhænger af deres alder.

Børn under 10 år forstår ikke begrebet ’død’ og har svært ved at forstå de langsigtede konsekvenser. De kan derfor tænke og tale meget direkte og konkret om den døde og fx spørge, hvordan det er at være død, eller hvor man så skal holde jul. Større børns sorg kan minde mere om voksnes. En del børn og unge i puberteten og teenagealderen er dog rigtig bange for at mærke store følelser, ligesom de kan være bange for at være anderledes end kammeraterne. De unge efterladte ’holder’ derfor ofte på deres følelser og forsøger at undgå dem.

Mange efterladte har stærke reaktioner efter dødsfaldet. De længes efter personen, der er død, og kan have svært ved at forstå og acceptere, at han/hun er død. Den efterladte kan føle, at livet er meningsløst og uretfærdigt.

Tidligere mente man, at de efterladte skulle ’igennem’ sorgens forskellige faser for til sidst at komme ud på ’den anden side’. I dag ser man sorgen helt anderledes. Nemlig som en proces, hvor man svinger frem og tilbage mellem forskellige perioder. I en periode kan man tænke meget på den, man har mistet og mærke sorgens følelser intenst, og i andre perioder kan man kigge frem og prøve at forholde sig til en ny hverdag, virkelighed og fremtid.

For de fleste efterladte vil perioderne, hvor tabet og fortiden dominerer, fylde mest i starten. Med tiden vil perioderne, hvor man forholder sig til en ny hverdag og fremtid, fylde mere og mere. Har man mistet en nærtstående, så vil følelserne af savn og tab dog med mellemrum vende tilbage i mange år. Ofte resten af livet.

Sorgen kan blive for tung

Langt de fleste efterladte – også børn og unge – oplever en ’naturlig’ sorgproces. En proces, der er smertefuld, men som er mulig at håndtere med støtte fra familie, venner og andet netværk. Det kan lyde brutalt at sige ’naturlig sorg’ om det at skulle lære at leve med et så omsiggribende tab. Men det er netop naturligt, at sorgen er voldsom og livsomvæltende for de efterladte. For langt de fleste efterladte vil sorgen ikke på sigt forhindre dem i at få et velfungerende liv med venner, familie, uddannelse og arbejde.

For nogle efterladte går det dog anderledes. 1 ud af 10, der mister en nærtstående, udvikler svære, behandlingskrævende sorgreaktioner. Nogle sidder helt fast i tabet og savnet og fungerer slet ikke i hverdagen. Andre reagerer omvendt med helt at ignorere og fortrænge tabet og den døde. Begge grupper kan få brug for professionel hjælp, selv om de, der fortrænger tabet, umiddelbart kan se ud
til at være velfungerende og måske først senere i livet får problemer, der kan være meget alvorlige.

Forskellige forhold øger risikoen for, at man får brug for hjælp til sorgen. Jo stærkere tilknytningen til afdøde er, jo større konsekvenser får tabet typisk. Men det er ikke sådan at dem, der har elsket højest, er dem, der får det sværest. Hvis den efterladte i forvejen er sårbar, ikke har et stærkt netværk, har været meget afhængig af afdøde, eller hvis relationen har været belastet af fx langvarig sygdom eller misbrug forud for dødsfaldet, så kan sorgen blive meget kompliceret og true med helt at ødelægge livet for den efterladte.

Med den rette støtte og hjælp er det heldigvis muligt for de fleste efterladte at finde en måde at leve med deres tab, selv om det værst tænkelige er sket.

En mur af tavshed

Mange efterladte siger, at det sværeste, de har oplevet, er at miste. De siger også, at det næstsværeste er den mur af tavshed, de har mødt fra deres omgivelser efter tabet. Opmærksomheden er ofte stor i tiden lige efter dødsfaldet og omkring begravelsen. Familiemedlemmer, venner og bekendte spørger måske, om der er noget, de kan gøre. De siger måske, at man bare kan ringe eller sige til, hvis man gerne vil snakke.

Desværre oplever mange efterladte, at opmærksomheden og interessen hurtigt forsvinder igen. Ikke af ond vilje, men måske fordi dødens tabu igen spænder ben. Og fordi det kan være svært at sætte sig ind i, hvad sorg gør ved mennesker, hvis man ikke selv har prøvet det. I tiden lige efter et dødsfald kan den efterladte være meget chokeret og har måske endnu ikke helt forstået eller accepteret dødsfaldet. Samtidig kan der i tiden lige efter dødsfaldet være meget travl med praktiske opgaver og beslutninger. For nogle efterladte går der et stykke tid, før sorgens følelser for alvor slår igennem. Og her er der mange efterladte, som oplever at stå alene. Det er selvfølgelig ikke forkert at vise den efterladte opmærksomhed lige efter dødsfaldet, men det er mindst lige så vigtigt at vise interesse og nysgerrighed overfor tabet efter både måneder og år.

Sådan støtter du en ven i sorg!

Lad aldrig som ingenting

Det kan være svært at tale om sorgens følelser. Både for den, der skal lytte, og for den, der skal fortælle. Det kræver mod af den efterladte og det kræver, at den, der lytter, sænker forventningerne til sig selv. Det er ikke meningen, at man som kusine, lærer, klassekammerat, fodboldtræner eller nabo skal kunne forstå eller fjerne den efterladtes problem og følelser. Det handler om at vise, at man er klar over, hvad der er sket, og at man forstår, at det er svært. Det vigtigste er ikke at lade som ingenting!

Husk, at sorg ikke kun handler om svære og tunge følelser. Venner og netværk kan hjælpe efterladte med noget meget vigtigt; nemlig at huske! De fleste efterladte frygter at glemme den døde. De har brug for at huske den dødes udseende, stemme, personlighed og egenskaber – og de har brug for at huske deres fælles liv. Derfor kan det være vigtigt for efterladte indimellem at lytte til sin fars yndlingsmusik eller fortælle hans dårlige vittigheder, spise sin storesøsters livret, gå den tur ved vandet, man altid gik med sin mor, eller noget helt andet, der holder forbindelsen til den døde i live. Måske husker den efterladtes venner selv en historie eller oplevelse med afdøde, som de kan (gen)fortælle.
Preben Engelbrekt, direktør i Børn, Unge & Sorg.

En familie i sorg mangler tit energi til at gøre det, de plejer at gøre. Nogle gange kan praktisk hjælp derfor være det helt rigtige. Et tilbud om at lufte hunden, slå græsset eller give børnene et lift til fodboldtræning kan være en stor hjælp. Eller at komme forbi med en pose friskbagte boller eller frikadeller til fryseren. Det kan være guld værd.

Sorgens kultur

Sorg handler ikke kun om følelser. Sorg handler også om kultur. Nogle af sorgens følelser er selvfølgelig meget universelle og går på tværs af tid og sted. Men måden, sorgen kommer til udtryk på, og den plads, sorgen får i familierne og i samfundet, har meget at gøre med den kultur og den tid, man lever i.

Så hvordan er det at være efterladt i Danmark i dag? Det er svært at sige, om det er lettere eller sværere at være efterladt i Danmark end i andre lande eller i forhold til tidligere tider. Men det er anderledes.

I gamle dage blev man betragtet som ’stærk’ og som en, der ’tog det flot’, hvis man ikke viste følelser og ’kom hurtig videre’ efter et tab. I dag taler vi om, at man viser styrke, hvis man tør mærke og fortælle om sine følelser. Noget i vores kultur har ændret sig, så det er mere legitimt at tale om følelser, selv om det måske ikke er alle, man har lyst til at vise følelser overfor, og selv om vi kan blive forlegne eller usikre, når vi møder mennesker, der viser stærke følelser.

Omvendt er der også ting, der trækker i den anden retning. Nemlig at vi lever i en kultur, hvor dødens tabu er større end nogensinde. På grund af sundere livsstil, bedre forebyggelse af sygdomme, nye vaccinationer, medicin og andre behandlingsformer lever vi længere og længere i Danmark. Vi er blevet bedre til at udskyde døden. Fordi vi hele tiden bliver dygtigere til at behandle sygdomme, så er det, som om døden kommer mere og mere bag på os. Som om den ikke længere er en naturlig del af livet, men mere forklares med fejl i sundhedsvæsenet.

Danmark er et veludviklet, velhavende og højteknologisk vidensamfund, hvor vi er vant til at kunne fikse, fjerne og løse de problemer, vi møder. Vi glemmer, at døden er kommet for at blive. Selv om vi finder vacciner og ny medicin, der udrydder kendte sygdomme, så skal døden under alle omstændigheder have en årsag. Før eller senere.

Som moderne mennesker i den vestlige verden, hvor fx spiritualitet og religion spiller en mindre rolle, er der mange, som har det svært med den magtesløshed, vi kan opleve i mødet med døden, hvor vi intet kan stille op. Men døden er et menneskeligt vilkår, og det kan være en god idé at øve sig i at sige ’når jeg dør …’ og ikke ’hvis jeg dør …’. Før vi bliver bedre til det, vil vi have svært ved at rumme sorgens følelser hos andre mennesker. Frygten for at se vores egen dødelighed i øjnene, gør sorgen til en ensom affære for de efterladte.
Preben Engelbrekt, direktør i Børn, Unge & Sorg