Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

Når sygdom rammer

I filmen fortæller Børn, Unge & Sorgs psykologer om, hvad der sker i familien, når alvorlig sygdom rammer, om børns reaktioner, og hvordan man kan gribe det an.

Hvor meget skal børnene vide…?

Når sygdom rammer og man får en alvorlig diagnose, sker der ændringer i familien, og man kan reagere meget forskelligt. Det er almindeligt at blive chokeret, vred og ked af det. Nogle føler sig handlingslammede, mens andre går i gang med at foretage sig en masse. Når man som voksen har sundet sig lidt, bliver det næste, hvordan man skal fortælle det til sine børn.

Mange voksne er i tvivl om, hvordan man skal tale med børn om alvorlig sygdom. Hvor meget skal man fortælle dem om sygdommen? Hvor ærlig skal man være? Hvornår skal man fortælle dem det? Og hvordan taler man overhovedet om noget så svært?

Som forælder vil man gerne beskytte sine børn mod truende omstændigheder og mod de bekymringer, som alvorlig sygdom fører med sig. Det kan derfor være meget svært at skulle fortælle, at far eller mor (eller en søskende) er blevet alvorligt syg. Og at han eller hun måske kan dø af sygdommen. Men det er vigtigt at huske på, at børn registrerer meget. De lægger mærke til forandringerne i familien og fornemmer, at noget er ændret. De ved ofte hurtigt, at der er noget galt. Det bedste er derfor at tale med dem om det, der sker.

Børn trives bedst med at blive informeret

Vores erfaring i Børn, Unge & Sorg er, at børn bliver de utrygge og forvirrede, når de kan mærke, at noget er galt. Børn, der ikke informeres om, hvad der er sket, overlades til deres fantasi – og fantasien er grænseløs. Børn trives derfor bedst med at blive informeret, så de så vidt muligt kan forstå, hvad der sker omkring dem.

Når man selv er åben og informerer om, at far eller mor eller en søskende er blevet alvorligt syg, indbyder man samtidig til, at børnene må fortælle om deres tanker og stille de spørgsmål, de måtte gå med.

Det kan være hårdt og svært, men det er vigtigt at være så åben som muligt og tale om det, så børnene ikke bliver ladt alene med deres tanker og følelser.

Fortæl om diagnosen og den behandling, forælderen skal have, og om eventuelle forandringer ved den syge forælder – symptomer og bivirkninger – som fx træthed og hårtab. Fortæl hvad der skal ske i den nærmeste fremtid, og hvilke konsekvenser sygdommen vil få for hverdagen. Fx om forælderen skal indlægges og hvor længe, at man kan besøge på hospitalet, hvem der skal hente og bringe børnene til skole, fritidsinteresser m.m.  

Vær åben og imødekommende

At informere børn om alvorlig sygdom kræver mod og åbenhed. Det er vigtigt at slippe tankerne om, hvad der er den rigtige måde at gøre det på. Vi er alle forskellige, og man skal gøre det på den måde, man har det bedst med.

Det kan være en god ide at samle børnene og give dem en samlet besked, så alle ved, hvad hinanden har hørt. Der kan dog være forskel på, hvilken information de kan forstå og kapere afhængigt af alderen. Man kommer derfor til at tale lidt forskelligt med sine børn om det efterfølgende.

Det kan også nogle gange være en god idé at lave noget helt andet imens – fx fortælle om det, mens man går en tur, tegner eller bager sammen med dem. Det kan gøre det mere afslappet og nemmere at tale om det svære, end hvis man sætter sig på en stol over for barnet og dermed konfronterer ham eller hende direkte. Hvis man laver noget andet imens, giver man barnet mulighed for at kunne kigge væk eller ‘gemme sig lidt’.

Nogle forældre vælger, at de ikke vil fortælle sandheden. Men igen; vær opmærksom på, at børn registrerer rigtig meget, og at de kan blive kede af det, hvis de ad omveje hører om sygdommen. Hvis barnet oplever, at der er ting, du ikke fortæller om sygdommen, kan det skabe utryghed i forhold til, om de kan regne med andre ting, du siger. For nogle børn og unge kan det også betyde, at de kan føle, at de ikke er vigtige nok til at få det samme at vide som de voksne.

Børn reagerer forskelligt

Vær forberedt på, at børn og unge reagerer meget forskelligt på en alvorlig besked. Det er ikke unormalt, at især mindre børn lige efter spørger om, hvad de skal have til aftensmad eller om de må spille computer. De vender ofte tilbage igen med spørgsmål, når de har fordøjet informationen – og så er opgaven at være åben og parat til at svare, så godt du kan.

Andre bliver vrede, putter sig, løber væk eller reagerer slet ikke. Det er en god idé at give plads til og vise forståelse for de forskellige reaktioner. Og at give mulighed for, at børnene kan vende tilbage til emnet mange gange, og måske bliver det kun kort tid ad gangen.

De lidt større børn og unge forstår i højere grad alvoren og de lidt mere langsigtede konsekvenser. ”Verden er pludselig blevet et usikkert sted at leve i”. Nogle bliver stille og har behov for at fordøje informationerne – andre bliver kede af det. Nogle børn og unge bliver meget tapre og prøver at vise hensyn til forældrene ved ikke at vise, når de selv er kede af det. Det kan hjælpe at få at vide, at man kan få mange slags tanker og følelser i den situation, og at forældrene stadig er forældre og gerne vil høre om børnenes tanker.

Skyldfølelse

Nogle børn kan få den tanke, at det er deres skyld, at forælderen er blevet syg. Lyt og spørg ind til barnets tanker og forklar. at børn nemt kan få den følelse. og at man kan ønske, at der var noget man kunne have gjort, så forælderen ikke var blevet syg, men at det ikke er deres skyld.

Hvis barnet eller den unge bliver ved med at være plaget af skyldfølelse eller selvbebrejdelser, kan man søge professionel hjælp til det.

“Dør du så?”

Vær forberedt på, at spørgsmålet “Dør du?” måske kommer. Selv om det kan være svært at svare på, både fordi det er det, du måske selv er mest bange for, og fordi du ikke kan svare på det lige ved diagnosen, er det vigtigt, ikke at komme til at love noget, man ikke kan holde. Det er vigtigt for børnene at vide, at de kan stole på forældrene. Hvis børnene spørger, om man dør af sin sygdom, er det derfor godt at være så ærlig som muligt.

Dine svar vil naturligvis afhænge af, hvilken sygdom du lider af og prognosen. Er det en sygdom, man kan dø af, kan man fortælle, at det er en sygdom, som man kan risikere at dø af, men at lægerne gør, hvad de kan, for at gøre dig rask. Ved du, at du dør af sygdommen, kan man svare “ja, jeg dør af sygdommen, men det er ikke nu, måske er der flere år tilbage”.

Nogle får besked om, at sygdommen er uhelbredelig, men at man forventer, at man kan leve længe med sygdommen. I så fald kan man sige til børnene, at man vil fortælle dem, hvis der sker vigtige ændringer med sygdommen. På den måde kan man hjælpe børnene med at undgå, at de går i mange år og er bange for, at deres mor eller far dør.

Børn kan være bekymrede for, at deres forælder dør lige pludselig, fx mens de er i skole. Hvis det ikke er en reel risiko, kan det hjælpe at fortælle dem, at man forventer, at man vil vide det nogen tid i forvejen, og at man nok skal fortælle børnene, hvis man tænker det.

Er man døende, bør man orientere børnene. Hvis man ikke gør det, kan de opleve det som et tillidsbrud. At tale om den forestående død kan hjælpe børnene med at forberede sig på det og kan hjælpe familien med at prioritere at få gode stunder sammen.

FEEDBACK

Vi vil være meget taknemmelige for at høre om dit udbytte af film og informationer til forældre ved sygdom i familien. Følg linket herunder for at besvare de i alt syv spørgsmål.

Gå til spørgeskemaet