Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

Begravelse i en usædvanlig tid

Begravelse i en usædvanlig tid

Over de næste måneder vil der ske flere tusinde dødsfald. Hver måned dør omkring 4500-5000 danskere. Uanset årsagen til dødsfaldet, vil alle begravelser i de kommende uger, måske måneder, foregå på helt særlige betingelser. Betingelser, der får stor betydning for de efterladte.

Vi har lavet en guide med gode råd til dig, der har mistet – eller som kender en, der har mistet!

AT SIGE FARVEL PÅ AFSTAND

Uanset årsagen til dødsfaldet, betyder smitterisikoen og behovet for fysisk afstand, at afskeden og begravelsen/bisættelsen foregår anderledes end normalt.

  • Kontakt den bedemand, du ønsker skal varetage begravelsen eller bisættelsen. Bedemanden har up-to-date information om, hvordan proceduren kan foretages i denne særlige Covid-19 periode. Bedemanden kan guide og støtte dig i de beslutninger, der skal tages.
  • Stil alle de spørgsmål du har brug for at stille!
  • Informér alle relevante personer om dødsfaldet. Indryk en dødsannonce som normalt, dog uden oplysninger om tid og sted for begravelse eller bisættelse.
  • Begravelser i denne tid er alene for de få, allernærmeste familiemedlemmer. Men du har stadig mulighed for at vælge de salmer eller digte, der skal synges eller læses op under ceremonien.
  • Husk på, at dine omgivelser vil have stor forståelse for, at det er meget svært at sige farvel til et kært familiemedlem i denne tid. Familien og netværket vil respektere, at afskeden bliver meget anderledes end normalt.
INVOLVÉR EN STØRRE KREDS I AFSKEDEN

Selv om det ikke er muligt for særlig mange at deltage i begravelsen, kan du gøre det sidste farvel smukt og personligt. Og du kan overveje andre veje til at involvere en større kreds både i afskeden – og i dit liv i tiden efter.

  • Havde afdøde et godt netværk i sit/jeres lokalområde/nabolag, så arrangér at rustvognen kører forbi afdødes bolig og aftal med naboer og venner, at de kan stå langs ruten. Få eventuelt hjælp fra en af naboerne til at arrangere det.
  • Spørg i familien, vennekredsen og netværket om de vil sende dig/jer et brev med minder og historier om oplevelser sammen med afdøde.
  • Send en opfordring til børn i familien og andre børn, der kendte afdøde, om at lave en tegning til afdøde.
  • Tal om den, I har mistet. Både i den tætte familie, som du ses med, men også med familie og venner, som du kun kan kontakte over nettet eller telefonen.
  • Forsøg at holde kontakt med familie og venner og vær åben over for dem, der vil i kontakt med dig. Men vær opmærksom på, hvor meget kontakt du kan holde til!
  • Selv om det virker uoverskueligt, så undersøg, hvordan du kan bruge teknologi til at være i tættere kontakt med dem, der kan støtte dig. Kan du ikke selv overskue at sætte dig ind i fx Google hangouts, WhatsApp, Zoom etc, så få nogen til at hjælpe dig.
  • Lav eventuelt en online kondolence-bog, hvor alle – nær som fjern – kan skrive et hilsen eller besked.
  • Tænk over om du vil og kan arrangere en minde-event på et senere tidspunkt. Gå i gang med planlægningen, når der igen er energi til det.
KENDER DU EN, DER HAR MISTET?

Du kan gøre en forskel for den, der har mistet, selv om du ikke deltager i begravelsen eller har mulighed for at være tæt på den efterladte i hverdagen.

  • Du kan være den, der organiserer, at venner og naboer hjælper den efterladte med praktiske gøremål i tiden efter tabet. For eksempel, at man på skift bringer mad til den efterladte, eller sørger for at der bliver gået tur med hunden og slået græs.
  • Skriv online hilsner og beskeder og bidrag til, at så mange som muligt i efterladtes netværk bidrager online.
  • Skriv et brev til den efterladte.
  • Hold kontakten via telefon, sms eller breve – ikke kun lige efter dødsfaldet. Men også i ugerne og månederne efter.
  • Del jeres minder (fotos, historier med videre) om afdøde med hinanden online

 

Rådene er udarbejdet med inspiration i en guide fra The Irish Hospice Foundation. Se den engelsksprogede version HER

Organisationen ‘Gute Trauer’ i Tyskland lavet en tysk version af guiden HER