Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

Børn, Unge & Sorg: ”Forbered Danmark på sorg som diagnose”

  • Sorgcenter
  • > News
  • > Børn, Unge & Sorg: ”Forbered Danmark på sorg som diagnose”
Nyheder Børn, Unge & Sorg

Børn, Unge & Sorg: ”Forbered Danmark på sorg som diagnose”

PRESSEMEDDELELSE

WHO vil sandsynligvis gøre ”kompliceret sorg” til en diagnose, og det er på høje tid, mener direktøren i Børn, Unge & Sorg, som allerede er i gang med at udvikle et nationalt sorgcenter for alle aldersgrupper

Sorg rammer alle i forbindelse med dødsfald. Ca. 220.000 rammes hvert år af ny sorg, og mens de fleste kommer videre i livet på en god måde, bliver sorgen for 10 % til en tilstand af kompliceret sorg, som kan vare resten af livet. På børne- og ungeområdet peger forskningen på, at der kan være en gruppe på yderligere 10 – 20 %, som er i risiko for at udvikle kompliceret sorg. Derfor mener direktøren i Børn, Unge & Sorg, Preben Engelbrekt, at såkaldt ”kompliceret sorg” bør være en diagnose.

”Vi kan se, at mange psykologer under sygesikringen i dag ikke er tilstrækkeligt specialiseret i at udføre sorgbehandling, når der er tale om komplicerede sorgtilstande. Vi har brug for denne diagnose, så vi kan identificere de behandlingskrævende,” fortæller Preben Engelbrekt.

Kristeligt Dagblad skriver i dag, at såkaldt ”kompliceret sorg” eller ”forlænget sorg” fra 2018 kan blive en diagnose, da tilstanden til den tid sandsynligvis vil komme på Verdenssundhedsorganisationen WHO’s diagnosemanual. Børn, Unge & Sorg har 15 års erfaring med psykologisk behandling af netop disse typer sorg hos efterladte.

”Vi kan se, at for ca. en ud af ti mennesker udvikler sorg sig til en slags kronisk tilstand, der følger dem hele livet, og det påvirker ikke bare den enkelte, men også samfundet som helhed. Det er dyrt, når børn klarer sig dårligt i skolen, når unge dropper ud af studiet, når voksne ikke kan passe deres arbejde eller havner i kriminalitet, fordi de ikke får hjælp til at undgå, at sorg så at sige overtager deres liv,” fortæller Preben Engelbrekt.

Danmark har behov for et nationalt sorgcenter

Børn, Unge & Sorg er netop i gang med forarbejdet til et nationalt sorgcenter, som skal favne ”kompliceret sorg” blandt alle aldersgrupper.

”Vi ved, at ældre, der mister en ægtefælle, fx har en overraskende høj forekomst af symptomer på posttraumatisk stress, og dem vil vi kunne behandle i et nationalt sorgcenter,” fortæller Preben Engelbrekt.

Foruden at tilbyde behandling til alle aldersgrupper, vil et nationalt sorgcenter opkvalificere psykologer og uddanne sundhedspersonale i, hvordan de, i højere grad end tilfældet er i dag, er opmærksomme på kompliceret sorg blandt børn og unge såvel som voksne og ældre.

Børn, Unge & Sorg arbejder evidensinformeret, og kan således dokumentere god effekt af den psykologiske behandling blandt børn og unge. Det Nationale Sorgcenter vil ligeledes skulle dokumentere effekt på voksenområdet.