Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

Fællesskab på recept

Fællesskab på recept

Debatindlæg af Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter i Kristeligt Dagblad den 6. oktober

Psykologiens sygeliggørende retorik bruges fejlagtigt i flere og flere af livets sammenhænge. Det skriver provst Gerda Neergaard Jessen (GNJ) i avisen den 23. september. Hun mener derfor at kirkens fællesskab bør udvikles, så det bliver attraktivt for flere af de mange mennesker, der oplever stress, udbrændthed, sorg og andre livskriser, som i dag er ’overladt til terapeuter’.

Jeg er helt enig!

Det moderne samfund er næsten tømt for inkluderende fællesskaber. Fællesskaber der ikke baserer sig på specifikke interesser men på medlemmernes hele liv og person. På godt og på ondt. Samtidig lever vi i en præstations- og mediekultur, hvor det er snublende nærliggende at tro, at det er os selv, der er noget galt med, når vi mangler energi, er triste, er modløse, er ineffektive eller på andre måder ikke lever op til det, vi tror, er normaltilstanden hos alle andre mennesker.

Hos langt de fleste mennesker et det IKKE en normaltilstand at opleve uafbrudt trivsel og overskud i alle livets arenaer. Vi oplever alle modløshed, kriser og begrænsninger i løbet af vores liv. Måske vores bevidsthed om dette menneskelige grundvilkår var større, hvis vi i højere grad var del af inkluderende fællesskaber, hvor vi fik mulighed for at spejle os i andre mennesker.

Jeg kan sagtens forestille mig at kirkens fællesskab – ligesom fx nabofællesskaber, landsbyfællesskaber eller bofællesskaber – kan styrkes til gavn for de mange, som tror de er alene om at opleve modgang og meningsløshed.

Mister man en af sine nærmeste – fx en forælder, søskende, partner eller barn – så kan mange heldigvis trække på familie og venner. Men mange kan ikke. Nogen har ingen tæt familie og mange andre lever i dag i meget små familieenheder, der kan være sårbare når krisen rammer. Måske sørger familiens medlemmer på forskellig måde eller måske er man bange for at overbelaste sine nærmeste med egne problemer, følelser og savn.

Mange har værdifulde netværk på fx arbejdspladsen, på fodboldholdet eller på studiet. Men samværet i disse arenaer er ofte baseret på snævre interesser eller på særlige roller og opgaver – og måske med særlige forventninger knyttet til os. Her kan det være for sårbart at fortælle ærligt om utilstrækkelighed, modløshed eller tvivl.

Derfor er det fristende at søge en psykolog, der både står udenfor de følsomme relationer, man oplever i andre arenaer, og som kan støtte og forsøge at give sin klient en følelse af normalitet og accept. En normalitet og accept, der dog aldrig – uanset hvor dygtig psykologen er – kan rodfæstes lige så stærkt som hvis den blev givet i en spejling med andre helt almindelige mennesker med de samme små og store udfordringer, kriser og begrænsninger i livet som en selv.

Jeg er derfor helt enig i at der sidder for mange efterladte i psykologernes venteværelse, og kunne jeg ordinere fællesskab på recept, så gjorde jeg det gerne. Vel at mærke til de 80-85 pct. af alle efterladte, der har naturlige sorgreaktioner og for hvem et stærkt tilhørsforhold i et fællesskab kan lindre konsekvenserne af et uerstatteligt tab og en permanent forandret hverdag.

Forskningen fortæller os dog at for en lille gruppe efterladte, kan fællesskab og netværk ikke stå alene. De udvikler komplicerede, behandlingskrævende sorgreaktioner. Derfor har WHO besluttet at gøre ’vedvarende sorglidelse’ (der rammer 10-15 pct. af alle efterladte) til en diagnose.

Det betyder ikke at vi er ved at gøre sorg til en sygdom, som GNJ frygter. Det er ikke anderledes end på andre helbredsområder. Det er fx ikke alle, som oplever tristhed, angst eller fysiske smerter, der nødvendigvis har en behandlingskrævende psykisk eller fysisk sygdom. Vi oplever alle forskellige grader af psykiske og fysiske symptomer og mistrivsel i løbet af vores liv uden at vi dermed har en sygdom. Symptomer, der måske er forbigående eller som vi selv finder veje til undgå, lindre eller leve med.

Når GNJ kritiserer WHO’s beslutning om at gøre ’vedvarende sorglidelse’ til en diagnose, så kritiserer hun i virkeligheden alle diagnoser. Langt de fleste diagnoser beskriver ikke en sygdom, man enten har eller ikke har, men derimod et sæt symptomer, som hvis de er hyppige og invaliderende nok, kan give anledning til en diagnose. Diagnosen ’vedvarende sorglidelse’ gør ikke lidelsen hos de efterladte større eller mindre. Men den kan forhåbentlig sikre, at hjælpen bliver bedre til de, som får hverdagen invalideret og livet ødelagt af sorg

Hvad angår den brede gruppe af alle efterladte er jeg ikke et sekund i tvivl om at civilsamfundets fællesskaber – herunder også kirkerne – er en del af svaret på, hvordan det bliver lidt mindre ensomt at være efterladt i Danmark. Jeg glæder mig derfor meget til at høre hvilke initiativer GNJ vil foreslå folkekirken at tage, så den virker mere relevant for den store gruppe af mennesker, der nok er fremmede overfor kristendom og religion, men som har brug for det budskab, der også er kristendommens; nemlig at menneskelivet er skrøbeligt og at det er en del af menneskelivet at være uperfekt.