Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

Fortællinger om sorg – en podcastserie om livet med døden

  • Sorgcenter
  • > News
  • > Fortællinger om sorg – en podcastserie om livet med døden

Fortællinger om sorg – en podcastserie om livet med døden

Døden kan ramme pludseligt og voldsomt. Eller den kan være ventet. Nogle gange efterlader den mennesker alene, andre gange føder den nye fællesskaber. Vi kommer alle til at opleve sorg og tab i løbet af livet. Men oplevelsen er ikke den samme. I denne podcastserie fortæller en række mennesker om, hvordan de mødte, oplevede og fandt en vej i sorgen. De fandt en vej til at leve med deres døde på en måde, hvor smerten over tabet ikke overskygger det liv, de skal leve. Ny episode hver anden fredag. 

1. Caroline: Jeg stod alene som 16-årig og manglede nogen på mit hold

Carolines mor var en sej kvinde, som betød alt i Carolines liv. Da Caroline går i niende klasse og er femten år gammel, rammes hendes mor af lungekræft og dør efter få måneders sygdom. For den unge pige på nu seksten år, betyder det, at hun står helt alene og må flytte rundt. Hun kæmper sig igennem gymnasiet, og da hun efter tre år får studenterhuen på, bliver det et vendepunkt i hendes liv.

Du kan lytte til det første af fire episoder her:

Listen to “Caroline: Jeg stod helt alene som 16-årig” on Spreaker.


2. Malene: Nu er det mig, der skal bringe historien videre

Malenes mor blev 91 år og var frisk til det sidste. Da moren blev ramt af en massiv hjerneblødning og aldrig vågnede igen, følte Malene, at hun havde mistet den sidste, der kunne fortælle hendes historie. Selvom det var et smukt farvel, var det hårdt at miste sin elskede mor. For Malene er det vigtigt, at moren fortsat har lov til at fylde og være til stede i livet. Lyt til den anden episode i podcasteserien ‘Fortællinger om sorg’.

Listen to “Malene: Nu er det mig, der skal bringe historien videre” on Spreaker.


3. Cecilie: Det måtte ikke blive tabu at nævne hans navn

Cecilies lillebror var mekaniker. Han var glad og der var altid gang i ham. Da han begik selvmord som 18-årig undlod kapellet at vaske hans hænder, for mekanikerhænderne var en del af ham. Det synes Cecilie var en særlig form for omsorgsfuldhed – midt i en sorg, der ellers var lammende.
Cecilie og hendes familie skulle ikke alene forholde sig til et stort tab, men også det faktum, at hendes bror selv valgte at forlade livet. Det medførte dårlig samvittighed og en følelse af skyld hos familien. Heldigvis var der åbenhed, og i familien var der intet, der var mærkeligt at tale om. Det og et sorggruppeforløb med andre, der havde mistet søskende, hjalp Cecilie med at redefinere relationen til sin bror, selvom han ikke længere er her.

Listen to “Cecilie: Det måtte ikke blive tabu at nævne hans navn” on Spreaker.


Podcast – kort og godt:

  • En podcast er et stykke lyd, f.eks. et radioprogram, som du kan høre på din mobil, computer eller andre elektroniske devices – når det passer dig.
  • Det kan f.eks. være et radioprogram fra P1 eller Radio24syv, som du hører, efter det er blevet sendt live i radioen
  • Det kan også være et stykke lyd, som ikke er lavet af en radiostation, men af et firma eller en organisation – eller bare to veninder, som sidder og snakker sammen
  • Der er ingen grænser for længden på en podcast. Den kan være to minutter kort eller tre timer lang
  • Podcasts kan tage mange former; det kan f.eks. være to-tre mennesker, som sætter sig ned, tænder for mikrofonen og snakker om et eller andet, der interesserer dem, eller en historiefortæller, som klipper og klistrer mange lydoptagelser sammen til en samlet fortælling.

 


Hvordan kommer du i gang med at lytte til podcasts?

Du lytter enten til en podcast via en podcast app eller afspiller en podcast direkte på en hjemmeside.Hvis du har en iPhone, en iPad eller en MacBook, har Apple allerede forinstalleret en podcast app for dig. Apples forinstallerede app ‘Podcasts’ er fortsat det mest benyttede program til at afspille podcasts. Hvis du sidder ved en PC eller har en android-telefon, skal du selv hente en podcast-app. På android telefoner gør du det via telefonens app-store.

Podcasten er produceret af Kontekst & Lyd på vegne af Det Nationale Sorgcenter.