Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

Godt nytår!

Godt nytår!

Tusind tak for år 2018 til alle samarbejdspartnere, venner og støtter af Det Nationale Sorgcenter og Børn, Unge & Sorg.

1000 pårørende og efterladte børn og unge fik i 2018 professionel rådgivning og behandling af Børn, Unge & Sorgs psykologer. Og 1000 unge fra hele landet fik støtte og hjælp til deres sorg af vores unge frivillige. Børn, Unge & Sorg har i 2018 haft et helt særligt fokus på teenagere med alvorligt syge forældre, som vi har rakt ud til med støtte og online-behandling gennem kampagnen ’Er du okay?’

2018 blev året, hvor vi for alvor tog hul på arbejdet med sorg hos voksne og ældre efterladte. Det Nationale Sorgcenter har i løbet af året udviklet et nyt tilbud ’Sorglinjen’ til efterladte i alle aldersgrupper, der søger støtte fra ligesindede. Derudover har vi sat gang i udviklingen af behandlingstilbud til ældre efterladte med komplicerede sorgreaktioner. 2018 blev året, hvor vi udvidede vores arbejde med at opkvalificere og efteruddanne fagprofessionelle markant. 2400 fagpersoner fik ny viden om sorg fra Det Nationale Sorgcenter i løbet af 2018.

Det kan du læse om i vores Årsrapport 2018, som du kan se online HER

Du kan også downloade rapporten fra en pdf HER

I har med sikkerhed hørt om os i medierne i løbet af 2018. Vi har presset på for politisk handling, når det gælder lovgivning og praksis i sundhedsvæsenets indsats overfor pårørende børn og unge, og vi har gentagne gange peget på, at der mangler specialiserede behandlingstilbud til voksne og ældre efterladte med behov for professionel hjælp.

Slutteligt har vi med stor glæde, og sammen med mange andre ildsjæle på sorgområdet i Danmark, deltaget energisk i kulturdebatten om, hvordan vi alle – både individuelt og som samfund – bliver bedre til at møde og rumme de mennesker, der med deres frygt og smerte minder os om, at også vi og vores nærmeste kun har livet til låns. Dén debat håber jeg, at I alle har lyst til at deltage i sammen med os i 2019.

Jeg glæder mig til samarbejdet!

Med venlig hilsen
Preben Engelbrekt
Direktør
Børn, Unge & Sorg II Det Nationale Sorgcenter