Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

Vi svigter børn med syge forældre

Vi svigter børn med syge forældre

Mangel på viden, tid og henvisningsmuligheder betyder at sundhedspersonalet jævnligt vender det blinde øje til pårørende børn og unge, der mistrives. Det viser en ny undersøgelse blandt sygeplejersker. Ny, banebrydende satsning på web-baseret støtte og behandling skal sikre hjælp til pårørende teenagere i hele landet.

80.000 børn og unge oplever hvert år at en forælder får en alvorlig sygdom. 15 pct. af dem får ifølge forskningen brug for psykologhjælp til at håndtere den fysiske og psykiske belastning, der kan resultere i alvorlig mistrivsel, udviklingsforstyrrelser og problemer med hverdag, skolegang osv. Men mange unge pårørende får ikke den hjælp, de har brug for.

En ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd og Børn, Unge & Sorg blandt knap 1.000 sygeplejersker i kommuner og regioner viser, at sundhedspersonalet ikke har mulighed for at leve op til sundhedsstyrelsens anbefaling om systematisk at opspore, støtte og henvise belastede pårørende børn og unge til hjælp.

  • Hver anden sygeplejerske afklarer ikke systematisk om alvorligt syge patienter har hjemmeboende børn.
  • 3 ud af 4 sygeplejersker tager ikke systematisk en samtale med patienterne om deres børns behov for inddragelse og støtte.
  • 3 ud af 4 sygeplejersker henviser ikke systematisk belastede børn og unge til støtte- og hjælpetilbud (fx til støttegrupper eller professionelle hjælpetilbud i offentlig eller privat regi).
  • 1 ud af 5 sygeplejersker har oplevet at måtte vende ’det blinde øje’ til belastede børn og unge med behov for støtte, fordi de ikke vidste, hvordan de kunne hjælpe.

Manglende tid og viden om pårørendearbejde – og manglende hjælpetilbud at henvise videre til – er ifølge undersøgelsen de primære årsager til at sygeplejersker ikke arbejder systematisk med at identificere og henvise belastede børn og unge til den nødvendige hjælp.

Det er et enormt problem at mange sygeplejersker ikke tager dialogen med patienterne om deres børn. Omvendt er samtalen svær, når virkeligheden ofte er, at man som sygeplejerske ikke har noget tilbud at henvise videre til. Jeg synes vi svigter pårørende børn og unge og derfor lancerer vi  nu et nyt gratis hjælpetilbud, der skal sikre oplysning, viden, gode råd og ikke mindst behandling til pårørende børn og unge i hele landet, siger direktør i Børn, Unge & Sorg, Preben Engelbrekt, der henviser til at organisationen også tilbyder gratis opkvalificering til alle interesserede sygeplejersker.

Vi har i årevis efterlyst en større systematik i den hjælp, børn og unge med alvorligt syge påregnede får. Det er et politisk og ledelsesmæssigt ansvar at sørge for, at der er både tid og viden til rådighed for sygeplejersker om dette alvorlige emne. Derfor er det super vigtigt at ledere i sundhedsvæsenet nu er opmærksomme på denne nye mulighed, siger Dorte Steenberg.

Om ’Er du okay?’

’Er du okay’ er Børn, Unge & Sorgs nye webbaserede hjælpeprogram for pårørende teenagere. 22.000 teenagere oplever hvert år at en forælder får en alvorlig sygdom.

Pårørende teenagere kan over de næste 3 år modtage gratis terapi og alle pårørende børn og unge kan finde viden, gode råd, genkendelse og ikke mindst teste om de har brug for professionel hjælp på kampagnesitet www.erduokay.dk, der er en del af projektet.

Børn, Unge & Sorgs satsning på webbaseret terapi til belastede pårørende er ny og banebrydende – både i en dansk og international kontekst. Projektet er støttet af Egmont Fonden og Liljeborgfonden.

Til sundhedsprofessionelle har Børn, Unge & Sorg udviklet et gratis webkursus til alle ansatte i sundhedsvæsenet, der savner viden og gode råd til mødet med alvorligt syge patienter med børn. Besøg webuniverset her.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er lavet i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd. Knap 1.000 sygeplejersker i kommuner og regioner har deltaget i undersøgelsen. Kun sygeplejersker, der har svaret ja til at de i deres arbejde møder alvorligt syge patienter med hjemmeboende børn har deltaget i undersøgelsen.

Hovedresultater:

  • Hver anden sygeplejerske afklarer ikke systematisk om alvorligt syge patienter har hjemmeboende børn. 10 pct. gør det sjældent eller aldrig.
  • 3 ud af 4 sygeplejersker tager ikke systematisk en samtale med patienterne om deres børns behov for inddragelse og støtte. Mere end 25 pct. gør det sjældent eller aldrig.
  • 3 ud af 4 sygeplejersker henviser ikke systematisk belastede børn og unge til støtte- og hjælpetilbud (fx til støttegrupper eller professionelle hjælpetilbud i offentlig eller privat regi). Mere end 25 pct. gør det sjældent eller aldrig.
  • 10-20 pct. sygeplejerskerne angiver at de arbejder i en funktion eller med en patientgruppe, der ikke gør det relevant for dem at udføre pårørendearbejde i forhold til børn.

Se undersøgelsen her!

Om Sundhedsstyrelsens vejledning på pårørendeområdet

Ifølge sundhedsstyrelsens vejledning skal sundhedspersonalet på landets sygehuse afklare om alvorligt syge patienter har hjemmeboende børn, ligesom de skal tale med patienterne om børnenes behov for inddragelse og støtte og henvise til relevant støtte og hjælp til belastede børn og unge.

Se vejledningen her!