Min søskende er død
Du kan være ulykkelig i lang tid
Selvom det er forskelligt, hvordan man reagerer, når man har mistet en søster eller bror, kan vi i arbejdet med unge se, at det ofte er nogle af de samme tanker, følelser og reaktioner, der går igen.
Du kan være ulykkelig i lang tid efter din søsters eller brors død – i større eller mindre grad. Men det kan også være, at du først mærker stærke følelser længe efter. I nogle tilfælde endda først flere år efter. Måske sker der en ændringer i dit liv, hvor det bliver tydeligt på en ny måde, at din søster eller bror ikke er der. Det kan eksempelvis være, når du starter på en ny uddannelse, flytter hjemmefra, eller når et andet familiemedlem dør.
Når reaktionerne kommer senere, kan det være svært, både for dig selv og for dine omgivelser, at forstå.
Sorg er ikke én enkelt følelse. Det ene øjeblik kan du være dybt ulykkelig og fortvivlet. Det næste er du måske vred og irriteret, eller sidder tilbage med skyldfølelse. Følelser som disse er stærke, men du er ikke alene om at have dem.
Jeg har stadig meget svært ved at forstå, at det rent faktisk er sket. At min bror er død. Når det går op for mig, føles det som et mareridt, som jeg venter på at vågne fra. Resten af tiden virker det lidt som om, at jeg glemmer det. Men konstant ligger det i baghovedet, at der er noget galt, noget er ikke som det skal være.”
18-årig kvinde,hvis bror er død efter længere tids sygdom
Har du mistet en bror eller søster?
Sorg er individuel, men hos Børn, Unge & Sorg ser vi alligevel mange af de samme reaktioner og tanker hos unge, der har mistet en bror eller søster. Derfor har sorgcentret vi nogle råd til dig, der har mistet en søskende:
- Vid at dine tanker og følelser er normale.
- Giv sorgen plads.
- Lav for eksempel en mindekasse med de ting, du forbinder med din bror eller søster.
- Hold pause fra sorgen, så den ikke fylder det hele. Gå for eksempel en tur med en ven, hvor I aftaler ikke at tale om dit tab.
- Vær fysisk aktiv – det kan give et frirum fra sorgen.
- Tal med din afdøde bror eller søster. Erfaring viser, at det er lettere at have en slags kontakt med den afdøde.
- Tal med andre om, hvordan du har det. Det kan være din familie, en ven, din kæreste eller studievejleder.
- Søg professionel hjælp og tal gerne med andre i samme situation.
Almindelige reaktioner
I vores pjece: Er din søster eller bror død? kan du læse om almindelige reaktioner udfordringer, du kan opleve, når du mister din mor eller far. Under læsningen vil du måske savne at få nogle forslag til, hvad du kan gøre for at håndtere vanskelighederne. I så fald kan du undervejs bladre om til sidste del af pjecen – afsinttet; ”Det kan hjælpe”. Her har vi samlet idéer og gode råd til at takle situationen.
Har du brug for hjælp?
Alle unge, der har mistet, er fælles om at stå i en rigtig svær situation. Vores psykologer kan rådgive dig og sammen med dig finde ud af, om du har brug for hjælp. Det er uforpligtende at kontakte os.
/
Du er ikke alene
Du kan også få støtte og hjælp fra andre unge, der selv har stået i netop din situation. Børn, Unge & Sorg har et korps af frivillige unge, der selv har mistet. Nogle af dem har mistet en søster eller bror, ligesom du. De frivillige bruger deres egen erfaringer til støtte og hjælpe dig og andre unge efterladte. Du kan kontakte vores frivillige ved at bruge Sorglinjen, hvor der sidder frivillige på telefon, chat, sms og brevkasse.
Sorglinjen
De frivillige på Sorglinjen har alle mistet en forælder, søskende, barn eller partner. De bruger nu deres erfaringer til at støtte andre, som har mistet, eller lever med alvorlig sygdom i familien.