Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

  • Sorgcenter
  • > Særligt for kærester
  • > Rikke og Martins historie

Rikke og Martins historie

Martin er 32 år og kæreste med Rikke, som han bor sammen med. Rikke er 28 år. De har været sammen i tre år. Rikke mistede mor i februar 2005 efter mange år med en genetisk nedarvet lungesygdom. Et halvt år før morens død fortalte lægerne, at der ikke kunne gøres mere for hende. Rikke og Martin var på sommerferie sammen, da de fik den besked.

Rikke: ”Jeg måtte hjem til mor. Fik dårlig samvittighed over at afbryde ferien”

Da jeg fik at vide, at mor havde begrænset tid at leve i, blev alt andet omkring mig overflødigt. Mine tanker og bekymringer var fokuseret på mor. For Martin må det have været et chok. Fra at have hygget os på ferien, hvor vi nød hinandens selskab og de fantastiske omgivelser, til at jeg vendte al min opmærksomhed mod mor, og det, der ville ske i den nærmere fremtid.

I forhold til Martin skete der pludselig så mange forandringer i mit liv. Mit hoved blev fyldt med svære tanker, og jeg kunne ikke give Martin og vores ferie den opmærksomhed, som et minut forinden meldingen hjemmefra ellers kom helt naturlig.

Vi satte hurtigt kursen hjemad, og jeg må indrømme, at jeg havde dårlig samvittighed og følte mig skyldig i, at en ellers god ferie måtte aflyses. Men ærligt, så havde jeg ikke overskud til andet end det, og mit humør var påvirket i sådan en grad, at det hverken gavnede Martin eller vores fer

Martin: ”Situationen var svær at acceptere. Hvorfor tage hjem før tid?”

Inden vi drog af sted på ferie, havde jeg tænkt meget over, om det ikke var bedst at blive hjemme, da jeg kunne fornemme situationen med Rikkes mor efterhånden var ved at tage mere plads i vores forhold. Jeg ville dog ikke helt se det i øjnene, så blev enig med Rikke om at køre sydpå. Der var vi da i det mindste lidt sammen og væk fra det hele – det var i hvert fald det, jeg håbede.

Men vi havde ikke været der mange dage, før mobiltelefonen blev brugt flittigt. Det irriterede mig grænseløst, og jeg fortrød mange gange, at vi var taget af sted, da det var hverken det rigtige sted for Rikke og jeg selv at være.

Det endte da også med, at vi kørte hjem før tiden, hvilket ikke passede mig helt, da jeg stadig ikke helt ville se i øjnene, at det faktisk så skidt ud med Rikkes mor.

Rikke: ”Jeg følte, at jeg skulle overbevise Martin om, at mor var rigtig syg. Var det ”mandemåden” over for ”pigemåden” at håndtere tingene på?”

Da Martin så mor på hospitalet, tror jeg, det var svært for ham at se en tilbagegang. Bagefter mærkede jeg, at jeg skulle overbevise ham om, at hun virkelig var syg og døende. Det, der kunne snyde, var, at når hun lå stille, virkede hun frisk nok. Men når hun skulle være fysisk aktiv, mistede hun pusten. Det kunne se ud som om, at hun var ved at blive kvalt.

Måske var det en ”mandemåde” at håndtere situationen på? Når der konkret ikke er noget problem, hvorfor så bekymre sig om det? Jeg forventede, at Martin ville sætte sig lige så meget ind i situationen, som jeg selv. Men jeg følte, at han tog afstand og ikke turde se alvoren i øjnene!

Martin: ”Jeg kunne først ikke se, at det stod så slemt til. Jeg tog afstand”

Samme dag som vi var hjemme fra ferie, tog vi på hospitalet for at se, hvor slemt det stod til. Jeg fik lidt en følelse af, at vi var taget alt for tidligt hjem, for jeg kunne virkelig ikke se, at hun havde fået det så meget værre. Jeg holdt det for mig selv, og samtidig tog jeg også mere afstand til situationen. Kunne se og mærke, at Rikke havde det bedst med, at vi var hjemme igen, hvilket selvfølgelig var det bedste.

Det var først, da en af lægerne fortalte, at de faktisk ikke kunne gøre mere, at det sådan rigtigt gik op for mig, at Rikke var ved at miste sin mor.

Rikke: ”Jeg havde brug for at læsse af og græde ud. Men vi misforstod tit hinanden. Jeg blev trodsig og følte mig alene”

Jeg besøgte mine forældre 1-2 gange om ugen i det halve år. Det var dejligt at være på besøg, men også hårdt, fordi vi både snakkede om de sjove og mindre sjove ting! I det ene øjeblik grinede vi af gode gamle minder og i det næste græd vi, fordi tanken om at skulle skilles var urimelig barsk.

Når jeg kom hjem til Martin, kunne jeg være fyldt af en masse følelser, som jeg havde brug for at få læsset af. Det var svært at finde balancen for, hvor meget jeg kunne læsse af. Vi misforstod hinanden.

Martin startede på nyt job i den periode, og det i sig selv krævede hans opmærksomhed. Når han kom hjem efter en lang dag, og jeg læssede af, lukkede han nogle gange hurtigt af for snakken, og jeg kunne føle mig alene med alle mine bekymringer. Jeg blev nok lidt trodsig efterfølgende, fordi han ikke havde overskud til det, der fyldte i mig. Jeg forventede, at han skulle lytte, men okay, bagefter kan jeg godt se, at han også havde meget at tænke på i forhold til sit nye job.

Min måde at reagere på i forhold til de svære ting var at græde. Der skulle ikke meget til for, at bægeret flød over. Jeg var meget åben over for Martin om, hvorfor jeg græd. Havde brug for at sige, at livet var urimeligt og tarveligt, og at det ikke var nemt at være mig.

Jeg tror, det gjorde Martin meget ondt at se mig ked af det, og han vidste til tider måske slet ikke, hvad han kunne sige og gøre for at få mig glad igen? Jeg havde ikke brug for, at han sagde så meget, men derimod at blive holdt om og af og få lov til at beklage mig over situationen.

Martin: ”Jeg trak mig mere tilbage. Vi vidste efterhånden ikke, hvor vi havde hinanden”

Jeg kunne mærke, at jeg stille og roligt trak mig mere tilbage. Det var Rikke, der skulle tilbringe mest mulig tid med sin mor, så længe hun var her. Det var måske ikke den rigtige løsning, kan jeg se nu. Hun vidste nok ikke altid, om hun kunne komme til mig for at få snakket ud.

Jeg tror faktisk nogle gange, hun tænkte, at jeg havde meldt mig ud af det hele. Vi fik nogle perioder, hvor vi ikke vidste, hvor vi havde hinanden. Det gik oftest ud over Rikke, som samtidig gik rundt med den største sorg.

Indkøringsperioden i mit nye job gav mig mange nye indtryk at holde styr på – og det gav ikke det store overskud på hjemmefronten, når Rikke var ked af det og bare havde brug for at snakke. Ja, nogle gange vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op.

Rikke: ”Martin var forsigtig og stille, når vi var hjemme hos mine forældre. Jeg havde håbet, at han som udefrakommende kunne løfte stemningen”

Efter jul og nytår gik det for alvor ned ad bakke med mor, og jeg vidste, at vores tid sammen var knap. Martin og jeg var hjemme nogle få gange sammen til sidst. Jeg tror, det var hårdt for Martin at se og være sammen med mor, da hendes helbred blev mærkbart dårligere. I hvert fald var han mere forsigtig og stille, når vi var hjemme sammen.

Jeg følte, at han trak sig et skridt tilbage, når vi besøgte mine forældre. Ikke at vi undgik at snakke om mor, når vi var hjemme, for det gjorde vi. Jeg havde håbet, at han som udefrakommende kom med et overskud, som kunne løfte stemningen i forhold til min far, søster og jeg, som alle var meget mere følelsesmæssigt involveret.

Martin: ”Jeg følte mig udenfor hjemme hos Rikkes familie, men tog med for hendes skyld”.

Når vi besøgte Rikkes forældre sammen, var det noget, jeg skulle tage en form for tilløb til. Jeg har aldrig været god til sygdom og døende, så jeg gjorde det udelukkende for Rikkes skyld.

Jeg havde ikke nået at få et så tæt forhold til Rikkes mor, så jeg kom tit til at føle mig udenfor. De havde mange minder, som jeg ikke var en del af, og jeg følte det var svært at komme ind til dem. Jeg vidste jo, at Rikkes mors dage var talte, og jeg ville gerne gemme det overskud, jeg havde, til Rikke.

Rikke: ”Martin var der 100 % for mig, da mor var død. Det varmede dybt”

I januar døde mor. Far, min søster og jeg var alle samlet hos hende, og vi mærkede, at hun var på vej væk. Det blev en meget intens aften, hvor vi tog afsked med hende. Jeg sov hjemme og blev om natten vækket af far, som sagde, at hun nu var død.

Det var ubeskriveligt. Jeg ringede til Martin tidligt om morgenen, og jeg kunne mærke, at han var dybt rørt. Han ville meget gerne hurtigt være der for mig, kunne jeg mærke. Han skaffede en bil og kom.

Martin var der 100 % for mig. Han var rolig, nærværende og kærlig. Gav mig tid til at græde og fortælle, hvad der var sket aftenen forinden. Jeg vidste ikke, om han havde lyst til at se mor på hendes dødsleje. Han tog selv initiativet til det, og det varmede helt dybt inde, fordi det betød meget for mig, at vi kunne dele det hele sammen. At vi ikke stod på hver vores side, men kom gennem nogle meget svære dage sammen.

Martin: ”Jeg mandede mig op og støttede hende. Nu fik jeg Rikke tilbage efter at have været udenfor i lang tid”

Da dagen kom, og Rikke tog afsked med sin mor, var jeg klar over, at jeg skulle mande mig op og virkelig give hende den støtte, hun havde brug for. Det var i sig selv en overvindelse at være til stede i et hus med et dødt menneske. Som teenager havde jeg prøvet en lignende situation med min mormor, hvilket ikke var specielt behageligt.

Som et råd kan jeg kun anbefale at gøre det sammen, da Rikke, familien og jeg selv virkelig stod sammen om det, hvilket gav en god følelse. Vi har bagefter snakket om, at det faktisk var nogle ok dage, både på dødsdagen og dagene derefter.

Det var, som om at ventetiden endelig havde fået en slutning, hvor Rikke og jeg så kunne bruge hinanden igen. Der var og er selvfølgelig stadig stunder, hvor sorgen spiller ind i vores forhold. Men for mig var det som om, at jeg havde fået Rikke tilbage igen, da hendes mor døde. Jeg havde gået med en følelse af, at jeg kom lidt i anden række.

Rikke: ”Der er blevet længere mellem grædeturene, men jeg har tit følt mig som en byrde for Martin – kunne han finde på at gå fra mig?”

Efter mors død græd jeg tit; havde ikke gejsten til at være på fuld tid på specialet. Martin forstod godt, at jeg havde behov for at græde, og at det ikke altid var lige nemt. Som tiden er gået, er der blevet længere og længere mellem grædeturene.

Jeg har følt, at Martin nogle gange har forventet, at nu må jeg da være kommet videre! For ham er det jo slut. For ham sluttede det, da mor blev begravet. Men jeg gennemgår stadig min sorg, og den kommer til tider op til overfladen, mindre og mindre med tiden, men den fylder mig stadig et år senere.

Jeg har tit følt mig som en byrde for Martin. Da han mødte mig et år før alt det med mor, var jeg sprudlende, havde lyst til livet, havde overskud. Det har været helt anderledes i den svære tid.

Jeg har nogle gange været bange for, at han har fået nok og kunne finde på at forlade mig. Er hans forelskelse druknet i problemer, fordi jeg har ændret personlighed? En naturlig følelse tror jeg.

Vi har snakket om tingene undervejs og nogle gange forstået hinanden, andre gange ikke. For mig er det vigtigt at vide, at Martin stadig holder af mig – selv når vi har det svært med hinanden.

Martin: ”Jeg var klar til en ny begyndelse, men sorgen har fyldt meget bagefter. Det hjælper nu, når vi får talt ud”

Efter begravelsen var jeg for alvor klar til at begynde på en frisk. Men Rikkes sorg fyldte stadig vores hverdag, og det har ikke altid været lige nemt. Nogle gange var det, som om hendes dage bare stod stille, og hun bare havde lyst til at ligge under dynen. Nu skal det ikke lyde som om, at jeg er en kold skid, for jeg har selvfølgelig også dage med bekymringer og sorg på Rikkes vegne. Men da jeg ikke går med en stor sorg som Rikke, kan jeg som regel komme over det ved at cykle eller løbe en tur.

Det kan være svært at forstå som kæreste, at den, som man lever sammen med, ikke har samme humør, gejst, glæde, aktivitet som før, sygdom og død blev en del af vores hverdag.

Til tider har jeg tænkt, at nu kan det sgu være nok. Men som dagene går, er vi blevet bedre til at få talt, når det er nødvendigt, hvilket giver mere overskud og lethed i vores forhold.