Særligt for kærester

Store krav – svært at leve op til

Det kan være rigtig svært at være kæreste med én, hvis far, mor eller søskende er alvorligt syg eller død. Måske oplever du, at din kæreste stiller store krav, som kan være svære at leve op til. Mange kærester oplever også, at de pludselig skal give den kærlighed, forståelse og omsorg, som den syge eller døde nærtstående tidligere var med til at give.

Gode råd:

Gode råd til en kæreste fra én, der har mistet

Vibeke er tidligere frivillig i Børn, Unge & Sorg. Vibeke havde en kæreste, da hendes far blev syg af betændelse i bugspytkirtlen og døde. Efter hendes fars død gik hun og hendes kæreste fra hinanden.

Vibekes råd til dig, hvis din kæreste har mistet:

  • Fortæl din kæreste, at du er der for dem – også selv om du måske synes, det er overflødigt at sige.
  • Tænk på, at din kæreste, med et svært tab inde på livet, frygter at miste igen og har brug for ti gange så meget bekræftelse end ellers.
  • Prøv at accepter, at din kæreste ikke er der ‘for fuld styrke’ i en tid.
  • Pas på med at give udtryk for, at du godt ved, hvordan din kæreste har det med at have mistet – og vær særligt varsom med at fortælle, hvad de skal gøre for at komme over det. Mig gav det kun en følelse af at blive affærdiget.
  • Vær opmærksom på, at du ikke kommer til at tage nogle hensyn, der har den modsatte virkning, som fx at blive bange for at nævne den afdøde. Tag tværtimod gerne selv initiativ til at snakke om det. 

Gode råd fra vores psykologer
  • Du kan aldrig helt forstå, hvordan din sørgende kæreste har det. Mange af de sørgende unge stiller store krav til deres kærester. Det kan være rigtig svært pludselig at skulle leve op til dem. Som kæreste skal man nu opfylde behov for kærlighed, forståelse og omsorg, som han/hendes far eller mor tidligere var med til at dække. De sørgende bliver indimellem frustrerede over, at deres kærester ikke kan forstå, hvordan de har det og har brug for. Men man kan som kæreste aldrig forstå, hvad den sørgende gennemlever, hvis man ikke selv har prøvet det. Så det skal man ikke have dårlig samvittighed over.
  • Du er ikke tankelæser, så spørg når du er i tvivl. Det forventes nogle gange, at kærester er tankelæsere. Sådan forholder virkeligheden sig jo ikke. Så det bedste, du kan gøre, er ofte at spørge direkte, hvad din kæreste har brug for fra dig.
  • Bare vær der og lyt. Ofte er det nok at holde om og give et knus, når din kæreste er ked af det. Som regel har din kæreste bare brug for at blive lyttet til – ikke at få gode råd. Man kan vise sin omsorg på andre måder. Nogle har blot brug for at blive holdt om, når de er kede af det, uden at der bliver sagt eller gjort mere. Andre gange synes de, det er rart, hvis kæresten arrangerer en rar oplevelse. Det kan for eksempel være at at gå ud på restaurant.
Brug for hjælp?

Du kan også kontakte vores unge frivillige på Sorglinjen, som selv har erfaring med at miste.

Læs pjecen: 16 gode råd fra unge der har mistet

Fortællinger om forhold i en svær tid:

Rikke og Martins historie

Martin er 32 år og kæreste med Rikke, som han bor sammen med. Rikke er 28 år. De har været sammen i tre år. Rikke mistede mor i februar 2005 efter mange år med en genetisk nedarvet lungesygdom. Et halvt år før morens død fortalte lægerne, at der ikke kunne gøres mere for hende. Rikke og Martin var på sommerferie sammen, da de fik den besked.

Rikke: ”Jeg måtte hjem til mor. Fik dårlig samvittighed over at afbryde ferien”

Da jeg fik at vide, at mor havde begrænset tid at leve i, blev alt andet omkring mig overflødigt. Mine tanker og bekymringer var fokuseret på mor. For Martin må det have været et chok. Fra at have hygget os på ferien, hvor vi nød hinandens selskab og de fantastiske omgivelser, til at jeg vendte al min opmærksomhed mod mor, og det, der ville ske i den nærmere fremtid.

I forhold til Martin skete der pludselig så mange forandringer i mit liv. Mit hoved blev fyldt med svære tanker, og jeg kunne ikke give Martin og vores ferie den opmærksomhed, som et minut forinden meldingen hjemmefra ellers kom helt naturlig.

Vi satte hurtigt kursen hjemad, og jeg må indrømme, at jeg havde dårlig samvittighed og følte mig skyldig i, at en ellers god ferie måtte aflyses. Men ærligt, så havde jeg ikke overskud til andet end det, og mit humør var påvirket i sådan en grad, at det hverken gavnede Martin eller vores fer

Martin: ”Situationen var svær at acceptere. Hvorfor tage hjem før tid?”

Inden vi drog af sted på ferie, havde jeg tænkt meget over, om det ikke var bedst at blive hjemme, da jeg kunne fornemme situationen med Rikkes mor efterhånden var ved at tage mere plads i vores forhold. Jeg ville dog ikke helt se det i øjnene, så blev enig med Rikke om at køre sydpå. Der var vi da i det mindste lidt sammen og væk fra det hele – det var i hvert fald det, jeg håbede.

Men vi havde ikke været der mange dage, før mobiltelefonen blev brugt flittigt. Det irriterede mig grænseløst, og jeg fortrød mange gange, at vi var taget af sted, da det var hverken det rigtige sted for Rikke og jeg selv at være.

Det endte da også med, at vi kørte hjem før tiden, hvilket ikke passede mig helt, da jeg stadig ikke helt ville se i øjnene, at det faktisk så skidt ud med Rikkes mor.

Rikke: ”Jeg følte, at jeg skulle overbevise Martin om, at mor var rigtig syg. Var det ”mandemåden” over for ”pigemåden” at håndtere tingene på?”

Da Martin så mor på hospitalet, tror jeg, det var svært for ham at se en tilbagegang. Bagefter mærkede jeg, at jeg skulle overbevise ham om, at hun virkelig var syg og døende. Det, der kunne snyde, var, at når hun lå stille, virkede hun frisk nok. Men når hun skulle være fysisk aktiv, mistede hun pusten. Det kunne se ud som om, at hun var ved at blive kvalt.

Måske var det en ”mandemåde” at håndtere situationen på? Når der konkret ikke er noget problem, hvorfor så bekymre sig om det? Jeg forventede, at Martin ville sætte sig lige så meget ind i situationen, som jeg selv. Men jeg følte, at han tog afstand og ikke turde se alvoren i øjnene!

Martin: ”Jeg kunne først ikke se, at det stod så slemt til. Jeg tog afstand”

Samme dag som vi var hjemme fra ferie, tog vi på hospitalet for at se, hvor slemt det stod til. Jeg fik lidt en følelse af, at vi var taget alt for tidligt hjem, for jeg kunne virkelig ikke se, at hun havde fået det så meget værre. Jeg holdt det for mig selv, og samtidig tog jeg også mere afstand til situationen. Kunne se og mærke, at Rikke havde det bedst med, at vi var hjemme igen, hvilket selvfølgelig var det bedste.

Det var først, da en af lægerne fortalte, at de faktisk ikke kunne gøre mere, at det sådan rigtigt gik op for mig, at Rikke var ved at miste sin mor.

Rikke: ”Jeg havde brug for at læsse af og græde ud. Men vi misforstod tit hinanden. Jeg blev trodsig og følte mig alene”

Jeg besøgte mine forældre 1-2 gange om ugen i det halve år. Det var dejligt at være på besøg, men også hårdt, fordi vi både snakkede om de sjove og mindre sjove ting! I det ene øjeblik grinede vi af gode gamle minder og i det næste græd vi, fordi tanken om at skulle skilles var urimelig barsk.

Når jeg kom hjem til Martin, kunne jeg være fyldt af en masse følelser, som jeg havde brug for at få læsset af. Det var svært at finde balancen for, hvor meget jeg kunne læsse af. Vi misforstod hinanden.

Martin startede på nyt job i den periode, og det i sig selv krævede hans opmærksomhed. Når han kom hjem efter en lang dag, og jeg læssede af, lukkede han nogle gange hurtigt af for snakken, og jeg kunne føle mig alene med alle mine bekymringer. Jeg blev nok lidt trodsig efterfølgende, fordi han ikke havde overskud til det, der fyldte i mig. Jeg forventede, at han skulle lytte, men okay, bagefter kan jeg godt se, at han også havde meget at tænke på i forhold til sit nye job.

Min måde at reagere på i forhold til de svære ting var at græde. Der skulle ikke meget til for, at bægeret flød over. Jeg var meget åben over for Martin om, hvorfor jeg græd. Havde brug for at sige, at livet var urimeligt og tarveligt, og at det ikke var nemt at være mig.

Jeg tror, det gjorde Martin meget ondt at se mig ked af det, og han vidste til tider måske slet ikke, hvad han kunne sige og gøre for at få mig glad igen? Jeg havde ikke brug for, at han sagde så meget, men derimod at blive holdt om og af og få lov til at beklage mig over situationen.

Martin: ”Jeg trak mig mere tilbage. Vi vidste efterhånden ikke, hvor vi havde hinanden”

Jeg kunne mærke, at jeg stille og roligt trak mig mere tilbage. Det var Rikke, der skulle tilbringe mest mulig tid med sin mor, så længe hun var her. Det var måske ikke den rigtige løsning, kan jeg se nu. Hun vidste nok ikke altid, om hun kunne komme til mig for at få snakket ud.

Jeg tror faktisk nogle gange, hun tænkte, at jeg havde meldt mig ud af det hele. Vi fik nogle perioder, hvor vi ikke vidste, hvor vi havde hinanden. Det gik oftest ud over Rikke, som samtidig gik rundt med den største sorg.

Indkøringsperioden i mit nye job gav mig mange nye indtryk at holde styr på – og det gav ikke det store overskud på hjemmefronten, når Rikke var ked af det og bare havde brug for at snakke. Ja, nogle gange vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op.

Rikke: ”Martin var forsigtig og stille, når vi var hjemme hos mine forældre. Jeg havde håbet, at han som udefrakommende kunne løfte stemningen”

Efter jul og nytår gik det for alvor ned ad bakke med mor, og jeg vidste, at vores tid sammen var knap. Martin og jeg var hjemme nogle få gange sammen til sidst. Jeg tror, det var hårdt for Martin at se og være sammen med mor, da hendes helbred blev mærkbart dårligere. I hvert fald var han mere forsigtig og stille, når vi var hjemme sammen.

Jeg følte, at han trak sig et skridt tilbage, når vi besøgte mine forældre. Ikke at vi undgik at snakke om mor, når vi var hjemme, for det gjorde vi. Jeg havde håbet, at han som udefrakommende kom med et overskud, som kunne løfte stemningen i forhold til min far, søster og jeg, som alle var meget mere følelsesmæssigt involveret.

Martin: ”Jeg følte mig udenfor hjemme hos Rikkes familie, men tog med for hendes skyld”.

Når vi besøgte Rikkes forældre sammen, var det noget, jeg skulle tage en form for tilløb til. Jeg har aldrig været god til sygdom og døende, så jeg gjorde det udelukkende for Rikkes skyld.

Jeg havde ikke nået at få et så tæt forhold til Rikkes mor, så jeg kom tit til at føle mig udenfor. De havde mange minder, som jeg ikke var en del af, og jeg følte det var svært at komme ind til dem. Jeg vidste jo, at Rikkes mors dage var talte, og jeg ville gerne gemme det overskud, jeg havde, til Rikke.

Rikke: ”Martin var der 100 % for mig, da mor var død. Det varmede dybt”

I januar døde mor. Far, min søster og jeg var alle samlet hos hende, og vi mærkede, at hun var på vej væk. Det blev en meget intens aften, hvor vi tog afsked med hende. Jeg sov hjemme og blev om natten vækket af far, som sagde, at hun nu var død.

Det var ubeskriveligt. Jeg ringede til Martin tidligt om morgenen, og jeg kunne mærke, at han var dybt rørt. Han ville meget gerne hurtigt være der for mig, kunne jeg mærke. Han skaffede en bil og kom.

Martin var der 100 % for mig. Han var rolig, nærværende og kærlig. Gav mig tid til at græde og fortælle, hvad der var sket aftenen forinden. Jeg vidste ikke, om han havde lyst til at se mor på hendes dødsleje. Han tog selv initiativet til det, og det varmede helt dybt inde, fordi det betød meget for mig, at vi kunne dele det hele sammen. At vi ikke stod på hver vores side, men kom gennem nogle meget svære dage sammen.

Martin: ”Jeg mandede mig op og støttede hende. Nu fik jeg Rikke tilbage efter at have været udenfor i lang tid”

Da dagen kom, og Rikke tog afsked med sin mor, var jeg klar over, at jeg skulle mande mig op og virkelig give hende den støtte, hun havde brug for. Det var i sig selv en overvindelse at være til stede i et hus med et dødt menneske. Som teenager havde jeg prøvet en lignende situation med min mormor, hvilket ikke var specielt behageligt.

Som et råd kan jeg kun anbefale at gøre det sammen, da Rikke, familien og jeg selv virkelig stod sammen om det, hvilket gav en god følelse. Vi har bagefter snakket om, at det faktisk var nogle ok dage, både på dødsdagen og dagene derefter.

Det var, som om at ventetiden endelig havde fået en slutning, hvor Rikke og jeg så kunne bruge hinanden igen. Der var og er selvfølgelig stadig stunder, hvor sorgen spiller ind i vores forhold. Men for mig var det som om, at jeg havde fået Rikke tilbage igen, da hendes mor døde. Jeg havde gået med en følelse af, at jeg kom lidt i anden række.

Rikke: ”Der er blevet længere mellem grædeturene, men jeg har tit følt mig som en byrde for Martin – kunne han finde på at gå fra mig?”

Efter mors død græd jeg tit; havde ikke gejsten til at være på fuld tid på specialet. Martin forstod godt, at jeg havde behov for at græde, og at det ikke altid var lige nemt. Som tiden er gået, er der blevet længere og længere mellem grædeturene.

Jeg har følt, at Martin nogle gange har forventet, at nu må jeg da være kommet videre! For ham er det jo slut. For ham sluttede det, da mor blev begravet. Men jeg gennemgår stadig min sorg, og den kommer til tider op til overfladen, mindre og mindre med tiden, men den fylder mig stadig et år senere.

Jeg har tit følt mig som en byrde for Martin. Da han mødte mig et år før alt det med mor, var jeg sprudlende, havde lyst til livet, havde overskud. Det har været helt anderledes i den svære tid.

Jeg har nogle gange været bange for, at han har fået nok og kunne finde på at forlade mig. Er hans forelskelse druknet i problemer, fordi jeg har ændret personlighed? En naturlig følelse tror jeg.

Vi har snakket om tingene undervejs og nogle gange forstået hinanden, andre gange ikke. For mig er det vigtigt at vide, at Martin stadig holder af mig – selv når vi har det svært med hinanden.

Martin: ”Jeg var klar til en ny begyndelse, men sorgen har fyldt meget bagefter. Det hjælper nu, når vi får talt ud”

Efter begravelsen var jeg for alvor klar til at begynde på en frisk. Men Rikkes sorg fyldte stadig vores hverdag, og det har ikke altid været lige nemt. Nogle gange var det, som om hendes dage bare stod stille, og hun bare havde lyst til at ligge under dynen. Nu skal det ikke lyde som om, at jeg er en kold skid, for jeg har selvfølgelig også dage med bekymringer og sorg på Rikkes vegne. Men da jeg ikke går med en stor sorg som Rikke, kan jeg som regel komme over det ved at cykle eller løbe en tur.

Det kan være svært at forstå som kæreste, at den, som man lever sammen med, ikke har samme humør, gejst, glæde, aktivitet som før, sygdom og død blev en del af vores hverdag.

Til tider har jeg tænkt, at nu kan det sgu være nok. Men som dagene går, er vi blevet bedre til at få talt, når det er nødvendigt, hvilket giver mere overskud og lethed i vores forhold.

Christians historie

Laura mistede sin mor, da hun var 20 år. Christian og Laura mødte hinanden, da de gik i 2. g. Efter et halvt års tid fik Lauras mor lungekræft. De sidste måneder, Lauras mor levede, boede hun på et hospice. Laura fik sit eget værelse der, så hun kunne være tæt på sin mor. Lige efter Laura og Christian blev studenter, døde hendes mor.

“Prøv at holde ud – også selv om du kommer i tvivl”

Christian, hvordan påvirkede det dig og Laura, da Lauras mor blev syg?

Vi blev begge mere usikre omkring tingene. Meget blev så uvist. Vi vidste ikke rigtig, hvad der skete, og hvad der skulle til at ske. Det gjorde os begge mere irritable. Ingen af os havde overskud til at se klart. Det betød også, at vi ikke længere bare kunne være forelskede. Nu var der vigtigere ting, der fyldte – samtidig gjorde det vores forhold vigtigere.

Hvad var det sværeste for dig i forhold til Laura, mens hendes mor var syg?

Jeg tænkte meget på, om jeg var der nok for Laura. Jeg var i tvivl, om jeg gjorde det rigtige. Fx i forbindelse med hospitalsbesøg, hvor jeg stod imellem Laura, hendes mor og familien. Der syntes jeg, at det var svært at finde min rolle. Laura og jeg var jo lige blevet kærester, og jeg kendte dem ikke så godt, så det var en stor mundfuld at blive kastet ind i.

Snakkede du med hende eller andre om det?

Ja, vi prøvede at snakke om det. Prøvede at være til stede og lytte til hinanden. Og det var rart. Men der kom et tidspunkt for mig, hvor jeg fik svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle sige. Jeg havde mest tendens til at handle på problemerne, men det lærte jeg efterhånden noget andet om.

Var der plads til at være forelskede?

Det kunne tydeligt mærkes, da hendes far kom hjem for at passe moren. Og det samme da hun kom på hospice. Så var Lauras ansvar ikke så stort, og så fik hun mere plads til at være sammen med mig. Så fik vi overskud til at lave ”kæresteting”, gå ud og bare være alene sammen uden nødvendigvis at snakke om sygdom.

Hvad tror du, Laura havde brug for fra dig, da hendes mor var syg?

Dengang troede jeg, at hun havde brug for mig til at tage hånd om tingene. I dag tænker jeg, at det vigtigste for hende var, at hun vidste, jeg var der for hende – at hun kunne stole på mig.

Hvad havde du brug for dengang? Og var der noget, der kunne have hjulpet dig?

Det kunne have været rart at vide, hvordan det var for andre. Både det at stå som kæreste til en, der er under så stort pres, og også vide noget om typiske reaktioner hos den, der står i så svær en situation med en syg forælder. Det var dengang vigtigt for mig at have nogen omkring mig, der var opmærksomme på mig. Ikke Laura, men venner og familie.

Er der noget, du tænker anderledes om i dag, som du ville have ønsket, I havde håndteret på en anden måde?

Skulle noget lignende ske for for os, ved jeg nu, at det ikke er de store helhedsløsninger, det handler om. Jeg skal bare kunne være der og lægge øre til.

Hvad skete der, da Lauras mor døde?

Hun døde på hospice. Jeg var der sammen med Laura, hendes mormor og flere andre familiemedlemmer. Den hårdeste tid kom efter Lauras mors død, for efter den første tids praktiske gøremål med begravelsen kom et svært tomrum bagefter. Der var ligesom ikke noget at stå sammen om længere. Bare et tomrum og Laura i sorg.

Hvordan påvirkede det jeres forhold?

Jeg følte tomheden stærkt – følte en slags desperation over ikke at kunne gøre noget. Jeg kunne mærke, at jeg i bund og grund ikke kunne begribe eller genkende Lauras reaktioner fra mit eget liv. Jeg har ikke selv oplevet stor sorg, så jeg havde ikke noget at relatere til.

Vi fortsatte vores liv som ellers, men nu var det i slowmotion – vi havde ikke den samme energi og samme tempo som før. Jeg husker følelsen af ikke rigtig at være til stede.

For mig var det vigtigt at have noget andet end død og sorg at beskæftige mig med. Jeg tror, det var vigtigt for os begge ikke at stå uden for dagligdags ting – familiebesøg, samvær med vennerne, fester, biografture osv. Man skal passe på med ikke at lukke sig inde, tror jeg – det giver også overskud at være sammen om noget andet.

Snakkede I om, hvordan det påvirkede jer?

Vi snakkede ikke så meget om, hvordan det påvirkede vores forhold. Ikke nok. Havde vi snakket mere om, hvad der skete mellem os, havde det nok været nemmere at håndtere. Selve det at være kærester kom mere i baggrunden, og der opstod lidt distance mellem os, fordi vi ikke snakkede nok om det, tror jeg. Båndet kunne være blevet stærkere ved, at vi havde snakket mere om, hvordan det påvirkede vores forelskelse i hinanden. Men svært mens det står på.

Vi snakkede mest om, hvordan vi havde det hver især. Det var også vigtigt. På et tidspunkt begyndte Laura i en terapigruppe, og det var betryggende, at hun fik hjælp og støtte et andet sted end hos mig. Men jeg begyndte også at føle mig mere udenfor, fordi hun nu var fortrolig med andre end mig. Det blev jeg noget splittet over følelsesmæssigt.

Var der andre, du snakkede med om det?

Nej, jeg snakkede ikke så meget med andre om det. Jeg følte mig alene med det. Men jeg var heller ikke så opmærksom på mine følelser dengang, som jeg er nu. Det ville have været rart at snakke med nogen og på den måde få løftet noget af skuldrene.

Hvordan oplevede du Laura reagere?

Jeg oplevede hendes fortvivlelse og magtesløshed. Hun græd rigtig meget. Var samtidig åben og ville gerne snakke om det. Hun fortsatte egentlig livet som før, men kunne pludselig blive overvældet af gråd. Lauras følelser var meget stærke. Det var voldsomt, men jeg tænkte også, at det var, som det måtte være lige efter, at hun havde mistet sin mor.

Hvad var det sværeste for dig i tiden efter Lauras mors død?

Det var hårdt at blive ved med at være den støttende. At finde energi til det. Men samtidig oplevede jeg også at få noget tilbage, når jeg støttede Laura. Det gjorde os stærke sammen.

Hvad tror du, hun havde brug for fra dig?

At jeg var der for hende. Og blev ved med at være der. Mere det end noget andet.

Var det altid til at give hende?

Faktisk var jeg dengang hele tiden i tvivl, om det var nok. Det gav mig en følelse af uro og nervøsitet, som jeg nok blev noget af alene med.

Hvad var godt for jer? Hvad gav energi/glæde/styrke?

At vi ikke isolerede os. At vi holdt fast i vores liv sammen og ikke tilsidesatte alt. Og Laura formåede midt i sin store sorg at give mig plads til mit. Jeg synes, vi gav hinanden frihed – frihed til oplevelser, som vi bagefter kunne dele sammen. Det gav overskud ind i vores forhold, og det har betydet meget for, at vi kunne blive ved med at holde sammen.

Hvilke råd kan du give videre til andre kærester til unge, som mister en forælder?

Prøv at holde ud – også selvom du kommer i tvivl. Sig til dig selv, at du gør nok for din kæreste bare ved at være der for ham eller hende.

Vibekes historie

Vibeke havde en kæreste, da hendes far blev syg af betændelse i bugspyt- kirtlen og døde i 2002. Efter hendes fars død gik hun og hendes kæreste fra hinanden.

Hvordan mødte du din kæreste?

Da jeg startede på universitetet, flyttede jeg til Århus. En af pigerne fra mit studie boede på kollegium, og jeg besøgte hende tit. Ikke mindst fordi jeg hurtigt havde lagt mærke til en fyr, som boede på den samme gang. Vi faldt nemt i snak, og på lange dage, hvor vi andre sad over studiebøgerne, lavede han som regel mad til os. Jeg fandt hurtig ud af, at han var 23 år, – et år ældre end mig, ikke længere læste, men arbejdede som IT-supporter. Det var hans åbne og medmenneskelige sind, der tiltalte mig mest, og som jeg hurtigt faldt for. Inden længe var vi sammen næsten hver dag.

Hvordan påvirkede det jeres forhold, da din far blev syg?

Vi begyndte at bevæge os væk fra hinanden. Jeg var meget optaget af min fars sygdom og havde samtidig lidt dårlig samvittighed over ikke at være til stede 100 %, når jeg var sammen med min kæreste.

Snakkede I om det, din kæreste og dig?

Ja, da det stod klart, at det var alvorligt med min far, snakkede vi om, hvordan det påvirkede os. Jeg kan huske, at jeg var meget vaklende overfor, om jeg skulle gå ind i forholdet 100%. Det var sårbart – kunne han acceptere, at jeg blev anderledes at være sammen med? Kunne han lide mig, som jeg reagerede nu?

Jeg følte mig ikke længere som en god kæreste. Jeg havde brug for, at han forsikrede mig om, at det var okay, og at han ikke ville gå fra mig midt i det hele. Han gav mig den forsikring, og det var nødvendigt dengang.

Kunne din kæreste støtte dig?

Da min far var syg, var bare at have ham en utrolig støtte. Han var en del af mit nødvendige sociale liv uden for sygehuset. I den tid, hvor vi ikke boede på sygehuset, var det rart, når han gerne ville med derind på besøg. Senere kunne jeg godt blive skuffet, hvis han ikke ville med.

Min far og jeg havde mange samtaler med læger, hvor vi flere gange fik at vide, at der ikke var mere de kunne gøre for ham. Efter de samtaler var jeg selvfølgelig meget ked af det – jeg kørte hjem, grædende og fortvivlet. Ville han virkelig dø af det her?

Det ville have været virkelig rart, hvis jeg kunne snakke min kæreste om uvisheden, frygten, afmagten, FAR – alt det, som fyldte mig nu. Men jeg oplevede i stedet, at han ville gøre mig glad igen. Han kunne foreslå, at vi kørte en tur, gik på café, besøgte nogen venner med det resultat, at jeg følte mig affærdiget. Det skabte større afstand mellem os.

Da din far lå syg – Hvad havde du brug for fra din kærestes side?

Jeg havde brug for, at han var der for mig. Det hjalp mig, at han tog med på sygehuset. Han gjorde det for min skyld, og den del var jeg glad for. På den anden side involverede han sig ikke meget i min fars situation, og vi begyndte faktisk mere og mere at glide fra hinanden kort før fars død. Det var rigtig skidt, for da havde jeg virkelig brug for ham til at snakke sygdom og død med.

Ændrede du dig, da din far døde?

Ja, meget på nogle områder. Lige pludselig var det jo nogle helt andre ting, der var vigtige. Jeg blev meget indelukket og mere alvorlig.

Hvordan påvirkede det dig og din kæreste, da din far døde?

Vi blev irriterede og frustrerede over, at vi ikke rigtig forstod hinanden. Det ændrede ikke på vores måde at være sammen på. Vi sov og spiste sammen lige så meget som tidligere.

Formåede I efter din fars død at fortsætte med at snakke om, hvordan det påvirkede jeres liv sammen?

Vi snakkede efterhånden mindre og mindre om det. Når vi snakkede, blev det mere til diskussioner og meningsudvekslinger. Min kæreste mente, at jeg skulle finde en måde at håndtere min sorg på – søge noget hjælp, enten gennem læge eller studenterrådgivningen/-præsten. Jeg oplevede det kun som en afvisning. I dag tænker jeg, at jeg satte ham på en umulig opgave. Han skulle være tankelæser og vide, hvad jeg havde behov for.

Vidste du, hvad du havde brug for fra din kærestes side?

Nej, det vidste jeg egentlig ikke. Det hang nok sammen med, at jeg først troede, at jeg bare kunne køre på med alting som før, selvom jeg ikke havde det spor godt.

Synes du, at din kæreste var der nok for dig?

Både ja og nej. Da jeg stod midt i det, blev jeg tit skuffet over ham. Mente ikke han var der nok for mig. Men igen, i dag kan jeg godt se, at jeg ikke var god til at fortælle, hvordan jeg havde det.

Hvad gjorde han rigtigt?

Han var rigtig god til at snakke minder om min far med. Det var rigtigt rart, at han ind imellem også spurgte til ting omkring min far og fars liv. Det var meget vigtigt for mig, at han interesserede sig for min far – min far skulle blive ved med at være en del af vores fælles liv sammen. Lige da min far var død, var han også god til at hjælpe til rent praktisk. Det var en stor støtte, at han stod standby til at hjælpe.

Kontakt de frivillige på sorglinjen

Sorglinjen

De frivillige på Sorglinjen har alle mistet en forælder, søskende, barn eller partner. De bruger nu deres erfaringer til at støtte andre, som har mistet, eller lever med alvorlig sygdom i familien.