Besøg vores online tilbud:

SMS

Brevkasse

Chat

Sorglinjen

  • Sorgcenter
  • > Særligt for kærester
  • > Vibekes historie

Vibekes historie

Vibeke er 27 år og tidligere frivillig i Børn, Unge & Sorg. Vibeke havde en kæreste, da hendes far blev syg af betændelse i bugspyt- kirtlen og døde i 2002. Efter hendes fars død gik hun og hendes kæreste fra hinanden.

Hvordan mødte du din kæreste?

Da jeg startede på universitetet, flyttede jeg til Århus. En af pigerne fra mit studium boede på kollegium, og jeg besøgte hende tit. Ikke mindst fordi jeg hurtigt havde lagt mærke til en fyr, som boede på den samme gang. Vi faldt nemt i snak, og på lange dage, hvor vi andre sad over studiebøgerne, lavede han som regel mad til os. Jeg fandt hurtig ud af, at han var 23 år, – et år ældre end mig, ikke længere læste, men arbejdede som IT-supporter. Det var hans åbne og medmenneskelige sind, der tiltalte mig mest, og som jeg hurtigt faldt for. Inden længe var vi sammen næsten hver dag.

Hvordan påvirkede det jeres forhold, da din far blev syg?

Vi begyndte at bevæge os væk fra hinanden. Jeg var meget optaget af min fars sygdom og havde samtidig lidt dårlig samvittighed over ikke at være til stede 100 %, når jeg var sammen med min kæreste.

Snakkede I om det, din kæreste og dig?

Ja, da det stod klart, at det var alvorligt med min far, snakkede vi om, hvordan det påvirkede os. Jeg kan huske, at jeg var meget vaklende overfor, om jeg skulle gå ind i forholdet 100%. Det var sårbart – kunne han acceptere, at jeg blev anderledes at være sammen med? Kunne han lide mig, som jeg reagerede nu?

Jeg følte mig ikke længere som en god kæreste. Jeg havde brug for, at han forsikrede mig om, at det var okay, og at han ikke ville gå fra mig midt i det hele. Han gav mig den forsikring, og det var nødvendigt dengang.

Kunne din kæreste støtte dig?

Da min far var syg, var bare at have ham en utrolig støtte. Han var en del af mit nødvendige sociale liv uden for sygehuset. I den tid, hvor vi ikke boede på sygehuset, var det rart, når han gerne ville med derind på besøg. Senere kunne jeg godt blive skuffet, hvis han ikke ville med.

Min far og jeg havde mange samtaler med læger, hvor vi flere gange fik at vide, at der ikke var mere de kunne gøre for ham. Efter de samtaler var jeg selvfølgelig meget ked af det – jeg kørte hjem, grædende og fortvivlet. Ville han virkelig dø af det her?

Det ville have været virkelig rart, hvis jeg kunne snakke min kæreste om uvisheden, frygten, afmagten, FAR – alt det, som fyldte mig nu. Men jeg oplevede i stedet, at han ville gøre mig glad igen. Han kunne foreslå, at vi kørte en tur, gik på café, besøgte nogen venner med det resultat, at jeg følte mig affærdiget. Det skabte større afstand mellem os.

Da din far lå syg – Hvad havde du brug for fra din kærestes side?

Jeg havde brug for, at han var der for mig. Det hjalp mig, at han tog med på sygehuset. Han gjorde det for min skyld, og den del var jeg glad for. På den anden side involverede han sig ikke meget i min fars situation, og vi begyndte faktisk mere og mere at glide fra hinanden kort før fars død. Det var rigtig skidt, for da havde jeg virkelig brug for ham til at snakke sygdom og død med.

Ændrede du dig, da din far døde?

Ja, meget på nogle områder. Lige pludselig var det jo nogle helt andre ting, der var vigtige. Jeg blev meget indelukket og mere alvorlig.

Hvordan påvirkede det dig og din kæreste, da din far døde?

Vi blev irriterede og frustrerede over, at vi ikke rigtig forstod hinanden. Det ændrede ikke på vores måde at være sammen på. Vi sov og spiste sammen lige så meget som tidligere.

Formåede I efter din fars død at fortsætte med at snakke om, hvordan det påvirkede jeres liv sammen?

Vi snakkede efterhånden mindre og mindre om det. Når vi snakkede, blev det mere til diskussioner og meningsudvekslinger. Min kæreste mente, at jeg skulle finde en måde at håndtere min sorg på – søge noget hjælp, enten gennem læge eller studenterrådgivningen/-præsten. Jeg oplevede det kun som en afvisning. I dag tænker jeg, at jeg satte ham på en umulig opgave. Han skulle være tankelæser og vide, hvad jeg havde behov for.

Vidste du, hvad du havde brug for fra din kærestes side?

Nej, det vidste jeg egentlig ikke. Det hang nok sammen med, at jeg først troede, at jeg bare kunne køre på med alting som før, selvom jeg ikke havde det spor godt.

Synes du, at din kæreste var der nok for dig?

Både ja og nej. Da jeg stod midt i det, blev jeg tit skuffet over ham. Mente ikke han var der nok for mig. Men igen, i dag kan jeg godt se, at jeg ikke var god til at fortælle, hvordan jeg havde det.

Hvad gjorde han rigtigt?

Han var rigtig god til at snakke minder om min far med. Det var rigtigt rart, at han ind imellem også spurgte til ting omkring min far og fars liv. Det var meget vigtigt for mig, at han interesserede sig for min far – min far skulle blive ved med at være en del af vores fælles liv sammen. Lige da min far var død, var han også god til at hjælpe til rent praktisk. Det var en stor støtte, at han stod standby til at hjælpe.