Sygdom rammer hele familien
82.000 børn og unge om året
Hver år oplever op mod 82.000 børn og unge, i alderen 0-27 år, i Danmark, at en forælder eller søskende får en alvorlig fysisk sygdom (Danmarks Statistik, 2024).
13 børn og unge om dagen
Cirka 5000 børn og unge, i alderen 0-27 år, mister årligt en forælder. Det svarer i gennemsnit til, at 13 børn og unge hver dag oplever at miste en forælder (Danmarks Statistik 2024).
2 børn og unge om dagen
Cirka 800 børn og unge, i alderen 0-27 år, mister årligt en søskende. Det svarer i gennemsnit til, at mere end 2 børn og unge hver dag mister en søskende (Danmarks Statistik 2024).
Børn og unges trivsel, når alvorlig sygdom rammer familien
Børn og unge, der lever med en alvorligt syg forælder eller søskende, befinder sig i en sårbar livssituation. Når alvorlig sygdom rammer familien, ændres hverdagen ofte markant, og den tryghed og forudsigelighed, barnet eller den unge kender, kan blive udfordret.
Forskning viser, at børn og unge, der er pårørende, har øget risiko for emotionelle og adfærdsmæssige vanskeligheder, herunder angst, depression og lavt selvværd, sammenlignet med jævnaldrende. Sygdom i familien kan desuden få betydning for deres trivsel og udvikling samt deres muligheder for at deltage i hverdagslivet.
Du kan gøre en forskel
Børn og unge, der er pårørende, kan have det svært, uden at omgivelserne opdager det. Mange holder deres tanker og følelser for sig selv, fordi de er bange for at belaste andre eller gøre den syge mere ked af det.
Du kan gøre en forskel for dem. Herunder kan du læse mere om hvordan, hvis du klikker på den boks, der er relevant for dig.
Når en søskende bliver syg
Søskende til børn og unge med alvorlig sygdom udgør en sårbar og ofte overset gruppe. Når et barn bliver sygt, påvirkes hele familien. Forældrene kan i perioder være mindre fysisk og følelsesmæssigt tilgængelige som følge af indlæggelser, behandling og egne belastningsreaktioner. Nogle søskende påtager sig et større ansvar i familien og tilsidesætter deres egne behov.
Søskende kan have behov for støtte, men støtten kan være vanskelig at sikre, når familiens ressourcer primært er rettet mod det syge barn. Derfor er det vigtigt, at I som fagprofessionelle også er opmærksomme på søskendes trivsel og støttebehov.
Du har måske ikke direkte kontakt med de børn og unge, der er pårørende, men du kan alligevel gøre en stor forskel. Det kan du blandt andet gøre ved at tale med forældrene om, hvordan de kan informere og inddrage deres børn, og ved at bidrage til at skabe trygge rammer omkring børnenes og de unges besøg hos den syge.
Måske har du allerede kontakt med et barn eller en ung, der lever med alvorlig sygdom tæt inde på livet eller det kan være du ønsker at blive bedre forberedt på, hvad du kan gøre, hvis du på et tidspunkt står i denne situation.