”Det sværeste i begyndelsen var, at man stadigvæk skulle leve sit liv selvom han var død. At man stadigvæk skulle i skole og sådan noget.”

Hedvig er 9 år gammel, da hendes far dør. Hun føler sig forkert, alene og bange for fremtiden. I skolen kæmper hun med panikanfald, og når hun forsøger at forklare hendes klassekammerater, hvordan det er at miste sin far, bliver hun mødt af velmenende, men sårende sammenligninger: ”Mange sagde sådan: Jeg ved godt, hvordan du har det – jeg har mistet mit kæledyr eller mine forældre er skilt, så jeg kan også savne min far nogle gange.”

”Jeg savner en hånd i min venstre hånd”

Da Hans mister sin hustru, Kirsten, gennem 38 år, opdager han, hvor meget de har delt. ”Hvor min kone og jeg var sammen om alting, er jeg nu alene om det hele.” I starten er hans hverdag præget af stilhed og savn, men i sorgen vokser der også et ønske om at bruge sin erfaring til at hjælpe andre i samme situation.

”Jeg ville ønske, at folk vidste, at sorgen ikke går over, og at det kan se ud som om, man er ’tilbage’, som man var før.”

Da Dorthes mand dør i 2023, har de kendt hinanden i 36 år, så hun mister ikke kun ham – hun føler, at hun mister en stor del af sig selv, sit nærmeste livsvidne. I starten får hun stor støtte fra dem omkring sig, men med tiden er sorgen ikke længere ny for alle andre. Deres hverdag går tilbage til det samme, men Dorthes er helt forandret. Sorgen er ikke noget, hun kommer over. Den bliver en fast del af hverdagen, og selvom den med tiden fylder mindre, er den der stadig.

”At passe min døende far var som den sidste kraftanstrengelse i slutningen af et maraton, jeg var tvunget til at gennemføre. Men målstregen var ikke en sejr. Det var en afgrund.”

Da Irmelin var 20 år gammel, donerede hendes mor sin ene nyre til Irmelins far, som led af fremskredent nyresvigt. Operationen lykkedes og familien fik et kort øjebliks ro og håb. Men allerede året efter fik hendes far konstateret kræft. De næste fem år var præget af stor turbulens: ”Hver gang der var håb, blev det afløst af frygt, fordi sygdommen spredte sig igen og igen.” For Irmelin, var som at gribe ud efter noget, der forsvandt mellem hænderne på hende. ”Med alt hvad jeg havde, klamrede jeg mig til tanken om, at hans helbredelsen ville blive bedre – som om, at jeg kunne holde ham i live med ren viljestyrke.” Under sygdomsforløbet havde Irmelin svært ved at spørge sin far, hvordan han havde det – af frygt for at forstærke den smerte hun mærkede i ham. Først senere forstod hun, at smerten især handlede om sorgen over at skulle forlade hende og hendes mor.

”Jeg fik fysisk ubehag i halsen, når min mor gerne vil snakke med os om det”.

Før Lasses mor døde, var hun syg i 2,5 år med en hjernetumor. Her kom ventesorgen allerede i bølger, da der var gode og dårlige perioder, nogle med mere håb end andre. For Lasse, var uvisheden svær, og han følte et stort behov for at vide alting. ”Hver 3. måned, når der var en god tilbagemelding, så var man jo glad i nogle uger, og så begyndte man bare at kigge frem mod næste tjek.” Med de gode og dårlige perioder, fulgte også uvisheden om sygdommen og døden, som for Lasse var svært at tale højt om – selv over for hans mor.