Ventesorg er noget, der kan opstå, når en person, du holder af, er alvorligt syg – eller når der er noget vigtigt i dit liv, som er usikkert. Det er en sorg, der er der, mens man venter. Man ved ikke helt, hvad der kommer til at ske, og det kan være svært.

Når du er i ventesorg, kan du føle mange forskellige ting. Måske bliver du ked af det, bange, vred eller forvirret. Måske mærker du det mest i kroppen – som uro, ondt i maven eller hovedpine. Det kan også skifte fra dag til dag. Det er helt normalt.

Når en forælder er syg

Hvis det er din mor eller far, der er syg, kan du komme til at tænke meget på, om de nu er okay.

Måske prøver du at være sød, nem eller ikke fylde for meget. Det er helt normalt.

Samtidig kan du føle dig ked af det, vred eller forvirret.

Når en søskende er syg

Hvis det er din bror eller søster, der er syg, kan det føles mærkeligt og uretfærdigt.

Måske savner du opmærksomhed, eller måske får du dårlig samvittighed over at tænke på dig selv.

Mange børn har det sådan – også selvom de holder meget af deres søskende.

Nogle gange varer sygdommen længe. Så kan man blive ekstra træt eller føle, at uroen aldrig helt går væk. Andre gange sker der meget på kort tid, og så kan følelserne komme meget stærkt.

Måske tænker du også meget på sygdommen. Måske vil du gerne vide mere – eller måske bliver du hurtigt bange, hvis du hører eller læser for meget. Begge dele er okay.

Ventesorg er ikke noget, du finder på. Det er en måde, din krop og dine følelser reagerer på, når noget er svært.

Hvis du gerne vil vide mere om sygdommen, er det bedst at spørge en voksen, du har tillid til. Det kan være en forælder, en anden voksen i familien eller en lærer. De kan hjælpe med at forklare det på en måde, der passer til dig.

Du kan fx sige:

  • “Jeg vil gerne vide lidt mere, men ikke det hele.”
  • “Kan du forklare det på en måde, jeg kan forstå?”
  • “Jeg bliver bange, når jeg hører for mange ting.”

Jeg har fået den information, jeg vil have. Tag mig tilbage til forsiden.