Når du er i ventesorg, kan det føles, som om noget i dig hele tiden er på vagt. Måske mærker du en uro, der aldrig helt slipper. Måske bliver du ekstra opmærksom på din telefon, bliver bange, når den ringer – eller tjekker beskeder igen og igen, bare for at være forberedt.

Hvis en forælder er alvorligt syg, kan du opleve, at rollerne langsomt ændrer sig. Måske tager du mere ansvar, end du havde regnet med. Måske bekymrer du dig både for den, der er syg, og for den forælder, der står ved siden af. Samtidig kan det være svært at give dig selv lov til at leve dit eget liv.
Hvis det er en søskende, der er syg, kan følelserne være modsatrettede. Kærlighed og frygt kan stå side om side med jalousi, skyld eller følelsen af at blive overset. Mange oplever, at der ikke rigtig er plads til deres reaktioner – fordi fokus naturligt er et andet sted.
For nogle strækker ventesorgen sig over lang tid. Det kan føles som at leve i konstant alarmberedskab, uden at vide, hvornår der kommer en pause. Over tid kan det slide og give en følelse af udmattelse eller tomhed.
Andre oplever ventesorg mere intenst, men over kortere tid. Her kan reaktionerne komme i bølger og skifte hurtigt. Begge dele er normale reaktioner på en situation, hvor der ikke findes sikre svar.
Sorglinjen
De frivillige på Sorglinjen har alle mistet en forælder, søskende, barn eller partner. De bruger nu deres erfaringer til at støtte andre, som har mistet, eller lever med alvorlig sygdom i familien.
Der findes ikke én rigtig måde at være i ventesorg på. Det, du mærker, hænger sammen med din relation, din situation og det liv, du lever.
Hvad har du brug for nu?
Jeg har fået den information, jeg vil have. Tag mig tilbage til forsiden.