Lærervejledning: Find din melodi
Introduktion
Aktiviteten bruges efter højtlæsning af Knirke & Spætte finder melodien, hvor eleverne arbejder med musikkens betydning i fortællingen.
I denne øvelse skal eleverne arbejde med musik og følelser. De skal vælge en melodi eller sang, der betyder noget for dem, og udtrykke den gennem en tegning eller collage. Undervejs arbejder eleverne både med at mærke, udtrykke og tale om musik.
Formålet er, at eleverne får en oplevelse af, at musik kan hænge sammen med følelser, minder og stemninger, og at vi alle kan opleve musik forskelligt.

Opmærksomhedspunkter
- Hold fokus på musik og stemninger frem for private historier
- Anerkend elevernes forskellige valg og udtryk
- Nogle elever har brug for hjælp til at vælge deres musik
- Giv plads til både konkrete og mere abstrakte tegninger
- Skab en rolig stemning, hvor eleverne kan fordybe sig
Arbejdsformer i forløbet
- Fælles samtale ved opstart
- Individuel kreativ opgave
- Opsamling i klassen
Materialer
- Papir
- Farveblyanter, tusser eller maling
- Evt. blade og farvet papir til collage
- Musikafspiller, f.eks. telefon eller tablet
- Headset
Tidsforbrug
20-30 minutter
Værdimæssigt og pædagogisk grundlag
Aktiviteten støtter elevernes evne til at mærke og sætte ord på følelser og stemninger.
Ved at arbejde med musik og kreative udtryk får eleverne mulighed for at opleve, hvordan sanser, følelser og krop hænger sammen.
Musik kan påvirke os på mange måder. Den kan:
- Ændre vores humør – gøre os glade, rolige eller energiske
- Minde os om noget, vi har oplevet
- Hjælpe kroppen med at falde til ro eller få energi
- Give en følelse af fællesskab
- Støtte, når man er ked af det, urolig eller træt
Sådan gør du
1. Fælles opstart
Tal med eleverne om, hvordan musik kan påvirke os:
- Hvornår lytter I til musik?
- Hvilken betydning har musikken for jer og jeres familie?
- Hvilke følelser kan musik sætte i gang? Kan den f.eks. gøre os glade, rolige, spændte eller triste?
- Hvordan kan man mærke musik i kroppen, f.eks. i maven, hjertet eller vejrtrækningen?
- Hvor i kroppen kan man mærke det, og hvad sker der?
- Hvordan kan man f.eks. få lyst til at bevæge sig, danse eller vippe med foden?
- Hvornår kan musik få kroppen til at blive rolig eller afslappet?
- Er der forskel på, hvordan hurtig og langsom musik opleves i kroppen?
- Hvordan kan den samme musik føles forskellig for forskellige mennesker?
- Hvornår oplever I, at musikken minder jer om f.eks. en person eller et sted?
Spil gerne et par musiknumre i forbindelse med opstarten i klassen.
Det kan fx være numre fra denne liste:
- Alberte Winding: “Solen er så rød, mor”
- Sigurd Barrett: “I østen stiger solen op”
- Sigurd Barrett: “Op og hop”
- Børste: “Se min kjole”
- Rasmus Seebach: “Den jeg er”
- Rasmus Seebach: “Øde ø”
- Onkel Reje: “Luk nu dine øjne i”
- Motor Mille og Hr. Skæg: “Alle med”
- Motor MIlle: “Vi har dig”
- Anne Linnet: “Forårsdag”
- Sebastian: “Du er ikke alene”
- Ronja Røverdatter: “Anemonesangen”
2. Individuel kreativ opgave
Eleverne vælger en melodi eller sang, der betyder noget for dem. Hvis det er muligt, kan de lytte til musikken, mens de arbejder, så de bedre kan mærke stemningen og lade sig inspirere.
Eleverne skal lave en tegning, et maleri eller en collage, der viser:
- Noget fra melodien eller stemningen
- De følelser, musikken er med til at give
- Hvordan musikken føles i kroppen
Undervejs kan du støtte arbejdet med spørgsmål som:
- Hvilken musik har du valgt?
- Hvad kan du lide ved den?
- Hvad minder musikken dig om?
- Hvordan føles det i kroppen, når du hører den?
- Gør musikken dig rolig, glad eller noget andet?
- Hvornår kan det være rart at høre musik?
Eleverne kan eventuelt skrive korte sætninger til deres tegning:
- “Min melodi føles…”
- “Jeg har tegnet…, fordi…”
3. Opsamling i klassen
Saml klassen og lad eventuelt nogle elever præsentere deres tegning og deres valgte musik.
Eleverne kan afspille en kort bid af musikken og fortælle, hvad de har lagt vægt på i deres tegning.
Lad de andre elever lytte og stille spørgsmål til musikken og tegningen.
Tal om, hvordan musik kan opleves forskelligt, og hvordan man kan vise det på forskellige måder.
Saml derefter op ved at koble elevernes arbejde til fortællingen Knirke & Spætte finder melodien.
Tal f.eks. om:
- Hvordan Knirke og Spætte laver musik for Ugle, så han stadig kan høre den
- Hvordan musikken har betydning i historien
- Hvad det vil sige at “miste melodien”
- At musik stadig kan mærkes og høres, også når man ikke selv kan lave den
- Hvordan man kan dele sin melodi med andre
- Hvordan man kan hjælpe hinanden med at finde eller holde fast i en melodi
Undervisningsmaterialer til de seks bøger i Knirkekufferten

Kroppen
Eleverne arbejder med kroppen og livet med udgangspunkt i Knirke & Hare bliver modige

Skyldfølelse
Eleverne arbejder med begreberne skyld og ansvar med udgangspunkt i Knirke & Pindsvin flyder med strømmen
Et undervisningsforløb om sorg, liv og død til indskolingen
Med en Knirkekuffert får du viden og konkrete redskaber til at møde børn i indskolingen i naturlige samtaler om sorg, liv og død. Materialet støtter børn i at forstå og håndtere egne og andres følelser i relation til blandt andet sygdom, kroppen, følelser, skyld, savn og begravelse.
Materiale
Køb af Knirkekuffert
Der er tilbudt 600 gratis Knirkekufferter til landet skoler gennem kommunen. Nu kan man også købe kufferten her.
Køb af ekstra materiale til Knirkekufferten
På hjemmesiden www.knirke.com er det muligt at købe ekstra indhold fra Knirkekufferten.
Kontakt os
Har du spørgsmål til Knirkekufferten eller til vores øvrige aktiviteter og tilbud, er du altid velkommen til at kontakte os på info@sorgcenter.dk.
Støttet af:





