Søndagsklubben
Har du mistet din partner? Bliv en del af vores mandefællesskab
Det kan føles som en stor omvæltning at finde sig selv igen efter tabet af sin partner.
Med Søndagsklubben kan du blive en del af et uformelt fællesskab for mænd over 65 år. Her kan du møde andre, som ved præcis, hvordan det er at have mistet sin partner/ægtefælle, og som kan genkende det tomrum, der opstår for mange.
I Søndagsklubben er plads til det lette og det svære. Som deltagere mødes I på jeres egne præmisser med mulighed for både nye oplevelser, grin og mere alvorlige snakke. Man behøver ikke at tale om sorg og tab, hvis ikke man har behov for det. Faktisk, så er samtalen om sorg sjældent den der fylder mest – for tit kan alene dét at være sammen med andre efterladte gøre, at sorgen bliver nemmere at bære og føles mindre ensom.
I Søndagsklubben er der derfor fokus på det hyggelige samvær og gode samtaler.
Søndagsklubben holder til i vores sorgcenter i Vejle, og lige nu søger vi deltagere og frivillige, der har lyst til at være med i Søndagsklubben i København med opstart i 2027.
Din deltagelse er uforpligtende, og som ny deltager vil du blive inviteret med til en prøvegang, så du kan få fornemmelsen af om Søndagsklubben er noget for dig.
Læs hvordan du tilmelder dig her.
Et fællesskab drevet af frivillige, der selv har mistet
Søndagsklubben ledes af frivillige mænd 60+, der selv har mistet en partner.
Som frivillig bliver du en del af et lille team, der er med til at skabe rammerne for Søndagsklubben. Sammen med de øvrige frivillige planlægger og afholder I møderne. Det kan være alt fra kaffe, frokost, gåture og film til oplæg eller andre aktiviteter, som gruppen har lyst til at samles om.
Din opgave er ikke at være terapeut eller rådgiver. Derimod skal du være med til at skabe de praktiske rammer, koordinere med deltagerne og tage imod nye, så de føler sig velkomne og trygge.
Som frivillig får du
- Introduktion til rollen som frivillig i Det Nationale Sorgcenter
- Viden om sorg og fællesskaber for efterladte
- Løbende sparring og støtte fra Det Nationale Sorgcenters medarbejdere
- Et meningsfuldt frivilligt fællesskab med andre frivillige
- Mulighed for at gøre en konkret forskel for mænd, som står i en ny livssituation efter tabet af en partner

Vi deler fortællinger om livet – og opdager, at vi ikke er alene. Den åbenhed og dét at samles om en frokost gør, at det bliver nemmere at snakke om det, der er svært
Hans, frivillig tovholder for Søndagsklubben i Vejle
Hvem er med i Søndagsklubben?
Det er muligt at blive en del af Søndagsklubben enten som deltager eller frivillig.
Deltager: Du er 65+ år og møder op til de planlagte søndage, hvor du deltager i fællesskabet i det omfang, du har lyst.
Frivillig: Du er 60+ år og har selv mistet en partner. Du ønsker at være en del af et meningsfuldt fællesskab, hvor du hjælper med at skabe rammerne for andre.
Søndagsklubben mødes i Vejle og i København. Se hvornår de mødes næste gang under vores arrangementskalender.
Så du med da DR kom forbi Søndagsklubben?
I programmet ‘Anne og Sorgen’ besøgte Anne Hjernøe Søndagsklubben i Vejle til en snak om sorg, savn og det at finde fællesskab i sorgen.
Du kan se ‘Anne og Sorgen’ på dr.dk/tv – indslaget med Søndagsklubben kommer 18 minutter inde i programmet.


Lyder Søndagsklubben, som noget for dig eller en du kender?
Skriv til os via formularen, hvis du er interesseret i at blive en del af Søndagsklubben.
Uanset om du ønsker at deltage eller overvejer at blive frivillig, er du velkommen til en kort og uforpligtende snak. Her kan du høre mere om hvad Søndagsklubben indebærer, stille spørgsmål og finde ud af, om er det er det rette for dig.
Udfyld formularen til højre – så kontakter vi dig.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Kontakt
Du kan også ringe eller skrive til os på:
SØNDAGSKLUBBEN VEJLE
Mail: klubbenvejle@sorgcenter.dk
Tlf: 28 30 01 12
SØNDAGSKLUBBEN KØBENHAVN
Mail: klubbenkbh@sorgcenter.dk
Tlf: 22 23 18 15
Bliv deltager eller frivillig i Søndagsklubben
Mød en af de frivillige tovholdere
Hans’ kone Kirsten døde i 2019, efter 31 års ægteskab. Sorgen fyldte meget for Hans, men med tiden voksede også et ønske frem om at leve videre med Kirstens kærlighed i bagagen og bruge den til at hjælpe andre i samme situation.
Som frivillig er Hans med til at skabe rammerne for Søndagsklubben – et sted med plads til både samtaler om sorg og de små grin over frokosten. Her kan mænd finde genklang, forståelse og et frirum til bare at være.
Hans oplever, hvor vigtigt det er at skabe et sted som Søndagsklubben – særligt for mænd, der ofte har sværere ved at sætte ord på sorgen.
Vi deler fortællinger om livet – og opdager, at vi ikke er alene. Den åbenhed og dét at samles om en frokost gør, at det bliver nemmere at snakke om det, der er svært
Hans, frivillig tovholder for Søndagsklubben i Vejle
