Frivillige i Det Nationale Sorgcenter


Eva, Alberte og Cecilie er frivillige I det Nationale Sorgcenter. De sidder alle tre på Sorglinjen, hvor de hjælper andre efterladte, som har det svært i sorgen. På Sorglinjen føler Eva ikke blot, at hun hjælper andre, men også, at hun hjælper sig selv, ved at være en del af et fællesskab, som har sorgen tilfælles.

Værdigrundlaget for frivilligdrevne tilbud i Det Nationale Sorgcenter

Alle vores frivillige initiativer baserer på peer-to-peer tilgangen. På billedet her ses to fra vores projekt ‘Fortrolig voksen’.

Vores frivillige i Det Nationale Sorgcenter arbejder for, at sorg ikke skal ødelægge livet, og ingen mennesker skal stå alene i deres sorg. Frivillighed hos os tager udgangspunkt i en peer-to-peer-tilgang, da alle vores frivillige selv har mistet en nærtstående og oplevet sorg helt tæt på. Dermed bruger vores frivillige deres egne dyrt købte erfaringer som afsæt for deres arbejde hos os og som motivation for at hjælpe andre efterladte og pårørende. Frivillige i Det Nationale Sorgcenter er derfor ikke professionelle rådgivere eller psykologer, men er frivillige på baggrund af deres personlige erfaringer. Alle vores frivilligdrevne tilbud (Sorglinjen, Cafeaftener, samtalegrupper og Fortrolige Voksne) tager afsæt i en empatisk og nærværende tilgang gennem aktiv lytning og nysgerrighed på brugerens oplevelse og situation. Afsættet for støtten er at være til stede med brugeren i nuet og er i udgangspunktet ikke løsningsorienteret. Således kan vores frivillige tilbyde sparring, samtale og spejling ud fra deres egne personlige erfaringer med at have mistet.

De frivilliges samtaler med brugerne af Sorglinjen bygger på nærvær i den enkelte samtale eller henvendelse og kan tage form som både telefonisk samtale, chat, sms’er eller et brevkasseindlæg i bestræbelsen på at tilbyde støtte til en bredest mulig målgruppe. Samtalerne er anonyme, og i de tilfælde, hvor den frivillige vurderer det relevant, henvises der til andre interne og /eller eksterne frivilligdrevne eller professionelle tilbud med intentionen om at hjælpe brugeren bedst muligt videre efter samtalens afrunding.

Etiske principper for Det Nationale Sorgcenters frivilligtilbud

  • Som frivillige er vi kommet godt videre og kan give brugerne håb ved at dele vores egne erfaringer.
  • Vi er gode til at lytte – ikke rådgive.
  • Som frivillige bruger vi egne erfaringer, vi er ikke professionelle
  • Når det er relevant, henviser vi til professionelle eller andre tilbud.
  • Det er ikke vores opgave at finde løsninger, men at være der og tale med brugerne.
  • Vi giver plads til følelser hos brugerne, men også hos de frivillige.
  • Her stille vi åbne spørgsmål, er nærværende og nysgerrige på brugerne og hinanden.
  • Vi har tavshedspligt, men vi følger vores borgerpligt ift. underretnings- og afværgepligt.

Dét, at jeg har kunnet bruge min sorg direkte til at hjælpe andre, det har givet mening.

Frivillig i Det Nationale Sorgcenter