Lærervejledning: Hvad sker der med kroppen, når man dør?

KROPPEN

Introduktion

I Knirke & Hare bliver modige ser Hare sin døde tante og lægger mærke til, at hun er kold. Han spørger, hvorfor hun er så kold, og moren forklarer, at blodet ikke længere pumper rundt i kroppen, og at kroppen ikke virker mere.

I denne aktivitet skal eleverne undersøge kroppens mange fantastiske funktioner, og hvordan kroppen hjælper os med alt det, vi gør hver dag – for eksempel at bevæge os, trække vejret, mærke, tænke og holde os varme. 

Samtidig arbejder eleverne med den forklaring, Hare får i historien: at når et menneske dør, holder kroppens funktioner op med at virke. Formålet er at give eleverne et enkelt, trygt og alderssvarende sprog for både kroppens liv og for, hvad der sker med kroppen, når man dør. 

Viden og livsforståelse
Opmærksomhedspunkter
  • Hold fokus på bogens personer og situation frem for elevernes egne oplevelser.
  • Gør det tydeligt, at eleverne gerne må sige pas og ikke behøver fortælle noget personligt.
  • Nogle elever kan blive stille, usikre eller begynde at fjolle. Mød det roligt og hjælp dem tilbage til bogens situation.
  • Brug korte og konkrete formuleringer, når I taler om kroppen og døden.
  • Undgå stærke eller voldsomme detaljer. Hold fast i bogens enkle forklaring.
  • Det vigtigste er, at eleverne forstår bogens forklaring: at kroppen ikke virker mere, og at blodet ikke pumper rundt.
Arbejdsformer i forløbet
  • Fælles klassesamtale
  • Makkerarbejde i kort form
  • Tegne- eller skriveaktivitet
  • Fælles opsamling på tavlen
Materialer
  • Bogen Knirke & Hare bliver modige
  • Tavle eller papir
  • Små ark eller elevkort
  • Blyanter og farver
  • Eventuelt enkle tegninger eller symboler på tavlen
Tidsforbrug

20-30 minutter

Værdimæssigt og pædagogisk grundlag

Aktiviteten giver eleverne mulighed for at arbejde med emnet i en rolig og tryg ramme. Når eleverne tager udgangspunkt i Hares spørgsmål og morens forklaring, får de ord for noget, de måske ikke tidligere har haft sprog for eller erfaring med at tale om.

Samtidig støtter aktiviteten elevernes tekstforståelse. De øver sig i at lytte efter, hvad der bliver spurgt om i historien, og hvad teksten faktisk forklarer. Opgaven giver også plads til forskellige måder at deltage på, fordi eleverne både kan tale, tegne og skrive.

Sådan gør du

1. Indledende rammesætning

Læs eller genlæs historien. Start med at fortælle eleverne, at I i dag skal tale om noget fra bogen – nemlig hvad der sker med en krop, når den dør – og at det kommer til at foregå med udgangspunkt i historien.

Sig f.eks.:

“I bogen undrer Hare sig over, hvorfor hans tante er kold, og moren forklarer, hvad der sker med kroppen, når man dør. I dag skal vi både finde spor i historien og blive klogere på, hvad kroppen skal kunne for at virke.”

2. Læs eller genfortæl scenen

Læs/genfortæl kort scenen:

  • Hare mærker, at tanten er kold
  • Hare spørger, hvorfor tanten er kold
  • Moren forklarer, at blodet ikke pumper rundt, og at kroppen ikke virker mere
3. Alt det kroppen kan

Lav en fælles liste på tavlen med ting, som kroppen kan (eleverne kommer med forslag). Hold det konkret:

  • trække vejret
  • blodet pumper rundt i hele kroppen
  • være varm
  • høre
  • tale
  • bevæge sig
  • spise/drikke
  • lege
  • tænke
  • sove/vågne

Lad eleverne vælge 4–6 ord fra listen og tal om, hvad kroppen skal bruge for at kunne det.

Kroppen kan…Det kræver… 
være varmat blodet kører rundt, og varmen bliver fordelt
trække vejretat luft kommer ind og ud (brystet arbejder)
høreat ører og hjerne virker sammen
taleat mund, stemme og hjerne samarbejder
bevæge sigat muskler og hjerne sender “beskeder”
vågneat hjernen kan starte kroppen igen
4. Tilbage til bogen: Find 2–3 “krops-spor” i scenen

Nu kobler I listen tilbage til historien og finder spor i bogen.

Vælg 2–3 spor (du styrer, så det bliver enkelt):

Spor 1: Kold i stedet for varm

  • “Jeg tror kroppen bliver kold, fordi…”
  • Spor i historien: Hare mærker kulde, og mor forklarer blodet.

Spor 2: Blodet pumper ikke

  • “Jeg tror blodet ikke pumper, fordi…”
  • Spor i historien: Morens forklaring.

Spor 3: Kroppen virker ikke

  • “Jeg tror ikke kroppen kan høre/tale/vågne, fordi…”
  • Spor i historien: Morens forklaring (og evt. når Hare prøver at få kontakt).

Sætningsstartere:

  • “Jeg ved det, fordi moren siger…”
  • “Jeg kan se det i billedet, fordi…”
5. Elevopgave (makkerpar): “Krop-ting + spor”

Eleverne vælger én ting fra “kroppen kan…”-listen og laver et lille ark:

Overskrift: “Kroppen kan…” (f.eks. høre)
Det kræver: (fx øre + hjerne)
Når kroppen ikke virker: (f.eks. så kan man ikke høre)
Spor fra historien: “Jeg ved det, fordi…”

6. Fælles afslutning

Saml kort op i klassen:

  • Kroppen har mange smarte funktioner, som hjælper os med alt det vi har brug for.
  • Når man dør, holder alle kroppens funktioner op med at virke.


Undervisningsmaterialer til de seks bøger i Knirkekufferten

Kroppen

Eleverne arbejder med kroppen og livet med udgangspunkt i Knirke & Hare bliver modige

Skyldfølelse

Eleverne arbejder med begreberne skyld og ansvar med udgangspunkt i Knirke & Pindsvin flyder med strømmen

Savn

Eleverne arbejder med savn og minder med udgangspunkt i Knirke & Ræv kigger mod himlen

Begravelse

Eleverne arbejder med døden og det at sige farvel med udgangspunkt i Knirke & Muldvarp holder begravelse

Følelser

Eleverne arbejder med at forstå og udtrykke følelser med udgangspunkt i Knirke & Grævling tegner

Sygdom

Eleverne arbejder med sygdom og kroppen med udgangspunkt i Knirke & Spætte finder melodien

Et undervisningsforløb om sorg, liv og død til indskolingen

Med en Knirkekuffert får du viden og konkrete redskaber til at møde børn i indskolingen i naturlige samtaler om sorg, liv og død. Materialet støtter børn i at forstå og håndtere egne og andres følelser i relation til blandt andet sygdom, kroppen, følelser, skyld, savn og begravelse.

Materiale

Køb af Knirkekuffert
Der er tilbudt 600 gratis Knirkekufferter til landet skoler gennem kommunen. Nu kan man også købe kufferten her.

Køb af ekstra materiale til Knirkekufferten
På hjemmesiden www.knirke.com er det muligt at købe ekstra indhold fra Knirkekufferten.

Kontakt os
Har du spørgsmål til Knirkekufferten eller til vores øvrige aktiviteter og tilbud, er du altid velkommen til at kontakte os på info@sorgcenter.dk.

Støttet af: