Børn og unge reagerer forskelligt

Når alvorlig sygdom rammer familien, kan børn og unge reagere både følelsesmæssigt, fysisk og kognitivt på situationen. Reaktionerne kan overlappe og ændre sig gennem et sygdomsforløb.

Følelsesmæssige reaktioner kan blandt andet være angst, bekymring, tristhed, vrede, irritabilitet, skyld og dårlig samvittighed. Fysiske reaktioner kan vise sig som ondt i maven, hovedpine, træthed eller søvnproblemer, mens kognitive reaktioner eksempelvis kan være koncentrations- og hukommelsesvanskeligheder.

Nogle viser få eller ingen synlige reaktioner. Det betyder nødvendigvis ikke, at de ikke er påvirket af situationen.

Der findes ikke én rigtig måde at reagere på. Derfor er det vigtigt at møde barnet eller den unge med opmærksomhed, omsorg og anerkendelse og at skabe mulighed for åben dialog.

I det følgende finder du eksempler på reaktioner, der kan komme til udtryk på forskellige alderstrin. Eksemplerne er vejledende og bør altid ses i lyset af at alle børn og unge er forskellige og kan reagere forskelligt ud fra det enkelte barns udvikling, personlighed og livssituation.

Læs om alderssvarende reaktioner herunder

0-2 år

Børn i alderen 0–2 år har ikke en egentlig forståelse af sygdom, men påvirkes af ændringer i deres omgivelser og de voksnes følelsesmæssige tilstand.

Reaktionerne kan komme til udtryk som øget utryghed, mere gråd, øget behov for opmærksomhed og nærhed, vanskeligheder ved adskillelse samt søvn- og trivselsudfordringer. Reaktionerne kan variere og ændre sig over tid.

3-5 år

Forstår ikke sygdom, som ikke kan ses, og forstår ikke døden som permanent.

De kan tro, at det er deres skyld, at forælderen er syg – også uden at sige det højt. De har brug for forudsigelige rammer, nærhed, opmærksomhed og tæt kontakt til voksne, som de er trygge ved.

Flere kan gå tilbage i deres udvikling og virke yngre end de er. Mange får svært ved adskillelse, kan blive ekstra pylrede og have voldsomme følelsesudbrud.

6-12 år

Børn i denne alder udvikler gradvist en forståelse af sygdom og at døden er permanent. De har behov for at blive inddraget og modtage information, som er tilpasset deres alder og kognitive niveau.

Samtidig er de sårbare over for misforståelser, hvorfor det er vigtigt at kommunikere konkret og tydeligt samt løbende afstemme barnets forståelse. Informationen behøver ikke være udtømmende, men skal være korrekt.

Børn i denne alder kan udvise midlertidig udviklingsmæssig regression og have øget behov for struktur, forudsigelighed og nærværende voksenkontakt.

13-19 år

Unge har ofte en forståelse af sygdom og død, der nærmer sig voksnes, og har derfor behov for fyldestgørende og nuanceret information.

Manglende information kan medføre, at de selv søger viden, fx online, hvilket kan skabe misforståelser, øge bekymringer og skabe yderligere spørgsmål.

Samtidig kan mange unge være tilbageholdende med at dele tanker og følelser og stiller ikke nødvendigvis spørgsmål – hverken til forældre eller jævnaldrende. De befinder sig ofte i et spændingsfelt mellem ungdomslivets behov og hensynet til sygdommen i familien, hvilket kan være vanskeligt at balancere.

19+ år

Unge voksne befinder sig i en livsfase præget af selvstændiggørelse og etablering af eget liv. Alvorlig sygdom i familien kan skabe et krydspres mellem egne behov og ansvar over for familien. De har en moden forståelse af situationen, men kan være tilbageholdende med at dele tanker og følelser og håndterer ofte meget selv.


Nogle påtager sig stort ansvar, mens andre har behov for afstand for at fastholde uddannelse, arbejde og sociale relationer. Begge dele er naturlige reaktioner. Det er vigtigt at være opmærksom på mulige følelser af skyld, ambivalens og ensomhed samt behovet for åben og ærlig kommunikation og støtte også uden for familien.

Gode råd: I mødet med forældrene

Snak med barnets/den unges forælder eller omsorgsperson om, hvordan de oplever barnet/den unges reaktioner.

Støt forældrene i, at det er vigtigt, at de snakker med barnet/den unge pårørende om, hvordan de har det.

Støt forældrene i at snakke med deres børn/unge om, at der kan være sammenhæng mellem f.eks. deres mavepine, søvnbesvær, vrede eller andre følelser og sygdomssituationen.

 I de følgende videoer bliver du præsenteret for forskellige reaktioner på alvorlig sygdom hos Freja, Noah og Clara. Anne og Marie knytter derefter nogle ord på, hvad der er vigtigt at være opmærksom i de konkrete cases.