Lærervejledning: Arbejdsbog i Book Creator Knirke & Grævling tegner

Introduktion

I denne aktivitet arbejder eleverne i hver deres arbejdsbog i Book Creator. I arbejdsbogen samler og formidler eleverne deres arbejde med fortællingerne i Knirkeuniverset.

Arbejdsbogen fungerer som en portfolio, hvor elevernes arbejde løbende samles og udvikler sig. Den giver mulighed for at arbejde kreativt og i eget tempo, samtidig med at eleverne kan vende tilbage til deres egne fortællinger og gense deres produkter.

Gennem arbejdet med bogen skabes et trygt læringsrum, hvor eleverne arbejder med følelser, empati og fællesskab. Det gør det muligt at arbejde med temaer som sorg, savn, sygdom og forandringer på en alderssvarende og relationel måde.

Opmærksomhedspunkter
  • I historien arbejder Knirke og Grævling med sorg og savn. Samtalerne kan derfor berøre, hvordan det føles at miste nogen eller savne en, man holder af. Tag afsæt i det konkrete i fortællingen og i børnenes egne iagttagelser frem for abstrakte forklaringer.
  • Vær opmærksom på, at børn kan reagere forskelligt på sorg. Nogle vil tale, andre vil lytte. Begge dele er i orden.
  • Hold fokus på omsorg, minder og det at være der for hinanden.
  • Arbejdsbogen kan tilpasses, så opgaverne passer til jeres behov.
  • Eleverne kan få støtte til læsning og skrivning. 
  • Det er altid historiens karakterer, der er omdrejningspunkt for elevernes fortællinger.
  • Eleverne bør ikke dele deres personlige erfaringer i Book Creator, da værktøjet er til fagligt arbejde. Se mere om Retningslinjer på Skoletube.
Arbejdsformer i forløbet
  • Højtlæsning
  • Genfortælling af historien
  • Tegning og farvelægning
  • Brevskrivning
  • Meddigtning
  • Historiefortælling
  • Puslespil
  • Vendespil
  • Ordjagt
Materialer
  • iPads eller computere
  • Adgang til Book Creator via Skoletube

Bemærk: 
Har I ikke Skoletube, kan gratis prøveadgang bestilles hos Marcus Bennick på 27 14 26 87

Tidsforbrug

Højtlæsning af bog: 1 lektion
Arbejde i arbejdsbogen: 2-4 lektioner

Værdimæssigt og pædagogisk grundlag

Forståelse af centrale begreber
Eleverne opnår en konkret og alderssvarende forståelse af begreber som sorg, død, begravelse, bisættelse, sygdom og livscyklus. Begreberne behandles gennem fortællingerne og knyttes til børnenes hverdag og erfaringer.

Relationelle forandringer
Forløbet giver eleverne mulighed for at reflektere over, hvordan relationer ændrer sig, når nogen dør, og hvordan man fortsat kan have en relation gennem minder, kærlighed og fortællinger.

Venskab og fællesskab
Eleverne arbejder med forståelsen af, at sorg er individuel, men bæres bedst i fællesskab. Der sættes fokus på, hvordan man kan være der for hinanden gennem nærvær, samtale og handling.

Aktiv refleksion
Gennem samtale, dramaleg og kreative aktiviteter får eleverne mulighed for at udtrykke deres egne tanker og følelser og reflektere over eksistentielle spørgsmål.

Forskellighed i sorg
Forløbet tydeliggør, at mennesker reagerer forskelligt på sorg, og at der ikke findes rigtige eller forkerte måder at være ked af det på.

At leve med det uforudsigelige
Eleverne støttes i at forstå, at livet ikke altid kan kontrolleres. Forløbet giver et sprog for magtesløshed, vrede og tristhed, uden krav om løsninger.

Knirkes kappe

I alle fortællingerne indgår Knirkes kappe som et tilbagevendende element. Kappen fungerer ikke som egentlig magi, men som et symbol på mod, støtte og indre styrke. Når figurerne tager kappen på, markerer det et øjeblik, hvor noget er svært, og hvor der er brug for hjælp, ro eller mod.

I aktiviteten bruges kappen som afsæt for samtaler om:

  • Hvornår figurerne har brug for kappen
  • Hvad kappen kan hjælpe med
  • Hvilke følelser der er i spil hos figurerne i historierne
  • Hvordan man kan hjælpe andre ved at dele sin kappe med dem
  • At alle kan have brug for hjælp og en “kappe” i svære situationer

Kappen bliver dermed et samlende element, der binder fortællinger, følelser og dramaleg sammen i forløbet.

Sådan gør du

1. Se eventuelt vejledningen til Book Creator

Du kan finde vejledningen her.

2. Hent arbejdsbogen i Book Creator
  • Log ind på Skoletube.dk 
  • Vælg Book Creator
  • Opret et bibliotek i Book Creator
  • Vælg Deltag i et bibliotek og indtast koden 8QFWMPJ
  • Tag en kopi af den ønskede arbejdsbog og placer den i dit eget bibliotek
  • Lav eventuelle rettelser i skabelonen, så den passer til jeres behov og ønsker
  • Inviter eleverne ind i dit bibliotek med din egen personlige kode
  • Lad eleverne tage en kopi af bogen
  • Nu kan arbejdet begynde
3. Læs bogen som dialogisk læsning

Bøgerne egner sig særligt godt til dialogisk læsning, hvor højtlæsning hele tiden veksler mellem tekst og samtale. Det betyder, at du som lærer:

  • Stopper undervejs i fortællingen
  • Stiller åbne spørgsmål
  • Inviterer eleverne til at undre sig, gætte og sætte ord på følelser

Formålet er ikke at komme hurtigt gennem bogen, men at forstå figurerne og deres oplevelser i fællesskab.

Eksempler på spørgsmål under læsningen:

  • Hvad tror I, figuren føler lige nu?
  • Hvorfor mon hun/han gør sådan?
  • Hvad ville du selv tænke i den situation?
  • Hvad tror I, der sker på næste side?

Vejledning side-til-side i arbejdsbogen

Side 1: Forsiden

Indhold: Titel og forsidebillede.

Vejledning: Brug forsiden til at tale med børnene om, hvad de husker fra historien.

Tal f.eks. om:

  • Hvem er med i historien?
  • Hvad handler historien om?
Side 2-9: Genfortæl historien

Indhold: Illustrationer fra bogen

Vejledning: Eleverne skal genfortælle historien ved hjælp af illustrationer fra bogen.

De skal indtale deres fortællinger med lydoptagelser i Book Creator. Øvelsen kan laves individuelt, som makkerøvelse eller fælles i hele klassen, hvor eleverne på skift kommer op og indtaler deres fortælling.

Tal f.eks. om:

  • Hvem er med på billedet?
  • Hvad sker der på billedet?
  • Hvordan kan man fortælle det?
Side 10: Mindetegning

Indhold: Fotoramme til elevens billede.

Vejledning: Eleverne skal vælge et minde om nogen eller noget, de savner eller holder af, og lave en tegning, der viser mindet. Tal med eleverne om, hvordan minder kan hjælpe, når man savner nogen, og hvordan man kan vise følelser gennem farver og detaljer.

Tal f.eks. om:

  • Hvor foregår dit minde?
  • Hvornår skete det?
  • Hvem var sammen med dig?
  • Hvad husker du særligt ved dit minde?
  • Hvordan havde I det sammen i situationen?
  • Hvorfor har du valgt netop dette minde?
  • Hvordan føles det i kroppen, når du tænker på mindet?
  • Hvorfor har du netop de farver på din tegning?
Side 11: Brev til Grævling

Indhold: Kuvert med brev og billede af Grævling

Vejledning: Eleverne skal skrive et brev eller indtale en besked til Grævling, hvor de forsøger at trøste ham eller være en god ven.
Øvelsen kan laves individuelt, som makkerøvelse eller fælles i hele klassen, hvor eleverne på skift kommer op og indtaler deres besked til Grævling.

Tal f.eks. om:

  • Hvad kan du sige til Grævling?
  • Hvordan kan du trøste ham?
  • Hvad kan gøre Grævling glad?
  • Hvad kan man sige for at hjælpe, når nogen er kede af det?
  • Hvordan føles det at blive trøstet?
  • Hvem kan trøste dig, når du er ked af det?
Side 12: Kære Lillebror

Indhold: Billede af lillebror i træet.

Vejledning: Grævling savner sin lillebror, som ikke er der længere og forestiller sig, at han står foran ham. Eleverne skal komme med bud på, hvad Grævling kan sige til sin lillebror. 

Øvelsen kan laves individuelt, som makkerøvelse eller fælles i hele klassen, hvor eleverne på skift kommer op og indtaler deres svar. 

Tal f.eks. om:

  • Hvad tror du, Grævling vil sige til sin lillebror?
  • Hvad vil Grævling fortælle om?
  • Hvilke minder tror du, at Grævling og lillebror har sammen?
Side 13: Lav din egen kappe

Indhold: Fotoramme til elevens billede.

Vejledning: Eleverne skal lave deres egen fysiske kappe af f.eks. stof, avispapir eller lignende. De pynter kappen med noget, de godt kan lide (f.eks. fodbolde, hjerter, stjerner e.l.)Øvelsen kan laves individuelt, som makkerøvelse eller fælles i hele klassen, hvor der tages et samlet billede af alle eleverne med deres kapper.

Tal f.eks. om:

  • Hvad er der på din kappe?
  • Hvorfor har du valgt det?
  • Hvordan tror du, at kappen kan hjælpe dig?
  • Hvornår kan du bruge din kappe?
  • Hvordan føles det at have kappen på?
Side 14: Pynt din egen kappe (variant af opgaven på side 13)

Indhold: Billede af en kappe.

Vejledning: Eleverne skal hver især pynte en digital udgave af kappen i Book Creator. De pynter kappen med noget, de godt kan lide. Opgaven optræder som alternativ til side 13. Den digitale version af opgaven styrker elevernes digitale billedskabelse og symbolforståelse i et digitalt medie. Den giver samtidig mulighed for differentiering og kan indtænkes som alternativ for elever, der ikke ønsker fysisk optræden.

Tal f.eks. om:

  • Hvad er der på din kappe?
  • Hvorfor har du valgt det?
  • Hvordan tror du, at kappen kan hjælpe dig?
  • Hvornår kan du bruge din kappe?
  • Hvordan føles det at have kappen på?
Side 15-16: De næste dage

Indhold: Forsidebillede med plads til elevens fortælling.

Vejledning: Eleverne skal digte videre på historien og forestille sig, hvad der sker de næste dage.

De kan vælge at:

  • Fortælle historien med deres egen stemme
  • Skrive eller tegne til historien
  • Kombinere tale og tegning

Tal f.eks. om:

  • Hvad tror du, der sker de næste dage?
  • Hvem er sammen?
  • Hvad mon de laver?
  • Hvordan har de det?
Side 17-18: Gode minder

Indhold: Billede af Grævling og Knirke

Vejledning: Eleverne skal digte gode minder til Grævling og lillebror.

Øvelsen kan laves individuelt, som makkerøvelse eller fælles i hele klassen, hvor eleverne på skift kommer op og indtaler deres minder.

Tal f.eks. om:

  • Hvad er et godt minde?
  • Hvornår har Grævling og lillebror haft det rart sammen?
  • Hvad lavede de sammen?
  • Hvordan havde de det?
  • Hvem var sammen med dem?
  • Hvad gjorde mindet godt?
  • Hvordan kan gode minder give trøst?
Side 19: Puslespil

Indhold: To puslespil med et billede fra bogen.

Vejledning: Eleverne skal samle puslespillet som optakt til en fælles samtale om, hvad der sker på billedet. På puslespillet ses Grævling siddende op ad træet. Han sidder og tegner sammen med Knirke.

Øvelsen kan laves individuelt, som makkerøvelse eller fælles i hele klassen, hvor eleverne på skift kommer op og rykker på brikkerne.

Tal f.eks. om:

  • Hvad er der sket med Grævling?
  • Hvad er der på billedet?
  • Hvordan kan man se, Grævling er ked af det?
  • Hvad er det, han er i tvivl om?
  • Hvad betyder det at være i sorg?
  • Reagerer mennesker altid ens, når de er kede af det?
  • Hvordan sørger Grævling i historien?
  • Kan man være både ked af det og lege eller grine på samme tid?
  • Hvordan tror I, det føles for Grævling at være i tvivl om, om han gør det rigtigt?
  • Hvad kan hjælpe, når man savner nogen?
Side 20: Vendespil

Indhold: Vendespil med alle illustrationerne fra bogen.

Vejledning: Eleverne skal spille et vendespil med illustrationerne fra bogen.
Når der vendes to kort, opfordres eleverne til kort at tale om billederne og det, de kan huske fra historien. Spillet kan bruges som rolig aktivitet, gentagelse eller afslutning på forløbet.

Formålet er at styrke elevernes hukommelsesstrategier, billed-tekst-forbindelse og træne mundtlig genfortælling i korte sekvenser.

Øvelsen kan laves individuelt, som makkerøvelse eller fælles i hele klassen, hvor eleverne på skift kommer op og vender brikker. 

Tal f.eks. om:

  • Hvad sker der på billedet?
  • Hvem er med?
  • Hvad kan du huske fra historien her?
  • Hvordan har figurerne det?
  • Har vi set billedet før i bogen?
Side 21: Byg historien

Indhold: Interaktivt element hvor eleverne skal placere billederne i rækkefølge og genskabe historien. Elementet findes i to versioner med henholdsvis 6 og 9 kort.

Vejledning: Eleverne skal placere kortene i den rigtige rækkefølge, som de optræder i bogen med fokus på historiens opbygning med begyndelse – midte – slutning. Elementet bruges som en rolig aktivitet, gentagelse eller afslutning på forløbet.

Formålet er at styrke elevernes hukommelse, sprog og forståelse af bogens handling gennem leg og samtale.

Øvelsen kan laves individuelt, som makkerøvelse eller fælles i hele klassen, hvor eleverne på skift kommer op og flytter kort. 

Tal f.eks. om:

  • Hvad sker der på billederne?
  • Hvem er med?
  • Hvad kan du huske fra historien her?
  • Hvordan har figurerne det?
  • Har vi set billedet før i bogen?
Side 22: Find ordene

Indhold: Interaktivt element hvor eleverne skal finde ord og begreber fra historien. 
Elementet findes i to versioner med henholdsvis 8 og 14 ord.

Vejledning: Eleverne skal finde ordene i nettet med bogstaver.
Elementet bruges som en rolig aktivitet, gentagelse eller afslutning på forløbet.

Formålet er at styrke elevernes hukommelse, sprog og forståelse af ord og begreber, som de møder i bogen.

Øvelsen kan laves individuelt, som makkerøvelse eller fælles i hele klassen, hvor eleverne på skift kommer op og finder et ord. 

Tal f.eks. om:

  • Hvad betyder ordet?
  • Hvor hørte vi ordet i historien?
  • Hvem sagde ordet?
  • Hvem eller hvad handler ordet om?
  • Er det et glad, trist eller neutralt ord?
  • Kendte I ordet i forvejen?
Side 23-27: Læseteater

Indhold: Læseteater med rollerne Fortæller, Knirke og Grævling.

Vejledning: Eleverne arbejder med læseteateret i små grupper eller i fællesskab i klassen. Rollerne fordeles mellem eleverne, og teksten kan læses højt, indtales eller opføres med støtte i enkle kropslige udtryk, bevægelser og mimik.

Læseteateret anvendes som fælles træning af oplæsning og som bearbejdning af fortællingens indhold. Aktiviteten understøtter elevernes læseforståelse, mundtlige sprogfærdigheder og indlevelse i tekstens univers.

Benyt muligheden for indtaling i Book Creator, så eleverne kan høre deres oplæsning igen og erstatte sætningerne, hvis de ønsker det.

Tal f.eks. om:

  • Hvad sker der i scenen?
  • Hvordan tror I figuren havde det, da den sagde sætningen?
  • Hvordan kan man med sin oplæsning vise de følelser, som figurerne har?
  • Hvordan kan sætningen lyde, hvis figuren f.eks. er ked af det, bange eller rolig?

Undervisningsmaterialer til de seks bøger i Knirkekufferten

Kroppen

Eleverne arbejder med kroppen og livet med udgangspunkt i Knirke & Hare bliver modige

Skyldfølelse

Eleverne arbejder med begreberne skyld og ansvar med udgangspunkt i Knirke & Pindsvin flyder med strømmen

Savn

Eleverne arbejder med savn og minder med udgangspunkt i Knirke & Ræv kigger mod himlen

Begravelse

Eleverne arbejder med døden og det at sige farvel med udgangspunkt i Knirke & Muldvarp holder begravelse

Følelser

Eleverne arbejder med at forstå og udtrykke følelser med udgangspunkt i Knirke & Grævling tegner

Sygdom

Eleverne arbejder med sygdom og kroppen med udgangspunkt i Knirke & Spætte finder melodien

Et undervisningsforløb om sorg, liv og død til indskolingen

Med en Knirkekuffert får du viden og konkrete redskaber til at møde børn i indskolingen i naturlige samtaler om sorg, liv og død. Materialet støtter børn i at forstå og håndtere egne og andres følelser i relation til blandt andet sygdom, kroppen, følelser, skyld, savn og begravelse.

Materiale

Køb af Knirkekuffert
Der er tilbudt 600 gratis Knirkekufferter til landet skoler gennem kommunen. Nu kan man også købe kufferten her.

Køb af ekstra materiale til Knirkekufferten
På hjemmesiden www.knirke.com er det muligt at købe ekstra indhold fra Knirkekufferten.

Kontakt os
Har du spørgsmål til Knirkekufferten eller til vores øvrige aktiviteter og tilbud, er du altid velkommen til at kontakte os på info@sorgcenter.dk.

Støttet af: