Lærervejledning: Begravelse

Introduktion

I Knirke & Muldvarp holder begravelse hører vi, hvad Knirke og Muldvarp gør, da Spidsmus dør. De er sammen, taler om det, siger farvel og holder en begravelse.

I denne aktivitet arbejder eleverne tæt på historien. Med udgangspunkt i billeder fra bogen skal de finde ord og små sætninger, som passer til det, de kan se på tegningerne på kopiarket. På den måde får eleverne øje på, hvad Knirke og Muldvarp gør, når de tager afsked med Spidsmus.

Opgaven giver rum for en fælles samtale, hvor eleverne – hvis de har lyst – kan dele egne erfaringer med at sige farvel til et menneske eller et kæledyr.

Gennem konkrete nedslag i teksten får eleverne en enkel forståelse af, hvad en begravelse kan være, og hvordan det kan hjælpe, når man mister. Samtidig åbnes der for en samtale om, at en afsked kan se ud på mange måder, og at de alle kan være rigtige.

Opmærksomhedspunkter
  • Tag udgangspunkt i de ord og sætninger, eleverne finder i teksten, og brug det som afsæt for samtalen i klassen.
  • Skab et trygt rum, da nogle elever kan blive berørte af temaet.
  • Hjælp eleverne med at finde konkrete ord og sætninger fra historien, så arbejdet forbliver nært og genkendeligt.
  • Gør det tydeligt, at eleverne kun skal dele egne oplevelser, hvis de har lyst.
  • Gør det tydeligt, at man kan sige farvel på mange måder, og at der ikke findes én rigtig måde at gøre det på.
Arbejdsformer i forløbet
  • Individuelt eller makkerarbejde 
  • Samtale i klassen
Materialer
Værdimæssigt og pædagogisk grundlag

Aktiviteten støtter elevernes mulighed for at arbejde tekstnært med fortællingen og udvikle deres ordforråd gennem ord og sætninger fra historien. Når eleverne kobler tekst og billeder, får de en konkret indgang til at forstå, hvad Knirke og Muldvarp gør, når de siger farvel.

Samtidig giver opgaven eleverne en enkel forståelse af, hvad en begravelse kan være, og hvordan handlinger som at være sammen, sige farvel og mindes kan have betydning, når man mister.

Aktiviteten åbner for en fælles samtale, hvor eleverne kan spejle sig i fortællingen og – hvis de har lyst – inddrage egne erfaringer. Der lægges vægt på, at deltagelse kan ske på forskellige måder, og at eleverne ikke behøver dele noget personligt for at være med.

Eleverne kan arbejde med opgaven ved at skrive, finde ord eller tage afsæt i billederne, hvilket gør aktiviteten tilgængelig og giver plads til forskellige udtryksformer og niveauer.

Sådan gør du

1.Opstart i klasse

Med udgangspunkt i en fælles oplæsning af historien tales der kort om den del af fortællingen, der handler om begravelse. Undlad at gå for meget i detaljer, da eleverne selv skal arbejde undersøgende med teksten efterfølgende.

2. Arbejde med kopiark

Del kopiarket ud til eleverne. Eleverne kan arbejde individuelt eller i makkerpar.

I arbejdet skal eleverne se grundigt på tegningerne og i teksten finde ord og små sætninger fra historien, som passer til hvert billede.
Brug den digitale udgave af bogen eller kopier de relevante sider fra den fysiske bog til eleverne.

Eleverne skal finde ord eller sætninger i teksten og skrive dem på kopiarket.

Notér eventuelt hjælpeord på tavlen, hvis der er behov for det.

3. Fælles opsamling i klassen

Saml op med udgangspunkt i elevernes svar.

Lad eleverne byde ind med de ord og sætninger, de har fundet, og tal om, hvad Knirke og Muldvarp gør.

Tal f.eks. om:

  • Hvad gør de for at sige farvel?
  • Hvad gør de sammen?
  • Hvad hjælper Muldvarp?

Skriv elevernes ord op på tavlen og brug dem til at samle en fælles forståelse.

Hvis eleverne selv bringer erfaringer i spil, kan der åbnes for samtale om erfaringer med at tage afsked til et dyr eller et menneske, og at man kan sige farvel på forskellige måder.

Hold samtalen i et enkelt og genkendeligt sprog, og tag udgangspunkt i det, eleverne selv bringer ind.

Samtalen kan f.eks. omhandle:

  • Hvad man kan gøre for at sige farvel.
  • Hvem man er sammen med, når man siger farvel.
  • Hvad man kan sige eller gøre til en begravelse.
  • At nogle bliver begravet i jorden, mens andre bliver brændt (bisættelse).
  • At nogle vælger at sprede asken et særligt sted.


Undervisningsmaterialer til de seks bøger i Knirkekufferten

Kroppen

Eleverne arbejder med kroppen og livet med udgangspunkt i Knirke & Hare bliver modige

Skyldfølelse

Eleverne arbejder med begreberne skyld og ansvar med udgangspunkt i Knirke & Pindsvin flyder med strømmen

Savn

Eleverne arbejder med savn og minder med udgangspunkt i Knirke & Ræv kigger mod himlen

Begravelse

Eleverne arbejder med døden og det at sige farvel med udgangspunkt i Knirke & Muldvarp holder begravelse

Følelser

Eleverne arbejder med at forstå og udtrykke følelser med udgangspunkt i Knirke & Grævling tegner

Sygdom

Eleverne arbejder med sygdom og kroppen med udgangspunkt i Knirke & Spætte finder melodien

Et undervisningsforløb om sorg, liv og død til indskolingen

Med en Knirkekuffert får du viden og konkrete redskaber til at møde børn i indskolingen i naturlige samtaler om sorg, liv og død. Materialet støtter børn i at forstå og håndtere egne og andres følelser i relation til blandt andet sygdom, kroppen, følelser, skyld, savn og begravelse.

Materiale

Køb af Knirkekuffert
Der er tilbudt 600 gratis Knirkekufferter til landet skoler gennem kommunen. Nu kan man også købe kufferten her.

Køb af ekstra materiale til Knirkekufferten
På hjemmesiden www.knirke.com er det muligt at købe ekstra indhold fra Knirkekufferten.

Kontakt os
Har du spørgsmål til Knirkekufferten eller til vores øvrige aktiviteter og tilbud, er du altid velkommen til at kontakte os på info@sorgcenter.dk.

Støttet af: