Lærervejledning: Ord-vendespil før læsning

Introduktion

Denne aktivitet bruges til at aktivere elevernes forforståelse før læsning (eller som støtte undervejs), så de er klar til at møde nye ord og begreber i historien om Knirke og Muldvarp.

Når eleverne støder på ord, de ikke kender, kan historien hurtigt blive svær at følge. Ved at arbejde med ord og forklaringer som et vendespil får eleverne mulighed for at opbygge et fælles ordforråd, som gør det lettere at forstå fortællingen.

Aktiviteten giver eleverne mulighed for at blive fortrolige med centrale ord fra historien, før de møder dem i teksten. Samtidig åbner den for samtaler om de temaer, der indgår i fortællingen, f.eks. begravelse, savn og minder.

Opmærksomhedspunkter
  • Fokus er på at arbejde med ordenes betydning – ikke på at finde det “rigtige svar”. Gør det trygt for eleverne at gætte og prøve sig frem.
  • Lad eleverne lytte til oplæsningen af ordene og tale sammen om, hvad de tror, ordene betyder.
  • Nogle ord kan betyde forskellige ting i forskellige sammenhænge. Giv plads til sætninger som: “Det kan også betyde …”
  • Sørg for, at alle i gruppen deltager aktivt, f.eks. ved at lytte, finde match eller forklare.
  • Undgå for “voksne” forklaringer. Hvis eleverne selv finder en god og enkel forklaring, kan den bruges i samtalen.
Arbejdsformer i forløbet
  • Makker- eller gruppearbejde
  • Sprog- og begrebsarbejde
  • Fælles opsamling og begrebsafklaring i klassen
Fokusord i forløbet

Minde: Noget man kan huske
Kappe: En slags jakke uden ærmer
Muldvarpeskud: Lille jordbunke lavet af en muldvarp
Kokasse: Lort fra en ko
Begravelse: Når man lægger en død i jorden
Pote: En fod på et dyr
Lugtesans: Den sans, man bruger til at lugte med
Snuse: Når man lugter til noget
Savn: En følelse, man får, når man mangler nogen

Materialer
  • Computere eller iPads
  • Det digitale vendespil eller printede ark med ord og ordforklaringer – gerne på karton
  • Saks og lim
  • Kuvert til opbevaring af det fysiske spil
Tidsforbrug

15–20 min

Værdimæssigt og pædagogisk grundlag

Et fælles ordforråd giver eleverne bedre mulighed for at forstå historien og tale om dens temaer. Når eleverne arbejder med ordene sammen, bliver det lettere at følge handlingen og deltage i samtaler om det, der sker i fortællingen.

Aktiviteten styrker både læseforståelse og sproglig opmærksomhed. Samtidig oplever eleverne, at det er helt normalt ikke at kende alle ord. Ved at lytte, gætte og tale sammen kan de hjælpe hinanden med at forstå ordenes betydning.

Sådan gør du

1. Åbn vendespillet

Åbn vendespillet, eventuelt på skærm i klassen eller på elevernes computere eller iPads.

2. Print arkene

Print arkene med ord og billeder/ordforklaringer. Ét sæt pr. gruppe.

3. Klip billederne ud

Eleverne klipper ord og billeder ud.

4. Læg kortene klar

Kortene lægges på bordet med ord- og billedside nedad.

5. Spil vendespillet

Undervejs kan du støtte med spørgsmål som:

  • Hvad tror I, ordet betyder?
  • Har I hørt ordet før?
  • Minder ordet jer om noget, I kender i forvejen?

Når en gruppe mener, at de har fundet alle match, kan de:

  • Læse parrene højt for hinanden og tale om, om de passer sammen
  • Sammenligne deres sæt med en anden gruppe og hjælpe hinanden med at tjekke
6. Afslut med en kort opsamling i klassen
  • Var der nogle ord, der var svære at forstå?
  • Var der et ord, I ikke kendte før?
  • Er der ord, som I nu kan forklare med jeres egne ord?

Undervisningsmaterialer til de seks bøger i Knirkekufferten

Kroppen

Eleverne arbejder med kroppen og livet med udgangspunkt i Knirke & Hare bliver modige

Skyldfølelse

Eleverne arbejder med begreberne skyld og ansvar med udgangspunkt i Knirke & Pindsvin flyder med strømmen

Savn

Eleverne arbejder med savn og minder med udgangspunkt i Knirke & Ræv kigger mod himlen

Begravelse

Eleverne arbejder med døden og det at sige farvel med udgangspunkt i Knirke & Muldvarp holder begravelse

Følelser

Eleverne arbejder med at forstå og udtrykke følelser med udgangspunkt i Knirke & Grævling tegner

Sygdom

Eleverne arbejder med sygdom og kroppen med udgangspunkt i Knirke & Spætte finder melodien

Et undervisningsforløb om sorg, liv og død til indskolingen

Med en Knirkekuffert får du viden og konkrete redskaber til at møde børn i indskolingen i naturlige samtaler om sorg, liv og død. Materialet støtter børn i at forstå og håndtere egne og andres følelser i relation til blandt andet sygdom, kroppen, følelser, skyld, savn og begravelse.

Materiale

Køb af Knirkekuffert
Der er tilbudt 600 gratis Knirkekufferter til landet skoler gennem kommunen. Nu kan man også købe kufferten her.

Køb af ekstra materiale til Knirkekufferten
På hjemmesiden www.knirke.com er det muligt at købe ekstra indhold fra Knirkekufferten.

Kontakt os
Har du spørgsmål til Knirkekufferten eller til vores øvrige aktiviteter og tilbud, er du altid velkommen til at kontakte os på info@sorgcenter.dk.

Støttet af: