Lærervejledning: En mindeballon

Introduktion

I Knirke & Ræv kigger mod himlen taler Knirke og Ræv om savn, minder og det at bære noget vigtigt med sig videre. I denne aktivitet skal eleverne arbejde med at sætte ord og billeder på det, Ræv gerne vil huske om sin mor.

Ballonen bliver i aktiviteten et billede på tanker, følelser og minder, man gerne vil holde fast i. Eleverne skal skrive eller tegne i en ballon og på den måde arbejde med bogens temaer på en konkret og tryg måde.

Aktiviteten giver eleverne mulighed for at undersøge, hvordan vi bærer minder med os, og hvordan vi kan udtrykke dem med enkle ord, tegninger og farver.

Opgave til Knirke & Ræv kigger mod himlen
Opmærksomhedspunkter
  • Hold fokus på Ræv, hendes mor og bogens univers frem for elevernes egne oplevelser.
  • Nogle elever kan blive berørte af bogens tema. Gør det derfor tydeligt, at de gerne må arbejde med Rævs minder og ikke behøver tage udgangspunkt i sig selv.
  • Mind eleverne om, at minder godt kan vække forskellige følelser på samme tid.
  • Det vigtigste er ikke, at ballonen bliver flot, men at eleven får sat ord eller billeder på noget, der er vigtigt i fortællingen.
Arbejdsformer i forløbet
  • Fælles samtale i klassen
  • Individuelt kreativt arbejde
  • Makker- eller gruppevis deling
Materialer
  • Kopiark med ballonskabelon eller blankt papir
  • Blyanter
  • Farver eller tusser
  • Saks
  • Karton
  • Snor
  • Eventuelt følelseskort fra Knirkekufferten
Tidsforbrug

Ca. 30–45 minutter

Værdimæssigt og pædagogisk grundlag

Aktiviteten støtter elevernes ordforråd og deres mulighed for at sætte ord på minder, savn og følelser i tilknytning til fortællingen. Når et abstrakt tema som minder bliver gjort konkret gennem en ballon, får eleverne lettere ved at arbejde med bogens indhold.

Samtidig giver opgaven eleverne mulighed for at deltage på forskellige måder. Nogle elever vil skrive ord, andre vil tegne eller bruge farver som støtte. Det gør aktiviteten mere tilgængelig og giver plads til, at eleverne kan udtrykke forståelse af fortællingen uden at skulle fortælle noget personligt.

Sådan gør du

1. Indledende samtale i klassen

Tal først kort med eleverne om, hvad Ræv gerne vil huske om sin mor.

Du kan for eksempel spørge:

  • Hvad fortæller Ræv om sin mor?
  • Hvad tror I, Ræv gerne vil huske?
  • Hvilke ting er vigtige for Ræv at gemme i sine tanker?

Tal også kort om ballonen i historien, og om hvordan den kan være med til at vise noget, Ræv bærer med sig.

2. Arbejdet med ballonen

Del ballonskabeloner ud til eleverne, eller lad dem selv tegne en stor ballon.

Fortæl eleverne, at de nu skal fylde ballonen med ting, som Ræv gerne vil huske om sin mor.

Det kan for eksempel være:

  • Noget de lavede sammen
  • Noget moren sagde
  • Noget Ræv føler, når hun tænker på hende
  • Noget, der viser deres relation

Eleverne kan enten skrive, tegne eller gøre begge dele.

3. Arbejde med følelser

Læg eventuelt følelseskortene fra Knirkekufferten ud, og lad eleverne kigge på dem.

Tal sammen om, hvilke følelser der passer til det, de har skrevet eller tegnet i ballonen.

Du kan for eksempel spørge:

  • Hvilke følelser passer til Rævs minder?
  • Kan minder gøre én både glad og ked af det?
  • Hvilke følelser tror I, Ræv har, når hun tænker på sin mor?
4. Deling og afslutning

Lad eleverne vise deres balloner til en makker, i en lille gruppe eller i klassen.

De kan bruge sætningsstartere som:

  • “Jeg har valgt at tegne/skrive …”
  • “Det passer til Ræv, fordi …”
  • “Jeg tror, det betyder noget for Ræv, fordi …”

Aktiviteten kan afsluttes med, at ballonerne hænges op i klassen som en fælles væg med minder fra fortællingen.

Undervisningsmaterialer til de seks bøger i Knirkekufferten

Kroppen

Eleverne arbejder med kroppen og livet med udgangspunkt i Knirke & Hare bliver modige

Skyldfølelse

Eleverne arbejder med begreberne skyld og ansvar med udgangspunkt i Knirke & Pindsvin flyder med strømmen

Savn

Eleverne arbejder med savn og minder med udgangspunkt i Knirke & Ræv kigger mod himlen

Begravelse

Eleverne arbejder med døden og det at sige farvel med udgangspunkt i Knirke & Muldvarp holder begravelse

Følelser

Eleverne arbejder med at forstå og udtrykke følelser med udgangspunkt i Knirke & Grævling tegner

Sygdom

Eleverne arbejder med sygdom og kroppen med udgangspunkt i Knirke & Spætte finder melodien

Et undervisningsforløb om sorg, liv og død til indskolingen

Med en Knirkekuffert får du viden og konkrete redskaber til at møde børn i indskolingen i naturlige samtaler om sorg, liv og død. Materialet støtter børn i at forstå og håndtere egne og andres følelser i relation til blandt andet sygdom, kroppen, følelser, skyld, savn og begravelse.

Materiale

Køb af Knirkekuffert
Der er tilbudt 600 gratis Knirkekufferter til landet skoler gennem kommunen. Nu kan man også købe kufferten her.

Køb af ekstra materiale til Knirkekufferten
På hjemmesiden www.knirke.com er det muligt at købe ekstra indhold fra Knirkekufferten.

Kontakt os
Har du spørgsmål til Knirkekufferten eller til vores øvrige aktiviteter og tilbud, er du altid velkommen til at kontakte os på info@sorgcenter.dk.

Støttet af: