Lærervejledning: Stop og tal om teksten
Introduktion
I denne aktivitet stopper du undervejs i højtlæsningen og taler med eleverne om det, der sker i historien. Eleverne skal lægge mærke til både tekst og billeder og øve sig i at sætte ord på, hvad figurerne oplever, føler og tænker.
Samtalerne hjælper eleverne med at forstå bogens handling og giver dem mulighed for at tale om bogens stemning og relationen mellem Knirke og Ræv. Aktiviteten holder fokus på fortællingen og på de spor, eleverne kan finde i billeder og tekst undervejs.

Opmærksomhedspunkter
- Hold fokus på bogens figurer, handling og billeder frem for elevernes egne oplevelser.
- Nogle elever kan blive berørte af bogens tema. Giv derfor plads til forskellige måder at deltage på.
- Stil åbne og enkle spørgsmål, hvor eleverne først tager udgangspunkt i det, de kan se og høre i historien.
- Der findes ikke ét rigtigt svar. Det vigtigste er, at eleverne øver sig i at lægge mærke til detaljer og begrunde deres tanker.
- Hvis eleverne går i stå, kan du hjælpe med sætningsstartere som: “Jeg kan se …”, “Jeg tror …”, “Det får mig til at tænke …”
Arbejdsformer i forløbet
- Dialogisk læsning i fællesskab
- Korte samtaler i plenum
- Eventuelt makkersnak
- Fælles opsamling
Materialer
- Bogen Knirke & Ræv kigger mod himlen
- Eventuelt tavle eller papir til at samle elevernes ord og tanker
Tidsforbrug
Ca. 15-20 minutter som en del af oplæsningen
Værdimæssigt og pædagogisk grundlag
Aktiviteten støtter elevernes forståelse af fortællingen og gør dem opmærksomme på, at billeder og tekst fortæller sammen. Når læreren stopper undervejs i læsningen og taler med eleverne om det, de ser og hører, bliver det lettere for dem at følge handlingen og forstå figurerne.
Samtidig giver aktiviteten eleverne et fælles sprog for stemninger, følelser og relationer i fortællingen. Arbejdet tager udgangspunkt i bogens univers og giver eleverne mulighed for at deltage uden at skulle dele personlige oplevelser.
Sådan gør du
1. Stop ved siden med Ræv og moren i ballonen
Læs frem til siden, hvor Ræv ses sammen med sin mor i ballonen.
Tal med eleverne om:
- Hvordan virker stemningen på billedet?
- Hvad kan I se på billedet?
- Hvad lægger I mærke til ved Ræv?
2. Læs næste side
Stop og tal med eleverne om:
- Hvad har ændret sig fra siden før?
- Hvad siger Ræv om sine følelser?
- Hvad kan I se, når I kigger på Knirke?
3. Læs en side mere
Tal med eleverne om:
- Hvordan hjælper billedet os med at forstå Ræv?
- Hvad lægger I mærke til ved ballonen nu?
- Hvordan passer billedet til det, vi hører i historien?
4. Stop ved siden, hvor ballonen flyver væk
Spørg eleverne:
- Hvad i billedet får jer til at tænke det?
- Hvad kan I se på Knirke og Rævs ansigter?
- Hvordan tror I, Ræv har det nu?
5. Læs de to næste sider
Tal med eleverne om:
- Hvad gør Knirke for at hjælpe Ræv?
- Hvad lægger I mærke til ved Rævs ansigt?
- Hvad kan I se på billederne, som ikke bliver sagt direkte i teksten?
6. Læs en side mere og stop op
Spørg eleverne:
- Hvad siger Knirke om ballonen?
- Hvad kan I se på billedet?
- Er der noget i billedet, som er vigtigt at lægge mærke til eller noget, der mangler?
7. Tal sammen efter læsningen
Når bogen er læst færdig, kan du samle op med spørgsmål som:
- Hvordan er stemningen til sidst sammenlignet med i starten?
- Hvilken rolle spiller ballonen i løbet af historien?
- Hvad har Knirke gjort for at være en god ven?
- Hvad tror I, Ræv har været igennem i historien?
- Hvordan vil I beskrive slutningen?
- Hvad tror I, bogen gerne vil fortælle om savn, minder og håb?
Undervisningsmaterialer til de seks bøger i Knirkekufferten

Kroppen
Eleverne arbejder med kroppen og livet med udgangspunkt i Knirke & Hare bliver modige

Skyldfølelse
Eleverne arbejder med begreberne skyld og ansvar med udgangspunkt i Knirke & Pindsvin flyder med strømmen
Et undervisningsforløb om sorg, liv og død til indskolingen
Med en Knirkekuffert får du viden og konkrete redskaber til at møde børn i indskolingen i naturlige samtaler om sorg, liv og død. Materialet støtter børn i at forstå og håndtere egne og andres følelser i relation til blandt andet sygdom, kroppen, følelser, skyld, savn og begravelse.
Materiale
Køb af Knirkekuffert
Der er tilbudt 600 gratis Knirkekufferter til landet skoler gennem kommunen. Nu kan man også købe kufferten her.
Køb af ekstra materiale til Knirkekufferten
På hjemmesiden www.knirke.com er det muligt at købe ekstra indhold fra Knirkekufferten.
Kontakt os
Har du spørgsmål til Knirkekufferten eller til vores øvrige aktiviteter og tilbud, er du altid velkommen til at kontakte os på info@sorgcenter.dk.
Støttet af:






