Vi er i 2001. På redaktionen hos Morgenavisen Jyllands-Posten arbejder 23-årige Helle på en artikel. Hun er praktikant, hendes historier havner på forsiden, og hun er et af de nye talenter. Men på toilettet bryder hun sammen. For kort tid siden døde hendes mor – og den her gang kan hun ikke længere holde sammen på sig selv.

Barndommens tab – den stille sorg
Helle Vincentz voksede op på landet i 1980’erne. Hendes far var landmand – en kærlig legefar, der prioriterede tid med børnene. Men han kæmpede også. Da de blev økonomisk pressede, tog hans alkoholproblem til. Hjemmet blev præget af hans temperament og uforudsigelige udbrud, og Helle husker, hvordan hendes mor kunne græde tilsyneladende ud af det blå. Utrygheden satte sig som en knude i maven hos hende.

I 1987, da Helle var otte år, tog hendes far sit eget liv. Det var ubegribeligt. Som barn nåede hun hurtigt frem til den konklusion, at det måtte være hendes skyld.

”Jeg følte, at jeg ikke havde været god nok. At jeg på en eller anden måde havde fejlet som datter,” fortæller hun.

I familien talte de ikke om farens død. Sorgen blev tavs, usynlig – og Helle bar den alene. Hun skammede sig over selvmordet. Udadtil klarede hun sig godt, var flittig i skolen og vellidt. Indeni voksede en overbevisning frem: At hun ikke var et godt menneske, og at verden ikke var et sikkert sted.

Når ungdommen på skinner stopper brat
Som ung kastede Helle sig ind i livet med alt, hvad hun havde. Hun fandt en identitet i at præstere – i at være den dygtige. Da hun fik praktikplads på Jyllands-Posten i 2001, leverede hun på højeste niveau. Hun fik sine artikler på forsiden og arbejdede med en målrettethed, der imponerede.

Samme år dør hendes mor efter et kort sygdomsforløb. Helle var 23 år – og nu forældreløs. Tabet af hendes mor var ikke kun sorgen over at miste en forælder. Det var en fuldstændig livsomvæltende situation. Helle mistede sit tryghedsnet, sit fundament.

På arbejdet kunne hun ikke længere levere som før. Hun græd ofte på toilettet, havde koncentrationsbesvær og manglende energi.

”Der var stor forståelse fra avisens side, men jeg var vred på mig selv. Jeg følte, jeg bare skulle tage mig sammen. Mit selvværd var bundet op på mine præstationer – og uden dem følte jeg mig ikke som mig selv.”

Børn, Unge & Sorg gjorde hende til et helt menneske igen
Helle kontaktede Børn, Unge & Sorg første gang, mens hendes mor var syg. Hun husker, hvordan hun græd og græd i telefonen, mens psykologen lyttede. Hun begyndte i et individuelt psykologforløb, og senere blev hun anbefalet at starte i en sorggruppe hos Preben Engelbrekt.

I sorggruppen mødte hun andre unge, der også kæmpede med studie, job og savn. Hun fandt ud af, at hun ikke var alene – og at nogle faktisk havde det endnu sværere end hende selv. ”Det var altid en rå ærlighed i sorggruppen. Det var en lettelse at kunne spejle mig i de andres følelser og se, at det ikke kun var mig, der havde det svært.”

Også Preben gjorde en forskel. Helle havde mest af alt lyst til at fokusere på sin karriere og pakke sorgen væk. Det så Preben. Han holdt fast i hende, når hun var ved at trække sig, og mindede hende igen og igen om at passe på sig selv og give sorgen plads. Han skabte et trygt rum, hvor Helle kunne lægge facaden og langsomt begynde at bearbejde sin sorg.

“I sorggruppen fandt jeg ud af, at jeg ikke var den eneste. At det ikke bare var mig.”

Efter halvandet år havde hun fået det så godt, at det var tid til at sige farvel til gruppen. Men hun blev hængende hos Børn, Unge & Sorg – denne gang som frivillig på Sorglinjen. Senere skrev hun to bøger: én om at være ung og forladt og én om hendes fars selvmord. Ved at dele sine erfaringer og hjælpe andre blev alt det, hun selv havde været igennem, ikke lige så meningsløst. For Helle blev det også en påmindelse om, hvor langt hun faktisk var kommet i sin egen sorgproces.

Fra tab til fortælling
Helles historie er fortællingen om to sorger: Den stille, skjulte sorg som barn og den altomsluttende som ung voksen, når man står tilbage uden forældre. Men det er også fortællingen om, hvordan man kan lære at bære begge – og langsomt finde vej til et liv, hvor smerten ikke forsvinder, men bliver en del af den historie, man selv vælger at give videre.