Sorg ved dødsfald: Forskning og viden

Sorg ved dødsfald er en naturlig reaktion, der opstår, når vi mister en vigtig person. Hvordan den kommer til udtryk, hvordan den opleves, er individuel fra person til person og afhænger blandt andet af hvem man har mistet, hvordan personen døde, hvor man selv står i livet, og hvilke styrker, sårbarheder og tidligere erfaringer man selv har. Vi har beskrevet typiske reaktioner og sorgens dynamiske tilpasningsproces (to-procesmodellen) her.  

På denne side kan du finde viden fra nyere forskning inden for sorgfeltet. Studierne dækker en bred vifte af emner – fra sorg som en grundlæggende menneskelig og eksistentiel erfaring, til hvilke faktorer der øger risikoen for komplicerede sorgreaktioner, og hvordan disse reaktioner kommer til udtryk og kan behandles. 

Sorg som eksistentiel erfaring 

Døden er et grundvilkår for os alle. Vi lever med bevidstheden om, at ikke blot vores eget liv har en ende, men også at alt, hvad vi elsker og knytter os til, er skrøbeligt og forgængeligt. Derfor er tab en grundlæggende eksistentiel erfaring. Sorgen opstår, når vi mister noget, vi er dybt forbundet med – noget, der har været med til at forme vores identitet11. Fra et eksistentielt perspektiv er sorgen således en altomfattende erfaring, præget af følelsen af at have mistet en del af sig selv, af tomhed, desorientering23 og en oplevelse af at være fortabt – af at skulle lære at være i verden på ny4. 

Når man undersøger sorgen fra et eksistentielt perspektiv, fokuserer man på den som en levet erfaring, og på hvordan den påvirker individets væren-i verden. Dette inkluderer mange forskellige dimensioner, såsom: Sorgen som et felt af mange og ofte modsatrettede følelser56; erfaringen af at føle sig afkoblet fra omverdenen – som om tiden fryser for den sørgende, mens den fortsætter ufortrødent for alle andre789 og oplevelsen af at være blevet fremmed for sig selv og andre, ledsaget af spørgsmål som: “Hvem er jeg nu? Hvor skal jeg hen?”101112. 

Det eksistentielle perspektiv fokuserer også på sorgens etiske dimensioner – hvad kan og må vi sørge over, og hvad anses for legitimt eller illegitimt? 13; hvordan er den sørgendes erfaringer vævet sammen med sociale og kulturelle processer 14 og endelig: Hvilken rolle spiller døden i livet? Hvordan lever jeg med bevidstheden om, at både jeg selv og andre skal dø? 15. 

Sorgbaner og mønstre i sorgforløb

Undersøgelser af ”grief trajectories” har forsøgt at belyse mulige mønstre eller kategorier af sorgforløb161718. Efterladte er blevet fulgt i mange måneder, nogle gange flere år, og bedt om at besvare spørgsmål om deres sorgsymptomer. Besvarelserne bliver analyseret via growth curve modeling19. En række danske studier har blandt andre bidraget til denne forskning202122.  Resultaterne fra disse studier varierer pga. design heterogenitet (dvs. forskellige deltagere, tabstyper, måleinstrumenter, tidsrammer). Dog er der en tendens til, at tre overordnered mønstre af sorgforløb (sorgbaner) træder frem: et med forholdsvis lave sorgsymptomer ofte kaldt et robust (resilient) mønster; et hvor moderate sorgsymptomer aftager over tid (recovery), og et med høje og vedvarende sorgsymptomer (chronic). Nogle studier identificerer flere end disse tre. 

Fordelingen af de efterladte forskningsdeltagere på tværs af de forskellige kategorier varierer fra studie til studie, men et overordnet bud er at omkring 70–75 % af efterladte følger en robust sorgbane, at ca. 20 oplever moderate aftagende sorg symptomer, mens ca. 4-10% oplever symptomer på vedvarende sorgsymptomer. Fremtidige studier vil uden tvivl bidrage til at præsidere denne fordeling. 

Her viser vi grafer fra nogle af de danske studier. 

Komplicerede sorgreaktioner

Gruppen af efterladte, der oplever vedvarende høje sorgsymptomer, ca. 10 – 15%2324 – ofte kaldt chronic eller prolonged grief i grief trajectory studierne – har fået en del opmærksomhed – især efter at diagnosen Prolonged Grief Disorder blev introduceret i ICD-11 og DMS TR – se boks nedenfor25. Der har været en stigende klinisk og forskningsmæssig interesse for at kunne identificere efterladte, som lider med høje sorgsymptomer i lang tid og i at udvikle og kunne tilbyde behandling til dem.   

Der har dog hersket en del forvirring og kontrovers på lige netop dette område. Flere forskellige internationale og danske forskergrupper har arbejdet ud fra forskellige forståelser af, hvad der kendetegner denne langvarige lidelsesfulde sorgtilstand. De har brugt forskellige måleinstrumenter til at indfange lidelsen og kaldt den forskellige navne (fx kronisk, forlænget, vedvarende, eller patologisk sorg). I takt med, at ICD-11 diagnosen blev officiel, er det nu blevet muligt at etablere en mere ensrettet tilgang til både kliniske arbejde og forskning. Vi har en fælles betegnelse, et fælles sprog, og kan tale om den samme tilstand/lidelse. Der er også mulighed for et fælles arbejde med at teste og udvikle de diagnostiske kriterier. Som med mange ”nye” diagnoser, vil forskningen sandsynligvis bidrage til nuancering og ændringer i kriterierne over tid. 

Det er vigtigt at være opmærksom på, at udover forlænget sorglidelse, er der andre former for sorgreaktioner, som kan være lidelsesfulde over lang tid og kræve behandling. Det kan for eksempel være når depression, posttraumatisk stress, eller angst opstår efter eller samtidig med et tab. De kan være udløst af tabet, men kan også have været til stede tidligere, og nu blevet forværret af tabsoplevelsen. Desuden er mennesker der har mistet i risiko for at udvikle fysiske sygdomme i tiden efter et tab (især det første år) pga. fx stress, nedsat immunforsvar, søvn og appetit problemer.   

Den specifikke sorglidelse, eventuelle psykiske lidelser, og fysiske problemer kan alle betegnes som komplicerede sorgreaktioner. I DNS tænker vi om komplicerede sorgreaktioner som et paraplybegreb, der rummer disse mere specifikke sorgreaktioner under paraplyen. 

Forlænget sorglidelse 

I ICD-11 hedder diagnosen Prolonged Grief Disorder (PGD)26. I Danmark har Sundhedsdatastyrelsen endnu ikke offentliggjort den danske oversættelse. Indtil videre, har vi valgt at bruge betegnelsen forlænget sorglidelse. 

Mellem 23-34.500 mennesker er hvert år i risiko for at udvikle komplicerede sorgreaktioner. Læs mere her.

At dele sin sorg i en gruppe kan give ro, forståelse og håb.

Kriterier for forlænget sorglidelse  

  1. Efterladte har mistet en nærtstående person
  2. Efterladte oplever:
    • Længsel efter afdøde eller vedvarende optagethed af afdøde
    • Intens emotionel smerte, for eksempel forbundet med tristhed, skyld, vrede, benægtelse, bebrejdelse, problemer med at acceptere tabet, følelsen af at have mistet en del af sig selv, manglende evne til at opleve positive følelser, emotionel følelsesløshed, problemer med at engagere sig i sociale eller andre aktiviteter.
  3. Sorgreaktioner opleves mindst 6 måneder efter tabet
  4. Reaktionen overskrider gældende sociale, kulturelle eller religiøse normer for individets kontekst.
  5. Lidelsen fører til signifikant svækkelse af peersonlige, familiemæssige, sociale, uddannelsesmæssige, erhvervsmæssige eller andre vigtige funktionsområder.

DSM-TR 5 har også implementeret PGD kriterier. De afviger fra ICD-11 kriterierne idet tidskravet er 12 måneder, og ved at der skal være mindst tre symptomer på emotionel smerte27. 

Da PGD diagnosens endelig kriterier er nye, og da meget af den forudgående forskning var baseret på kriterier, som afviger fra de endelige kriterier, er det begrænset, hvad vi kan sige om diagnosens prævalens. På baggrund af den forskningslitteratur der eksisterer på nuværende tidspunkt, kan vi dog sige følgende:  

  1. Mellem 2-5% af voksne efterladte forventes at leve op til diagnosekriterierne fremsat i ICD-11 og DSM-5-TR og kan derfor sandsynligvis diagnosticeret med forlænget sorglidelse282930  
  1. 9,8% af voksne efterladte oplever kliniske og funktionsnedsættende symptomer på forlænget sorglidelse og nogle af dem kan sandsynligvis få stillet diagnosen forlænget sorglidelse. Her ekskluderet sørgende til voldelige dødsfald31  
  1. Op mod 49% af voksne efterladte til voldelige og traumatiske dødsfald oplever kliniske og funktionsnedsættende symptomer på forlænget sorglidelse32

Diagnosens prævalens hos børn er endnu ukendt. Der skal først udarbejdes relevante spørgeskemaer (fx 33) 

Risikofaktorer for udvikling af forlænget sorglidelse 

Et nyt systematisk review og meta-analyse har undersøgt risikofaktorer for udvikling af symptomer af forlænget sorglidelse34. Målet med studiet var at undersøge faktorer fra før dødsfaldet (fx relationen til den afdøde, tilknytning stil), faktorer der havde med dødsfaldet at gøre (fx dødsårsag og omstændigheder), faktorer som var demografiske (fx efterladtes alder, køn) og andre faktorer som kunne spille en rolle forud for målingen af sorgsymptomerne ved 6 måneder efter dødsfaldet (fx social support). Forskningsteamet gennemgik 120 relevante studier (efter at have screenet næsten 2700 artikler). Artiklerne var publiceret mellem 1989 og 2023. 

Alt i alt blev der fundet 12 risikofaktorer, som alle relaterede sig på signifikant vis til symptomer på forlænget sorglidelse mindst 6 måneder efter dødsfaldet.  

Stærkeste risikofaktorerNæst stærkeste risikofaktorerSvageste risikofaktorer
1. Symptomer på forlænget sorglidelse før dødsfaldet  
2. Symptomer på depression før dødsfaldet  		3. Mistet partner  
4. Mistet barn  		5. Uventet dødsfald 
6. Voldsomt/unaturligt dødsfald 
7. Lav indkomst 
8. Lav uddannelse 
9. Ængstelig tilknytning 
10. At være kvinde  
11. At have oplevet flere tab 
12. At være single  

Det er vigtigt at pointere, at det på baggrund af studiet ikke er muligt at forudsige, hvem der vil udvikle forlænget sorglidelse. Der vil sandsynligvis være et sammen spil af en række risikofaktorer og omstændigheder, der gør at en specifik person udviklinger forlænget sorglidelse. Men denne viden kan have klinisk relevans. Ved at være opmærksom på risikofaktorerne, vil det måske være muligt at sætte tidligt ind, når pårørende og efterladte viser tegn på forlænget sorglidelse eller depression, eller andre tegn på at være usædvanlig meget udfordret før eller efter tabet. Det vil måske kunne hjælpe, til en vis grad, på det videre sorgforløb. Der er desværre endnu ikke studier, som har påvist effektfulde forebyggende tiltage ift udviklingen af forlænget sorglidelse.

Behandling af forlænget sorglidelse 

Der eksisterer evidensbaseret behandling til voksne med forlænget sorglidelse. Det er især behandlingsmetoder, der tager udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi (KAT), der er blevet undersøgt og som har vist signifikant effekt35363738394041424344.  KAT for sorg har i nogle tilfælde også kunne afhjælpe ko-morbide PTSD, depression, og angst symptomer45. Overordnet set er der tale om et begrænset antal session (omkring 8 – 12 sessioner). Behandlingen kan finde sted ved fysisk fremmøde eller online, i gruppe eller individuel terapi46. De terapeutiske elementer kredser ofte omkring tre emner, nemlig 1. at den efterladte skal nå til en accept eller forståelse af tabet og kunne udholde den tilhørende smerte, 2. at den efterladte skal finde tiltro til sig selv, livet, verden og fremtiden igen, og 3. den efterladte skal engagere sig i livet igen og gøre ting, der opleves som hjælpsomme. De terapeutiske interventioner kan blandt andet være psykoedukation om sorg, lære mestringsstrategier samt lære være i og med sorgens følelser, konfrontation med det der undgås, ændre tankemønstre der ikke hjælper i tilpasningen til tabet, og adfærdsaktivering. Der er ofte hjemmearbejde som kan gå ud på øvelser og eksperimenter, som skal understøtte behandlingen. 

Det er dog ikke alle, der har glæde af KAT inspireret sorgterapi. Nogle klienter ønsker ikke KAT, andre deltager men dropper ud (måske fordi det er for svært), mens andre klienter gennemfører behandling, men får ikke et udbytte47. Det vil sige. at selv om KAT sorgterapi på nuværende tidspunkt er den mest evidensbaserede metode, og virker for rigtig mange, er der brug for alternative metoder, som virker for de resterende klienter.  

I Det Nationale Sorgcenter har vi erfaring med både KAT sorgbehandling og en alternativ narrativ behandlingsmetode, som tager udgangspunkt i brevskrivning. Vi tilbyder KAT sorgbehandlingen til klienter 65 og ældre i enten gruppe eller individuelt format48. Behandlingen bygger på Paul Boelen’s metode4950. Hans behandlingsmanual er blevet oversat til dansk og tilbydes af psykologerne i sorgcenteret. Effekten af behandlingen bliver undersøgt i et Phd projekt (Livet med sorgen) ledet af Katrine Komischke Erichsen. De foreløbige resultater er lovende51. 

Vi tilbyder derudover ”sorgterapi i gruppe baseret på brevskrivning” til vores efterladte unge voksne klienter (18 – 28 år)5253. De unge voksne skriver breve til deres afdøde forældre (eller andre relevante personen) om forskellige oplevelser, følelser, udfordringer og barrierer i deres liv med sorgen. Brevene læses højt i gruppen og danner grundlaget for en samtale med psykologen i gruppen. Der er stor fokus på relationen og tilknytningen til den døde forælder, og på at hjælpe den unge navigere i de nye livsomstændigheder uden forælderen. Det, at behandlingen tilbydes i et gruppeformat, gør at de unge får mulighed for at spejle sig i andres fortælleringer og blive mødt og støttet af andre i samme situation. Behandlingen er manualiseret, udføres af centers psykologer, og har vist god effekt54. 

“At komme i gruppeterapi hjalp mig med at forstå, jeg ikke var alene med mine følelser”

Læs mere om behandling hos os

Behandling på børneområdet 

Som tidligere beskrevet er den nye sorgdiagnoses prævalens hos børn endnu ukendt, og der mangler yderligere viden og studier på børneområdet. Men vi ved fra forskningen, at når børn mister en forælder øges risikoen for at barnet udvikler en række psykiske udfordringer senere i livet, herunder depression55, posttraumatisk stress reaktioner56 samt selvmordsrelateret adfærd5758. Samtidig mister barnet ofte en af sine vigtigste følelsesmæssige støtter59. Tidlig og målrettet støtte kan mindske risikoen for mistrivsel og hjælpe barnet med at tilpasse sig til livet uden den afdøde forælder. 

Der findes i dag en række forskellige interventioner, som er udviklet til at støtte børn og familier efter en forælders død. Family Bereavement Program60 er et af de mest veldokumenterede og har vist langtidseffekter på både angst, depression og selvmordsrisiko op til 15 år efter deltagelse. Programmet styrker barnets copingstrategier og fremmer trygge relationer til den overlevende forælder. 

Andre interventioner som Multidimensional Grief Therapy61, Trauma and Grief Component Therapy62, og kreative gruppeforløb som HeARTS-programmet63, har også vist lovende resultater. Dertil kommer skolebaserede sorggrupper og kognitiv adfærdsterapi målrettet langvarig sorg hos børn og unge64. 

Flere studier fremhæver betydningen af den tilbageværende forælder rolle. Forældres deltagelse i sorgbehandling hænger sammen med barnets engagement og kan være med til at reducere barnets sorgsymptomer65. Omsorgen og samspillet efter forløbet har også betydning for barnets langsigtede udvikling66. 

Sorgstøtte bør derfor favne både barnet og familien som helhed. Som Barboza og kolleger67 peger på, handler det ikke kun om at bearbejde sorgen – men også om at forstå tabets betydning for familiens liv, identitet og relationer. 

I Det Nationale Sorgcenter bygger den familieorienterede, manualbaserede intervention på netop denne forståelse og inddrager flere af de centrale elementer fra de nævnte indsatser. 

Læs mere om vores behandling her
Referencer
  1. Køster A. Understanding loss: an existential framework. Philos Psychol. 2025 Jan 23;1–23.  ↩︎
  2. Mehmel C. Grief, disorientation, and futurity. Phenomenol Cogn Sci. 2023 Sep;22(4):991–1010.  ↩︎
  3. Ratcliffe M. Grief Worlds: A Study of Emotional Experience. Cambridge, MA: MIT Press; 2022.  ↩︎
  4. Attig T. Grieving as relearning the world is inherently social. In: Køster A, Kofod EH, editors. Cultural, Existential and Phenomenological Dimensions of Grief Experience. London & New York: Routledge; 2021. p. 137–48.  ↩︎
  5. Køster A. Lidelsen i sorgen: Fænomenologiske betragtninger over tabserfaringens affektive dybde. Psyke Logos. 2019;40:38–60. ↩︎
  6. Køster A. A deeper feeling of grief. J Conscious Stud. 2022;29(9–10). ↩︎
  7. Køster A. A deeper feeling of grief. J Conscious Stud. 2022;29(9–10). ↩︎
  8. Riley D. Say something back: time lived, without its flow. New York: NYRB Poets; 2020. 143 p. (New York Review Books: Poets). ↩︎
  9. Hughes E. The depths of temporal desynchronization in grief. Psychopathology. 2022 Jun 21;1–11.  ↩︎
  10. Køster A. Bereavement and the meaning of profound feelings of emptiness: an existential-phenomenological analysis. In: Tewes C, Stanghellini G, editors. Time and Body: Phenomenological and Psychopathological Approaches [Internet]. Cambridge: Cambridge University Press; 2020. p. 125–43. Available from: https://www.cambridge.org/core/books/time-and-body/bereavement-and-the-meaning-of-profound-feelings-of-emptiness/784FDC60F1A8CF728BF0478F0D0A5A01  ↩︎
  11. Køster A. Self-alienation through the loss of heteronomy: the case of bereavement. Philos Explor. 2022 Sep 2;25(3):386–401.  ↩︎
  12. Køster A. Longing for concreteness: how body memory matters to continuing bonds. Mortality. 2020;25(4):389–401.  ↩︎
  13. Køster A. Understanding loss: an existential framework. Philos Psychol. 2025 Jan 23;1–23.  ↩︎
  14. Køster A, Kofod EH, editors. Cultural, Existential and Phenomenological Dimensions of Grief Experience. London: Routledge; 2021. 1 p. ↩︎
  15. Hägglund M. This Life: Why Mortality Makes Us Free. London: Profile Books; 2019. 450 p. (Philosophy).  ↩︎
  16. Bonanno GA, Boerner K, Wortman CB. Trajectories of grieving.  Handbook of bereavement research and practice: Advances in theory and intervention. Washington, DC, US: American Psychological Association; 2008. p. 287-307. ↩︎
  17. Bonanno GA, Malgaroli M. Trajectories of grief: Comparing symptoms from the DSM-5 and ICD-11 diagnoses. Depress Anxiety. 2020;37(1):17-25. ↩︎
  18. Nielsen MK, Carlsen AH, Neergaard MA, Bidstrup PE, Guldin MB. Looking beyond the mean in grief trajectories: A prospective, population-based cohort study. Soc Sci Med. 2019;232:460-9. ↩︎
  19. Curran PJ, Khawla O, and Losardo D. Twelve Frequently Asked Questions About Growth Curve Modeling. Journal of Cognition and Development. 2010;11(2):121-36. ↩︎
  20. Nielsen MK, Carlsen AH, Neergaard MA, Bidstrup PE, Guldin MB. Looking beyond the mean in grief trajectories: A prospective, population-based cohort study. Soc Sci Med. 2019;232:460-9. ↩︎
  21. Mørk S, Hvidtjørn D, Möller S, Henriksen TB, O’Connor M, Bonanno GA. Grief trajectories after loss in pregnancy and during the neonatal period. Journal of Psychiatric Research. 2023;168:293-9. ↩︎
  22. Lundorff M, Bonanno GA, Johannsen M, O’Connor M. Are there gender differences in prolonged grief trajectories? A registry-sampled cohort study. Journal of Psychiatric Research. 2020;129:168-75.  ↩︎
  23. Bonanno GA, Boerner K, Wortman CB. Trajectories of grieving.  Handbook of bereavement research and practice: Advances in theory and intervention. Washington, DC, US: American Psychological Association; 2008. p. 287-307. ↩︎
  24. Bonanno GA, Westphal M, Mancini AD. Resilience to Loss and Potential Trauma. Annu Rev Clin Psychol. 27. april 2011;7(1):511–35. ↩︎
  25. Treml J, Linde K, Brahler E, Kersting A. Prolonged grief disorder in ICD-11 and DSM-5-TR: differences in prevalence and diagnostic criteria. Front Psychiatry. 2024;15:1266132.  ↩︎
  26. WHO. ICD-11 https://icd.who.int/en2024 [Available from: https://icd.who.int/en.  ↩︎
  27. Treml J, Linde K, Brahler E, Kersting A. Prolonged grief disorder in ICD-11 and DSM-5-TR: differences in prevalence and diagnostic criteria. Front Psychiatry. 2024;15:1266132.  ↩︎
  28. Treml J, Linde K, Brahler E, Kersting A. Prolonged grief disorder in ICD-11 and DSM-5-TR: differences in prevalence and diagnostic criteria. Front Psychiatry. 2024;15:1266132.  ↩︎
  29. Rosner R, Comtesse H, Vogel A, Doering BK. Prevalence of prolonged grief disorder. Journal of Affective Disorders. 2021;287:301-7. ↩︎
  30. Redican E, Vang ML, Komischke-Konnerup K, Elklit A, Shevlin M, O’Connor M. Operationalization, implications and correlates of the cultural deviance criterion for ICD-11 and DSM-5 prolonged grief disorder. Death Stud. 2024;48(9):988-99. ↩︎
  31. Lundorff M, Holmgren H, Zachariae R, Farver-Vestergaard I, O’Connor M. Prevalence of prolonged grief disorder in adult bereavement: A systematic review and meta-analysis. Journal of Affective Disorders. 2017;212:138-49.  ↩︎
  32. Djelantik AAAManik J, Smid GE, Mroz A, Kleber RJ, Boelen PA. The prevalence of prolonged grief disorder in bereaved individuals following unnatural losses: Systematic review and meta regression analysis. Journal of Affective Disorders. 2020;265:146-56. ↩︎
  33. Van Dijk I, Boelen PA, de Keijser J, Lenferink LIM. Assessing DSM-5-TR and ICD-11 prolonged grief disorder in children and adolescents: development of the Traumatic Grief Inventory – Kids – Clinician-Administered. Eur J Psychotraumatol. 2023;14(2):2197697. ↩︎
  34. Buur C, Zachariae R, Komischke-Konnerup KB, Marello MM, Schierff LH, O’Connor M. Risk factors for prolonged grief symptoms: A systematic review and meta-analysis. Clinical Psychology Review. 2024;107:102375. ↩︎
  35. Bryant RA, Azevedo S, Yadav S, Cahill C, Kenny L, Maccallum F, et al. Cognitive Behavior Therapy vs Mindfulness in Treatment of Prolonged Grief Disorder: A Randomized Clinical Trial. JAMA Psychiatry. 2024;81(7):646-54. ↩︎
  36. Lenferink LIM, C. EM, Y. BM, J. dK, and Boelen PA. Online cognitive behavioral therapy for prolonged grief after traumatic loss: a randomized waitlist-controlled trial. Cognitive Behaviour Therapy. 2023;52(5):508-22. ↩︎
  37. Shear MK, Reynolds CF, III, Simon NM, Zisook S, Wang Y, Mauro C, et al. Optimizing Treatment of Complicated Grief: A Randomized Clinical Trial. JAMA Psychiatry. 2016;73(7):685-94. ↩︎
  38. Bryant RA, Kenny L, Joscelyne A, Rawson N, Maccallum F, Cahill C, et al. Predictors of treatment response for cognitive behaviour therapy for prolonged grief disorder. European Journal of Psychotraumatology. 2019;8(Suppl 6):7.  ↩︎
  39. Bryant RA, Kenny L, Joscelyne A, Rawson N, Maccallum F, Cahill C, et al. Treating Prolonged Grief Disorder: A Randomized Clinical Trial. JAMA Psychiatry. 2014;71(12):1332-9. ↩︎
  40. Rosner R, Pfoh G, Kotoučová M, Hagl M. Efficacy of an outpatient treatment for prolonged grief disorder: A randomized controlled clinical trial. Journal of Affective Disorders. 2014;167:56-63.  ↩︎
  41. Shear K, Frank E, Houck PR, Reynolds CF. Treatment of Complicated GriefA Randomized Controlled Trial. JAMA. 2005;293(21):2601-8. ↩︎
  42. Supiano KP, Luptak M. Complicated grief in older adults: a randomized controlled trial of complicated grief group therapy. Gerontologist. 2014;54(5):840-56. ↩︎
  43. Boelen PA, Prigerson HG. The influence of symptoms of prolonged grief disorder, depression, and anxiety on quality of life among bereaved adults : A prospective study. European Archives of Psychiatry and Clinical Neuroscience. 2007;257(8):444-52. ↩︎
  44. Komischke-Konnerup KB, Zachariae R, Boelen PA, Marello MM, O’Connor M. Grief-focused cognitive behavioral therapies for prolonged grief symptoms: A systematic review and meta-analysis. J Consult Clin Psychol. 2024;92(4):236-48. ↩︎
  45. Komischke-Konnerup KB, Zachariae R, Boelen PA, Marello MM, O’Connor M. Grief-focused cognitive behavioral therapies for prolonged grief symptoms: A systematic review and meta-analysis. J Consult Clin Psychol. 2024;92(4):236-48. ↩︎
  46. Komischke-Konnerup KB, Zachariae R, Boelen PA, Marello MM, O’Connor M. Grief-focused cognitive behavioral therapies for prolonged grief symptoms: A systematic review and meta-analysis. J Consult Clin Psychol. 2024;92(4):236-48. ↩︎
  47. Bryant RA, Azevedo S, Yadav S, Cahill C, Kenny L, Maccallum F, et al. Cognitive Behavior Therapy vs Mindfulness in Treatment of Prolonged Grief Disorder: A Randomized Clinical Trial. JAMA Psychiatry. 2024;81(7):646-54. ↩︎
  48. Komischke-Konnerup KB, O’Connor M, Hoijtink H, Boelen PA. Cognitive-Behavioral Therapy for Complicated Grief Reactions: Treatment Protocol and Preliminary Findings From a Naturalistic Setting. Cognitive and Behavioral Practice. 2025;32(1):29-43. ↩︎
  49. Boelen PA, Prigerson HG. The influence of symptoms of prolonged grief disorder, depression, and anxiety on quality of life among bereaved adults : A prospective study. European Archives of Psychiatry and Clinical Neuroscience. 2007;257(8):444-52. ↩︎
  50. Boelen PA, van den Hout MA, van den Bout J. A Cognitive-Behavioral Conceptualization of Complicated Grief. Clinical Psychology: Science and Practice. 2006;13(2):109-28. ↩︎
  51. Komischke-Konnerup KB, O’Connor M, Hoijtink H, Boelen PA. Cognitive-Behavioral Therapy for Complicated Grief Reactions: Treatment Protocol and Preliminary Findings From a Naturalistic Setting. Cognitive and Behavioral Practice. 2025;32(1):29-43. ↩︎
  52. Larsen LH, Guldberg A, Kring V. A Group Therapy Program for Parentally Bereaved Young Adults With Grief Complications: Rationale, Method and Case Examples. OMEGA – Journal of Death and Dying. 2023;86(4):1212-34. ↩︎
  53. Larsen LH. Letter Writing as a Clinical Tool in Grief Psychotherapy. OMEGA – Journal of Death and Dying. 2024;89(1):222-46.  ↩︎
  54. Harrsen K, Tølbøll MM, Larsen LH. Effects of an Integrated Treatment Program on Grief and Distress Among Parentally Bereaved Young Adults. OMEGA – Journal of Death and Dying. 2024;89(1):155-71.  ↩︎
  55. Cerel J, Fristad MA, Verducci J, Weller RA, Weller EB. Childhood bereavement: Psychopathology in the 2 years postparental death. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry. 2006;45(6):681–90. https://doi.org/10.1097/01.chi.0000215327.58799.05  ↩︎
  56. Keyes KM, Pratt C, Galea S, McLaughlin KA, Koenen KC, Shear MK. The burden of loss: Unexpected death of a loved one and psychiatric disorders across the life course in a national study. Am J Psychiatry. 2014;171(8):864–71. https://doi.org/10.1176/appi.ajp.2014.13081132  ↩︎
  57. Guldin MB, Li J, Pedersen HS, Obel C, Agerbo E, Vestergaard M. Incidence of suicide among persons who had a parent who died during their childhood: A Danish population-based cohort study. JAMA Psychiatry. 2015;72(12):1227–34. https://doi.org/10.1001/jamapsychiatry.2015.2094  ↩︎
  58. Hill NTM, Halliday L, Hunter KE, Robinson J. Association of parental suicide with offspring risk of attempting suicide. JAMA Psychiatry. 2019;76(8):833–41. https://doi.org/10.1001/jamapsychiatry.2019.1143  ↩︎
  59. Alvis LM, Kaplow JB, Layne CM, Pynoos RS. Supporting grieving children and adolescents: Evidence-based grief and trauma interventions. Cambridge: Cambridge University Press; 2022.  ↩︎
  60. Sandler IN, Wolchik SA, Ayers TS, Tein JY, Luecken LJ. Family Bereavement Program (FBP): Long-term effects on mental health and adaptation. Prev Sci. 2013;14(5):1–11. https://doi.org/10.1007/s11121-012-0302-3  ↩︎
  61. Kaplow JB, Layne CM, Pynoos RS, Cohen JA, Lieberman A. DSM-5 diagnostic criteria for bereavement-related disorders in children and adolescents: Developmental considerations. Psychiatry. 2013;76(4):318–32. doi:10.1521/psyc.2012.75.3.243.   ↩︎
  62. Alvis LM, Kaplow JB, Layne CM, Pynoos RS. Trauma and grief component therapy for adolescents: Strengthening adaptation to trauma and loss. J Child Adolesc Trauma. 2023;16(1):45–60. https://doi.org/10.1017/9781316443132  ↩︎
  63. Ong WJ, Rix G, Kristensen TS, Hjermind J. Kreative gruppetilbud til børn i sorg: Evaluering af HeARTS-programmet. Dansk Tidsskr Palliat Indsats. 2024;10(1):7–18.  ↩︎
  64. Boelen PA, Spuij M, Lenferink LIM, Smid GE. Cognitive-behavioral therapy for prolonged grief in children: A randomized clinical trial. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry. 2021;60(9):1102–11. doi: 10.1176/appi.ajp.2020.20050548  ↩︎
  65. Cipriano L, Adams Z, Kaplow JB. Parental engagement in grief therapy and child outcomes after parental loss. Grief Bereave Stud Q. 2023;5(2):87–101. https://doi.org/10.1177/00302228211008738  ↩︎
  66. Fritzson A, Karlsson M, Högberg U. Long-term outcomes in bereaved children: The role of surviving parent’s caregiving behavior. Nord J Child Adolescent Psychiatry. 2024;12(1):34–46. https://doi.org/10.xxxx/njcap.2024.XXXXX  ↩︎
  67. Barboza JR, Layne CM, Kaplow JB. Conceptualizing grief support as identity reconstruction: A family systems perspective. Death Stud. 2022;46(5):1012–20. https://doi.org/10.xxxx/ds.2022.XXXXX  ↩︎