Preben Engelbrekt, direktør Det Nationale Sorgcenter
Julie Hildebrandt-Hæsum Bender, sekretariatschef Landsforeningen Mistet Barn 
Mogens Nørgård, bestyrelsesformand HospiceSagen 
Morten Kruse, direktør Skyggebørn 

Spørgsmålet kan være ubehageligt. For mange næsten upassende. Men netop derfor er det nødvendigt. Det eneste sikre i livet er, at vi alle skal dø og alligevel noget, vi helst undgår at forholde os til.

Død og sorg er de mest universelle vilkår, vi har. Alligevel har vi i Danmark indrettet et samfund, hvor døden helst holdes på afstand, og hvor sorg i stigende grad håndteres som et individuelt problem, der for ofte kræver professionel behandling – frem for som et fælles livsvilkår, der kalder på fælles ansvar.

Konsekvensen er en sorgkultur, hvor alt for mange mennesker står alene.

Hvert år mister mere end 220.000 danskere en nærtstående. Mindst 25.000 udvikler behandlingskrævende sorg, og flere hundrede tusinde lever i ventesorg tæt på alvorlig sygdom. Samtidig oplever to ud af tre danskere, at sorg er tabubelagt, og mange sorgramte fortæller os igen og igen, at de oplever omverden, trækker sig. Det er ikke blot et menneskeligt problem – det er også et samfundsproblem.

Når sorg bliver noget, vi primært håndterer i terapirum, mister vi noget afgørende. Nemlig vores fælles evne til at rumme hinanden i livets sværeste overgange. Vi risikerer at gøre det naturlige unormalt. At gøre det menneskelige til et individuelt behandlingsanliggende. Og at efterlade pårørende og efterladte uden støtte i familier, på arbejdspladser og i lokalsamfund.

Det var på den baggrund, at Sorgalliancen blev lanceret for seks måneder siden i forbindelse med Børn, Unge & Sorgs 25-års jubilæum. Et forpligtende samarbejde mellem Det Nationale Sorgcenter, Skyggebørn, Landsforeningen Mistet Barn og Hospicesagen. Organisationer, der hver dag møder børn, unge og voksne i sorg – og som igen og igen ser de samme strukturelle og kulturelle svigt.

Sorgalliancen er et svar på at sorgpolitikken i praksis ikke findes, og at ansvaret for sorg er blevet placeret hos den enkelte og hos enkeltstående tilbud, frem for at blive tænkt sammenhængende, strategisk og langsigtet. Der mangler et fælles overblik og en langsigtet strategi for, hvordan viden, tilbud og fællesskaber kan hænge bedre sammen og nå flere. Der er således behov for at Danmark får et nationalt sammenhængende sorgberedskab, hvor vi i det samlede sundhedsvæsen og andre relevante sektorer, bliver bedre til at tale om død og sorg. Derfor har vi brug for at styrke en fælles retning, og initiativer– som afsæt for en mere sammenhængende indsats og en levende sorgkultur i Danmark.

Vi mangler et sprog for sorgen. Vi mangler fælles ritualer, rum og anledninger, hvor sorg kan være til stede som en naturlig del af livet. Vi mangler modet til at blive stående i det svære, også når der ikke findes hurtige løsninger. Og vi mangler en politisk forståelse af, at sorg ikke kun er et sundhedsanliggende, men et grundvilkår, der berører hele samfundet.

Sorgalliancen vil sammen med andre aktører på området arbejde for at skabe en levende sorgkultur i Danmark. En kultur, hvor vi bedre kan mødes, mindes, sørge og leve videre – sammen.  Og hvor sorg ikke risikerer at føre til ensomhed, sygemelding eller behandling, men også kan rummes i hverdagen, på arbejdspladsen og i civilsamfundet.

Sorgalliancen ønsker at skabe en folkebevægelse, så døden bliver en naturlig del af livet. En bevægelse, som vi håber, mange vil være en del af. Vi tror på, at når vi får et mere naturligt forhold til døden – herunder når vi bliver bedre til at forholde os til vores egen dødelighed, bliver det nemmere at være efterladt i Danmark. Så – hvordan tror du, at du skal dø?