Bange for at miste
Kvinde på 23 år fra Syddanmark, der har mistet sin far
Hej Brevkasse,
Jeg mistede min far for ca. 9 måneder siden til en hjernetumor. Sygdomsforløbet varede ca. halvandet år.
De første 6 måneder efter hans død gik faktisk okay. Jeg var selvfølgelig ked af at han var død, men jeg mente selv, at jeg var god til at ”bearbejde” min sorg og var ret stolt over at alt gik så godt i mit liv, selvom jeg havde mistet en vigtig person i mit liv.
I de seneste 3 måneder har jeg dog følt, at mit liv og mit humør er gået meget ned ad bakke. Jeg føler mig konstant træt og ofte irritabel og ked af det.
Det har b.la. gået rigtig meget ud over mit forhold med min kæreste, som har varet ca. halvandet år nu. Han var der igennem meget af min fars sygdomsforløb og det har selvfølgelig betydet rigtig meget for mig.
Nu er det så sådan at, han skal til at starte på studie her om et par måneder ca. 100km væk fra hvor jeg bor og jeg fortsætter med at have fuldtidsarbejde. Jeg er mega nervøs og bange for at blive glemt og miste ham.
Jeg har lidt følelsen af at, jeg for mindre end et år siden mistede en af de vigtigste personer i mit liv og nu kan jeg bare ikke miste flere. Det tror jeg simpelthen ikke at jeg kan holde til.
Vi er blevet enige om at, vi skal flytte sammen, men jeg synes det er svært at tage en så stor beslutning, når jeg ikke kan finde ud af, om det er noget jeg har lyst til eller om det bare er, fordi jeg er bange for at miste endnu en vigtig person i mit liv? På samme måde har jeg heller ikke lyst til at sige at jeg ikke vil flytte sammen, for så er jeg alt for bange for at han glemmer mig og jeg mister ham.
Jeg har prøvet at snakke med ham om det, men hver gang jeg bringer det på banen ved han aldrig rigtig hvad han skal sige.
Jeg tror det hele bunder i at, jeg er bange for at blive forladt og miste igen, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få de tanker væk.
Håber i kan hjælpe mig.
Svar
Hej med dig,
Mange tak for dit brev og din ærlighed. Det gør mig rigtig ondt, at du har mistet din far og jeg synes det er virkelig godt du skriver herind.
Der er meget af det du skriver jeg sagtens kan genkende.
Jeg mistede selv min mor da jeg lige var blevet 22 år og jeg havde det på præcis samme måde som dig – jeg syntes jeg håndterede det godt i forhold til, at jeg jo lige havde mistet en rigtig vigtig person i mit liv.
Min sorg ændrede sig dog efter et halvt års tid hvor jeg startede i en sorggruppe.
I en lang periode efter syntes jeg også det hele var vildt svært, jeg havde ikke særlig meget overskud og jeg syntes bare det hele var vildt uretfærdigt og trist.
Jeg mødte min kæreste kun 3 måneder før min mor blev syg, så han var ligesom din kæreste også meget med i sygdomsforløbet. Han støttede mig rigtig meget både under sygdommen og i tiden efter min mor døde, og man kan sige vi faktisk lidt har lært hinanden at kende i selskab med sygdom og sorg.
Det har også betydet rigtig meget for mig, at han var med i det hele og jeg har derfor også flere gange været bange for at miste ham, det er bare den værste følelse.
Så jeg forstår virkelig godt du synes det er svært at tænke på at miste igen. Sådan har jeg det til tider stadig. Både med mine veninder, min familie og min kæreste.
Det ville jo være det værste at skulle opleve det igen.
Andre frivillige jeg har talt med har også haft det sådan efter deres tab – for hvis det er sket en gang, hvorfor skulle det så ikke kunne ske igen?
Nogle gange har jeg tænkt på, hvorfor nogle skulle gide at bruge deres tid på en, som er ked af det og i sorg. Men det har hjulpet mig rigtig meget at sige mine tanker højt, ligesom du skriver du har prøvet med din kæreste.
Hvis nogle har haft svært ved at svare mig og forstå mig, så har jeg talt med nogle andre om det. Både om, at det kan være svært når den man åbner sig op for, ikke ved hvad vedkommende skal sige, men også om selve det man bekymrer sig om – for måske er der en anden du kender som kan ”forstå” dig?
I forhold til dine tanker omkring hvad der er det rigtige at gøre for dig, din kæreste og jeres planer om at flytte sammen, så synes jeg allerede du har gjort dig nogle super gode tanker omkring det hele. Det er selvfølgelig rigtig vigtigt at lytte til sig selv, men jeg forstår godt at det er rigtig svært for dig at mærke efter.
Noget der har hjulpet mig meget har været at tænke på, hvad min mor ville have rådet mig til, hvis hun havde levet. Og ellers har jeg snakket med andre om mine tanker og bekymringer og på den måde har jeg bedre kunne finde ud af, hvad jeg synes var rigtigt og forkert for mig.
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig, og du er også altid velkommen til at skrive ind på chatten eller ringe til Sorglinjen.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlige hilsner Cecilie