Bange for at miste
Kvinde på 51 år fra sjælland, hvis partner er syg
Kære Brevkasse,
2019 er et år jeg godt kunne tænke mig at komme mig over. Min mand var ved at miste live to gange til sygdom, han var indlagt i næsten 6 uger og da han kom hjem måtte jeg tage orlov for at hjælpe/ passe ham. Han blev syg og indlagt i juni og var sygemeldt til december.
Jeg synes det var rigtig hårdt. De uger han var indlagt passede jeg både mit arbejde og kørte på sygehuset hver dag. Jeg var stort set alene om det hele, da min mand ikke ønskede familien skulle opleve ham så syg.
Jeg står med det problem nu, at jeg ikke kan holde ud at snakke om sygdom, jeg bliver så dårlig, får kvalme, bliver dårlig i maven og får hjertebanke. Selv ved det mindste sygdomstegn hos ham, begynder jeg at lytte til hans vejrtrækning og holde øje med ham. Jeg jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet at snakke med kolleger på arbejde, da jeg arbejder i psykiatrien, men synes ikke det hjælper. Hvad kan jeg gøre? Det driver mig til vanvid.
Svar
Kære dig,
Jeg er ked af at høre om din mands sygdom. Det lyder helt vildt hårdt, at du går alene om så mange ting og svære tanker.
Jeg sidder inde på Sorglinjen fordi jeg mistede min mor til kræft efter et 3årig langt sygdomsforløb. Jeg kan huske det var enormt hårdt at se min mor blive dårligere og dårligere hver dag. Da min mor var meget syg, ønskede hun heller ikke at andre folk skulle se hvor syg hun egentlig var. Jeg ved ikke hvorfor min mor havde det sådan, men jeg kan forestille mig, at hun ville skåne os og gøre tiden lidt nemmere – både for os men også for hende selv. Det var en meget underlig tid, hvor hendes sygdom gjorde at hun ikke var i stand til at gøre særligt meget uden at blive helt udmattet, samtidig med at hun gerne ville fremstå sund og rask. Vi delte ikke hendes sygdom med mange mennesker, kun dem vi vidste vi kunne stole på og nærmeste familie.
Jeg var i lang tid meget bange for at miste min mor, men jeg delte ikke mine bekymringer og min frygt med mange, og dette gjorde at jeg også følte mig enormt ensom i den svære tid. Min erfaring er, at det kan være befriende at dele de bekymringer og de ting jeg går med, med andre. Både andre der selv har oplevet noget lignende, men også andre der har været tæt på mig. Min erfaring er ligeledes sådan, at hvis jeg har gået med noget, der har fyldt så meget, at jeg nærmest bliver fysisk dårlig, får jeg ikke noget godt ud af at holde det for mig selv, og ofte har det hjulpet mig meget at fortælle det til nogen. Måske du kunne snakke med din mand om, hvordan du har det når du går med så svære ting alene. Selvfølgelig skal det være på jeres begges præmisser, men min egen erfaring er at det har gjort en stor forskel og oftest bliver der lyttet til det jeg har at sige.
Du skal være velkommen til at henvende dig til Sorglinjen, hvor du kan snakke med en af vores frivillige.
Kærlig hilsen Alberte