Kvinde på 24 år fra Nordjylland, der har mistet sin far

Hej med jer.

Jeg mistede min elskede far meget pludseligt for 3,5 måned siden. Min far havde været ramt af kræft gennem 2,5 år, og den dag, er jeg taget ind til byen med min søster, for at købe fødselsdagsgave til min kæreste og efterfølgende skulle jeg hjem til mine forældre og spise frokost.

Jeg havde været hjemme hos mine forældre aften før (jeg besøgte mine forældre meget ofte). Jeg har siddet i stuen hele aften og snakket med mine forældre uafbrudt i 3 timer om alt mellem himmel og jord. Min far havde gennem et par måneder været indlagt et par gange, da der var opstået hul i hans spiserør og luftrør, som gjorde at han blev ramt af en lungebetændelse. Efter sådan en omgang, var han blevet meget svag, havde tabt mange kilo og muskelmasse, som gjorde at han var svært gående og sov rigtigt meget i løbet af dagen.

Denne aften var han dog overraskende frisk og havde spist rigtigt godt i løbet af dagen og havde været meget vågen-. Han sagde endda til mig, at han virkelig kunne mærke forbedringer i hans tilstand og at han kunne mærke, at det var ved at gå den rigtige vej igen. Så da jeg kørte fra mine forældre igen sent om aften, kunne jeg mærke hvor glad og lykkelig jeg var over at se min far i sådan en bedring og jeg var begyndt at have håb for fremtiden igen.

Da min søster og jeg står inde i Vero Moda, inde i byen, bliver min søster ringet op, imens jeg står inde i prøverummet. Jeg kan høre min søster begynde at græde, imens at hun siger “nej nej nej.. det er løgn” og med det samme siger til mig “tag dine ting og skynd dig ud, far er død”. Her står jeg midt inde i Vero Moda, totalt i chok, bliver dårlig og skal besvime. Min søster og jeg styrter ned i p-kælderen, men hverken min søster eller jeg er i stand til at køre en bil, så jeg får ringet til min kæreste og fortæller, hvad der er sket. Han kommer så hurtigt han kan og kører med min søster og jeg ind på sygehuset. Her får vi fat i en sygeplejerske, som kan se at vi er fuldstændig i chok og ikke ved hvad vi skal gøre af os selv, så hun beroliger os så godt hun nu kan og imens får jeg ringet til min storesøster og fortæller hende hvad der er sket, og efterfølgende kontakt til min mor, som er på vej ind på sygehuset (min far døde hjemme på stuegulvet af en styrtblødning, imens han lå i min mors skød og var død, da ambulancefolkene ankom, så de kørte afsted med ham i ambulancen ind på sygehuset, uden at min mor kom med).

Min søster og jeg, går min storesøster og mor i møde, og da vi ser hinanden, bryder vi alle helt sammen og kan næsten ikke være i os selv. Kort efter ankommer begge mine søskendes kærester, mine bedsteforældre, mine tre onkler og min faster og sammen går vi ned på stuen, hvor min far ligger. I første omgang var jeg fuldstændig afklaret med at jeg ikke ville se min far, men sygeplejersken får mig talt til fornuft, så det ender med at jeg tager mig sammen og får set min far, og hold nu op hvor var det mærkeligt at se min far, som jeg dagen før, havde brugt en hel aften sammen med, snakket med og hygget med og fået den største varme krammer af, bare ligge der på stuen helt kold og stiv.. Da jeg så ham, omfavnede jeg ham og græd fuldstændig hysterisk, imens jeg fortalte ham hvor højt jeg elskede ham og hvor uretfærdigt det hele var. Nu er der så gået 3,5 måned siden han døde, og jeg husker tydeligt hvilken kaotisk tid det var, på dagen og helt frem til min fars bisættelse.

Efterfølgende har alt bare føles fuldstændig ligegyldigt for mig, jeg har ikke de dage hvor jeg bare er fuldstændig ulykkelig og savner ham så det gør helt ondt, nej jeg lever videre, møder op på mit studie hver dag, bruger uanede mængder tid på at hygge med min mor og mine søskende, samtidig med at jeg føler mig fuldstændig ualmindelig, for jeg burde jo ligge i min seng og græde, være ulykkelig og savne min far helt enormt, men det gør jeg ikke, jo selvfølgelig savner jeg min far og mangler ham i min hverdag, men ikke så meget som jeg “burde”, jeg føler mig slet ikke som mig selv, jeg kan ikke genkende mig selv.. Min far var mit absolut et og alt og jeg elskede ham højere end noget andet og det var faktisk sådan, at før han døde, frygtede jeg så vanvittigt meget den dag min far ikke længere var her, for jeg var stensikker på at jeg ville gå ned i et sort hul og have svært ved at komme op af det igen, men sådan er det slet ikke.

Når det så er sagt, har jeg det af helvedes til, dagligdagens små gøremål kan jeg på ingen måde magte, jeg kan ikke overskue at skulle lave mad, gøre rent, lave lektier, ja selv små ting som at børste tænder og gå i bad, skal jeg virkelig tage mig sammen til at få gjort.. Jeg magter ikke at se mine veninder, jeg magter ikke at foretage mig noget med min kæreste, jeg magter ikke at være social i skolen, hvilket har resulteret at jeg sidder helt alene i min egen verden, når jeg er i skole, ja faktisk magter jeg ikke mit liv.. Jeg er ikke ked af det, jeg er bare så træt, afkræftet og frustreret. Det eneste jeg faktisk kan overskue, er at være sammen med min mor og søskende, alt andet er fuldstændigt ligegyldigt.

Til januar er jeg endelig færdig med mit studie, og om intet mindre end 3 uger går jeg igang med eksamenerne, som der selvfølgelig er 7 af.. og det virker så uoverskueligt, at jeg flere gange har vendt den med mig selv, om jeg skulle droppe ud her 2 måneder inden at jeg er færdig, men det gør jeg selvfølgelig ikke, alt andet ville være dumt, men jeg ved bare slet ikke hvordan jeg skal komme igennem de næste 2 måneder :(.

I nat drømte jeg at min familie og min far var mødt op på min skole og ventede på at jeg skulle komme ud fra min sidste eksamen (min far sad i en kørestol, med iltmaske på), som er lidt mærkeligt, da han hverken sad i kørestol eller havde iltmaske.. men der sad han og ventede på at skulle sætte huen på mit hoved, men inden det skete, vågnede jeg badet i sved og var ked af det. Hele dagen idag, har jeg så været ked af, at det endnu ikke er en ting, som kommer til at ske, det var både min far og mit store ønske, at min far skulle være der den dag, hvor jeg blev student, men det er jo så ikke et ønske jeg vil få opfyldt, hvilket betyder at jeg er fuldstændig ligeglad med at blive student og fuldstændig ligeglad med dagen, den skal bare overståes.

Jeg ved ikke helt hvor ialverden jeg ville hen med alt det her, som jeg lige nu har brugt 100 år på at skrive, jeg havde vel bare brug for at komme ud med alt hvad jeg havde på hjertet, så hvis nogen som læser med, er hængt i så langt, så vil jeg bare sige tak til dig, for at have læst med!