Ikke uden min mor
Kvinde på 55 år fra Sjælland, hvis mor er død
Jeg har netop læst et indlæg fra en kvinde, der havde mistet sin mor som 19 årig og det tilhørende svar, som næsten var identisk idet sorgrådgiveren også havde mistet sin mor, da hun var ung.
Min mor fik brystkræft første gang, da jeg var omkring 10-11år. Hun fik fjernet hele sit bryst, men fik ikke efterfølgende stråler eller kemo. Hendes kræft bryder ud igen omkring min konfirmation, og der bliver ikke talt meget om det mellem min mor og far eller i hjemmet som sådan. Jeg boede alene hjemme på det tidspunkt, da jeg er en “efternøler/fejltrin” og mine søskende er 8 og 10 år ældre end jeg. Kort efter min konfirmation bliver mine forældre skilt, da min far har fundet en anden…….
Jeg flytter således sammen med min mor og bor sammen med hende og “sygdommen” til hun dør, da jeg er knapt 19 år og stadig går i gymnasiet. Jeg husker de fem år med sygdommen som en 3. makker i vores liv.
Stort set alt i de år drejede sig om kræften og om at finde en behandling. Min mor prøvede alternative behandlingsformer som at drikke vand fra Kefirsvampe. Hun sprøjtede sig selv med mistelten og fik store bylder på sine lår efter dette “vidundermiddel”. Hun/vi var i Nordsjælland, hvor vi lærte at spise biodynamisk (hvilket på det tidspunkt var komplet nytænkning og “langhåret”).
Kræften spredte sig til stort set hele hendes krop og slutteligt gik den i knoglerne. Der var INGEN på min skole som spurgte til min situation eller til min mor, og hvis jeg mødte een af min mors veninder i byen, så fik jeg nærmest socialfobi af frygt for at blive udspurgt af disse voksne, da det for mig føltes som nyfigenhed og ikke omsorg for mig som teenager.
Jeg fik en kæreste i perioden, og ham klamrede jeg mig til. Han var nogle år ældre end mig og flyttede nærmest ind hos min mor og jeg. Uden ham og hans hjælp tror jeg, at jeg var bukket under.
Jeg var på een gang rædselsslagen for at miste min mor, og på den anden side hørte jeg min søster give udtryk for, at det var bedst, hvis hun fik fred. Den tanke var på een gang fuldkommen absurd i mit hovede, men også tillokkende”, fordi jeg brugte så mange ressourcer på at være i hendes sygdom og i hendes skiftende humør og tilstande.
Jeg husker endnu, at jeg hver dag jeg kom hjem fra skole, tjekkede hendes soveværelsesvindue til højre for hoveddøren, inden jeg låste mig ind. Var der rullet ned for persiennerne, så var jeg RÆDSELSLAGEN, for hvad lukkede jeg op til…….. Jeg føler ikke, at jeg på nogen måde havde en ungdom. Og da hun døde følte jeg ingen lettelse eller befrielse. Jeg holdt hende i hånden, da hun trak vejret for sidste gang på sygehuset, og det står stadig den dag i dag mejslet ind i min bevidsthed. Mit hjem skulle brydes op, og mine søskende skulle naturligvis arve fra min mors bohave på lige fod med mig. Men jeg var bare et tavst vidne til fordelingen af hendes effekter.
Jeg flyttede sammen med min kæreste og her startede mine første angst-anfald, som har fulgt mig lige siden. Selv om det er mange år siden, så har min mors sygdom og død fulgt mig hele livet.
Jeg har været så angst for selv at få kræft, og jeg har levet mit liv halvt og uden den livsgnist, som blev slukket i mig i de år med min syge og døende mor. Jeg føler ikke, at jeg har “klaret livet” særligt godt, selv om hendes død har betydet, at jeg i alt hvad jeg senere foretog mig prøvede at være “perfekt” og være overansvarfuld. I dag er jeg blevet fire år ældre, end hun selv fik lov til at blive. Jeg har to dejlige børn, men har aldrig haft muligheden for at spørge hende til råds om noget vedrørende dem eller vise mine børn deres mormor.
Sorgen er blevet livslang, og jeg savner hende stadig den dag i dag. Det er som om det vigtigste fundament for at blive en helstøbt voksen blev hevet væk under mig dengang. Jeg har livet igennem haft flere depressioner og angstanfald. Og jeg er ikke i tvivl om, at de skyldes min barn- og ungdom. Det er som om at mit liv lidt mistede sin betydning, den dag hun døde, og at jeg aldrig har formået at komme mig over hendes død eller helt gribe livet selv…….. Uden min mor <3.
Svar
Kære du,
Tak fordi du har givet dig tid til at skrive ind til os her på Sorglinjen.
Jeg forstår dig fuldstændig og kan genkende alt hvad du siger.
Jeg er frivillig herinde, og jeg har mistet min søster til kræft for 2.5 år siden. Derudover mistede jeg min far til kræft da jeg var 36 år og min mor til kræft da jeg var 20 år.
Jeg er i dag 63 år.
Jeg kan fortælle dig, at da jeg mistede min mor til kræft boede jeg hjemme. Hun var syg i meget kort tid. Min søster var flyttet og jeg var alene med min far. Hjemme hos os talte vi ikke om følelser. Vi gik rundt som katten om den varme grød.
Jeg fik ikke engang at vide, hvad hun fejlede, eller at hun nok ikke ville komme hjem igen fra hospitalet. Hun lå der i 3 måneder, og var kun hjemme en eneste gang på week-end. På hospitalet talte lægen og min far latin for at forhindre, at jeg forstod noget, men jeg forstod jo udmærket. Havde jo haft latin i gymnasiet og i det hele taget er det jo mistænkeligt, at folk taler latin. Men dengang var det normalt at være autoritetstro, især overfor læger, og derfor sagde jeg ikke noget
Dagen før hun døde, var vi alle samlet og jeg brød sammen over det hele. En sygeplejerske sagde hårdt til mig: Du ved jo godt, at din mor skal dø ikke, så det må du jo have forberedt dig på. Hverken min far eller søster havde på noget tidspunkt nævnt, at det kun gik én vej, de ville skåne mig, hvilket var en ret misforstået handling, som jeg har lidt under hele livet.
Jeg brød fuldstændig sammen og følte, at jeg i den grad var blevet svigtet. Sviget af min mor, svigtet at min far og søster, selvom de jo mente det godt. Jeg mistede min barnetro og min glæde. Jeg følte, at jeg havde pest. Da min mor var død, gik folk over på den anden side af gaden. Ingen spurgte til mig og dengang var der heller ingen hjælp at hente fra sorggrupper eller psykologer. Det var hårdt. Livet blev aldrig det samme. Aldrig.
Jeg blev voksen på et øjeblik, og jeg siger stadig, at jeg ikke kan finde tilbage til den pige, jeg var dengang.
Jeg har også to dejlige børn. Det er kun min datter, der nåede at kende sin morfar i 3 år, så døde han også.
Min søster blev syg, da hun var 50. Brystkræft. Efter utallige operationer og stråler blev hun kræftfri. Men så dukkede tarmkræften op.
Den kæmpede hun med. Hun var syg i 13 år ialt inkl brystkræften. Hun var igennem utallige behandlinger og også en masse alternative behandlinger. Vi har været i Tyskland til operationer, vi har været til healinger og til kloge mænd og damer. Vi har prøvet alt. Så jeg forstår godt, hvad du har været igennem med din mor. Min søsters kræft spredte sig også til sidst. Hun var en meget privat person. Hun ville kun have, at det var mig der hele tiden var der, og som skulle involveres i alt. Det gjorde jeg selvfølgelig gerne, men det var hårde år. Min børn boede hjemme og jeg udviklede angst som dig. Sygelig angst for sygdomme.
Hendes to piger, tvillinger, måtte ikke involveres for meget, hun skånede dem, men de vidste jo godt, at det ikke ville ende godt. De var 17 år da kræften første gang brød ud. Så de levede også med angst i mange år hjemme. Dem prøver jeg også at tage mig meget af i dag. De er 32 år. Min søster døde efter 4 dage på hospice og på intet tidspunkt ville hun acceptere, at hun skulle dø. Hun skulle bare på aflastning. Vi fik derfor aldrig talt om det. Jeg følte mig sat tilbage til min mors død. Alt det hemmelighedskræmmeri. Ingen af os anede noget om, hvordan hun ønskede at begravelse med videre skulle foregå. Det var meget hårdt for os. Ingen af hendes kolleger anede hvor syg hun var. Hun talte ikke med ret mange om det.
Jeg er stik modsat. Man skal selvfølgelig respektere folks ønsker, men man skal ikke ignorere folk i sorg. Man skal favne og prøve at forstå. Ikke sætte sig selv først.
Jeg har også meget angst, især for at miste mine børn, og det har været hårdt for dem at forstå. Det har også været hårdt for mig, fordi ingen forstår hvorfor, man er angst, hvorfor man bærer sorg, og hvorfor man ikke bare kan slippe det hele. Nu er der jo gået så og så lang tid. Sorg og savn har bare ingen tidsbegrænsning. Jeg forstår fuldstændig din afmagt, men det glæder mig alligevel at du virker så fattet og at du har fået to dejlige børn, det er den bedste gave til os jo. Du er også uhyre velovervejet og har en enorm forståelse for din egen situation. Du er ikke alene.
Det betyder rigtigt meget for mig efter alle de år, at høre at der er andre end mig, der har lidt så meget under tabet af en mor, der skulle have fulgt os meget længere i livet.
Tak for din historie.
Jeg ønsker dig alt godt fremover.