Kære dig

Tusind tak for at dele. Det synes jeg er virkelig fint og modigt af dig. Selvom vores historier ikke er ens, så kan jeg forstå dig og samtidig kan jeg også se det fra et andet synspunkt. 

Jeg mistede min mor som 10-årig, hvor min far stod alene tilbage med 3 børn. Jeg var den ældste. Dengang tænkte jeg ikke over at det var hårdt for min far, da jeg var et barn og havde min egen store sorg, der på det tidspunkt overskyggede det meste. Men nu hvor jeg kigger tilbage på, kan jeg bedre forstå, hvilken situation han stod i. Jeg kan derfor spejle min familie og jeg rigtig meget i det du skriver. Så endnu engang tak for at dele. 

Du skriver at du har prøvet at dele dine bekymringer og følelser med familie, men at de har for travlt og dermed ikke tid til at hjælpe dig. Min far har i perioder også følt, at han stod alene med det hele. Når han havde den følelse, fik han meget hjælp af sine venner. Det var nogle gange lidt nemmere for dem “bare” at gå ind og hjælpe med praktiske gøremål, som kunne gøre hverdagen nemmere for os i vores nye familiekonstellation, i stedet for at stille spørgsmålstegn ved en masse. Jeg synes du skal prøve at spørge en god ven eller veninde om hjælp og bare sige det ligesom det er. Præcis ligesom du har prøvet at gøre til din familie. 

Derudover, hvis du har mod på det synes jeg du skal prøve og udfordre din familie lidt, hvis du altså føler et overskud til det. Det er nogle gange den “nemme” udvej, forstå mig ret, at sige man har for travlt. Måske er de berøringsangste og dermed ikke ved hvad de skal sige, når det omhandler din ægtemand. Prøv at tag snakken med dem omkring ham og spørg ind til hvad de husker ham for af gode ting.  

Jeg håber at du kan bruge mit svar. 

Mange hilsner

Emilie, frivillig på Sorglinjen