Jeg har mistet min familie

Det er knap tre år siden min mand gik bort efter længere tids sygdom. Nu har jeg også mistet min familie. De inviterer mig ikke mere. De takker nej til mine invitationer, fordi de har så travlt. Vi havde en tæt relation før. Jeg føler jeg har spildt mit liv på dårlige mennesker


 


Svar

Kære du.


Tak fordi du skriver til os på sorglinjen. Det gør mig ondt at høre, du har mistet din mand for tre år siden efter lang tids sygdom og tænker, at du stadig savner ham.


Jeg er også ked af at høre, du har mistet forbindelsen til din familie nu hvor du har allermest brug for dem. Jeg kender jo hverken dig, dem eller jeres historie, så det er vanskeligt for mig at gætte på, hvad der er i spil, og hvad det handler om. Dog ved jeg, at vi kan have meget forskellige måder at håndtere sorgen på, og at det kan være kilde til mange misforståelser og megen ufred. Nogen har travlt med ‘at komme videre’, og vil helst ikke mindes om at en i familien er død og borte.  Andre vil gerne tale om og mindes afdøde.  Og nogen gange kan det være svært for familiemedlemmer at rumme hinandens sorg.


Nu er det jo sparsomt, hvad jeg kender til din historie, men jeg tænker på, om du måske har lyst til at ringe ind til os en dag på sorglinjen, 70209903.  Eller gå på nettet og søg på Sorgvejviseren.  Her kan du se, hvad der er af tilbud om sorggrupper eller andet, der hvor du bor. Måske det kan være hjælpsomt for dig at tale med andre om din sorg, og om din families reaktioner.


Bedste hilsener


Kirstine, Sorglinjen