Jeg mistede min mor som otteårig
Hun døde efter længere tids sygdom, og var derfor gradvist en mindre del af mit liv. Sorgen var derfor ikke særlig stor, da hun døde, og jeg husker, at jeg forsøgte at være ked af det for at leve op til de voksnes forventninger.
Det er 33 år siden, og jeg synes jeg har været meget afklaret med at hun er død. De seneste måneder har jeg dog haft flere episoder, hvor jeg har tudbrølet over at hun ikke er her mere.
Er det almindeligt, at en sorgreaktion kan komme med flere årtiers forsinkelse? Og hvad kan man gøre for at bearbejde den?
Svar
Kære du,
– sorg har ingen alder! Om der går 3 måneder eller 33 år, så stikker sorgen sit ansigt frem, for sorgen glemmer aldrig.
Jeg forstår godt dine reaktioner, jeg kender det fra mig selv. Min kone døde for godt seks et halvt år siden og der kommer til stadighed episoder med både meget gråd; jeg forstår det heller ikke altid.
Du kendte ikke til sorg for 33 år siden. Du var en ung dreng som gjorde var der blev sagt, at du skulle være ked af det fordi din mor døde, for du havde sørget i tiden optil din mors død. I dag italesættes det som ventesorg, dengang måske en henkastet bemærkning om at din mor lever jo endnu
Tak for det mod du viser nu ved at vedkende din sorg; om end 33 år efter. Det kan være en kærlig erindring til andre med en ubearbejdet sorgfortælling.
For du har nok aldrig fået sorgen bearbejdet; nuvel, du var dreng og lyttede opmærksomt efter de voksne, sikkert med kommentarer – så fik hun da endelig fred – og så videre, du kommer nok i tanke om flere kommentarer når du læser dette.
Og du er allerede i gang med at bearbejde den, sorgen, for du fortæller den til andre, for vi skal tale om den, for den vil altid være nærværende. Det handler meget om accept, om at den døde er død og aldrig bliver levende igen. Men vi skal leve, det fortjener vores afdøde, vi bærer nemlig sorgen og livet i samme hånd.
Jeg skriver dette indlæg nytårsaften, efter kongens tale, hvor H.M. netop indledte med at sorger og glæder følges ad. Det er min levemåde, min accept af tabet, lad det også blive din.
Mine bedste tanker og følelser til dig ❤️.
Kærlig hilsen Hans, enkemand og frivillig på Sorglinjen