Jeg savner min moster
Kvinde på 16 år fra Nordjylland, der har mistet sin moster
Hej jeg er en pige på 16 år.
For lidt over et år siden døde min moster i en voldsom bilulykke. Vi startede dagen med at passe min mors venindes børn, da min mor får et opkald fra min onkel. Jeg spekulerede ikke rigtig over, hvad de snakkede om, jeg kan bare huske, at der blev stille da de havde lagt på.
Jeg sidder i sofaen, men de børn vi passer og min søster leger udenfor. Min mor kommer ned til mig efter et stykke tid og sætter sig ved siden af mig og siger at hun lige har fået et opkald fra min onkel, som fortalte, at min moster var kørt galt og det er kritisk. Jeg kan bare huske, at jeg sidder og opfatter de ord min mor lige har sagt. Det første jeg tænker er, at hun sikkert er okay; – sådan nogle ting sker ikke for os.
Vi får sendt børnene hjem og kørt op på sygehuset. Jeg regnede med, at vi ville kunne snakke med hende og sige hej, men de havde lagt hende i kunstig koma. Vi var på hospitalet i fem dage, jeg nægtede at tage hjem. Så mig og min mor blev der alle dagene og nætterne;- til sidst fik vi et værelse istedet for at sove på sofaen i venteværelset. Da vi nåede til 5. dag havde hun været igennem flere operationer pga ødelagte organer. Hun endte med at få skåret det ene ben af og en finger.
Hun fik 5 hjertestop i alt; – én af gangene var om natten og jeg kan huske, at min mor vækkede mig og sagde, at vi hurtigt skulle have tøj på fordi det gik helt galt under en af operationerne. Hun fik 2 hjertestop, så de var nødt til at lukke hende sammen igen. Hver gang lægerne kom ind føltes det som om, at alt ting gik i stå. Hvad kunne den næste ting de ville sige være? Den 5. dag bliver vi alle trukket ind i et mødelokale og får så at vide, at der ikke er noget at gøre. De bliver nødt til at slukke for hende.
Jeg går i panik. Jeg tænkte bare, at de kunne sgu da ikke bare slukke. Hvad hvis hun fik det bedre? Til at starte med reagerede jeg slet ikke. Alle omkring mig begyndte at græde og jeg sad bare forstenet, det var som om det slet ikke var gået op for mig, at hun skulle dø. Efter noget tid rejste jeg mig og gik ud af døren. Jeg gik bare i panik; – vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Al ting føltes forkert. Da jeg kom udenfor begyndte jeg bare at græde og kunne ikke stoppe igen.
Det eneste jeg kunne tænke på var, at kunne det virkelig være rigtigt, at den kvinde jeg har kendt hele mit liv virkelig skulle dø. At min moster, som var lige så meget mor for mig, som min rigtige mor, ikke engang kunne sige farvel. Hun har altid været den, der passede os og som min mor sige,r har jeg altid haft en særligt bånd til hende. Jeg var mosters pige. Min mor kom ned og hentede mig og holdt om mig. Jeg havde lyst til at skrige, men kunne ikke.
Vi gik op. Der gik omkring en time og så skulle vi alle ind til hende, min onkel og min fætter og to kusiner. Min mor, min bedstemor og bedstefar, min søster og jeg stod ved siden af hende og holdte om hendes hånd. Man kunne kun høre lyden af maskinerne og os der græd. Da de slukkede, trykkede jeg hendes hånd mod min kind. Og til sidst var hun væk. Jeg fik ikke sagt ordentligt farvel eller at jeg elsker hende. Lige så stille begyndte folk at gå indtil det bare var mig, min mor og min onkel. Min mor tog min anden hånd og prøvede at trække mig med.
Hun sagde, at det var bedst at gå. Jeg ville ikke og prøvede at skubbe hende væk, men hun blev ved. Til sidst blev hun nødt til at få min onkels bror til at løfte mig ud. Det var det værste jeg nogensinde havde oplevet. Hun var bare væk.
Svar
Kære dig
Jeg er ked af at høre, at du har mistet din moster. Det lyder som en voldsom oplevelse, og jeg synes det er rigtig flot du skriver herind.
Jeg mistede min mor til kræft for 5 år siden og jeg kan tydeligt huske, hvordan det var for mig dengang jeg fik at vide, at der ikke var mere at gøre og hvordan det var for mig at sidde ved siden ad hende dengang hun trak sine sidste vejrtækninger.
Jeg kan forstå din mosters død kom bag på dig og det kan være svært at forstå, hvordan en person så tæt på en lige pludselig ikke længere er her mere. Det var også rigtig svært for mig at forstå, hvordan min mor lige pludselig ikke længere skulle være hos os.
Min familie og jeg var hos min mor, da hun trak de sidste vejrtrækninger. Jeg sad ved siden af hende og holdt om hende. Jeg græd så højt og ukontrolleret og alt var bare så svært at forstå.
Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg blev ved med at sige ”Du må ikke forlade os mor”. Jeg var helt tom inden i, samtidigt med at jeg var fyldt op med vrede og frustrationer over, at min mor ikke længere skulle være her for mig. Jeg kan huske, at det også var meget svært for mig, da vi skulle gå fra det hospice min mor lå på. Det var rigtig svært at vide, at det var en af de sidste gange jeg ville se hende, og næste gang ville hun ligge nede i sin kiste.
Min mors duft, kram og stemme savner jeg også helt vildt meget. Det er enormt svært for mig at tænke på, at jeg aldrig kommer til at høre hendes stemme igen eller aldrig kommer til at mærke hendes kram. Nogen gange prøver jeg at forestille mig hendes stemme i mit hoved eller forestille mig hendes kram – men det er enormt svært!
Jeg har stadigvæk min mors parfume derhjemme, som jeg nogen gange dufter til, og den kan føre mig helt tilbage til præcist, hvordan det var for mig dengang. Men samtidig er det også så svært og hårdt at vide, at jeg aldrig kommer til at dufte den duft igen, imens jeg får et kram af hende.
Jeg kan forstå, at du savner din moster helt vildt meget – og det er også helt okay. Når jeg savner min mor tænker jeg på, hvor fantastisk hun har været, siden jeg kan savne hende så meget. Det hjælper mig meget at tænke tilbage på alle de fantastiske minder, vi har sammen og tænke på dengang hun var rask og alt var godt. Dette gør jeg blandt andet gennem billeder og musik, som min mor lyttede til. Jeg skriver også breve til hende tit, og det er nok det, der hjælper mig mest. Jeg skriver, hver gang jeg savner hende eller når der sker noget nyt i mit liv. For mig føles det lidt som om, at hun på den måde ved, hvad der foregår i mit liv og som om det er noget vi har sammen.
Jeg synes, det lyder dejligt, at du var din mosters pige, og I havde et særligt bånd. Måske du kunne prøve at skrive til din moster om den store kærlighed du har for hende, hvor meget du savner hende eller om noget helt tredje – ligesom du har skrevet herind?
Noget der har været enormt vigtigt for mig og som har hjulpet mig meget er at snakke om sorgen. At turde sætte ord på de svære følelser jeg har haft i forbindelse med min mors død, og dele dem med min familie, venner og psykolog. Og vide at det er okay at være ked at det og okay at savne.
Kærlig hilsen Alberte