Käre hvem der maatte läse dette

Kvinde på 58 år fra Norditalien, hvis mand er hjernedød 


Jeg er en 58 aarig kvinde fast bosat i norditalien. Jeg er uddannet läge, men nu invalidepensionist pga en aneurismeblödning i hovedet i 1998. 7. maj 2018 fik min mand gennem 30 aar hjertestop 20 minutter og er nu hjernedöd. Vi har 3 börn spredt rundt paa kloden. En i Kina, en i Sverige og en her i Italien saa länge de varer.


Jeg (og mine börn) er meget ulykkelig over den nye situation


Svar

ære du,


Tak fordi du skriver ind til vores brevkasse. Dit brev satte mange tanker i gang hos mig.


Du er i en rigtigt svær situation, og du har bestemt grund til at være ulykkelig. Det må være utroligt hårdt at være dig i øjeblikket. Din livspartner gennem 30 år er ikke længere ved bevidsthed, og du står helt alene med ansvaret for at være der for ham i denne svære tid.


Samtidig formoder jeg, at du skal trøste jeres børn, som sikkert også er dybt ulykkelige over deres fars situation og over, at de ikke har mulighed for at være sammen med ham, holde ham i hånden og være der for både ham og dig.


Jeg kan desværre ikke give dig nogen konkret opskrift på, hvad du skal gøre, men jeg vil gerne dele nogle tanker med dig i forbindelse med mit eget tab.


Jeg mistede min søn på 26 år for knap tre år siden efter et fem måneders langt sygdomsforløb. Noget af det, der gjorde, at jeg kom igennem den sidste svære tid var, at jeg havde tid til at være der for ham og gøre hvad jeg kunne, for at tiden skulle være så god som muligt.


Selv om jeg var i en tilstand af næsten ubærlig sorg over at miste ham, gjorde det mig godt, at jeg havde været tæt på ham og fået fortalt ham, at jeg elskede ham overalt på jorden. Jeg har forstået, at man godt kan fornemme, at man er omgivet af dem, man elsker, selv om man ligger i koma.


Når man har mistet, er der intet man hellere vil, end at tilbringe bare fem minutter mere med den person, som er gået bort. Det er min personlige erfaring, at den tid, man tilbringer med en elsket person, inden vedkommende dør, kommer mange gange tilbage til én. Omvendt kan man komme til at fortryde, at man ikke prioriterede at være der, så længe man havde muligheden.


Jeg ønsker for dig, at du kommer nogenlunde godt igennem det næste stykke tid, og at jeres børn får mulighed for at være sammen med dig, således at I kan støtte hinanden i jeres fælles smerte, savn og sorg.


Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Hvis du har brug for at tale med andre frivillige hos Det Nationale Sorgcenter, er du velkommen til at skrive ind til vores online chat eller ringe ind og snakke med en af os frivillige på telefon nr. + 45 70 209 902.


De bedste hilsner


Tine