Kvinde på 31 år fra Syddanmark hvis far er død. 

Hej sorgcenter..

Jeg er ikke helt ung mere. Som 16 årig mistede jeg min far til kræft.

Det var sommer og jeg var til ringridning, jeg red selv med og min far har altid været og set på. Denne sommer red jeg hjem efter det var slut med omridning og min far lå og sov med tøj på i sengen.. jeg undrede mig, men tænkte ikke mere over det.. jeg kom på efterskole og pludselig skulle jeg komme ind til forstanderen. Der er telefon, det er din far. Min far fortæller han er på sygehuset, han vil ikke fortælle hvorfor han er syg. Jeg siger at jeg gerne vil komme hjem, men han siger ‘nej, du skal blive på skolen’.

Jeg kommer hjem i weekenden og alt er anderledes. Min far var blevet så tynd og lå stadig på sygehuset. Vi besøgte sygehuset og lugten var meget speciel på medicinsk afdeling. Jeg kommer tilbage og tager over til forstanderen og fruen og beder om at få mig udskrevet af skolen fordi min far er meget syg. Forstanderen siger at vi skal sætte os ned. Og han siger at hvis det handler om økonomisk, kan kommunen overtage betaling pga. denne specielle situation. Men jeg stopper 1 mdr efter og tager hjem. Jeg bliver hentet på stationen af min stedmor og vi kører hjem. En aften står vi ude i stalden, min veninde og jeg og pludselig kalder min stedmor mit navn og siger: din far kommer ikke hjem, han er syg af kræft. Og efter det er jeg ikke klar over hvad der skete (måske gik jeg lidt i chok) jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, og de kan ikke helbrede ham.

Min far bliver udskrevet og kommer hjem skal fortsætte behandling i Odense. I denne periode kommer jeg ofte for sent i skole, min far kaster galle op. Jeg hjælper ham ud af sengen og ind i en taxi og har aldrig set min far så syg. Eleverne i min klasse tror mig ikke, når jeg fortæller, at min far er meget syg. Rollerne derhjemme var pludselig byttet rundt, jeg blev den voksne derhjemme og skulle også tage hånd om min 3-år yngre bror som netop var flyttet overtil min far sommeren inden.. fra en voldelig stedfar derfor flyttede vi begge overtil min far men først når vi fyldte 13 år.

Jeg husker tydeligt at min far blev indlagt på et lokalt sygehus og at vi besøger ham med vores hund med bussen. Min far var overlykkelig, han havde sådan savnet hans hund.

Til juletid havde min far det faktisk godt og jeg følte at han var ved at blive rask.. men det gik hurtig ned af bakken igen.. jeg bor i en længere periode hos en kæreste i Sønderborg og kørte til skole med scooteren til Tinglev, når jeg ikke skulle arbejde. Jeg havde det utrolig svært med at være hjemme.

Min far kommer hjem, sofaen bliver taget ud af stuen og en plejeseng kommer ind. Min fars chef – virksomhedsejeren – kommer på besøg med store gaver.. og sygeplejersken er en mor til en håndboldspiller på mit håndboldhold. Min far bliver mere fjern og er efterhånden en grønsag og sover bare.

En weekend i februar ringer min stedmor og siger, at jeg skal komme hjem min far kalder på mig i vigelse.. da jeg kommer hjem og taler til min far selvom han sover bliver han mere rolig og giver efterhånden slip.. og dør til sidst.

Idag er jeg stadig stærkt præget af oplevelsen.. vi fik desværre ingen hjælp og talte ikke rigtigt om det.. Der kan være dage hvor jeg bare falder i gråd pludselig.. jeg ved ikke hvad der sker og hvorfor jeg reagere sådan ?

Håber I kan hjælpe.