Livets bump
Kvinde på 31 år fra Midtdanmark, der har mistet sin far
Kære brevkasse.
Jeg mistede min far for over 10 år siden. Det har bestemt ikke været nemt, men det er heldigvis længe siden, at jeg har haft behov for at skrive til jer. Jeg har fået bearbejdet min sorg, men er lige blevet indhentet af fortiden. Jeg står i en situation, jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere.
For omkring fem år siden skrev jeg til [min far] herinde, at:
“Jeg har to halv-søskende på din side, og to bonus-søskende på min bonus-fars side. Jeg har ikke set mine to halvsøskende siden din bisættelse, da der gik noget helt galt. Det har været mit valg, da de kun kunne kontakte mig, når jeg skulle inviteres til fødselsdag, hvor jeg skulle komme med en gave. Jeg var jo oget af en efternøler, som knap var voksen. Mine halvsøskende var meget voksne dengang, og jeg følte , at de i det mindste kunne have spurgt, hvordan jeg havde det, men det skete ikke een eneste gang.Jeg håber, at du forstår mit valg, selvom det inderst inde ikke ville være dit ønske, at det skulle være på den måde!!”
Nu er det så sådan, at min halv-søster (det er underligt at se ordet ‘søster’ skrevet om hende. Jeg har siden da altid har sagt jeg kun har to søskende, nemlig mine bonus-søstre) lige har skrevet en besked til mig.
Hun skriver noget a la: “Det er en del år siden vi har snakket sammen. Hun håber det går godt for mig, og håber jeg har fået sorgerne lidt på afstand. Hun tænker, det var hårdt for mig, når jeg nu også næsten lige havde mistet min morfar dengang. Hun savner mig faktisk i sit liv (faktisk?) og kunne egentlig (egentlig?) godt tænke sig at lære den person at kende, som jeg er nu.”
Herefter trækker hun kortet. Jeg er nemlig gudmor til hendes yngste søn, hvilket jeg dengang var utrolig stolt af – men som jeg jo desværre ikke kender i dag. Det er jeg selvfølgelig ikke stolt af, og det gør da virkelig ondt, men måske skulle hun dengang have kæmpet lidt for, at beholde mig i hendes liv, også for børnenes skyld!
Hun skriver til mig: “Jeg skriver også til dig, for at minde dig om (minde mig om, seriøst?), at han er blevet 13 år og skal konfirmeres. Og de gerne vil have mig med, fordi jeg jo er hans gudmor”
Jeg ved virkelig ikke, om jeg skal svare på den besked. Og hvis jeg skulle, hvad jeg skulle skrive. Eller om jeg skal skrive og sende et kort til knægtens konfirmation, at jeg ønsker ham alt det bedste i livet. For det er på ingen måde børnenes skyld det her. Jeg var kun 19 år da jeg mistede far, og de kæmpede ikke for at have mig i deres liv, ved at være der for mig eller spørge hvordan jeg havde det, så vi sammen kunne bearbejde sorgen. Jeg tror ikke, at jeg ønsker dem som en del af min fremtid. De har haft chancen!
Jeg er i syv sind. Hvordan skal jeg takle det her!
Findes der nogen, som har stået i lignende situation med at vælge familie til eller fra, efter at have mistet?
Svar
Kæreste brevskriver
Tak for dit brev som har berørt mig dybt.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i din situation, hvor alle følelser, vrede og afmagt fra et dødsfald dukker op igen. Som du selv skriver i overskriften: Livets bump. Dem er der mange af. Du skriver, at du har bearbejdet din sorg, hvilket jo er dejligt at høre, men så dukker din fortid op via beskeden fra din halvsøster. Du var kun 19 år da du mistede din far, og det er en sårbar alder. Jeg mistede selv min mor da jeg var 20 år, og det har sat sig spor op igennem hele mit liv. Jeg kan sagtens følge dig i dine tanker om, at dine halvsøskende har svigtet dig. De fleste vil jo føle sig så forladte, ensomme og vrede i forbindelse med et tab af et menneske man elskede.
Vi oplever alle sorg meget forskelligt og vi bearbejder sorgen vidt forskelligt. Samtidig er vi så frygteligt sårbare og derfor kan vi kan måske også komme til at tolke andres opførsel forkert. Jeg er selv utrolig sårbar og nærtagende, men livet har lært mig, at det måske er en god ide at stoppe op nogen gange, og tænke over, at de mennesker, som vi tror ikke vil os, måske også selv har været helt underdrejet af sorg, og derfor ikke har haft overskud til at tage sig af andre. Da jeg var yngre bebrejdede jeg min far, at han ikke var der for mig i den enorme sorg jeg stod i efter tabet af min mor. Jeg følte altid, at det var mig der skulle være den voksne.
Jeg blev voksen på en nat. Jeg var vred på min far ofte, følte mig svigtet, men elskede ham stadig. Det var ambivalent. Det er først efter at jeg selv er blevet frivillig på Sorglinjen, at jeg kan se, at han jo ikke engang magtede sin egen sorg. Han savnede min mor utroligt meget, og hans sorg var dyb. Han blev aldrig den samme. Han havde ikke nogen, han kunne få trøst fra. Men jeg så det ikke.
Den samme historie gør sig gældende, da jeg mistede min søster for nogle år siden. Jeg kunne ikke være i sorgen og jeg var vred over, at min svoger slet ikke tog kontakt. Han forventede hele tiden at det var os andre, der kontaktede ham. Jeg overvejede utallige gange at cutte forbindelsen. Men når han var sammen med os, var han taknemmelig for at være en del af familien stadigvæk. Han har ikke formået at have overskud til at tage sig af os andre, invitere eller holde kontakt.
Jeg har fuld forståelse for din situation, men jeg har ikke løsningen på dit dilemma. Det gælder nok om at følge sin mavefornemmelse. Mange af os der arbejder som frivillige på Sorglinjen har sagt farvel til venner, veninder eller familie, fordi det føltes rigtigt. Vi har følt for meget afmagt, vrede og svigt fra dem vi stolede på. Selv synes jeg det er vigtigt, at jeg har de mennesker i mit liv, som vil mig noget godt. Jeg har ikke længere plads til folk, der suger energien ud af mig.
Du har jo ret i, at det ikke er børnenes skyld det der er sket her. Hvis jeg var dig ville jeg prøve at mærke efter, om du virkelig ønsker dem alle ude af dit liv. Din halvsøster rækker ud og siger at hun savner dig. Måske er det sandt. Måske kan du få et fremtidigt godt forhold til børnene i familien. Måske kan I endda få talt om, at du har følt dig svigtet. Måske har de en forklaring.
Det er et svært dilemma du står i. Der er ingen andre end dig selv, som kan give svaret. Mærk efter, hvad du føler er det rigtige for dig. Det er dit liv, det handler om.
Jeg ønsker dig det bedste og håber, at du finder en løsning, som du kan leve med og være tilfreds med.
De varmeste tanker
Hanne